Typiske teenage kvaler

Det hele kredser om en gammel bog, der fungerer som en slags nøgle til, at sætte de indre, onde kræfter løs i unge mennesker. Eller, får de adgang til de kræfter, der findes i The Black Woods, hvor ondskaben lurer i de mørke skygger?

Quinn er en ensom, akavet teenager, en typisk outsider, der er emotionelt og fysisk afskåret fra det han gerne vil have. Nærkontakt med jævnaldrende, især Amber, en af skolens mere populære piger. Desværre er hun kæreste med Tyler (og gode venner med dennes søster Lisa), men det forhold (uvidende for Quinn) knager.

På hjemmefronten domineres og plages Quinn af nogle uforstående og hårdhændede forældre, der hverken forstår, eller ved hvordan deres søn skal håndteres. Men, Quinn har fundet en mulig løsning på alle hans kvaler. En gammel, mystisk bog med okkulte symboler, tegn og en indføring i kræfterne, der gemmer sig i The Black Woods.

Han opfatter dog ikke, at han er bogen, og dennes forfatters, uvillige redskab. Og, at han ikke åbner op for kræfter, der sætter ham fri. Det er nærmere det modsatte. Da Quinn får adgang til bogens (og skovens) kræfter, forvandler de ham til en grotesk, viljeløs skabning. Det indre monster er sat fri, men Quinn har mistet sig selv og alt der gjorde ham til et menneske. Monsteret har overtaget kontrollen.

Når ondskaben flytter ind

Han overfalder Amber og Tyler i skoven med henblik på, at dræbe sidstnævnte. Der dog overlever, hårdt medtaget og delvist lammet. High School footballhelten kommer aldrig til, at spille igen og er foreløbigt bundet til sygesengen i en komatøs tilstand. Amber slipper mere nådigt, men noget er vågnet i hende. Hendes egen trang til, at få sit eget indre monster ud.

The Black Woods kalder på hende, og hun kommer hurtigt på sporet af dens kræfter og bogen Quinn har efterladt på sit værelse. Jagten på svar og udfrielse resulterer i, at hun kortvarig kommer i kløerne på Quinns forældre. De får straffen, da de onde kræfter begynder, at tage bolig i Amber. Samtidig plages hun af skyldfølelse, der fysisk repræsenteres via Tylers søster, Lisa, som guilt tripper Amber over ikke, at have besøgt Tyler på sygelejet.

Emotionelt var hun dog allerede videre inden overfaldet og Tylers kranke skæbne. Det hele eskalerer, da det kommer frem, at hun ville slå op med Tyler. Amber taber, tilsyneladende kontrollen i takt med, at hun synker dybere ned i den mystiske bog og dens (og skovens) kræfter tager bolig i hende.

Hun får adgang til mægtige, mørke kræfter, men stemples som psykisk ustabil. Muligvis sindssyg. Omgivelserne forsøger, at gribe ind og “hjælpe” via en intervention. Det gør kun ondt værre. En indlæggelse på et sindssygehospital bliver det sidste skub, som Amber havde brug for.

Oldgammel tvekamp mellem frihed og kontrol

Ude i skoven dingler en kvindeskikkelse med et reb om halsen fra et træ. Hun er en levende død, bragt tilbage af skoven og dens onde kraft. Der har hun hængt i århundreder, siden byen ofrede/straffede hende. Nu udkæmper hun en oldgammel, muligvis uendelig tvekamp med hendes “redningsmand”.

Hun taler med skoven. De konkurrerer, konverserer og kæmper om overtaget. En kamp på ord, der udspiller sig fysisk ved, at de hver især finder unge mennesker fra byen, der kan udkæmpe kampen for dem. Det er ikke en duel mellem godt og ondt, det er nærmere mørke mod mørke, eller monster mod monster.

Den dinglende dame ønsker “frihed”, Den Sorte Skov det modsatte. At bevare kontrollen og sit jerngreb i og om byen. Deres ord danser om hinanden, væves sammen, støder sammen.

Rent fysisk bliver deres kamp på ord og “kræfter” til et opgør mellem hver deres monster: Quinn og Amber. Damen og skoven har kun reel magt, og mulighed for, at udøve den, så længe de kan lokke unge i fordærv. Og få dem til, at sætte mostrene indeni fri, lade det tage over og miste kontrollen over deres liv.

At blive monsteret.

Klassisk, symboltung horrorfortælling

Hvad er monsteret og hvad gør det ved folk? Children of the Woods bringer ingen klare svar. Bogen forbliver underligt ukonkret, indhyldet i mørke, ligesom den titulære skov. Du skal ikke søge ind i The Black Woods for, at få entydige svar, eller en løsning. Så ender du med, at føle frustration og forvirring.

Det er en symboltung fortælling, i bund og grund kunne man sige, at hele historien er ét stort metafor. Hvilket vel egentlig også er tilfældet for de mest vellykkede horror-fortællinger, om det så er i bogform, film eller andre medier. Den slags handler aldrig om det konkrete monster, eller optrævlingen af et specifikt mysterie. De er symboler og billeder på noget andet og større, som ellers kan være svært at beskrive.

På den led er Children of The Woods egentlig ganske klassisk. En ond, mørk skov. Et grotesk monster. En kvinde, der blevet ofret. Symboler af okkult karakter. Rådvilde, rodløse og misforståede teenagere. isolation, forfølgelse, udstødelse, ensomhed, vrede, afvisning, der er pladen fuld i emotionel-bingo.

Tematikkerne, stemning, atmosfære og den underliggende uhygge. Det er det man skal læse Children of The Woods for. Det er ikke en fortælling, som er interesseret i dyb karaktertegning eller udvikling, eller et kompliceret plot.

Ikke meget lys i mørket

En helt afgørende medspiller, på lige fod med ordene og deres betydning, er Hixsons urovækkende artwork. Der er virkelig tale om en symbiose her, mellem de to kreative hovedkræfter.

Hixson og farvelægger Roman Stevens arbejder ikke med en bred og specielt varieret farvepalette, de holder sig i det dunkle spektre. Helt i tråd med fortællings trykkede stemning og den knugende følelse, som gennemstrømmer den mørke skov. Af og til kunne man måske godt ønske sig lidt mere lys, så man bedre kunne se, hvad der egentlig foregår. Men, der er klart tale om et stilistisk valg, som der ikke brydes med.

Monsterdesignet på Quinn er interessant, frastødende, men alligevel er der noget sørgmodigt og ynkeligt over ham/den. Helt fremmedartet og umenneskeligt, og alligevel er der et eller andet genkendeligt over hans monstrøse form og fremtoning. Næsten en form for uskyld? Blandet med det grusomme.

Et andet, mindre aber dabei jeg har ved Hixson streg, som igen nok er et bevidst kunstnerisk valg er, at jeg i lange perioder havde svært ved at skelne Lisa og Amber fra hinanden. Det har, muligvis også noget, at gøre med måden historien, og figurerne, er skrevet og fortalt på. Men, de mudrede altså lidt sammen for mig indtil fokus begyndte at ligge hovedsageligt på Amber.

Sjovt nok i takt med, at hun som menneske begyndte, at miste mere og mere af sig selv. Og lod hendes indre monster tage over og bryde fri.

Når man mister sin menneskelighed

Når det sker, er der ingen vej tilbage for skovens børn. Her er ingen frelse eller håb, lader du monsteret komme ud, er løbet kørt. Forvent ingen lykkelig slutning eller “løsning” i denne fortælling. Har du først mistet din menneskelighed, så er det for bestandig hos Ciano.

Det gør også, at den alvidende fortællestemme, som beretter hele Children of The Woods, ikke længere omtaler de “forvandlede” ved navn. Quinn bliver til “the boy”, Amber har kurs mod “the girl”. De frarøves dermed deres sidste rest af menneskelighed og selvstændighed. De bliver slaver af deres følelser, og i denne fortælling potentielle redskaber for det onde.

Hvem er denne fortæller så? Tja, det er endnu et af de spørgsmål, som Ciano ikke virker synderligt interesseret i at besvare. Eller, måske skulle man sige, at det er det forkerte spørgsmål, at stille, hvis man vil have det “rigtige” ud af bogen. Det er i bund og grund ikke vigtigt, men, hvis jeg skal komme med et åbenlyst bud, så er det… “skoven”. Det er “det onde”, der taler til os.

Rent formmæssigt er sproget periodevis ret højtragende, og kan virke en kende selvhøjtidelig i tonen. Det er ikke som sådan en ordrig bog, men sluger man den i ét hug, eller store bidder, så kan det godt være lidt tung læsning pga. stilen. På den anden side, er det også medvirkende til, at Children of The Woods har sin helt egen tone og et meget gennemført udtryk.

Skovtur ind i mørkets hjerte

Der er noget næsten eventyrligt over Children of The Woods, på en meget, meget mørk og dyster vis. Bliver du fanget af den stemning, så har The Black Woods plantet sine kraftige rødder i dig og du er fanget.

Endvidere er det en fornøjelse, at læse en lille, afsluttet historie. Også selvom, man egentlig ikke får en nydeligt afrundet historie, som sådan. “Det onde”, og hvad der nu ellers lurer i skoven her, og sættes fri hos karaktererne, er jo evigt. Man fornemmer dog stadig stedvis, at Children of The Woods oprindeligt var tænkt som en mini-serie bestående af 6 hæfter. Blandt andet er bogen delt op i 6 kapitler, der hver især følger en typisk “hæfte til hæfte” struktur og også ofte ender på en lille cliffhanger.

Igen er det dog i sidste ende ikke cliffhangers, og plot, som er det bærende i Children of The Woods. Eller det som gør, at det er en fortælling, som man vil vende tilbage til og genlæse. Måske er det endda heller ikke de tematikker, som man kan læse ind i historien, eller vælge at tolke frem. Det er den ubehagelige stemning, som lokker en tilbage i den sorte skov.

Det kan lyde, som en underlig og noget ukonkret anbefaling… Korrekt.

Plus:

– Vellykket horror fortælling, trods det trimmede plot
– Stemningsfuld, atmosfærisk og dragende
– Gennemført stil og udtryk
– Kompromisløs og uforsonlig
– Short, sweet and to the point
– Perfekt sammensmeltning mellem ord og tegninger
– Åben for fortolkning og “mening”

Minus:

– Ikke for alle!
– Kan virke underfortalt på flere punkter, hvis man kigger helt nøgternt på den
– Bliver liiiiidt anstrengende læsning pga. af stil og form, hvis man ikke lige holder en pause eller to
– Hvem er Lisa, hvem er Amber, hvorfor kan jeg ikke kende forskel på dem?!
– Velkendte virkemidler, horror-klichéer og symboler

Konklusion:

Gå ikke ind i skoven, hold dig væk! Og lad ikke monsteret få overtaget, det kommer til at æde dig op!!

Hvis du er dumdristig, og alligevel er fristet, så er Children of The Woods værd at tjekke ud.

The post Anmeldelse: Children of The Woods appeared first on Kathoom.

Filmisk tegneserie med tyndt plot

Og netop filmisk er et ord, som er gennemgående for Millers stil her. Det er også helt i tråd med mit forkendskab, og introduktion til 300 og dens bloddryppende univers. Som mange andre, så er Scott Snyders filmudgave fra 2007 mit første møde med serien.

En film, som delte vandene dengang og nu, og en hvor Snyders nu velkendte, og elskede eller hadede, stilistiske visuelle ud- og aftryk for alvor blev cementeret. Jeg faldt lidt i den grøft, der fandt filmen overfladisk, lidt tumpet og “gryntende” macho-bøffet, men ganske underholdende for hvad den var.

Nu hvor jeg har pløjet mig igennem 300s lidt over 80 sider på den tid det tog, at brygge og drikke en stor kop (MANLY) kaffe, så fremstår filmen nærmest kompleks i forhold til. Den bygger faktisk ovenpå historien, får mere kød på karaktererne og virker næsten som en art extended cut af historien. Men, nu skal det her ikke være en komparativ analyse af 300 på tværs af 2 forskellige medier.

Blær og blod i bredformat

Hvor visuelt blæret Scott Snyders film end måtte være, så er Millers tegninger og Lynn Varley delikate, effektive og gennemtænkte farvelægning næsten endnu mere imponerende. 300 ser virkelig, virkelig flot, indbydende og overvældende ud. Især i dette bredformat, hvor alt kommer til sin ret og står knivskarpt.

Det er beskidt, blodigt, brutalt og barbarisk det ene øjeblik, og storladent, patosfyldt og opulent det næste. Uden, at det kammer over, overlæsset eller virker som ren lir. De store kampscener, der foldes ud over hele, eller flere sider, er lige til, at tabe pusten over. Skalaen i det her virker intimiderende, som det må have være for en simpel fodsoldat på blodindsmurt slette, eller bjergside malet med indvolde.

Samtidig er der også mere stille øjeblikke, med udtryksfulde nærbilleder af karaktererne. Her er Miller overraskende “fin” i sin streg og fremstilling af figurerne, især når man tænker på den lidt grove stil han ellers har været kendt for når han tegner karakterer.

Det kan momentvis være svært helt, at bevare overblikket når det går mere vildt og voldsomt for sig i de mange kampscener. Jeg er dog villig til, at påstå at det nok også er en del af pointen og Millers hensigt. Kampens hede og kaos fremstille råt for usødet, så det mod slut nærmest ser ud som om det regner blod i kastevinde – så siderne sprøjtemales.

Dæd, ære og forræderi

Visuelt er 300 en urokkelig oplevelse, som en stædig og uforsonlig hær fra Sparta med ryggen mod muren. Ligesom det er tilfældet for Kong Leonidas og hans samling trofaste mænd, og deres kamp mod den åbenlyse overmagt. Plottet i 300 kan, muligvis stå på en serviet og er lige så tyndt, men emnerne og armbevægelserne er gigantiske.

Sparta står overfor en invasion fra perserne, anført af deres overlegne leder Xerses, en 1-dimensionel skurk af den gamle skole. Nuvel, det er ikke fordi, at Leonidas og hans kumpaner ejer meget personlighed ud over korte stikord og arketypiske træk. De er, skåret over én kam: modige, grænsende til det dumdristige, ærekære, loyale (sådan da) og dedikeret til sagen, så det næsten virker selvmorderisk. DØD OG ÆRE, hele vejen rundt. Næsten.

For der er en undtagelse i form af den udstødte “krøbling”, Ephialtes, der afvises af Leonidas da han ønsker at ære sin far og slutte sig til Spartas hær (de er ikke så vilde med svaghed og handicappede). Det fører til, at han forråder Sparta og giver Xerses afgørende oplysninger.  Ephialtes har faktisk, som den eneste, en form for karakterudvikling og “arc” i fortællingen.

At knæle eller ikke at knæle

Det er også så som så med den historiske korrekthed, hvis man skulle gå op i den slags. Men, altså, det er en simpel fortælling om en ærefuld konge og hans last stand. Jeg tror de fleste der læser det her er bekendt med historien? Med ryggen mod muren, bogstaveligt går Spartanerne døden i møde med oprejst pande, i stedet for at tage imod flere tilbud fra Xerses om nåde.

Leonidas får endda, på falderebet et tilbud om, at han kan beholde land, stilling og status. Han skal bare lige knæle. KNEEL BEFORE ZOD! Eller, Xerses… Da han endelig gør, er det et trick for, at lave et sidste, heltemodigt udfald mod overmagten. Som mislykkes. En enkelt overlevende beretter historien for os læsere. Leonidas er nu endelig blevet en myte og en inspiration til, at Sparta kæmper videre.

Hovmod og ære står for fald i 300, her er det bare heltene, og ikke skurken, der falder. Men i faldet er der storhed og principper, som det er værd at kæmpe for og holde i hævd. Sparta nægter, at blive nogens slaver. Selvom deres eget samfund, ikke mindst militæret, virker små-fascistisk og benytter sig af en form for blind underkastelse?!

Jeg ved ikke helt, hvad det er Miller forsøger at sige, eller hylde her. Hvis det er en form for græsk tragedie, løseligt baseret på historiske fakta, så er det vel fint nok. Men, 300 kan også læses og opfattes, som en nærmest små-pervers macho-hyldest til ekstremt primitive, firkantede og gammeldags dyder. Millers personlige volds- og æres fantasi, der udleves som en selvopfyldende undergangsfantasi, hvor man hellere vil pines og plages end give køb på sine principper.

Historisk og politisk ukorrekt

Det er måske, at overfortolke og tillægge manden bag motiver, som slet ikke eksisterer. Læser man nogle af hans senere værker, eller har fulgt hans tiltagende fald fra tinderne og kontroversielle ytringer, så er der dog også antydningen af et begyndende mønster.

Og så er der den nu famøse “homo kommentar”. En soldat slynger på et tidspunkt kommentaren “those boy lovers” ud om fjenden, noget der skurrer lidt i 2022 ører. Miller har selv forsvaret kommentaren med: ” If I allowed my characters to express only my own attitudes and beliefs, my work would be pretty darn boring. If I wrote to please grievance groups, my work would be propaganda”. Sandt, men intentionen er én ting, Miller har stadig valgt at bruge ordene.

Endvidere var homoseksualitet, i følge historikere almindeligt udbredt i de militære rækker på dette tidspunkt, og blev endda brugt som en form for indvielsesritual. Så, Miller, der ellers har påpeget den historiske korrekthed i 300, kan heller ikke rigtig dække sig ind under den, i dette tilfælde.  

Det er egentlig også ligegyldigt ordkløveri. Lad mig bare slå fast, at det ikke har betydning for min opfattelse af 300 som værk, eller opfattelser af Miller som person. Han må synes lige hvad han vil (indenfor lovens rammer), og det kommer sådan set ikke mig ved, om han udlever en eller anden fetich eller ej,

Dog giver det en ekstra dimension og et tolkningsniveau til en tegneserier, der ellers ikke har meget tyngde i plottet.

Millers last stand

300 er med rette blevet ikonisk. Det kommer jeg ikke udenom, lige meget hvor mange gange jeg gentager, at historien, karaktererne, mulige budskaber og en lidt ildelugtende stank af volds- og æresfetichisme hænger i luften.

Alene for sin visuelle præsentation, en perlerække af nu ikoniske og mindeværdige paneler og billeder, der har brændt sig ind i tegneseriehistorien, fortjener 300 status som en klassiker. .Og endnu et shout out til farvelægger Lynn Varley, hvis arbejde her kunne være et helt studie og en artikel i sig selv

Det er samtidig, muligvis og Frank Millers “last stand”, inden han med ryggen mod muren, smed rustningen og løb med blottet dolk (ligesom mange af soldaterne i tegneserien) ud på tiltagende kontroversielle slagmarker. Hvis man virkelig VIL, så kan nogle sikkert også læse en form for islamofobisk vinkel ind i fremstillingen af perserne i 300. Men, så er vi vist ude i overfortolkning, tidsperiodiske forskydninger og et ønske om, at få Miller yderligere ned med nakken.

På baggrund af det samlede indtryk, som 300 trods sine svagheder og mere eller mindre problematiske øjeblikke, efterlader er det helt urimeligt. 300 står stadig som lidt af en milepæl i Millers samlede output, som altid ikke uanfægtet og uplettet. Det er det, der er med til, at gøre det til interessant tegneseriekunst.

(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).

300 skal ikke dømmes ud fra nutidens moral, etik og debatklima. Ej heller for dens forfatters nu kontroversielle omdømme. I sin egen kontekst, og på egne præmisser, er 300 lidt af en visuel milepæl. Historiemæssig er den, muligvis lidt en tynd omgang. Men, “enkel” betyder ikke nødvendigvis “dum”. Den ender dog nok ikke i min personlige tegneserie-kanon, men det vil klart være en smagssag.

The post Pensum: 300 af Frank Miller appeared first on Kathoom.

Hellboy havde dog været på tegnebrætter, som idé, koncept og figur i nogle år, hvilket man kan se i denne danske trade paperbacks ekstramateriale.

Førstehåndsindtryk fra filmenes verden

Jeg har hidtil kun kendt til Hellboy fra de to del Toro film med Ron Pearlman i hovedrollen, som den titulære Hellboy. Tegneserierne har jeg været bekendt med, også det markante og nu ikoniske visuelle udtryk, men jeg er altså først nået til serien nu. Og faldt over denne danske udgave (og dens efterfølger Væk Djævlen!) på det antikvariske marked.

Filmene kunne jeg egentlig ret godt lide, i hvert fald den første, den anden var lidt rodet og halv-slap. De stakt tonalt og stemningsmæssigt noget ud i forhold til DCs film, og det MCU der befandt sig i sin spæde barndom på det tidspunkt de landede i biograferne. Jeg var ikke mindst ret godt underholdt af Hellboy-figurens “grumpy voksen-baby/sej skalleknuser” personlighed og Pearlmans portræt.

Det er dermed også svært ikke, at sammenligne når man læser tegneserien for første gang. Nogle gange blegner en film, når man er bekendt med forlægget, eller lever ikke op til ens forventninger/forestillinger om, hvordan et univers er. Andre gange, så bliver man overrasket og det viser sig, at forlægget er meget federe.

Her befinder jeg mig i en lidt pudsig “omvendt” situation, hvor jeg, baseret på mit indtil videre sparsomme kendskab til tegneserien, foretrækker filmen. Ikke så meget pga. den visuelle del, man kan ikke helt sammenligne filmens kulørte og del Toro-sære udgave af Hellboys og hans verden med Mignolas meget mere enkle, stemningsfulde og moody tegninger.

Karakterer uden mange kalorier

Det er karaktererne, der gør forskellen. Som nævnt indledningsvist, så synes jeg Byrne skriver og karakteriserer dem mangelfuldt. De er ikke meget mere end deres (indtil videre) løst definerede evner, og groft optegnede personlighedstræk. Hellboy selv lider mest under det, når man har filmen i baghovedet, der gør et meget bedre job med, at vise en nuanceret og afrundet figur.

Byrne har 4 hæfter til, at få noget kød på disse figurer, men hvad ved man egentlig om Liz og Ape, de to vigtigste biroller, når man er nået igennem de over 100 sider? Ikke meget andet end overfladiske personlighedstræk, hvis de overhovedet har nogen personlighed. Den grumme torldmand får meget mere baggrundshistorie, til gengæld virker selve figuren lige lovlig karikeret og arketypisk. Og Hellboy selv? Jo, man får hans oprindelse.

Skabt i et ugudeligt ritual af en udstødt russisk troldmand i nazisternes tjeneste, i slutningen af Anden Verdenskrig. Og “adopteret” af Bureauet for Paranormale Begivenheder. Inden de mystiske og okkulte nazister, og deres stereotype troldmand kunne bruge dem til, at frembringe Dommedag. Ved brug af en eller anden Doomsday Device de havde bygget.

Hvordan? Hvem ved. Og hvem er Hellboy ellers? Tja. Han er ikke rigtig videre defineret? Han kan slå på tæven. Lader til, at være nogenlunde reflekterende og have en oprigtig affektion for Liz og fiskemanden Ape. Ellers… ikke det store. Han er der bare, som en form for omvandrende plotdevice, der skal drive hovedhistorien fremad: “hvor kommer Hellboy fra?”.

Det er, desværre bare ikke helt nok. Historien, der tager Hellboy og venner på jagt efter nogle forsvundne eventyrer, magiske frø-monstre og endelig en konfrontation med den gamle troldmand er “OK”. Jeg var ikke videre engageret, men dårlig er den første Hellboy historie ikke. Den ER der bare lidt, mens man kan kigge billeder.

Teksttung byrne, enkel og elegant Mignola

Der er dog visse problemer, og igen vil jeg pege lidt fingre af Byrne. Han har her en tendens til, at fylde siderne med tekstbokse, der forklarer handlingen, så det nærmest føles, som et foredrag. Når han ikke lige slår over i, at lade Hellboy snakke og tænke i ekspositionstung dialog.

Det står i skarp kontrast til Mignolas stilfulde, enkle artwork, der overvejende gør brug af en lys-mørke dynamik, stemningsfulde skygger og “det der ikke vises”. En meget effektiv teknik med “få”, og på overfladen begrænsede midler. En Kirby-inspiration fornemmes også, ikke så meget i stemningen, men i den bulky og firkantede Hellboy og monster-designet.

Mignolas tegninger har dybde og atmosfære, trods at der ikke fyldes meget på siderne. De er ikke detaljetunge, overlæssede eller realistiske. Det er lige før, at farver ikke engang havde været nødvendige, ud over at det ville frarøve os den markante hovedpersons fyldige rødme. Ligesom rigtig mange af Byrnes ord næsten heller ikke havde været nødvendige! Der er en eller anden ubalance mellem det skrevne og det visuelle her.

Unøjagtighederne er også tilstede i seriens indre logik. Hellboy vandrer, tilsyneladende bare rundt i hele sin røde, monstrøse herlighed, mens Ape er nødt til, at forklæde sig? Hvorfor? Hvis verden kan tåle Hellboy, er en fiskemand vel ikke så opsigtsvækkende?

Da Hellboys faderfigur dør i begyndelsen af fortællingen, fører det ikke til meget mere end et hurtigt skuldertræk fra hovedpersonen. Måske forklares deres personlige forhold nærmere senere, men her virker det ukarakteristisk koldt og ligegyldigt i forhold til, hvordan Hellboy ellers agerer overfor sine nærmeste i serien.

Ujævnt fortælletempo og huller i baggrundshistorien

Og så er der også noget med historien og plottes pacing. Byrne har det med, at bremse handlingen op med flashbacks og baggrundshistorie. Eksempelvis sidst i hæfte 3, hvor troldmanden pludselig føler behov for, at forklare Hellboy (og os) en halv livshistorie.

Det er, naturligvis en kendt og hyppigt anvendt teknik til, at bremse en handling op, og trække den, inden den store finale. Havde finalen så bare været værd, at vente på… i stedet for fiser den sidste kamp bare lidt ud. Samtidig tvivler man alvorligt på, at troldmanden for alvor er besejret. Og så, så let. Men, det skal man, åbenbart læse videre for at finde ud af…

Så får man sikkert også en lidt mere detaljeret forklaring på, hvad det egentlig er Bureauet for Paranormal Forskning og Forsvar er for noget. Og hvem de er? Hvorfor hjælper Hellboy dem egentlig? Det er en klassisk, ”hemmelig afdeling”, der opererer udenfor nummer.

Det, og andre troper og klichéer, kan også virke som sådanne, kan også virker mere fremherskende i serien, fordi den har dannet skole? Serien er jo fra 1993, så hvad der virker lidt velkendt nu, kan skyldes, at andre har ladet sig inspirere af serien. Når man tænker på, at den faktisk er samtidig med en serie som X-Files, så kunne det også være et udtryk for en tendens i tiden

Ligesom den tydelig inspiration fra H.P. Lovecraft, der virker som en tørlagt inspirationskilde i vores tid, nok ikke var helt så skamredet i 1993.

Et frø er plantet, planten må vi vente på

Rygtet, eller “internettet”, fortæller mig, at Hellboy lige skal i gang, og først for alvor bliver rigtig god når Mignola tager helt over og finder sit groove. Der er jo ikke noget odiøst i, at en kunstner lige skal finde sin “stemme”. Slet ikke når, der er flere til at stemme i, som her.

Der er også masser af Hellboy materiale, at kaste sig over fra de efterfølgende år. Hæfter, mini-serier, enkeltstående værker og talrige opsamlinger. Og tanken er vist, at man nogenlunde kan hoppe på, hvor man vil da der ikke er ét, langt sammenhængende narrativ, som binder 20 års udgivelser sammen. Men, man skal jo starte et sted og Seed of Destruction virker som et logisk startpunkt.

Det er altså et univers og nogle karakterer under udvikling og den spæde start, man møder i Seed of Destruction. Kimen lægges, spørgsmålet er om jeg, uden forhåndsviden om at “det bliver efter sigende bedre”, om det er nok til, at jeg ville læse videre. Der er, ud over Mignolas artwork, ikke nok der fanger mig.

Men, nu har jeg jo Væk Djævlen! liggende, så… er dog fristet til, at hoppe frem til den nævnte The Right Hand of Doom.

(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).

Kathoom Kanonen:

Hellboy og Mike Mignolia er indiskutabelt legendariske indenfor moderne tegneserier, og sikkert også genredefinerende. Dermed er både figuren, og Mignolias bidrag, naturligvis værdige til, at være med i enhver tegneseriekanon. Det sagt, så er Ondskabens Frø en lidt spæd start. Konturerne er der, og frøet bliver sået, så at sige. Men, selve denne historie ville jeg ikke kalde obligatorisk pensum – kun som en start på det der følger.

(Billederne stammer fra den digitale udgave af Hellboy: Seed of Justice, da ryggen på min danske udgave var for skrøbelig til, at lade sig mishandle af en scanning).

The post Pensum: Hellboy, Ondskabens Frø appeared first on Kathoom.

Rejsende Onkel Mærkelig løsrevet fra tid og rum

Jeg har tidligere erklæret min egen, næsten ubetingede kærlighed og begejstring for hovedserien Black Hammer, da jeg anmeldte første trade paperback opsamling. I Cosmagog får vi, endelig (hvis man som læser har savnet det) den mystiske, rum/tid rejsende og dimensionshoppende Colonel Weirds oprindelseshistorie.

Nu har jeg netop læst de nævnte oprindelige Black Hammer 1-4 opsamlinger for tredje gang, ja, så gode synes jeg de er. Og, jeg må sige, at jeg var skeptisk inden jeg kastede mig over Cosmagog. Noget af det, der fungerer allerbedst ved en figur som Colonel Weird,  er netop mysteriet.

I de første udgivelser, svæver han rundt, og ganske bogstavelige ud og ind af serien, som en slags for tids-spøgelse. Han har adgang til noget kaldet parazonen, en form for ormehul/anden dimension/”alt muligt spacey”, kan tilsyneladende rejse i tid og rum. Han eksisterer kort sagt lidt udenfor nummer.

Man får antydninger af hans forhistorie spredt ud over serien, og mere konkret i et helt hæfte, hvor man ser ham som astronaut på eventyr, inden The Event. Hændelsen, der er central for Black Hammerversets skabelse. Det var, egentlig… nok?

SVAR PÅ SPØRGSMÅL MAN IKKE ØNSKER AT STILLE

Jeg frygtede Han Solo’isme, bare for at nævne et nyere eksempel på Hollywoods uskik med, at skulle (over)forklare og vise alt i unødvendige prequels. Det ender sjældent godt, afdækker noget virkelig interessant, eller tilføjer noget til en figur og deres historie.

Tværtimod har det, det med at afmystificere og give svar på spørgsmål, man ikke ønskede. Det er ikke noget nyt, men det er blevet værre de senere årtier, efterhånden som det virker som om Hollywood er løbet tør for idéer og skal malke en guldko for de sidste, sørgelige dråber.

Og det findes også i andre medier, som eksempelvis tegneserier. Har vi så brug for, at vide hvordan Colonel Weird kom igennem astronauttræning, fik sit grå, crazy old coot skæg og om han virkelig er oberst? Absolut ikke, og det er, heldigvis heller ikke den slags overflødige detaljer, der dykkes ned i.

Vi skal længere tilbage, dybere ind i Weirds mærkværdige sind og psykologi.

Flersporet fortælling, der folder sig over sig selv

Historien starter i to fortællespor. Det første er “nutiden”, hvor aldrende Colonel Weird, i vanlig forvirret stil, dukker op i en øde beliggende lille “ørkenby”, et ukendt sted i USA. Vi befinder os her umiddelbart efter begivenhederne i slutningen af Age of Doom II, hvor Weird har set de resterende helte forsvinde i et lysglimt.

Spor nummer to, som vi følger i krydsklip, følger Weird som ganske lille knægt, i 1946 (10 år inden han forsvinder på hans rumrejse i 1956). Han var allerede en særling som barn viser det sig, og kæmper med, at passe ind socialt. Han er klassisk mobbeoffer og udenfor, men forsøges beskyttet og værnet mod verden af en omsorgsfuld mor.

Det viser sig hurtigt, at tid og rum, som forventet, er en fleksibel størrelse og ting lader til, i hvert fald i “nutiden”, at foregå på flere planer. Der er overlap med scener fra tidligere i Black Hammer, i en form for forvrængede flashbacks. De lader dog til, på en måde også, at foregå i realtid.

I barndommen er der også noget leg med tid, eller “forsyn”, lille Weird tegner eksempelvis sig selv som den gamle udgave vi er bekendt med fra “nutiden”. Så det er som om at al tid foregår på samme tid, hvis man skal prøve at stille det lidt enkelt op.

Lemires velkendte leg med genretroper

Vi følger lille Weirds udvikling og rejse mod den uundgåelige begivenhed, hvor han som ung astronaut er på den famøse mission. Undervejs sker der flere mystiske hændelse, og Weird udviser, at han ikke er noget helt normalt barn og har “særlige evner”. I ægte, gammeldags sci-fi stil er der blandt andet noget med korncirkler.

Lemire leger altså stadig med klassiske genre og deres troper, ligesom Weirds baggrund og opvækst virker som om det berører velkendte tematikker. Isolation, at være udenfor, at være en outsider, en nørd der er udstyret med specielle evner.

Randall finder dog, mod alle odds, også kærligheden, i form af Margaret, der også arbejder for NASA. Hende har vi også mødt før i glimt, og hun er blandt andet i radiokontakt med Weird, da han er ude for sin rumulykke, der måske/måske ikke er katalysatoren for det hele.

Et mønter for alt der er sket og kommer til at ske

Samtidig bringes en mere eksistentiel vinkel i spil: kan Colonel Weird dø? Han stiller sig selv det spørgsmål i tiltagende grad, som hæfterne skrider frem og han bliver ved med, at genopleve de samme begivenheder igen og igen. Måske dør jeg denne gang, filosoferer han?

Vi, og Weird, vender hele tiden tilbage til et hulemaleri han opdagede ude i rummet. Et mønster for “det hele”, der viser alt der “er sket og kommer til, at ske”. Det er opretholdelsen af dette mønster, som er Weirds egentlige mission i livet. I hvert fald er det, det han tror, der er hans mission.

Det er et mønster, der også forudser de begivenheder vi kender fra Black Hammerverset, ting der MÅ og SKAL ske for, at balancen i kosmos opretholdes. Men, Weird har glemt et eller andet, en vigtig detalje, noget som han tror har bragt det hele i ubalance. Måske DETTE dog også en del af mønstret??

Tid og rum bøjer sig i Cosmagog, i ægte tidsrejse manér folder historien sig dermed ind i og ovenpå sig selv. Er der en begyndelsen og en ende, eller bare en uendeligt gentagende cirkel med uendelige variationer, som alligevel ender med, at bide sig selv i halen? Er Weird fanget, udløseren eller løsningen til, at bryde cirklen og sætte alt fri?

Kosmisk balance agt på kanten af kliché

Vi skal, selvfølgelig ikke tage glæderne, eller er det sorgerne, på forskud her. Men, kigger vi på Colonel Weird: Cosmagog som udgivelse, så er jeg i sidste ende stadig lidt i tvivl om, hvad jeg egentlig skal synes om den.

Den giver mere baggrundshistorie til Weird, men ikke noget, som man ikke kunne leve uden, at vide. Det er, naturligvis en svaghed. Mange af temaerne, som ensomhed og Weirds triste søgen efter en mening med tilværelsen, hvor hjerteskærende de end måtte være, virker en smule fortærskede.

Black Hammer har hele tiden balanceret på kanten af, at være en kliché, og leget med dem med stor succes. Her bliver det en kende forudsigeligt. På den anden side, så understreger det, at han er en af de mest tragiske karakterer i universet. Og muligvis en af de vigtigste.

Jeg vil ikke kalde det Lemire på autopilot, men det er ikke her han overrasker.

Visuelt imponerende, lidt for velkendt fortælling

Der hvor udgivelsen virkelig imponerer er tegner Tyler Crooks betagende artwork. Stilen, og Weirds udseende, varierer en smule fra hovedserien, men ikke i så stor grad, at det virker forstyrrende. Men, tonen og stemningen er spot on og skruer op for det psykedeliske element, der også tidligere har ledsaget Weirds passager i Black Hammer.

Hvor Weirds barndom emmer af nostalgi, og en understrøm af uhygge, samt vellykket 50er stemning, så er “nutids” sporet… særpræget. Anderledes, overjordisk og drømmende. Når serien så skifter scene til flashbacks, rummet, tidsforvridende paralleluniverser, syrer Crook ud med nogle forbløffende og overvældende billeder

Det er måske ikke helt nok til, at retfærdiggøre pris i forhold til, hvad man får for pengene. Dømt ud fra value for money skalaen, så er vi med en pris på 180 kr. for hvad der svarer til 4 ret hurtigt læste hæfter, i den lidt tynde ende.

Colonel Weird: Cosmagog er ikke en uundværlig udgivelse for Black Hammer fans. Og slet ikke et startpunkt for nye læsere. Som hurtig hyggelæsning og en slags “bonusmateriale”, der sætter en streg under Colonel Weirds betydning for fortællingen, er den ganske fin. Og flot, det er den godt nok.

Plus:

– Mere Weird er ikke en dårlig ting
– Uddyber og udvider karakteren
– Jeg er en sucker for tidsrejse- og paradoks historier
– Føjer flere lag til en i forvejen ret kompleks mytologi
– Fantastisk flot tegnet og visuelt overrumplende

Minus:

– De nye lag er egentlig “bare” en udvidelse af i forvejen etablerede
– Ikke meget plot og historie fordelt ud over de 4 hæfter
– Virker lidt for velkendt
– Value for money ratioen ligger lige på vippen

Konklusion:

En lidt forsigtig og “kun for kompletister” anbefaling.

The post Anmeldelse: Colonel Weird, Cosmagog appeared first on Kathoom.

Rockoperastruktur i tegneserieformat

Skaber Gerard Way var inden Umbrella Academy mest kendt som sanger/sangskriver/frontmand i EMO-rockbandet My Chemical Romance. De havde bragende succes op gennem 00erne. Ikke mindst i årene op til Umbrella Academy udkom, hvor bandet blandt andet dominerede hitlisterne med konceptpladen Welcome To The Black Parade.

Ikke lige min foretrukne genre, men husker da jeg kiggede forbi deres koncert på Roskilde Festival i 2007. Nu skal det heller ikke handle om Ways talent, som musiker og sangskriver. Og, så alligevel lidt, for der er måske visse overlap og en sammenhæng. Ikke mindst fordi, at dele af koncepterne og historien i Apocalypse Suite efter sigende, er udtænkt og nedfældet i tourbussen.

Ligesom man ikke kan afvise, at Ways brug af musik, en koncert og et værk, som værktøj til, at skabe dommedag skyldes hans oplevelser i musikbranchen? Ligeledes er der noget episodisk og fragmenteret over selve fortællingen. Det kunne minde om en række singler, der sammen udgør et album. Eller rockoperastruktur i tegneserieform, hvis man vil forsøge, at presse sådan en forklaringsmodel ned over Apocalypse Suite.

Visuelt er der dog gods i fortællingen med Gabriel Bas karakteristiske, lidt naive og kantede stil. Godt assisteret af rutinerede Dave Stewarts sprudlende og eksplosive farvelægning. Stilen vil nok ikke være for alle, men rent objektivt er det ikke her Umbrella Academy viser svagheder.

Jomfrufødsler og Dommedagsvioliner

Umbrella Academy handler kort fortalt om en række særlige børn, der mange år efter en små-traumatisk barndom samles igen for, at redde Jorden. Tid og sted for handlingen er lidt vag, som meget andet i serien, men lad os sig “nutiden”, eller en nær fremtid. En lidt alternativ en af slagsen, hvor vi tydeligvis er på Jorden, men en retro-futuristisk en af slagsen.

Børnene er alle kommet til verden på den samme dag. 43 jomfrufødsler jorden rundt, hvoraf 7 blev adopteret af den mystiske og excentriske entrepreneur Sir Reginal Hargreeves. Opfinder af mange gakkede ting. Han ser, åbenbart særlige evner i disse faderløse børn og opdrager dem kærlighedsløst og hårdt til, at være en form for X-Men gruppe i børnestørrelse.

Efter en hændelse i Paris splittes gruppen/familien og genforenes først 10 år senere, da Hargreeves afgået ved døden. Stemningen er anspændt, både pga. af sårede følelser, indebrændthed og undertrykte, “forbudte” halv-incestuøse vibrationer de vidt forskellige “søskende” imellem.

Og så er der Vanya, familiens “sorte får”. Pigen hvis eneste evner som barn tilsyneladende var, at hun kunne spille violin. De evner viser sig, at være meget større og farlige, da hendes opvækst med mindreværd og svigt udnyttes af en hævngerrig skurk. Der hurtigt vender hende mod familien. Og resten af verden. Hendes evner og violin skal bruges i den titulære Apocalypse Suite, en koncert der vil resultere i DOMMEDAG.

Et lettere usammenhængende kludetæppe af kreative indfald

Det er meget kort grundfortællingen i disse første 6 hæfter, der er samlet i Apocalypse Suite. Først og fremmest vil jeg sige, at Way ikke skriver dårligt. Han har bare rigtig mange idéer, og har måske manglet en mentor. Eller en mere skrap redaktør, da han skabte Umbrella Academy.

En, der kunne tøjle, eller rydde lidt op i Ways mange indfald, halv-bagte idéer og underfortalte dele af plottet. Det har lidt præg af en en meget kreativ hjerne, og tegneseriefan, der har fået frit lejde til fri leg i legetøjsforretningen. Umbrella Academy føles, som en af den slags lege jeg dyrkede da jeg var barn, hvor Star Wars, Action Force, Transformers, He-Man og alt muligt andet sagtens kunne eksistere i samme univers.

Her er gammeldags 50er inspireret sci-fi, der er rumvæsner, underlig frankenstein’sk videnskab, litterære henvisninger, brudstykker af forskellige tegneserie tidsaldre. Talende, intelligente aber, robotter, børn med særlige evner, steampunk, gigantiske blæksprutter… Det er et kulørt sammenstød mellem Grant Morrison, Alan Moore og Mike Mignola idéer, historiefortælling og koncepter.

Dermed ikke sagt, at Way er uoriginal, men der er lidt fanboy over det. Og lad os ikke glemme, at han var ny indenfor tegneserier. Så, at læne sig op af forbilleder er hverken en synd, eller specielt overraskende. Der mangler, muligvis en overordnet fornemmelse af sammenhæng. Man kan dog ikke tage fra ham, at Umbrella Academy gennemstrømmes af en smittende energi, fortællelyst og legesyge.

Den indre logik er ikke-esksisterende

Der hvor Apocaplypse Suite halter er dog den manglende sammenhæng, og uddybning af universet og dens karakterer. Figurernes kræfter, motivationer og personlighed er underfortalt og delvist ikke-eksisterende. De er vanskelige, at skelne fra hinanden og generelt ret flade skrevet.

Helt i tråd med, at “reglerne” i denne verden og en forklaring på bare nogle af de mange påfund, er særdeles mangelfuld. Den indre logik kan føles meget løs, hvis ikke helt fraværende. Ting har det med tilsyneladende bare at ske lidt ud af det blå, mens man ræser fra scene til scene.

Den episodiske fornemmelse er også noget af det, der gør Umbrella Academy velegnet som materiale til en TV-serie. Her havde TV-forfatterne mulighed for, at fylde huller ud. Fortælle mere baggrundshistorie, skabe nogle ret afrundende og klart definerede karakterer med forståelige motiver og indbyrdes forhold. Alt det tegneserien savner.

Det gør, at tv-serien faktisk føles som en bedre, mere velfortalt og nuanceret version af Umbrella Academy. Tegneserien føles på samme tid alt for kort til alt det den forsøger, at dække plotmæssigt og mangelfuldt forklaret i det den rent faktisk dækker. Den er kort sagt ude af balance, og virker rodet. Begejstret, næsten i barnlig grad, men noget rod.

Smittende, barnlig begejstring redder Umbrella Academy

Det er også denne begejstring i Ways leg med tegneseriemediet, der er kraftig medvirkende til, at Umbrella Academy kan et eller andet. Apocalypse Suite er ikke helt forfejlet, der er så mange gakkede indfald og skæve koncepter, at man ikke keder sig.

Den har sin egen tone og stemning, der fint balancer mellem grotesk humor og overrumplende vold i glimt. Og den barnlige begejstring man fornemmer er bestemt ikke ucharmerende. Ligesom det ikke behøver være et problem, at man ikke får fortalt og forklaret alt. Og bare skal være med på legen og tage ting for pålydende.

I Apocalypse Suite bliver det bare for meget af det gode, så fortælling og figurer aldrig bliver tydelige nok, eller bare etableret i minimal grad. Det får det hele til, at flimre og giver fornemmelsen af mild ADHD. Ned i tempo, lad fortællingen hvile lidt og konkretiser mere. Så man får en føling og føler en tilknytning med fortælling og figurerne.

I sidste ende virker første “bind” af Umbrella Academy, desværre ikke helt gennembagt. Skal man blive i bager metaforen, så er det også en slags studenterbrød i tegneserieform. Det hænger kun sammen med nød og næppe, smuldrer meget og man kører hurtigt træt i den udefinerbare masse.

(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).

Kathoom Kanonen:

Som man kan fornemme, så er Apocalypse Suite ikke min livret, eller noget jeg finder specielt mættende. Men, som en hurtig snack, i en flot, kulørt indpakning er den ikke uappetitlig. Kanon værdig er Umbrella Academy dog langt fra.

The post Pensum: Umbrella Academy, Apocalypse Suite appeared first on Kathoom.

Fanget i et lommeunivers

Age of Doom var afslutningen på den originale Black Hammer serie, der løb over 25 hæfter fra Dark Horse. En betagende og vellykket fortælling om en samling Golden/Silver Age helte, der efter en kamp for at redde Spiral City, deres hjemby, ender i et lommeunivers. Og er fanget der i 10 år. Lommeuniverset var udgøres af en gammel gård, og den nærliggende by Rockwell.

Et tilsyneladende idyllisk og roligt, landligt område, hvor livet gik sin egen stille gang. En by uden historie. Alle bøger om den lokale historie på byens bibliotek var tomme. Et af de første tegn på, at intet var som det så ud for vores strandede helte. En traumatiseret, sammenbragt flok. Der mistede deres leder, Spiral Citys største helt, den titulære Black Hammer, da han efter ankomsten til gården forsøgte, at bryde den usynlige barriere, som omgav byen.

De 6 helte, alle arketyper og alternative versioner af mere eller mindre kendte superhelte, forsøgte hver især, at komme overens med deres skæbne. Og lære værdien af det fællesskab de havde nu. Black Hammer handlede ikke mindst om familie.

STOP! Black Hammer-time!

I Black Hammer serien fulgte vi sideløbende de enkelte karakterer og deres interne kampe. Deres kampe med dem selv, deres fortid og nutid. Der var flashbacks til deres respektive oprindelse, nye eventyr og ulmende konflikter og problemer i Rockwell. En søgen efter mening og, for nogle, et håb om at vende tilbage til den virkelige verden.

Et glimt i mørket dukkede op via Lucy Weber. Den oprindelige Black Hammers datter, der stædigt havde bevaret håbet om, at finde hendes far og bringe ham tilbage. Det lykkes hende, at finde vej til Rockwell via noget kaldet Para-zonen, den mulige kilde til parallel universet og årsagen til det hele.

Det kastede grus i maskineriet og forstyrrede idyllen for nogle, gav fornyet håb for andre. Lucy ender med, at samle hendes fars gamle hammer, kilden til hans kraft op, fysisk og metaforisk. Hun bliver den nye Black Hammer. Og redder dagen, universet og får bragt orden tilbage i verden. De strandede heltes endelige skæbne skal jeg ikke afsløre her.

Lemire bredte sideløbende, og efterfølgende Black Hammerverset yderligere ud med en række spins off, enkeltstående historier og nye serier om de allerede kendte figurer. Ligesom nye kom til, og andre mindre bi-karakterer fik egne fortællinger. Nu er turen altså kommet til en “genfødsel” af Lucy Weber aka Black Hammer.

Et portræt af en moderne mor (og superhelt)

Vi befinder os yderligere 20 år ude i “fremtiden”. Den oprindelige serie foregik i 1986 og 1996, hvor Lucy ankom til Rockwell. Nu er handlingen altså rykket op i 10erne. Lucy er gift med dadbod Elliot, mor til 2, den vanskelige teenager Rose og dennes trodsige lillebror Joseph (opkaldt efter Lucys far, Joseph Weber).

Lucy har fået sit gamle arbejde som journalist tilbage, efter hendes tilbagevenden til Spiral City og en periode, hvor hun reddede dagen og verden som Black Hammer. Men, trykte medier er ikke hvad de har været. Hun kæmper med, at forblive relevant i en digital verden med hurtige klik-artikler. Black Hammer karrieren blev lagt på hylden, da alle superskurke var indfanget eller udryddet. Og en ny anti-skurke indsatsstyrke, T.R.I.D.E.N.T. holder, tilsyneladende ro og orden.

Så kampene udkæmpes på hjemmefronten. Rose er typisk teenager, der skal være på tværs og er ved at bryde fri fra forældrenes rammer. Joseph har fået et blåt øje i skolen, men bare rolig, knægten han overfaldt endte med en brækket tud. Nå ja, og så ser det ud til, baseret på en række fotografier Lucy har fået fingre i, at den kvabsede ægtemand med hentehår har en affære.

Det er altså, stadig familien og det nære, der lader til, at være omdrejningspunktet hos Lemire og Black Hammer. Her i yderste, køkkenvask og grå hverdagspotens. Med lettere løse og slappe forældre-kroppe, trivielle dagligdagskonflikter og en truende opløsning af rammerne og familien. En kraftig kontrast til stram spandex, superkræfter og heltedyrkelsen, der nu kun eksisterer som falmende minder i spredte flashbacks.

BREAKING NEWS: ALDRING MERE BLACK HAMMER?!

En skelsættende begivenhed rusker yderligere op i det hele. Det lader til, at den ellers nedlukkede Para-zone er blevet genåbnet og truer med, at udslette hele universet. Efter en lang periode med ro og orden dukker et underligt, grotesk væsen op midt i Spiral City.

Medierne går i BREAKING NEWS, ligesom konflikterne på hjemmefronten spidser til og Lucy har konfronteret Elliot med hans mulige sidespring. Men, hvad hvis det hele er hendes egen skyld? “How do you measure all the things you’ve lost?” følges op af “and what if those losses were your own fault? Does that add to the weight?”.

Under den første tanke ser vi et nærbillede af Lucys hænder, inklusiv hendes vielsesring, i nutiden. Anden tanke suppleres af et nærbillede af Lucys hænder, som Black Hammer, smurt ind i blod mens de knyttes om hendes store hammer. Hun tænker over, at hun har mistet Black Hammer to gange tidligere, i mens vi ser hende åbne et hemmeligt rum i redskabsskuret.

Først ufrivilligt, i form af hendes far. Anden gang var det hendes eget valg, mens vi ser et billede af Lucy, som Black Hammer, blodindsmurt og knælende foran liget af Doktor Robinson, opdageren af Para-zonen. Samtidig med, at vi følge Lucy blive kaldet tilbage til hammeren, ser vi altså hvorfor hun lagde den på hylden. Hun dræbte en ven.

Ordet “never” gentages hen over scenen og billedet. Aldrig mere Black Hammer…

Gammel kending i nye klæder

Nu er titlen jo Black Hammer Reborn, og Lucy fumler med skjulte ting og sager til sidste, så moooon ikke vi får Black Hammer at se? Om end modvilligt. At accepterer sin skæbne og “kald” lader til, at være et af temaerne denne gang. Men, hovedparten af dette første hæfte er etablering af karakteren og hendes tilværelse.

Det lykkes Lemire ganske glimrende med. Har man læst det tidligere Black Hammer vil man straks føle sig hjemme, mens nye læsere sagtens kan hoppe på her. Reborn virker dog også som noget nyt og andet. Tonen og det visuelle udtryk adskiller sig noget fra originalen.

Humor og tragedie har hele tiden gået hånd i hånd i Black Hammer, men her virker humoren lidt mere “snappy” og meta. Hvor meta-laget i Black Hammer tidligere lå meget mellem linjerne, og var vævet ind i historien og karakterernes leg med superhelte troper og arketyper, er den her helt udtalt.

Eksempelvis anerkender og taler Lucys direkte til læserne med en sarkastisk kommentar et par steder. Det skulle jeg lige vænne mig til, og jeg foretrækker nok den lidt mindre udtalte meta-leg i originalserien.

Delvist vellykket visuel overhaling

Visuelt foretrækker jeg også medskaber af Black Hammer, Dean Ormstons mere rustikke og “krøllede” look. Reborn ser mere moderne og digital ud, men det er selvfølgelig helt i tråd med, at serien hovedsageligt foregår i nutiden. Hvorimod den oprindelige serie også visuelt var en hyldest til superheltenes fortid og gyldne tidsalder.

Black Hammer har dog via sine sideserier, og også i glimt i hovedserien, benyttet sig af andre tegnere end Ormston. Og Caitlin Yarsky, der tegner Reborn, er bestemt kompetent og rammer den stil og stemning der helt sikkert har været hensigten. Det største problem for mig indtræffer nok, når Yarsky skal gengive fortiden flashbacks. Her ser de gamle Black Hammer kendinge lidt off-model ud, men det er kun meget korte glimt, så man kan sluge det.

Hun hjælpes også af Dave Stewarts farvelægning, Stewart var også et højdepunkt med hans farver på originalen. Her boltrer han sig nu i en mere farverigt prangende og skarpt udseende del af Blach Hammer universet.

Alt i alt er Reborn en mere nutidigt og moderne udseende serie, der visuelt opdaterer Black Hammer så den matcher nutidshandlingen.

Reborn fokuserer på nutiden

Og det er nok den væsentligste forskel på Black Hammer før og nu. Første serie var på mange punkter bagstræberisk, sentimental og nostalgisk. Men, på ingen måder for meget af det gode på de punkter. Den var et kærlighedsbrev til superhelte af en svunden tid, der nu måtte accepterer at de ikke længere havde en plads i den virkelige verden/nutiden. Og finde mening andetsteds og gennem hinanden.

Reborn handler om nutiden, en moderne familie og de udfordringer der følger med et stressende voksenliv. Superheltene er her gået ud af børnestadiet med fortryllende og fantastiske eventyr. De er blevet voksne, har smidt dragten da der ikke længere var brug for dem og bokser nu med de samme udfordringer som alle andre. Uden superskurke og superproblemer, er der ikke meget behov for superkræfter… de kan ikke redde et ægteskab, eller få ungerne til at makke ret.

Det kan virke som et stort spring for Black Hammer som serie. Men, der er stadig mange fællestræk og tematiske sammenhænge, som binder det hele sammen. Karaktererne er i bund og grund rodløse og søgende. Søger og vil fællesskabet og kærligheden, men forstyrres konstant af indre og ydre konflikter. Det handler også om, at finde balance. Og accept. Både af sig selv og fra andre.

Sorg, traumer, tilgivelse og heling er også temaer, der strømmer gennem Black Hammers universerne og deres Para-zoner. Og, at disse ting hører med til livet. Det er ikke sikkert, at du får et perfekt liv eller bliver et komplet menneske, men måske kan du finde den bedst mulige udgave af begge dele. Og måske er det nok. Alt andet er muligvis blot en illusion.

Men hvor er Black Hammer magien?

Reborn #1 er en mere end godkendt og solid (gen)start på Black Hammer. Jeg savner lidt af den mystik og magi, som var vævet ind i den oprindelige series DNA. Omvendt værdsætter jeg også, at Reborn prøver på, at være noget andet og sin egen. Uden, at den mister forbindelsen til sit ophav.

Der er ikke tale om et reboot, det her ER en fortsættelse af den historie vi fulgte i den første Black Hammer serie. Og tilmed er det, tilsyneladende lykkes Lemire, at opdatere fortællingen og gøre det på logisk vis. Det er altid en balancegang mellem “mere af det samme” og “give folk noget nyt”, den rammer Lemire med sikker hånd og føling for sit univers og dens figurer.

Black Hammer handler også om, at “give videre”, arv og at livet VIL gå videre, uanset hvad. Black Hammer er en hammer, nogle evner og et navn som går i arv. Der er ikke én Black Hammer, men der vil og skal altid være en. Livet går videre, også for Lucy Weber. Men hvordan? Hvor bringer hendes rejse hende i sidste ende hen?

Det er ikke selvskrevet, at Black Hammer Reborn betyder, at Lucy genfødes, som Black Hammer og helt. Noget tyder på, at det er mere nødvendigt og presserende, at hendes liv som helhed får en genfødsel. Hvem samler hammeren op efter hende?

Plus:

– Mere Black Hammer!
– Lemire på hjemmebane og i vanlig stærk form
– Naturlig fortsættelse og vellykket opdatering af universet
– Nye og gamle læsere kan uden besvær hoppe på her

Minus:

– Mangler den originale series mystik
– Jeg skal vente en måned mellem hvert nummer!?

Konklusion:

Black Hammer Reborn #1 lykkes med, at pirre min nysgerrighed nok til, at jeg pakker det meste af min skepsis væk. Og er villig til, at læse med på månedlig basis. Og det er vel det et nummer 1 skal? Etablere figurer, centrale konflikter, smide madding ud og få en til, at bide på krogen. Haps.

The post Anmeldelse: Black Hammer Reborn #1 appeared first on Kathoom.

For 10 år siden forsvandt en række helte, anført af den titulære Black Hammer under den store kamp i Spiral City mod skurken Anti-God. Siden har de levet ført en skjult tilværelse på en isoleret farm nær byen Rockwood, i en eller anden form for anden dimension, hvor ingen ved hvem de egentlig er. Byen er omkredset af en slags usynlig grænse, som tilsyneladende tog livet af den mægtigste af dem alle, Black Hammer, da han forsøgte at krydse den og finde en vej tilbage til vores virkelighed.

Eller skulle man sige deres virkelighed i Spiral City, der i en række flashbacks fremstår som en form for futurisk “nutidsby” placeret i en verden, som minder om noget man kunne finde i typiske Golden Age tegneserier. Hvilket også afspejles i vores kulørte og brogede heltegalleri, der består af 6 mere eller mindre knock offs af kendte Golden Age helte. Eller i hvert fald stereotypiske figurer/pasticher, som KUNNE være ægte helte fra tegneserier fra 40erne. Joseph Weber aka Black Hammer, som får kraften fra sin gigantiske, sort hammer. Abraham Slamkowski aka Abraham Slam, vores Kaptajn America/square jawed muskelmand karakter, og nu “familiens” overhoved. Gail Gibbons aka Golden Girl, en midaldrende “shazam” lignende kvinde, der bliver forvandlet til (og nu er fanget i) en 9 årig piges krop når hun hun forvandler sig. Mark Markz aka Barbalien, krigsherre fra Mars i Martian Manhunter stil. Colonel Randall Weird, NASA astronaut, nu på en eller anden måde løsrevet fra tid og rum og i stand til at rejse mellem de forskellige planer. TLK-E WLK-E, eller “Talky Walky”, kvindelig robot og tech-wiz. Endelig er der Madame Dragonfly, telepat, telekinese, necromancer, voodoo og sikkert mange andre mystiske og okkulte evner.

Oprindelsen af den hemmelige oprindelse

Okay, Black Hammer, i dette tilfælde den første trade paperback, som samler hæfte 1 til 6 under titlen Secret Origins, er noget for sig selv. Skabt af Jeff Lemire, tegnet af Dean Ormston, farvelagt af forrygende Dave Stewart og tekstet af navnkundige Todd Klein, er noget ganske usædvanligt. Oprindeligt udtænkt og pitchet af Lemire i midt 00erne, som hans næste projekt efter gennembrudsserien Essex County, inden han blev afledt af arbejde hos både DC og Marvel, blev samlet op af Dark Horse i 2014 og begyndte at udkomme to år senere. Og hvilken gevinst for Dark Horse, der fik fat i en vinder her, der fungerer på så mange planer – uden at man behøver fange eller fatte dem alle.

Lige dele hyldest til tegneseriernes såkaldte Golden Age, sci-fi fortælling, moderne meditation over og leg med tegneserie mediet, hjertelig parodi, barok humor, hjerteskærende familedrama, betagende karakterstudie og bare en god, gammeldags fængslende historie. Black Hammer spiller virkelig på mange tangenter og rammer de fleste rent, hvor kun det langsomme tempo historien udfoldes i måske vil være en hæmsko for nogle læsere. Det ER en slow burner, især denne første trade (der kommer mere fart på fortællingen i anden paperback, når karaktererne er blevet introduceret og plottet åbnes mere op). Det mondæne tempo og måden baggrundshistorien udfoldes på og hvad der egentlige foregår i Rockwood, vil måske ikke være for alle, men jeg synes det er investeringen værd og tålmodigheden belønnes indenfor rimelig tid.

Og så er det også et tilfælde, hvor tempoet og måden historien fortælles på i små bidder, hæfte for hæfte hvor en af hovedpersonerne, før og nu, er i centrum, også en pointe i sig selv. Plottet er, indtil videre (jeg er nu nået igennem alle 4 trades og kan sige, at plottet fortættets som serien skrider frem) ikke det væsentlige, selvom de spredte lunser af baghistorien og hvad der egentlig skete dengang i Spiral City er fin. Men den er en herlig kliché i sig selv, og den store skurk, Anti-God en bevidst åbenlys Darkseid-lignede big baddie klon.

Nej, for mig, og tilsyneladende også Lemire, der er i sprudlende form som fortæller og formidler her, er hovedattraktionen og det væsentlige karakterstudier, familiedynamikken hos vores sammenbragte, dysfunktionelle familie og en flok i bund og grund ensomme skæbners forsøg på, at finde sig til rette og affinde sig med, at være strandet i en verden, hvor de ikke hører hjemme. En pointe, som når man er nået igennem hele historien blot forstærkes yderligere. Familie er ikke noget man selv vælger – men det KAN det godt være.

Regnbuefamilie på udflugt

Inden vi når dertil, er det noget de skønne, og mestendels ret nuancerede karakterer, tackler og håndtere med, lad os kalde det, blandet succes. Mest afklimatiseret og opsat på, at få det til at fungere, er nok patriarken Abe Slam, som har indledt et forhold til den lokale, stereotypt utiltalende sherifs ex. kone. Abraham har måske heller ikke så meget at vende tilbage til i Spiral City, hvor alderen var begyndt at trykke og han var blevet overhalet af yngre helte med tur i den, i hvert fald indtil de… nuvel, de klarede ikke helt mødet med Anti-God.

I Rockwood finder han indhold i tilværelsen ved at lege familiens overhoved, og gør blandt andet en ihærdig indsats for at få den 48 år gamle 9 årige, Gail, til at passe ind og ikke mindst passe hendes skole. Hvilket er noget af en opgave, når hun bruger forholdsvis meget tid på at drikke sig en skid på, surmule og generelt være på tværs. Hun lader til, at have størst forbindelse til den stilfærdige, afmålte og noget tørre marsmand, Mark Markz. Der samtidig har fået et godt øje til byens præst og forsøger, at snige sig til en date med den umiddelbart ikke afvisende, men hæmmede, mand af gud.

Et sted midt i alt det her kegler Colonel Weird rundt mellem tid og sted, rabler tilsyneladende løsrevne replikker ud af hjelmen, som man ikke helt kender betydningen af, om nogen, men det kunne være ting han har samlet op i for- og fremtiden. Han er klart seriens indtil videre mest spaced out karakter, som man fornemmer kommer til at spille en vigtig rolle for vores heltes eventuelle hjemkomst. En umiddelbart mere aktiv rolle spiller den trofaste og arbejdsomme Talky Walky, der når hun ikke lige skal gemme sig for sovebyens indbyggere, bruger tiden på at konstruere og opsende sonder, der opsendes i et forsøg på at bryde den usynlige, dødelige barriere, der holder familien fanget. Helt ude på sidelinjen, bogstaveligt talt, i et skur et stykke fra gården, finder vi den mystiske Madame Dragonlfy, hvis egentlige betydning og plads i fortællingen er den, som udfoldes mindst i Secret Origins.

Black Hammer er et fortællemæssig og teknisk festfyrværkeri

Det var de helt store linjer i denne vidunderlige og aparte fortælling, som virker som et kærlighedsbrev til alt, hvad Lemire synes er fedt ved tegnseriemediet. Det virker som en af den slags lege, hvor man som barn sked på reglerne og grænserne og bare lod fantasien få frit spil – intet var umuligt og alt kunne blandes. Det er ikke det samme som, at der ikke er en intern logik i Black Hammer og det bare er “barnlig” og begejstret tankestrøm. Tværtimod virker det som om Lemire hele tiden er et skridt foran og ved lige nøjagtig hvor vi skal hen. Der er en mening med galskaben, som han lader os udfolde og få indblik i lige i det tempo han finder passende. Det giver en god fornemmelse af, at være i trygge hænder, så man gerne tager et leap of faith og følger med ind i Black Hammers univers, hvor man trods arketyper og superhelte pasticher, tydeligt kan fornemme, at Lemire har en personlig stemme, der skinner igennem.

Det hjælper også at de tekniske side er så gennem og veludført, så man ubesværet køber ind på den noget langt-ude præmis, overfloden af troper, klichéer og velkendte elementer og figurer der serveres med et moderne twist. Black Hammer føles formfuldendt og fuldt realiseret fra første panel, hvor man træder ind i en verden som grundet Ormstons flotte tegninger, og ikke mindst Stewarts fantastiske farver er en fryd for øjet og flyder en i møde som en varm brise, der stiger op fra de opfindsomt tilrettelagte sider. Det ligner noget fra en digitalt tegnet og farvelagt tidsalder, som også kunne være fra en golden age tegneserie. Moderne og gammeldags på samme tid. Let-falmet og alligevel frisk og farverigt, hvor især brugen af nogle gullige og orange nuancer er med til, at give det hele et lidt nostalgisk, men også overnaturligt, skær.

Samtidig er det en fornøjelse, at læse en serie, som ikke nødvendigvis er “skrevet til trade-formatet”. Alt for ofte kan moderne tegneserier godt virke som om deres historie og plottet er designet efter, at 5-6 hæfter skal samles i en trade paperback. Balck Hammer virker både gennemtænkt, med et endemål for øje, men det sker ikke på bekostning af de enkelte hæfter, som opsamlingen indeholder. De virker som deres egne, små afrundende størrelse, med et tema, fokus på en figur eller lignende. Igen hjælper også artworket med til, at give de enkelte “kapitler” en selvstændig karakter, med nogle flotte covers og jævnligt et skift i tegnestil, eller den overordnede stemning – uden at det kommer til at mudre det samlede billede.

There is no going home…

Hvad er Rockwood egentlig for et sted? Byen virker på en måde tidløs, eller løsrevet fra tid og rum, som en art boble. Noget der kun bliver tydeligere som historien skrider frem og man kommer lidt tættere på byens indbyggere og nogle af de mystiske hemmeligheder, som byen rummer afdækkes.

Lemire har meget på hjertet og vil gerne proppe rigtig meget ind i Black Hammer, og selv med et stort persongalleri og et miskmask af genrer og skøre og skæve indfald, så synes jeg ikke det ender i et uoverskueligt rod. For i sin kerne har Black Hammer hjerte og vil egentlig bare gerne fortælle en historie om menneskelig varme og at vi har brug for hinanden – også selvom om man er et rumvæsen fra Mars.

Faktisk er det lige før, at den mutte knudemand Mark Markz er den mest menneskelige og også tragiske karakter af dem alle. Selvfølgelig er symbolikken ganske tyk, ikke nok med at Markz er fremmedgjort og ensom i kraft af, at han er fra en anden planet, han er også homoseksuel og forsøger på sin egen forsigtige og generte vis, at gøre kur til byens præst. Men det er også morsomt, på sin egen barokke måde og ganske rørende, noget der går igen i samtlige af karakterernes forkludrede indbyrdes forhold.

Taglinen på Secret Origins er “there is no going home”, men hvad sker der når en ukendt kvinde i rumdragt lander i Rockwood på sidste side? Det kickstarter begivenhederne i Black Hammer Vol. 2: The Event, som leder over i Vol. 3 + 4, som udgør afslutningen på denne del af Black Hammer universet med undertitlen Age of Doom I & II. Denne anmeldelse fokuserer på første del, men jeg vil klart anbefale hele serien (der også har fået et par spin offs, som udvider universet). Faktisk i en sådan grad, at jeg har læst den igennem 2 gange allerede.

Plus:

– En både rørende, gribende og opfindsom historie
– Klassisk superhelte fortælling fortalt på en ny måde
– Velskrevet, humoristisk uden at være tynget af ironisk distance og spændende
– Vellykket etablering af karaktererne og world building, som gradvist udvides
– Fantastisk artwork, farvelægning og (digital) håndtekstning, som bidrager til den samlede tone
– En herlig leg med mediet, som også fungerer som en god historie, man kan hoppe på uden et forkendskab til tegnseriehistorie

Minus

– Slowburn fortællestil, som måske ikke vil være for alle

Konklusion: Hvis du søger noget velkendt med et moderne twist og er villig til, at lade en langsomt fortalt, fragmenteret historie udfolde sig, så er det her en af de bedste nye serier, som jeg har haft fornøjelsen af at læse siden jeg kastede mig ud i tegneseriernes forunderlige verden igen. Black Hammer er for folk, som elsker tegneserier og superhelte.

The post Anmeldelse: Black Hammer, vol. 1 appeared first on Kathoom.