Colonel Weird er muligvis den mest sære snegl, i det i forvejen sære Black Hammer univers. En kærlighedserklæring til superhelte fra The Golden Age, pulp, sci-fi og en meditation over og meta-leg med tegneseriemediet.
Serien tæller udover Secret Origin også opsamlingerne The Event, samt Age of Doom I og II. I alt udkom Black Hammer i 25 månedlige hæfter, i den del af serien. Første del af serien blev skrevet af seriens skaber Jeff Lemire og hovedsageligt tegnet (helt forrygende) af Dean Ormston.
Sideløbende, og efterfølgende er universet blevet udvidet med en række spin-offs, prequels, mini-serier og lignende. Udgivelser, hvor bi-figurer, skurke, universets fortid og nu altså en af hovedpersonerne, Colonel Weird.
Lemire er stadig ved roret som forfatter, men med et skiftende hold af tegnere, så hver udgivelse har sin egen distinkte, visuelle stil. Dog bliver Black Hammerverset nu også udvidet med en antologi-serie, Visions, hvor andre end Lemire kommer til fadet. Han er dog fortsat ved roret på Black Hammer: Reborn, der begyndte at udkomme tidligere i år. Pew, der er nok af Black Hammer, at kaste sig over!
Rejsende Onkel Mærkelig løsrevet fra tid og rum
Jeg har tidligere erklæret min egen, næsten ubetingede kærlighed og begejstring for hovedserien Black Hammer, da jeg anmeldte første trade paperback opsamling. I Cosmagog får vi, endelig (hvis man som læser har savnet det) den mystiske, rum/tid rejsende og dimensionshoppende Colonel Weirds oprindelseshistorie.
Nu har jeg netop læst de nævnte oprindelige Black Hammer 1-4 opsamlinger for tredje gang, ja, så gode synes jeg de er. Og, jeg må sige, at jeg var skeptisk inden jeg kastede mig over Cosmagog. Noget af det, der fungerer allerbedst ved en figur som Colonel Weird, er netop mysteriet.
I de første udgivelser, svæver han rundt, og ganske bogstavelige ud og ind af serien, som en slags for tids-spøgelse. Han har adgang til noget kaldet parazonen, en form for ormehul/anden dimension/”alt muligt spacey”, kan tilsyneladende rejse i tid og rum. Han eksisterer kort sagt lidt udenfor nummer.
Man får antydninger af hans forhistorie spredt ud over serien, og mere konkret i et helt hæfte, hvor man ser ham som astronaut på eventyr, inden The Event. Hændelsen, der er central for Black Hammerversets skabelse. Det var, egentlig… nok?
SVAR PÅ SPØRGSMÅL MAN IKKE ØNSKER AT STILLE
Jeg frygtede Han Solo’isme, bare for at nævne et nyere eksempel på Hollywoods uskik med, at skulle (over)forklare og vise alt i unødvendige prequels. Det ender sjældent godt, afdækker noget virkelig interessant, eller tilføjer noget til en figur og deres historie.
Tværtimod har det, det med at afmystificere og give svar på spørgsmål, man ikke ønskede. Det er ikke noget nyt, men det er blevet værre de senere årtier, efterhånden som det virker som om Hollywood er løbet tør for idéer og skal malke en guldko for de sidste, sørgelige dråber.
Og det findes også i andre medier, som eksempelvis tegneserier. Har vi så brug for, at vide hvordan Colonel Weird kom igennem astronauttræning, fik sit grå, crazy old coot skæg og om han virkelig er oberst? Absolut ikke, og det er, heldigvis heller ikke den slags overflødige detaljer, der dykkes ned i.
Vi skal længere tilbage, dybere ind i Weirds mærkværdige sind og psykologi.
Flersporet fortælling, der folder sig over sig selv
Historien starter i to fortællespor. Det første er “nutiden”, hvor aldrende Colonel Weird, i vanlig forvirret stil, dukker op i en øde beliggende lille “ørkenby”, et ukendt sted i USA. Vi befinder os her umiddelbart efter begivenhederne i slutningen af Age of Doom II, hvor Weird har set de resterende helte forsvinde i et lysglimt.
Spor nummer to, som vi følger i krydsklip, følger Weird som ganske lille knægt, i 1946 (10 år inden han forsvinder på hans rumrejse i 1956). Han var allerede en særling som barn viser det sig, og kæmper med, at passe ind socialt. Han er klassisk mobbeoffer og udenfor, men forsøges beskyttet og værnet mod verden af en omsorgsfuld mor.
Det viser sig hurtigt, at tid og rum, som forventet, er en fleksibel størrelse og ting lader til, i hvert fald i “nutiden”, at foregå på flere planer. Der er overlap med scener fra tidligere i Black Hammer, i en form for forvrængede flashbacks. De lader dog til, på en måde også, at foregå i realtid.
I barndommen er der også noget leg med tid, eller “forsyn”, lille Weird tegner eksempelvis sig selv som den gamle udgave vi er bekendt med fra “nutiden”. Så det er som om at al tid foregår på samme tid, hvis man skal prøve at stille det lidt enkelt op.
Lemires velkendte leg med genretroper
Vi følger lille Weirds udvikling og rejse mod den uundgåelige begivenhed, hvor han som ung astronaut er på den famøse mission. Undervejs sker der flere mystiske hændelse, og Weird udviser, at han ikke er noget helt normalt barn og har “særlige evner”. I ægte, gammeldags sci-fi stil er der blandt andet noget med korncirkler.
Lemire leger altså stadig med klassiske genre og deres troper, ligesom Weirds baggrund og opvækst virker som om det berører velkendte tematikker. Isolation, at være udenfor, at være en outsider, en nørd der er udstyret med specielle evner.
Randall finder dog, mod alle odds, også kærligheden, i form af Margaret, der også arbejder for NASA. Hende har vi også mødt før i glimt, og hun er blandt andet i radiokontakt med Weird, da han er ude for sin rumulykke, der måske/måske ikke er katalysatoren for det hele.
Et mønter for alt der er sket og kommer til at ske
Samtidig bringes en mere eksistentiel vinkel i spil: kan Colonel Weird dø? Han stiller sig selv det spørgsmål i tiltagende grad, som hæfterne skrider frem og han bliver ved med, at genopleve de samme begivenheder igen og igen. Måske dør jeg denne gang, filosoferer han?
Vi, og Weird, vender hele tiden tilbage til et hulemaleri han opdagede ude i rummet. Et mønster for “det hele”, der viser alt der “er sket og kommer til, at ske”. Det er opretholdelsen af dette mønster, som er Weirds egentlige mission i livet. I hvert fald er det, det han tror, der er hans mission.
Det er et mønster, der også forudser de begivenheder vi kender fra Black Hammerverset, ting der MÅ og SKAL ske for, at balancen i kosmos opretholdes. Men, Weird har glemt et eller andet, en vigtig detalje, noget som han tror har bragt det hele i ubalance. Måske DETTE dog også en del af mønstret??
Tid og rum bøjer sig i Cosmagog, i ægte tidsrejse manér folder historien sig dermed ind i og ovenpå sig selv. Er der en begyndelsen og en ende, eller bare en uendeligt gentagende cirkel med uendelige variationer, som alligevel ender med, at bide sig selv i halen? Er Weird fanget, udløseren eller løsningen til, at bryde cirklen og sætte alt fri?
Kosmisk balance agt på kanten af kliché
Vi skal, selvfølgelig ikke tage glæderne, eller er det sorgerne, på forskud her. Men, kigger vi på Colonel Weird: Cosmagog som udgivelse, så er jeg i sidste ende stadig lidt i tvivl om, hvad jeg egentlig skal synes om den.
Den giver mere baggrundshistorie til Weird, men ikke noget, som man ikke kunne leve uden, at vide. Det er, naturligvis en svaghed. Mange af temaerne, som ensomhed og Weirds triste søgen efter en mening med tilværelsen, hvor hjerteskærende de end måtte være, virker en smule fortærskede.
Black Hammer har hele tiden balanceret på kanten af, at være en kliché, og leget med dem med stor succes. Her bliver det en kende forudsigeligt. På den anden side, så understreger det, at han er en af de mest tragiske karakterer i universet. Og muligvis en af de vigtigste.
Jeg vil ikke kalde det Lemire på autopilot, men det er ikke her han overrasker.
Visuelt imponerende, lidt for velkendt fortælling
Der hvor udgivelsen virkelig imponerer er tegner Tyler Crooks betagende artwork. Stilen, og Weirds udseende, varierer en smule fra hovedserien, men ikke i så stor grad, at det virker forstyrrende. Men, tonen og stemningen er spot on og skruer op for det psykedeliske element, der også tidligere har ledsaget Weirds passager i Black Hammer.
Hvor Weirds barndom emmer af nostalgi, og en understrøm af uhygge, samt vellykket 50er stemning, så er “nutids” sporet… særpræget. Anderledes, overjordisk og drømmende. Når serien så skifter scene til flashbacks, rummet, tidsforvridende paralleluniverser, syrer Crook ud med nogle forbløffende og overvældende billeder
Det er måske ikke helt nok til, at retfærdiggøre pris i forhold til, hvad man får for pengene. Dømt ud fra value for money skalaen, så er vi med en pris på 180 kr. for hvad der svarer til 4 ret hurtigt læste hæfter, i den lidt tynde ende.
Colonel Weird: Cosmagog er ikke en uundværlig udgivelse for Black Hammer fans. Og slet ikke et startpunkt for nye læsere. Som hurtig hyggelæsning og en slags “bonusmateriale”, der sætter en streg under Colonel Weirds betydning for fortællingen, er den ganske fin. Og flot, det er den godt nok.
Plus:
– Mere Weird er ikke en dårlig ting
– Uddyber og udvider karakteren
– Jeg er en sucker for tidsrejse- og paradoks historier
– Føjer flere lag til en i forvejen ret kompleks mytologi
– Fantastisk flot tegnet og visuelt overrumplende
Minus:
– De nye lag er egentlig “bare” en udvidelse af i forvejen etablerede
– Ikke meget plot og historie fordelt ud over de 4 hæfter
– Virker lidt for velkendt
– Value for money ratioen ligger lige på vippen
Konklusion:
En lidt forsigtig og “kun for kompletister” anbefaling.
