Hvad sker der når det indre monster slippes løs? I Children of The Woods sker det i bogstavelig forstand. En mørk, uhyggelig skov, som rummer en ond kraft forvandler unge mennesker til groteske skikkelser. Onde kræfter, der igennem hundreder af år har påvirket et nærliggende, lille bysamfund.
Children of The Woods er både psykologisk og fysisk horror. Skabt af Joe Ciano og tegner Josh Hixson for Dark Horse Comics. Oprindeligt var bogen tænkt som en 6 numre lang mini-serie, men endte med, at blive udgivet i samlet form, som en grafisk roman.
En særpræget, urovækkende og brutal historie, hvor ondskab bliver meget konkret. Men, den bagvedliggende psykologi og metafysikken forbliver abstrakt og delvist uforståelig.
Typiske teenage kvaler
Det hele kredser om en gammel bog, der fungerer som en slags nøgle til, at sætte de indre, onde kræfter løs i unge mennesker. Eller, får de adgang til de kræfter, der findes i The Black Woods, hvor ondskaben lurer i de mørke skygger?
Quinn er en ensom, akavet teenager, en typisk outsider, der er emotionelt og fysisk afskåret fra det han gerne vil have. Nærkontakt med jævnaldrende, især Amber, en af skolens mere populære piger. Desværre er hun kæreste med Tyler (og gode venner med dennes søster Lisa), men det forhold (uvidende for Quinn) knager.
På hjemmefronten domineres og plages Quinn af nogle uforstående og hårdhændede forældre, der hverken forstår, eller ved hvordan deres søn skal håndteres. Men, Quinn har fundet en mulig løsning på alle hans kvaler. En gammel, mystisk bog med okkulte symboler, tegn og en indføring i kræfterne, der gemmer sig i The Black Woods.
Han opfatter dog ikke, at han er bogen, og dennes forfatters, uvillige redskab. Og, at han ikke åbner op for kræfter, der sætter ham fri. Det er nærmere det modsatte. Da Quinn får adgang til bogens (og skovens) kræfter, forvandler de ham til en grotesk, viljeløs skabning. Det indre monster er sat fri, men Quinn har mistet sig selv og alt der gjorde ham til et menneske. Monsteret har overtaget kontrollen.
Når ondskaben flytter ind
Han overfalder Amber og Tyler i skoven med henblik på, at dræbe sidstnævnte. Der dog overlever, hårdt medtaget og delvist lammet. High School footballhelten kommer aldrig til, at spille igen og er foreløbigt bundet til sygesengen i en komatøs tilstand. Amber slipper mere nådigt, men noget er vågnet i hende. Hendes egen trang til, at få sit eget indre monster ud.
The Black Woods kalder på hende, og hun kommer hurtigt på sporet af dens kræfter og bogen Quinn har efterladt på sit værelse. Jagten på svar og udfrielse resulterer i, at hun kortvarig kommer i kløerne på Quinns forældre. De får straffen, da de onde kræfter begynder, at tage bolig i Amber. Samtidig plages hun af skyldfølelse, der fysisk repræsenteres via Tylers søster, Lisa, som guilt tripper Amber over ikke, at have besøgt Tyler på sygelejet.
Emotionelt var hun dog allerede videre inden overfaldet og Tylers kranke skæbne. Det hele eskalerer, da det kommer frem, at hun ville slå op med Tyler. Amber taber, tilsyneladende kontrollen i takt med, at hun synker dybere ned i den mystiske bog og dens (og skovens) kræfter tager bolig i hende.
Hun får adgang til mægtige, mørke kræfter, men stemples som psykisk ustabil. Muligvis sindssyg. Omgivelserne forsøger, at gribe ind og “hjælpe” via en intervention. Det gør kun ondt værre. En indlæggelse på et sindssygehospital bliver det sidste skub, som Amber havde brug for.
Oldgammel tvekamp mellem frihed og kontrol
Ude i skoven dingler en kvindeskikkelse med et reb om halsen fra et træ. Hun er en levende død, bragt tilbage af skoven og dens onde kraft. Der har hun hængt i århundreder, siden byen ofrede/straffede hende. Nu udkæmper hun en oldgammel, muligvis uendelig tvekamp med hendes “redningsmand”.
Hun taler med skoven. De konkurrerer, konverserer og kæmper om overtaget. En kamp på ord, der udspiller sig fysisk ved, at de hver især finder unge mennesker fra byen, der kan udkæmpe kampen for dem. Det er ikke en duel mellem godt og ondt, det er nærmere mørke mod mørke, eller monster mod monster.
Den dinglende dame ønsker “frihed”, Den Sorte Skov det modsatte. At bevare kontrollen og sit jerngreb i og om byen. Deres ord danser om hinanden, væves sammen, støder sammen.
Rent fysisk bliver deres kamp på ord og “kræfter” til et opgør mellem hver deres monster: Quinn og Amber. Damen og skoven har kun reel magt, og mulighed for, at udøve den, så længe de kan lokke unge i fordærv. Og få dem til, at sætte mostrene indeni fri, lade det tage over og miste kontrollen over deres liv.
At blive monsteret.
Klassisk, symboltung horrorfortælling
Hvad er monsteret og hvad gør det ved folk? Children of the Woods bringer ingen klare svar. Bogen forbliver underligt ukonkret, indhyldet i mørke, ligesom den titulære skov. Du skal ikke søge ind i The Black Woods for, at få entydige svar, eller en løsning. Så ender du med, at føle frustration og forvirring.
Det er en symboltung fortælling, i bund og grund kunne man sige, at hele historien er ét stort metafor. Hvilket vel egentlig også er tilfældet for de mest vellykkede horror-fortællinger, om det så er i bogform, film eller andre medier. Den slags handler aldrig om det konkrete monster, eller optrævlingen af et specifikt mysterie. De er symboler og billeder på noget andet og større, som ellers kan være svært at beskrive.
På den led er Children of The Woods egentlig ganske klassisk. En ond, mørk skov. Et grotesk monster. En kvinde, der blevet ofret. Symboler af okkult karakter. Rådvilde, rodløse og misforståede teenagere. isolation, forfølgelse, udstødelse, ensomhed, vrede, afvisning, der er pladen fuld i emotionel-bingo.
Tematikkerne, stemning, atmosfære og den underliggende uhygge. Det er det man skal læse Children of The Woods for. Det er ikke en fortælling, som er interesseret i dyb karaktertegning eller udvikling, eller et kompliceret plot.
Ikke meget lys i mørket
En helt afgørende medspiller, på lige fod med ordene og deres betydning, er Hixsons urovækkende artwork. Der er virkelig tale om en symbiose her, mellem de to kreative hovedkræfter.
Hixson og farvelægger Roman Stevens arbejder ikke med en bred og specielt varieret farvepalette, de holder sig i det dunkle spektre. Helt i tråd med fortællings trykkede stemning og den knugende følelse, som gennemstrømmer den mørke skov. Af og til kunne man måske godt ønske sig lidt mere lys, så man bedre kunne se, hvad der egentlig foregår. Men, der er klart tale om et stilistisk valg, som der ikke brydes med.
Monsterdesignet på Quinn er interessant, frastødende, men alligevel er der noget sørgmodigt og ynkeligt over ham/den. Helt fremmedartet og umenneskeligt, og alligevel er der et eller andet genkendeligt over hans monstrøse form og fremtoning. Næsten en form for uskyld? Blandet med det grusomme.
Et andet, mindre aber dabei jeg har ved Hixson streg, som igen nok er et bevidst kunstnerisk valg er, at jeg i lange perioder havde svært ved at skelne Lisa og Amber fra hinanden. Det har, muligvis også noget, at gøre med måden historien, og figurerne, er skrevet og fortalt på. Men, de mudrede altså lidt sammen for mig indtil fokus begyndte at ligge hovedsageligt på Amber.
Sjovt nok i takt med, at hun som menneske begyndte, at miste mere og mere af sig selv. Og lod hendes indre monster tage over og bryde fri.
Når man mister sin menneskelighed
Når det sker, er der ingen vej tilbage for skovens børn. Her er ingen frelse eller håb, lader du monsteret komme ud, er løbet kørt. Forvent ingen lykkelig slutning eller “løsning” i denne fortælling. Har du først mistet din menneskelighed, så er det for bestandig hos Ciano.
Det gør også, at den alvidende fortællestemme, som beretter hele Children of The Woods, ikke længere omtaler de “forvandlede” ved navn. Quinn bliver til “the boy”, Amber har kurs mod “the girl”. De frarøves dermed deres sidste rest af menneskelighed og selvstændighed. De bliver slaver af deres følelser, og i denne fortælling potentielle redskaber for det onde.
Hvem er denne fortæller så? Tja, det er endnu et af de spørgsmål, som Ciano ikke virker synderligt interesseret i at besvare. Eller, måske skulle man sige, at det er det forkerte spørgsmål, at stille, hvis man vil have det “rigtige” ud af bogen. Det er i bund og grund ikke vigtigt, men, hvis jeg skal komme med et åbenlyst bud, så er det… “skoven”. Det er “det onde”, der taler til os.
Rent formmæssigt er sproget periodevis ret højtragende, og kan virke en kende selvhøjtidelig i tonen. Det er ikke som sådan en ordrig bog, men sluger man den i ét hug, eller store bidder, så kan det godt være lidt tung læsning pga. stilen. På den anden side, er det også medvirkende til, at Children of The Woods har sin helt egen tone og et meget gennemført udtryk.
Skovtur ind i mørkets hjerte
Der er noget næsten eventyrligt over Children of The Woods, på en meget, meget mørk og dyster vis. Bliver du fanget af den stemning, så har The Black Woods plantet sine kraftige rødder i dig og du er fanget.
Endvidere er det en fornøjelse, at læse en lille, afsluttet historie. Også selvom, man egentlig ikke får en nydeligt afrundet historie, som sådan. “Det onde”, og hvad der nu ellers lurer i skoven her, og sættes fri hos karaktererne, er jo evigt. Man fornemmer dog stadig stedvis, at Children of The Woods oprindeligt var tænkt som en mini-serie bestående af 6 hæfter. Blandt andet er bogen delt op i 6 kapitler, der hver især følger en typisk “hæfte til hæfte” struktur og også ofte ender på en lille cliffhanger.
Igen er det dog i sidste ende ikke cliffhangers, og plot, som er det bærende i Children of The Woods. Eller det som gør, at det er en fortælling, som man vil vende tilbage til og genlæse. Måske er det endda heller ikke de tematikker, som man kan læse ind i historien, eller vælge at tolke frem. Det er den ubehagelige stemning, som lokker en tilbage i den sorte skov.
Det kan lyde, som en underlig og noget ukonkret anbefaling… Korrekt.
Plus:
– Vellykket horror fortælling, trods det trimmede plot
– Stemningsfuld, atmosfærisk og dragende
– Gennemført stil og udtryk
– Kompromisløs og uforsonlig
– Short, sweet and to the point
– Perfekt sammensmeltning mellem ord og tegninger
– Åben for fortolkning og “mening”
Minus:
– Ikke for alle!
– Kan virke underfortalt på flere punkter, hvis man kigger helt nøgternt på den
– Bliver liiiiidt anstrengende læsning pga. af stil og form, hvis man ikke lige holder en pause eller to
– Hvem er Lisa, hvem er Amber, hvorfor kan jeg ikke kende forskel på dem?!
– Velkendte virkemidler, horror-klichéer og symboler
Konklusion:
Gå ikke ind i skoven, hold dig væk! Og lad ikke monsteret få overtaget, det kommer til at æde dig op!!
Hvis du er dumdristig, og alligevel er fristet, så er Children of The Woods værd at tjekke ud.
