Ære, blod, kamp til døden, et gigantisk last stand… full frontal male nudity! 300 er Frank Miller i yderste potens, hvor den kontroversielle herre indtager slagmarken med svimlende, storslået visuel panache og stil. Plottet er tyndere end den klassiske mini-series papir, men det gør knap så meget. 300 svinger ikke sværdet og hugger til for, at være dyb og tankevækkende.
Tankevækkende er 300 dog på andre måder, for den er bestemt ikke uproblematisk. Som værk er dens position og status dog svær at rokke ved, men man må gerne prøve. Lad os det!
300 udkom oprindeligt i 5 hæfter fra Dark Horse Comics i løbet af sommeren 1998, der bar de bombastiske titler Honor, Duty, Glory, Combat og Victory. Det afspejler og opsummerer egentlig meget godt, hvilket ærinde Miller er ude i og 300s tone og indhold.
Senere er serien blevet samlet i flere forskellige udgaver, og anses nu nok som en egentlig grafisk novelle, et samlet værk, selvom det altså rent teknisk er en mini-serie. Serien er blandt andet kendetegnet ved, at hver side i princippet er dobbeltsider. Hvilket gør, at den udgave jeg har læst er i et cinematisk, bredt format. En lidt speciel udformning for en tegneserie, men en der gør, at tegningerne virkelig kommer til deres ret.
Filmisk tegneserie med tyndt plot
Og netop filmisk er et ord, som er gennemgående for Millers stil her. Det er også helt i tråd med mit forkendskab, og introduktion til 300 og dens bloddryppende univers. Som mange andre, så er Scott Snyders filmudgave fra 2007 mit første møde med serien.
En film, som delte vandene dengang og nu, og en hvor Snyders nu velkendte, og elskede eller hadede, stilistiske visuelle ud- og aftryk for alvor blev cementeret. Jeg faldt lidt i den grøft, der fandt filmen overfladisk, lidt tumpet og “gryntende” macho-bøffet, men ganske underholdende for hvad den var.
Nu hvor jeg har pløjet mig igennem 300s lidt over 80 sider på den tid det tog, at brygge og drikke en stor kop (MANLY) kaffe, så fremstår filmen nærmest kompleks i forhold til. Den bygger faktisk ovenpå historien, får mere kød på karaktererne og virker næsten som en art extended cut af historien. Men, nu skal det her ikke være en komparativ analyse af 300 på tværs af 2 forskellige medier.
Blær og blod i bredformat
Hvor visuelt blæret Scott Snyders film end måtte være, så er Millers tegninger og Lynn Varley delikate, effektive og gennemtænkte farvelægning næsten endnu mere imponerende. 300 ser virkelig, virkelig flot, indbydende og overvældende ud. Især i dette bredformat, hvor alt kommer til sin ret og står knivskarpt.
Det er beskidt, blodigt, brutalt og barbarisk det ene øjeblik, og storladent, patosfyldt og opulent det næste. Uden, at det kammer over, overlæsset eller virker som ren lir. De store kampscener, der foldes ud over hele, eller flere sider, er lige til, at tabe pusten over. Skalaen i det her virker intimiderende, som det må have være for en simpel fodsoldat på blodindsmurt slette, eller bjergside malet med indvolde.
Samtidig er der også mere stille øjeblikke, med udtryksfulde nærbilleder af karaktererne. Her er Miller overraskende “fin” i sin streg og fremstilling af figurerne, især når man tænker på den lidt grove stil han ellers har været kendt for når han tegner karakterer.
Det kan momentvis være svært helt, at bevare overblikket når det går mere vildt og voldsomt for sig i de mange kampscener. Jeg er dog villig til, at påstå at det nok også er en del af pointen og Millers hensigt. Kampens hede og kaos fremstille råt for usødet, så det mod slut nærmest ser ud som om det regner blod i kastevinde – så siderne sprøjtemales.
Dæd, ære og forræderi
Visuelt er 300 en urokkelig oplevelse, som en stædig og uforsonlig hær fra Sparta med ryggen mod muren. Ligesom det er tilfældet for Kong Leonidas og hans samling trofaste mænd, og deres kamp mod den åbenlyse overmagt. Plottet i 300 kan, muligvis stå på en serviet og er lige så tyndt, men emnerne og armbevægelserne er gigantiske.
Sparta står overfor en invasion fra perserne, anført af deres overlegne leder Xerses, en 1-dimensionel skurk af den gamle skole. Nuvel, det er ikke fordi, at Leonidas og hans kumpaner ejer meget personlighed ud over korte stikord og arketypiske træk. De er, skåret over én kam: modige, grænsende til det dumdristige, ærekære, loyale (sådan da) og dedikeret til sagen, så det næsten virker selvmorderisk. DØD OG ÆRE, hele vejen rundt. Næsten.
For der er en undtagelse i form af den udstødte “krøbling”, Ephialtes, der afvises af Leonidas da han ønsker at ære sin far og slutte sig til Spartas hær (de er ikke så vilde med svaghed og handicappede). Det fører til, at han forråder Sparta og giver Xerses afgørende oplysninger. Ephialtes har faktisk, som den eneste, en form for karakterudvikling og “arc” i fortællingen.
At knæle eller ikke at knæle
Det er også så som så med den historiske korrekthed, hvis man skulle gå op i den slags. Men, altså, det er en simpel fortælling om en ærefuld konge og hans last stand. Jeg tror de fleste der læser det her er bekendt med historien? Med ryggen mod muren, bogstaveligt går Spartanerne døden i møde med oprejst pande, i stedet for at tage imod flere tilbud fra Xerses om nåde.
Leonidas får endda, på falderebet et tilbud om, at han kan beholde land, stilling og status. Han skal bare lige knæle. KNEEL BEFORE ZOD! Eller, Xerses… Da han endelig gør, er det et trick for, at lave et sidste, heltemodigt udfald mod overmagten. Som mislykkes. En enkelt overlevende beretter historien for os læsere. Leonidas er nu endelig blevet en myte og en inspiration til, at Sparta kæmper videre.
Hovmod og ære står for fald i 300, her er det bare heltene, og ikke skurken, der falder. Men i faldet er der storhed og principper, som det er værd at kæmpe for og holde i hævd. Sparta nægter, at blive nogens slaver. Selvom deres eget samfund, ikke mindst militæret, virker små-fascistisk og benytter sig af en form for blind underkastelse?!
Jeg ved ikke helt, hvad det er Miller forsøger at sige, eller hylde her. Hvis det er en form for græsk tragedie, løseligt baseret på historiske fakta, så er det vel fint nok. Men, 300 kan også læses og opfattes, som en nærmest små-pervers macho-hyldest til ekstremt primitive, firkantede og gammeldags dyder. Millers personlige volds- og æres fantasi, der udleves som en selvopfyldende undergangsfantasi, hvor man hellere vil pines og plages end give køb på sine principper.
Historisk og politisk ukorrekt
Det er måske, at overfortolke og tillægge manden bag motiver, som slet ikke eksisterer. Læser man nogle af hans senere værker, eller har fulgt hans tiltagende fald fra tinderne og kontroversielle ytringer, så er der dog også antydningen af et begyndende mønster.
Og så er der den nu famøse “homo kommentar”. En soldat slynger på et tidspunkt kommentaren “those boy lovers” ud om fjenden, noget der skurrer lidt i 2022 ører. Miller har selv forsvaret kommentaren med: ” If I allowed my characters to express only my own attitudes and beliefs, my work would be pretty darn boring. If I wrote to please grievance groups, my work would be propaganda”. Sandt, men intentionen er én ting, Miller har stadig valgt at bruge ordene.
Endvidere var homoseksualitet, i følge historikere almindeligt udbredt i de militære rækker på dette tidspunkt, og blev endda brugt som en form for indvielsesritual. Så, Miller, der ellers har påpeget den historiske korrekthed i 300, kan heller ikke rigtig dække sig ind under den, i dette tilfælde.
Det er egentlig også ligegyldigt ordkløveri. Lad mig bare slå fast, at det ikke har betydning for min opfattelse af 300 som værk, eller opfattelser af Miller som person. Han må synes lige hvad han vil (indenfor lovens rammer), og det kommer sådan set ikke mig ved, om han udlever en eller anden fetich eller ej,
Dog giver det en ekstra dimension og et tolkningsniveau til en tegneserier, der ellers ikke har meget tyngde i plottet.
Millers last stand
300 er med rette blevet ikonisk. Det kommer jeg ikke udenom, lige meget hvor mange gange jeg gentager, at historien, karaktererne, mulige budskaber og en lidt ildelugtende stank af volds- og æresfetichisme hænger i luften.
Alene for sin visuelle præsentation, en perlerække af nu ikoniske og mindeværdige paneler og billeder, der har brændt sig ind i tegneseriehistorien, fortjener 300 status som en klassiker. .Og endnu et shout out til farvelægger Lynn Varley, hvis arbejde her kunne være et helt studie og en artikel i sig selv
Det er samtidig, muligvis og Frank Millers “last stand”, inden han med ryggen mod muren, smed rustningen og løb med blottet dolk (ligesom mange af soldaterne i tegneserien) ud på tiltagende kontroversielle slagmarker. Hvis man virkelig VIL, så kan nogle sikkert også læse en form for islamofobisk vinkel ind i fremstillingen af perserne i 300. Men, så er vi vist ude i overfortolkning, tidsperiodiske forskydninger og et ønske om, at få Miller yderligere ned med nakken.
På baggrund af det samlede indtryk, som 300 trods sine svagheder og mere eller mindre problematiske øjeblikke, efterlader er det helt urimeligt. 300 står stadig som lidt af en milepæl i Millers samlede output, som altid ikke uanfægtet og uplettet. Det er det, der er med til, at gøre det til interessant tegneseriekunst.
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
300 skal ikke dømmes ud fra nutidens moral, etik og debatklima. Ej heller for dens forfatters nu kontroversielle omdømme. I sin egen kontekst, og på egne præmisser, er 300 lidt af en visuel milepæl. Historiemæssig er den, muligvis lidt en tynd omgang. Men, “enkel” betyder ikke nødvendigvis “dum”. Den ender dog nok ikke i min personlige tegneserie-kanon, men det vil klart være en smagssag.
