Helvedes til “knægt”, denne Hellboy med han tough guy attitude, beefy look og store, røde hånd. Nick Cave ville være misundelig. På hånden. Og, muligvis den mytiske forbindelse til al slags djævelskab?
Seed of Destruction, Ondskabens Frø på dansk (udsendt i 2003), samler de første 4 hæfter i Mike Mignolas nu legendariske serie. En ikke helt glat og problemfri introduktion til Hellboy og hans univers, der især lider under, at karaktererne ikke etableres og defineres helt klart. Der mangler noget, at identificere sig med og relaterer til.
Det falder, muligvis tilbage på John Byrne, der har stået for historien, mens Mignola allerede er blændende, som tegner af serien. En serie der oprindeligt udkom i 1994, efter figurens debut året før i en enkeltstående historie, i et blad fra San Diego Comicon.
Hellboy havde dog været på tegnebrætter, som idé, koncept og figur i nogle år, hvilket man kan se i denne danske trade paperbacks ekstramateriale.
Førstehåndsindtryk fra filmenes verden
Jeg har hidtil kun kendt til Hellboy fra de to del Toro film med Ron Pearlman i hovedrollen, som den titulære Hellboy. Tegneserierne har jeg været bekendt med, også det markante og nu ikoniske visuelle udtryk, men jeg er altså først nået til serien nu. Og faldt over denne danske udgave (og dens efterfølger Væk Djævlen!) på det antikvariske marked.
Filmene kunne jeg egentlig ret godt lide, i hvert fald den første, den anden var lidt rodet og halv-slap. De stakt tonalt og stemningsmæssigt noget ud i forhold til DCs film, og det MCU der befandt sig i sin spæde barndom på det tidspunkt de landede i biograferne. Jeg var ikke mindst ret godt underholdt af Hellboy-figurens “grumpy voksen-baby/sej skalleknuser” personlighed og Pearlmans portræt.
Det er dermed også svært ikke, at sammenligne når man læser tegneserien for første gang. Nogle gange blegner en film, når man er bekendt med forlægget, eller lever ikke op til ens forventninger/forestillinger om, hvordan et univers er. Andre gange, så bliver man overrasket og det viser sig, at forlægget er meget federe.
Her befinder jeg mig i en lidt pudsig “omvendt” situation, hvor jeg, baseret på mit indtil videre sparsomme kendskab til tegneserien, foretrækker filmen. Ikke så meget pga. den visuelle del, man kan ikke helt sammenligne filmens kulørte og del Toro-sære udgave af Hellboys og hans verden med Mignolas meget mere enkle, stemningsfulde og moody tegninger.
Karakterer uden mange kalorier
Det er karaktererne, der gør forskellen. Som nævnt indledningsvist, så synes jeg Byrne skriver og karakteriserer dem mangelfuldt. De er ikke meget mere end deres (indtil videre) løst definerede evner, og groft optegnede personlighedstræk. Hellboy selv lider mest under det, når man har filmen i baghovedet, der gør et meget bedre job med, at vise en nuanceret og afrundet figur.
Byrne har 4 hæfter til, at få noget kød på disse figurer, men hvad ved man egentlig om Liz og Ape, de to vigtigste biroller, når man er nået igennem de over 100 sider? Ikke meget andet end overfladiske personlighedstræk, hvis de overhovedet har nogen personlighed. Den grumme torldmand får meget mere baggrundshistorie, til gengæld virker selve figuren lige lovlig karikeret og arketypisk. Og Hellboy selv? Jo, man får hans oprindelse.
Skabt i et ugudeligt ritual af en udstødt russisk troldmand i nazisternes tjeneste, i slutningen af Anden Verdenskrig. Og “adopteret” af Bureauet for Paranormale Begivenheder. Inden de mystiske og okkulte nazister, og deres stereotype troldmand kunne bruge dem til, at frembringe Dommedag. Ved brug af en eller anden Doomsday Device de havde bygget.
Hvordan? Hvem ved. Og hvem er Hellboy ellers? Tja. Han er ikke rigtig videre defineret? Han kan slå på tæven. Lader til, at være nogenlunde reflekterende og have en oprigtig affektion for Liz og fiskemanden Ape. Ellers… ikke det store. Han er der bare, som en form for omvandrende plotdevice, der skal drive hovedhistorien fremad: “hvor kommer Hellboy fra?”.
Det er, desværre bare ikke helt nok. Historien, der tager Hellboy og venner på jagt efter nogle forsvundne eventyrer, magiske frø-monstre og endelig en konfrontation med den gamle troldmand er “OK”. Jeg var ikke videre engageret, men dårlig er den første Hellboy historie ikke. Den ER der bare lidt, mens man kan kigge billeder.
Teksttung byrne, enkel og elegant Mignola
Der er dog visse problemer, og igen vil jeg pege lidt fingre af Byrne. Han har her en tendens til, at fylde siderne med tekstbokse, der forklarer handlingen, så det nærmest føles, som et foredrag. Når han ikke lige slår over i, at lade Hellboy snakke og tænke i ekspositionstung dialog.
Det står i skarp kontrast til Mignolas stilfulde, enkle artwork, der overvejende gør brug af en lys-mørke dynamik, stemningsfulde skygger og “det der ikke vises”. En meget effektiv teknik med “få”, og på overfladen begrænsede midler. En Kirby-inspiration fornemmes også, ikke så meget i stemningen, men i den bulky og firkantede Hellboy og monster-designet.
Mignolas tegninger har dybde og atmosfære, trods at der ikke fyldes meget på siderne. De er ikke detaljetunge, overlæssede eller realistiske. Det er lige før, at farver ikke engang havde været nødvendige, ud over at det ville frarøve os den markante hovedpersons fyldige rødme. Ligesom rigtig mange af Byrnes ord næsten heller ikke havde været nødvendige! Der er en eller anden ubalance mellem det skrevne og det visuelle her.
Unøjagtighederne er også tilstede i seriens indre logik. Hellboy vandrer, tilsyneladende bare rundt i hele sin røde, monstrøse herlighed, mens Ape er nødt til, at forklæde sig? Hvorfor? Hvis verden kan tåle Hellboy, er en fiskemand vel ikke så opsigtsvækkende?
Da Hellboys faderfigur dør i begyndelsen af fortællingen, fører det ikke til meget mere end et hurtigt skuldertræk fra hovedpersonen. Måske forklares deres personlige forhold nærmere senere, men her virker det ukarakteristisk koldt og ligegyldigt i forhold til, hvordan Hellboy ellers agerer overfor sine nærmeste i serien.
Ujævnt fortælletempo og huller i baggrundshistorien
Og så er der også noget med historien og plottes pacing. Byrne har det med, at bremse handlingen op med flashbacks og baggrundshistorie. Eksempelvis sidst i hæfte 3, hvor troldmanden pludselig føler behov for, at forklare Hellboy (og os) en halv livshistorie.
Det er, naturligvis en kendt og hyppigt anvendt teknik til, at bremse en handling op, og trække den, inden den store finale. Havde finalen så bare været værd, at vente på… i stedet for fiser den sidste kamp bare lidt ud. Samtidig tvivler man alvorligt på, at troldmanden for alvor er besejret. Og så, så let. Men, det skal man, åbenbart læse videre for at finde ud af…
Så får man sikkert også en lidt mere detaljeret forklaring på, hvad det egentlig er Bureauet for Paranormal Forskning og Forsvar er for noget. Og hvem de er? Hvorfor hjælper Hellboy dem egentlig? Det er en klassisk, ”hemmelig afdeling”, der opererer udenfor nummer.
Det, og andre troper og klichéer, kan også virke som sådanne, kan også virker mere fremherskende i serien, fordi den har dannet skole? Serien er jo fra 1993, så hvad der virker lidt velkendt nu, kan skyldes, at andre har ladet sig inspirere af serien. Når man tænker på, at den faktisk er samtidig med en serie som X-Files, så kunne det også være et udtryk for en tendens i tiden
Ligesom den tydelig inspiration fra H.P. Lovecraft, der virker som en tørlagt inspirationskilde i vores tid, nok ikke var helt så skamredet i 1993.
Et frø er plantet, planten må vi vente på
Rygtet, eller “internettet”, fortæller mig, at Hellboy lige skal i gang, og først for alvor bliver rigtig god når Mignola tager helt over og finder sit groove. Der er jo ikke noget odiøst i, at en kunstner lige skal finde sin “stemme”. Slet ikke når, der er flere til at stemme i, som her.
Der er også masser af Hellboy materiale, at kaste sig over fra de efterfølgende år. Hæfter, mini-serier, enkeltstående værker og talrige opsamlinger. Og tanken er vist, at man nogenlunde kan hoppe på, hvor man vil da der ikke er ét, langt sammenhængende narrativ, som binder 20 års udgivelser sammen. Men, man skal jo starte et sted og Seed of Destruction virker som et logisk startpunkt.
Det er altså et univers og nogle karakterer under udvikling og den spæde start, man møder i Seed of Destruction. Kimen lægges, spørgsmålet er om jeg, uden forhåndsviden om at “det bliver efter sigende bedre”, om det er nok til, at jeg ville læse videre. Der er, ud over Mignolas artwork, ikke nok der fanger mig.
Men, nu har jeg jo Væk Djævlen! liggende, så… er dog fristet til, at hoppe frem til den nævnte The Right Hand of Doom.
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Kathoom Kanonen:
Hellboy og Mike Mignolia er indiskutabelt legendariske indenfor moderne tegneserier, og sikkert også genredefinerende. Dermed er både figuren, og Mignolias bidrag, naturligvis værdige til, at være med i enhver tegneseriekanon. Det sagt, så er Ondskabens Frø en lidt spæd start. Konturerne er der, og frøet bliver sået, så at sige. Men, selve denne historie ville jeg ikke kalde obligatorisk pensum – kun som en start på det der følger.
(Billederne stammer fra den digitale udgave af Hellboy: Seed of Justice, da ryggen på min danske udgave var for skrøbelig til, at lade sig mishandle af en scanning).
