“How do you measure all the things you’ve lost?”. Det er det centrale spørgsmål Lucy Weber stiller sig selv, i dette første nummer af Jeff Lemires Black Hammer Reborn. Lemires tilbagevenden til hans fantastiske Black Hammer univers, der samler handlingen op 20 år efter begivenhederne i Black Hammer Age of Doom.
Jeg læste Black Hammer i trade paperback opsamlinger med den luksus det giver, at man kan suse igennem en historie. I ens grådighed behøver man ikke vente uger og måneder på næste nummer, og kan hvis timingen er rigtig sluge en hel serie på kort tid. Det var helt anderledes da jeg var barn. Da måtte man vente tålmodigt på hvert hæfte, nå ja, og opsamlinger var slet ikke en ting.
Det var en nydelse, at indtage en serie som Black Hammer i det tempo, som lige passede mig. Alligevel har jeg, på en eller anden måde, savnet fornemmelsen af, at læse en serie hæfte-til-hæfte, eller vente på “næste nummer”. Det er næsten, som når man binger sig bevidstløs i nye Tv-serier, på ens foretrukne streamningtjeneste. Indtil det hele flyder sammen, eller man er blevet lammet overfor nye indtryk.
Derfor hoppede jeg ud i et kompromis, i mangel på nemt tilgængelige månedlige hæfter af nye tegneserier. Jeg nappede Black Hammer Reborn #1 til intropris af 1.99$, for den digitale udgave hos udgiveren Dark Horse. Digitalt er ikke helt som et ægte, månedligt blad af papir, men, hey, Reborn handler også om nye tider…
Fanget i et lommeunivers
Age of Doom var afslutningen på den originale Black Hammer serie, der løb over 25 hæfter fra Dark Horse. En betagende og vellykket fortælling om en samling Golden/Silver Age helte, der efter en kamp for at redde Spiral City, deres hjemby, ender i et lommeunivers. Og er fanget der i 10 år. Lommeuniverset var udgøres af en gammel gård, og den nærliggende by Rockwell.
Et tilsyneladende idyllisk og roligt, landligt område, hvor livet gik sin egen stille gang. En by uden historie. Alle bøger om den lokale historie på byens bibliotek var tomme. Et af de første tegn på, at intet var som det så ud for vores strandede helte. En traumatiseret, sammenbragt flok. Der mistede deres leder, Spiral Citys største helt, den titulære Black Hammer, da han efter ankomsten til gården forsøgte, at bryde den usynlige barriere, som omgav byen.
De 6 helte, alle arketyper og alternative versioner af mere eller mindre kendte superhelte, forsøgte hver især, at komme overens med deres skæbne. Og lære værdien af det fællesskab de havde nu. Black Hammer handlede ikke mindst om familie.
STOP! Black Hammer-time!
I Black Hammer serien fulgte vi sideløbende de enkelte karakterer og deres interne kampe. Deres kampe med dem selv, deres fortid og nutid. Der var flashbacks til deres respektive oprindelse, nye eventyr og ulmende konflikter og problemer i Rockwell. En søgen efter mening og, for nogle, et håb om at vende tilbage til den virkelige verden.
Et glimt i mørket dukkede op via Lucy Weber. Den oprindelige Black Hammers datter, der stædigt havde bevaret håbet om, at finde hendes far og bringe ham tilbage. Det lykkes hende, at finde vej til Rockwell via noget kaldet Para-zonen, den mulige kilde til parallel universet og årsagen til det hele.
Det kastede grus i maskineriet og forstyrrede idyllen for nogle, gav fornyet håb for andre. Lucy ender med, at samle hendes fars gamle hammer, kilden til hans kraft op, fysisk og metaforisk. Hun bliver den nye Black Hammer. Og redder dagen, universet og får bragt orden tilbage i verden. De strandede heltes endelige skæbne skal jeg ikke afsløre her.
Lemire bredte sideløbende, og efterfølgende Black Hammerverset yderligere ud med en række spins off, enkeltstående historier og nye serier om de allerede kendte figurer. Ligesom nye kom til, og andre mindre bi-karakterer fik egne fortællinger. Nu er turen altså kommet til en “genfødsel” af Lucy Weber aka Black Hammer.
Et portræt af en moderne mor (og superhelt)
Vi befinder os yderligere 20 år ude i “fremtiden”. Den oprindelige serie foregik i 1986 og 1996, hvor Lucy ankom til Rockwell. Nu er handlingen altså rykket op i 10erne. Lucy er gift med dadbod Elliot, mor til 2, den vanskelige teenager Rose og dennes trodsige lillebror Joseph (opkaldt efter Lucys far, Joseph Weber).
Lucy har fået sit gamle arbejde som journalist tilbage, efter hendes tilbagevenden til Spiral City og en periode, hvor hun reddede dagen og verden som Black Hammer. Men, trykte medier er ikke hvad de har været. Hun kæmper med, at forblive relevant i en digital verden med hurtige klik-artikler. Black Hammer karrieren blev lagt på hylden, da alle superskurke var indfanget eller udryddet. Og en ny anti-skurke indsatsstyrke, T.R.I.D.E.N.T. holder, tilsyneladende ro og orden.
Så kampene udkæmpes på hjemmefronten. Rose er typisk teenager, der skal være på tværs og er ved at bryde fri fra forældrenes rammer. Joseph har fået et blåt øje i skolen, men bare rolig, knægten han overfaldt endte med en brækket tud. Nå ja, og så ser det ud til, baseret på en række fotografier Lucy har fået fingre i, at den kvabsede ægtemand med hentehår har en affære.
Det er altså, stadig familien og det nære, der lader til, at være omdrejningspunktet hos Lemire og Black Hammer. Her i yderste, køkkenvask og grå hverdagspotens. Med lettere løse og slappe forældre-kroppe, trivielle dagligdagskonflikter og en truende opløsning af rammerne og familien. En kraftig kontrast til stram spandex, superkræfter og heltedyrkelsen, der nu kun eksisterer som falmende minder i spredte flashbacks.
BREAKING NEWS: ALDRING MERE BLACK HAMMER?!
En skelsættende begivenhed rusker yderligere op i det hele. Det lader til, at den ellers nedlukkede Para-zone er blevet genåbnet og truer med, at udslette hele universet. Efter en lang periode med ro og orden dukker et underligt, grotesk væsen op midt i Spiral City.
Medierne går i BREAKING NEWS, ligesom konflikterne på hjemmefronten spidser til og Lucy har konfronteret Elliot med hans mulige sidespring. Men, hvad hvis det hele er hendes egen skyld? “How do you measure all the things you’ve lost?” følges op af “and what if those losses were your own fault? Does that add to the weight?”.
Under den første tanke ser vi et nærbillede af Lucys hænder, inklusiv hendes vielsesring, i nutiden. Anden tanke suppleres af et nærbillede af Lucys hænder, som Black Hammer, smurt ind i blod mens de knyttes om hendes store hammer. Hun tænker over, at hun har mistet Black Hammer to gange tidligere, i mens vi ser hende åbne et hemmeligt rum i redskabsskuret.
Først ufrivilligt, i form af hendes far. Anden gang var det hendes eget valg, mens vi ser et billede af Lucy, som Black Hammer, blodindsmurt og knælende foran liget af Doktor Robinson, opdageren af Para-zonen. Samtidig med, at vi følge Lucy blive kaldet tilbage til hammeren, ser vi altså hvorfor hun lagde den på hylden. Hun dræbte en ven.
Ordet “never” gentages hen over scenen og billedet. Aldrig mere Black Hammer…
Gammel kending i nye klæder
Nu er titlen jo Black Hammer Reborn, og Lucy fumler med skjulte ting og sager til sidste, så moooon ikke vi får Black Hammer at se? Om end modvilligt. At accepterer sin skæbne og “kald” lader til, at være et af temaerne denne gang. Men, hovedparten af dette første hæfte er etablering af karakteren og hendes tilværelse.
Det lykkes Lemire ganske glimrende med. Har man læst det tidligere Black Hammer vil man straks føle sig hjemme, mens nye læsere sagtens kan hoppe på her. Reborn virker dog også som noget nyt og andet. Tonen og det visuelle udtryk adskiller sig noget fra originalen.
Humor og tragedie har hele tiden gået hånd i hånd i Black Hammer, men her virker humoren lidt mere “snappy” og meta. Hvor meta-laget i Black Hammer tidligere lå meget mellem linjerne, og var vævet ind i historien og karakterernes leg med superhelte troper og arketyper, er den her helt udtalt.
Eksempelvis anerkender og taler Lucys direkte til læserne med en sarkastisk kommentar et par steder. Det skulle jeg lige vænne mig til, og jeg foretrækker nok den lidt mindre udtalte meta-leg i originalserien.
Delvist vellykket visuel overhaling
Visuelt foretrækker jeg også medskaber af Black Hammer, Dean Ormstons mere rustikke og “krøllede” look. Reborn ser mere moderne og digital ud, men det er selvfølgelig helt i tråd med, at serien hovedsageligt foregår i nutiden. Hvorimod den oprindelige serie også visuelt var en hyldest til superheltenes fortid og gyldne tidsalder.
Black Hammer har dog via sine sideserier, og også i glimt i hovedserien, benyttet sig af andre tegnere end Ormston. Og Caitlin Yarsky, der tegner Reborn, er bestemt kompetent og rammer den stil og stemning der helt sikkert har været hensigten. Det største problem for mig indtræffer nok, når Yarsky skal gengive fortiden flashbacks. Her ser de gamle Black Hammer kendinge lidt off-model ud, men det er kun meget korte glimt, så man kan sluge det.
Hun hjælpes også af Dave Stewarts farvelægning, Stewart var også et højdepunkt med hans farver på originalen. Her boltrer han sig nu i en mere farverigt prangende og skarpt udseende del af Blach Hammer universet.
Alt i alt er Reborn en mere nutidigt og moderne udseende serie, der visuelt opdaterer Black Hammer så den matcher nutidshandlingen.
Reborn fokuserer på nutiden
Og det er nok den væsentligste forskel på Black Hammer før og nu. Første serie var på mange punkter bagstræberisk, sentimental og nostalgisk. Men, på ingen måder for meget af det gode på de punkter. Den var et kærlighedsbrev til superhelte af en svunden tid, der nu måtte accepterer at de ikke længere havde en plads i den virkelige verden/nutiden. Og finde mening andetsteds og gennem hinanden.
Reborn handler om nutiden, en moderne familie og de udfordringer der følger med et stressende voksenliv. Superheltene er her gået ud af børnestadiet med fortryllende og fantastiske eventyr. De er blevet voksne, har smidt dragten da der ikke længere var brug for dem og bokser nu med de samme udfordringer som alle andre. Uden superskurke og superproblemer, er der ikke meget behov for superkræfter… de kan ikke redde et ægteskab, eller få ungerne til at makke ret.
Det kan virke som et stort spring for Black Hammer som serie. Men, der er stadig mange fællestræk og tematiske sammenhænge, som binder det hele sammen. Karaktererne er i bund og grund rodløse og søgende. Søger og vil fællesskabet og kærligheden, men forstyrres konstant af indre og ydre konflikter. Det handler også om, at finde balance. Og accept. Både af sig selv og fra andre.
Sorg, traumer, tilgivelse og heling er også temaer, der strømmer gennem Black Hammers universerne og deres Para-zoner. Og, at disse ting hører med til livet. Det er ikke sikkert, at du får et perfekt liv eller bliver et komplet menneske, men måske kan du finde den bedst mulige udgave af begge dele. Og måske er det nok. Alt andet er muligvis blot en illusion.
Men hvor er Black Hammer magien?
Reborn #1 er en mere end godkendt og solid (gen)start på Black Hammer. Jeg savner lidt af den mystik og magi, som var vævet ind i den oprindelige series DNA. Omvendt værdsætter jeg også, at Reborn prøver på, at være noget andet og sin egen. Uden, at den mister forbindelsen til sit ophav.
Der er ikke tale om et reboot, det her ER en fortsættelse af den historie vi fulgte i den første Black Hammer serie. Og tilmed er det, tilsyneladende lykkes Lemire, at opdatere fortællingen og gøre det på logisk vis. Det er altid en balancegang mellem “mere af det samme” og “give folk noget nyt”, den rammer Lemire med sikker hånd og føling for sit univers og dens figurer.
Black Hammer handler også om, at “give videre”, arv og at livet VIL gå videre, uanset hvad. Black Hammer er en hammer, nogle evner og et navn som går i arv. Der er ikke én Black Hammer, men der vil og skal altid være en. Livet går videre, også for Lucy Weber. Men hvordan? Hvor bringer hendes rejse hende i sidste ende hen?
Det er ikke selvskrevet, at Black Hammer Reborn betyder, at Lucy genfødes, som Black Hammer og helt. Noget tyder på, at det er mere nødvendigt og presserende, at hendes liv som helhed får en genfødsel. Hvem samler hammeren op efter hende?
Plus:
– Mere Black Hammer!
– Lemire på hjemmebane og i vanlig stærk form
– Naturlig fortsættelse og vellykket opdatering af universet
– Nye og gamle læsere kan uden besvær hoppe på her
Minus:
– Mangler den originale series mystik
– Jeg skal vente en måned mellem hvert nummer!?
Konklusion:
Black Hammer Reborn #1 lykkes med, at pirre min nysgerrighed nok til, at jeg pakker det meste af min skepsis væk. Og er villig til, at læse med på månedlig basis. Og det er vel det et nummer 1 skal? Etablere figurer, centrale konflikter, smide madding ud og få en til, at bide på krogen. Haps.
