Umbrella Academy er et af de mere sjældne tilfælde, hvor adaptionen af forlægget i andre medier overgår kilden. Selvom den senere TV-serie slår tegneserien med et par længder, er der så alligevel noget, at komme efter i den tegnede udgave?
Apocalypse Suite, første mini-serie eller “arc”, udkom oprindeligt månedligt fra september 2007 og 6 måneder frem via Dark Horse Comics. Skabt og skrevet af Gerard Way og tegnet af Gabriel Ba. Senere udkom anden del, Dallas, i 2008 inden serien holdt en længere pause indtil tredje del, Hotel Oblivion i 2018.
Efterfølgende fik vi så en TV-serie, der debuterede på Netflix med en rost første sæson i 2018. En lidt mere ujævn anden sæson landede på streamingtjenesten i 2020. Jeg var nogenlunde godt underholdt af første sæson, der dækker handlingen i Apocalypse Suite + dele af den efterfølgende Hotel Oblivion. Men, jeg gik i stå 2-3 afsnit inde i anden sæson.
Rockoperastruktur i tegneserieformat
Skaber Gerard Way var inden Umbrella Academy mest kendt som sanger/sangskriver/frontmand i EMO-rockbandet My Chemical Romance. De havde bragende succes op gennem 00erne. Ikke mindst i årene op til Umbrella Academy udkom, hvor bandet blandt andet dominerede hitlisterne med konceptpladen Welcome To The Black Parade.
Ikke lige min foretrukne genre, men husker da jeg kiggede forbi deres koncert på Roskilde Festival i 2007. Nu skal det heller ikke handle om Ways talent, som musiker og sangskriver. Og, så alligevel lidt, for der er måske visse overlap og en sammenhæng. Ikke mindst fordi, at dele af koncepterne og historien i Apocalypse Suite efter sigende, er udtænkt og nedfældet i tourbussen.
Ligesom man ikke kan afvise, at Ways brug af musik, en koncert og et værk, som værktøj til, at skabe dommedag skyldes hans oplevelser i musikbranchen? Ligeledes er der noget episodisk og fragmenteret over selve fortællingen. Det kunne minde om en række singler, der sammen udgør et album. Eller rockoperastruktur i tegneserieform, hvis man vil forsøge, at presse sådan en forklaringsmodel ned over Apocalypse Suite.
Visuelt er der dog gods i fortællingen med Gabriel Bas karakteristiske, lidt naive og kantede stil. Godt assisteret af rutinerede Dave Stewarts sprudlende og eksplosive farvelægning. Stilen vil nok ikke være for alle, men rent objektivt er det ikke her Umbrella Academy viser svagheder.
Jomfrufødsler og Dommedagsvioliner
Umbrella Academy handler kort fortalt om en række særlige børn, der mange år efter en små-traumatisk barndom samles igen for, at redde Jorden. Tid og sted for handlingen er lidt vag, som meget andet i serien, men lad os sig “nutiden”, eller en nær fremtid. En lidt alternativ en af slagsen, hvor vi tydeligvis er på Jorden, men en retro-futuristisk en af slagsen.
Børnene er alle kommet til verden på den samme dag. 43 jomfrufødsler jorden rundt, hvoraf 7 blev adopteret af den mystiske og excentriske entrepreneur Sir Reginal Hargreeves. Opfinder af mange gakkede ting. Han ser, åbenbart særlige evner i disse faderløse børn og opdrager dem kærlighedsløst og hårdt til, at være en form for X-Men gruppe i børnestørrelse.
Efter en hændelse i Paris splittes gruppen/familien og genforenes først 10 år senere, da Hargreeves afgået ved døden. Stemningen er anspændt, både pga. af sårede følelser, indebrændthed og undertrykte, “forbudte” halv-incestuøse vibrationer de vidt forskellige “søskende” imellem.
Og så er der Vanya, familiens “sorte får”. Pigen hvis eneste evner som barn tilsyneladende var, at hun kunne spille violin. De evner viser sig, at være meget større og farlige, da hendes opvækst med mindreværd og svigt udnyttes af en hævngerrig skurk. Der hurtigt vender hende mod familien. Og resten af verden. Hendes evner og violin skal bruges i den titulære Apocalypse Suite, en koncert der vil resultere i DOMMEDAG.
Et lettere usammenhængende kludetæppe af kreative indfald
Det er meget kort grundfortællingen i disse første 6 hæfter, der er samlet i Apocalypse Suite. Først og fremmest vil jeg sige, at Way ikke skriver dårligt. Han har bare rigtig mange idéer, og har måske manglet en mentor. Eller en mere skrap redaktør, da han skabte Umbrella Academy.
En, der kunne tøjle, eller rydde lidt op i Ways mange indfald, halv-bagte idéer og underfortalte dele af plottet. Det har lidt præg af en en meget kreativ hjerne, og tegneseriefan, der har fået frit lejde til fri leg i legetøjsforretningen. Umbrella Academy føles, som en af den slags lege jeg dyrkede da jeg var barn, hvor Star Wars, Action Force, Transformers, He-Man og alt muligt andet sagtens kunne eksistere i samme univers.
Her er gammeldags 50er inspireret sci-fi, der er rumvæsner, underlig frankenstein’sk videnskab, litterære henvisninger, brudstykker af forskellige tegneserie tidsaldre. Talende, intelligente aber, robotter, børn med særlige evner, steampunk, gigantiske blæksprutter… Det er et kulørt sammenstød mellem Grant Morrison, Alan Moore og Mike Mignola idéer, historiefortælling og koncepter.
Dermed ikke sagt, at Way er uoriginal, men der er lidt fanboy over det. Og lad os ikke glemme, at han var ny indenfor tegneserier. Så, at læne sig op af forbilleder er hverken en synd, eller specielt overraskende. Der mangler, muligvis en overordnet fornemmelse af sammenhæng. Man kan dog ikke tage fra ham, at Umbrella Academy gennemstrømmes af en smittende energi, fortællelyst og legesyge.
Den indre logik er ikke-esksisterende
Der hvor Apocaplypse Suite halter er dog den manglende sammenhæng, og uddybning af universet og dens karakterer. Figurernes kræfter, motivationer og personlighed er underfortalt og delvist ikke-eksisterende. De er vanskelige, at skelne fra hinanden og generelt ret flade skrevet.
Helt i tråd med, at “reglerne” i denne verden og en forklaring på bare nogle af de mange påfund, er særdeles mangelfuld. Den indre logik kan føles meget løs, hvis ikke helt fraværende. Ting har det med tilsyneladende bare at ske lidt ud af det blå, mens man ræser fra scene til scene.
Den episodiske fornemmelse er også noget af det, der gør Umbrella Academy velegnet som materiale til en TV-serie. Her havde TV-forfatterne mulighed for, at fylde huller ud. Fortælle mere baggrundshistorie, skabe nogle ret afrundende og klart definerede karakterer med forståelige motiver og indbyrdes forhold. Alt det tegneserien savner.
Det gør, at tv-serien faktisk føles som en bedre, mere velfortalt og nuanceret version af Umbrella Academy. Tegneserien føles på samme tid alt for kort til alt det den forsøger, at dække plotmæssigt og mangelfuldt forklaret i det den rent faktisk dækker. Den er kort sagt ude af balance, og virker rodet. Begejstret, næsten i barnlig grad, men noget rod.
Smittende, barnlig begejstring redder Umbrella Academy
Det er også denne begejstring i Ways leg med tegneseriemediet, der er kraftig medvirkende til, at Umbrella Academy kan et eller andet. Apocalypse Suite er ikke helt forfejlet, der er så mange gakkede indfald og skæve koncepter, at man ikke keder sig.
Den har sin egen tone og stemning, der fint balancer mellem grotesk humor og overrumplende vold i glimt. Og den barnlige begejstring man fornemmer er bestemt ikke ucharmerende. Ligesom det ikke behøver være et problem, at man ikke får fortalt og forklaret alt. Og bare skal være med på legen og tage ting for pålydende.
I Apocalypse Suite bliver det bare for meget af det gode, så fortælling og figurer aldrig bliver tydelige nok, eller bare etableret i minimal grad. Det får det hele til, at flimre og giver fornemmelsen af mild ADHD. Ned i tempo, lad fortællingen hvile lidt og konkretiser mere. Så man får en føling og føler en tilknytning med fortælling og figurerne.
I sidste ende virker første “bind” af Umbrella Academy, desværre ikke helt gennembagt. Skal man blive i bager metaforen, så er det også en slags studenterbrød i tegneserieform. Det hænger kun sammen med nød og næppe, smuldrer meget og man kører hurtigt træt i den udefinerbare masse.
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Kathoom Kanonen:
Som man kan fornemme, så er Apocalypse Suite ikke min livret, eller noget jeg finder specielt mættende. Men, som en hurtig snack, i en flot, kulørt indpakning er den ikke uappetitlig. Kanon værdig er Umbrella Academy dog langt fra.
