Dengang i 80erne…
Efter at Marvelklubben har været omkring kosmisk Marvel i form af Kaptajn Marvel-hæfterne, som jeg har dækket i 3 dele her på siden, er vi nået til Jim Starlins saga om Adam Warlock. Ligesom Kaptajn Marvel, udkom Warlock i tykke sort/hvid hæfter i Danmark. I dette tilfælde 2 hæfter udsendt af Interpresse, i løbet af 1986.
Warlock 1, der på forsiden prydes af påskriften “Jim Starlins Mesterværk”, havde jeg faktisk aldrig læst, indtil jeg anskaffede mig det antikvarisk sidste sommer. Nummer 2 har jeg til gengæld haft i samlingen siden det udkom, da jeg var omkring 7 år gammel. Så det har været med på en 35 år lang rejse. Og det kan ses. Falmet, smudsig, gulnet, krøllet og lidt sært duftende.
Nu, som 41 årig, er Warlock-hæfterne stadig lidt af en mundfuld. Som 7 årig husker jeg ret klart, at jeg absolut ikke fattede en skid af hvad der foregik. Alligevel skilte jeg mig ikke af med Warlock 2 dengang. Længe før man tænkte på ting som mulige samleobjekter, eller noget der kunne have nostalgisk værdi.
Der var et eller andet, som pirrede min fantasi og nysgerrighed. Warlock-hæftet med sine kosmiske, psykedeliske “landskaber”. De underligt udseende figurer med mærkelige navne. OG hele stilen, bragt til live i af Jim Starlin, lignede intet andet i min samling.
Ikke mindst forsiden af Warlock 2 har brændt sig ind i min bevidsthed. Nummer 1 kendte jeg ikke dengang. Var et blad ikke på hylden hos den lokale bladpusher, i dette tilfælde en Brugsforening, eller dukkede tilfældigt op hos brugtbladsforhandleren, så eksisterede det bare ikke. Men NU, 35 år senere har jeg, endelig kunnet læse første del af den kosmiske saga, som jeg ikke fattede en brik af i første omgang!
Warlocks oprindelseshistorie, den korte version
De amerikanske blade Strange Tales nr. 178-181, samt Warlock nr. 9-11 blev brugt til at sammensætte disse 130 danske sider. Alt undtagen de amerikanske håndtekster er leveret af Jim “Space Hippie” Starlin. Den danske udgave tekstet af Helle Nielsen, oversat af vores allesammens formand for Marvelklubben, Marvel-Morten.
Hæfter starter med en hurtig opsummering af Warlocks historie op til dette punkt, 4 sider med Warlocks skabelsesberetning. Fortalt af et væsen der kalder sig Shinxor fra Pegasus galaksen! Det er helt i tråd med den klassiske Marvel-filosofi om, at et givent hæfte kunne være den pågældende læsers første. Samtidig giver det fornemmelsen af, at det her (og andet Marvel), er del af en større, sammenhængende fortælling
Warlock blev skabt af nogle onde videnskabsmænd, i et fjerntliggende laboratorium med det formål, at erobre Jorden. Hans mor var den puppe han kom ud af. Det giver nok nogle komplekser. Han er altså en art kunstigt menneske. Warlock vender sig mod sine skabere, driver lidt rundt i universet i nogle år, inden han beslutter sig for at vende tilbage til puppen.
Her findes han af en fætter kaldet Nyskaberen, hans evner afsløres muligvis af navnet (?), “skaberen af Nymændene”. De bor på Nyjord, Jordens tvillingeplanet, der ligger på “den anden side af Solen”. Den skal man bare købe, it’s science!
Det store, kosmiske hippie-flip
Herefter hvirvles man som uskyldig (formodentlig!?) læser ud i et kosmisk filosofisk hippie-trip, som man enten vil elske eller hade. Det er indbegrebet af over-the-top, ost med ekstra ost på (og så lige lidt mere). Til tider pænt campy, meget af sin tid (efterdønningerne fra slut-60ernes bevidsthedsudvidende eksperimenter og tanker er tydelige) og på mange måder også en kende bedaget. Det gælder alt fra fortælleteknik, historiens opbygning, dialogen og den visuelle del.
Men, det er også voldsom betagende, forunderligt og herligt gakket. Man kommer til, at tygge sig igennem nogle virkeligt teksttunge passager, tilsyneladende endeløse monologer fra Warlock og de øvrige store spillere i historien. Det ER periodevis tung og overvældende læsning, og nogle af de mere filosofiske og eksistentielle udflugter kan være svære at følge.
Jeg har dog ikke forsøgt mig med sweet, sweet drugs i mens jeg læste Warlock – det ville måske hjælpe? Men, du finder næppe mere ”druggy”-Marvel end det her fra 70erne. Der er blandt andet et helt kapitel, hvor Warlock er for ”retten”. Anklageren er et stort øje, hans forsvarer en mund (som ikke kan tale) og juryen består af mannequindukker. I et andet kapitel er Warlock fanget inden i sin egen hjerne, hvor han kæmper mod en række psykotiske klovne.
Liv, død og sjælesten
Adam Warlock kæmper her med nogle helt store, universelle og højtragende emner. Men på mange punkter, i sin essens relaterbare og meget menneskelige – selvom han er et kunstigt menneske. Han er udstyret med sjælestenen, den sidder faktisk lige i panden på ham. Hvordan den helt fungerer, og hvilke kræfter, eller begrænsninger, den har, bliver aldrig helt tydeligt.
Her lægges kimen til den fremtidige definition og funktion af Evighedsstene/Infinity Stones. Det virker som om Sjælestenen har mange af de kræfter, som senere deles ud på de andre sten. I mens Sjælestenen selv og dens egentlige kræfter forbliver lidt mystiske og udefinerede.
Kort inde i hæftet omtaler han sig selv som “selve døden”, men få øjeblikke senere genopliver han (kortvarigt) en kvinde han fejlede i at redde fra nogle skurke. Han får hende til, at fortælle om Den Universelle Sandheds Kirke og dennes Inkvisition. Det er dem, Warlock er oppe imod her og som straffer den ukendte, unge kvinde med døden. Warlock, og sjælestenen er altså både liv og død. Og meget andet.
Som man allerede kan fornemme her, så er der nogle store, bombastiske og vidtfavnende emner i spil. Undertoner er der ikke mange af, det er overtoner og armbevægelserne i historiefortællingen, tekst og tegninger gør alt for, at matche alle de tanker, der vælter ud af Starlin krøllede hjerne.
At han gik rundt med en (stadig lidt forløst og “mislykket) forfatterdrøm i maven, er vist ikke nogen hemmelighed og skinner igennem her. Han forsøger, på godt og ondt at presse så meget ind i panelerne som muligt, indtil det hele truer med at kollapse under vægten.
Til kamp mod undertrykkelse og indre dæmoner
Warlock bokser hæftet igennem med indre dæmoner og den ultimative modstander: ham selv. Skurken, en mystisk skikkelse kaldet Magus, viser sig at være Adam Warlocks fremtidige, onde jeg. De psykologiske konsekvenser og symbolikken her, er vist ikke til at tage fejl af.
Historien handler om tvivl, selvhad, mindreværdskomplekser, selvovervurdering, krig, fred. En lille trold, Thanos, livets ulidelig lethed, livsens ondskab, opofrelse, tro, spiritualitet, free your mind og og og…
Gemt i alt det her tankegods strømmer også noget ganske foruroligende. Warlock når frem til, at den eneste måde at redde universet på, fra hans eget fremtidige jeg, er selvmord. For en sprudlende kosmisk historie, pakket ind i 70er camp, er det et temmelig tungt emne. Og Starlin bør roses for på ingen punkter, at holde igen her. At historien så måske godt kunne have haft godt af et filter og lidt mådehold, det er en anden snak, men han går all in.
Det gør også, at visse emner og budskaber bliver lige lovlig firkantet leveret. At Starlin har et horn i siden på religion, imperialisme (og sikkert Vietnamkrigen) og den undertrykkelse, der ofte følger med, er man vist ikke i tvivl om. Den Universelle Sandheds Kirke er nærmest middelalderlig kristen i sin udformning. Og fordømmelse og forfølgelse af dem, som den dømmer som værende dens modstandere. At Magus er den overhoved gør, at Warlock fremstår som både en gudelignende frelser og djævlen selv.
Hvad Starlin prøver, at sige med det hele er ikke altid lige klart, noget af det kan endda virke en kende selvmodsigende, eller som noget “trippy hippie shit”. Især når vi når længere ind i det tykke hæfte, hvor det også virker som om Starlins indtag af stimulanser får inspirationen til, at løbe lidt amok. Til tider forvirrende og en kende vanskeligt at følge, men samtidig sært fascinerende, som et eller andet abstrakt, psykedelisk trip.
Besynderlige bi-figurer og gråzone skurke
Med på turen er også en række mere eller mindre absurde og besynderlige bi-figurer. Gamorra, som man nok kender i en lidt anden form, som en del af MCUs Guardians of The Galaxy, og den cigarrygende trold Pip, er to af dem.
Sidstnævnte har jeg aldrig været specielt begejstret for, som karakter og koncept. Selv som barn kan jeg huske, at han simpelthen virkede som en lidt for fjollet figur, selv for en tegneserie, for mig. Det har ikke ændret sig væsentligt. Det er nok personlig smag. Og “Tom Bombadil syndrom”. En karakter fra Ringenes Herrer bøgerne, som også altid har stukket ud i negativ vis for mig… Uden sammenligning de to karakterer imellem i øvrigt.
En anden væsentlig spiller i anden halvdel af hæftet er selveste Thanos, som vi sidst så på dansk i Kaptajn Marvel bladene, hvor han var på jagt efter Den Kosmiske Terning. Her får vi det usandsynlige makkerskab mellem ham og Warlock, der sammen går op i mod Magus.
Thanos har, selvfølgelig sine egne motiver, men dem skal vi ikke afsløre her. Blot vil jeg konstatere, at der er gråzoner mellem “god” og “ond”. Og at alle kan indeholde begge dele, og alt imellem. Det gør, at Starlins figurer, deres handlinger og motiver, ofte føles noget mere komplekse end i andre, samtidige tegneserier.
Idéerne driver værket, ikke plottet
Hvor Kaptajn Marvel stadig var ret drevet af plottet og konkrete hændelser, suppleret med Starlins tanker, så er Warlock det omvendte. Her er det tankerne og idéerne, som er det væsentlige og plottet er redskab til, at udtrykke disse.
Starlin lader tanker og idéer strømme ud i det kosmiske univers uden filter, eller begrænsninger. De store liner er dog et korstog mod samfundsstrukturer, som ender med at underkaste fri vilje og tanker. Og den indre kamp, en dualitet, som man som menneske kan slås med gennem livet. Her bare i yderste potens.
Warlock rummer også et helt metalag, som jeg ikke rigtig har berørt, der handler om tegneseriemediet og skabernes forhold. Og konflikter med deres overordnede og forlagene de arbejder for.
Der er spredte karikaturer af mere eller mindre kendte Marvel-redaktører og Starlings forsatte. Mange tolker den skueprocess Warlock udsættes for, som en allegori for Starlins opfattelse af den behandling han, og andre forfattere/tegnere udsættes for af deres forsatte.
Starlins personlige kosmiske trip
Warlock af Jim Starlin kan virke langt ude, gakket og fjollet til tider, og på andre tidspunkter intellektuel og poetisk – hvis ikke endda fortænkt og overlæsset. Men, det er sjældent kedeligt. Og man forbløffes stadig, her næsten 50 år efter, af ambitionsniveauet. Så må man sluge, at det jævnligt kan føles som om, at Starlin får afledt sig selv og ryger ud af en tangent, eller et sidespor. Han kommer som regel tilbage på sporet. Og får slået en eller anden form for krølle på det hele.
Ikke alt lykkes, sådan er det når man sigter højt. Og dele, blandt andet tegningerne, kan stedvis godt virke lidt stive og gammeldags. Andre steder sprudler og lever alt på side. På den efterfølgende kan det hele så tage en uventet drejning, eller løbe komplet af sporet.
Mest af alt virker Warlock, selvom figuren og begyndelsen af fortællingen ikke er Starlins opfindelse, som et dybt personligt projekt. Det her er Starlin, der griber pennen og forsøger, at råbe universet og læserne op og dele ud af hvad hans krøllede hjerne indeholder. Det er, om ikke andet, i sidste ende sært fascinerende. Og vi er slet ikke færdige. Forude venter de forsatte eventyr i Warlock nr. 2, hvor vi blandt andet skal møde… Stjernetyven!
