Det er blevet Miller time igen, og endnu engang tager vi en tur tilbage til Sin City. Denne gang helt til starten, hvor serien kom forrygende fra start med Det Svære Farvel.
Dermed har jeg sådan set også afsløret, hvad jeg synes om det første bind i serien. Det er nok heller ikke ligefrem en kontroversiel holdning. Mindre kontroversiel end Frank Miller selv er blevet med årene i hvert fald!
Men hvad er det, der fungerer så godt i hans Sin City, som jeg tidligere har besøgt en enkelt gang. Da startede jeg et lidt underligt sted med bind nummer 6 i serien, Sex Sprut & Skydere. En samling af kortere og ikke-forbundne historier fra Sin City universet. På en måde er det også Sin City i destilleret form, eller endnu mere destilleret.
For er det noget, som Sin City understreger, så er det at Miller på et tidspunkt skærer ind til benet og koger alt fedt af knoglerne. Det er tydeligt i Det Svære Farvel, som er blevet læst i den flotte danske udgave udsendt af forlaget G Floy i 2006.
It´s Miller Time (again)
Frank Miller behøver næppe den store introduktion, der er skrevet utallige artikler, bøger og lavet film om tegneserielegenden (med mere). En interessant, vigtig og også kontroversiel skikkelse indenfor amerikansk tegneseriekunst, som har prøvet lidt af det meste.
Fra en spæd start, hvor blandt andet Neil Adams forbarmede sig over den stadig noget kantede og søgende Miller. Til en langsom, men sikker opstigning, hvor han begyndte at finde sig selv og anerkendelse hos Marvel med arbejde på først Spider-Man og Punisher, inden han for alvor slog igennem på Daredevil.
Inden han cementerede sin generationsstjerneskuds- og legendestatus hos DC med The Dark Night Returns og Batman: Year One. Sideløbende fik han tid til passionsprojekter som Ronin og senere, efter en mislykket afstikker til Hollywood, Sin City og 300. Inden han i sine senere år, tilsyneladende tabte tråden og mistede forstanden en smile grundet et eskalerende misbrug.
Helt galt gik det i kølvandet på 9/11, hvor hans galoperende paranoia medførte noget, der kunne tolkes som islamafobi. Og kritiserede værker som Holy Terror og flere forfejlede tilbagevenden til Batman med mere Dark Knight og den stadig uafsluttede All Star Batman & Robin. Dog lader det til, at Miller på det seneste har fået samlet hjernen og karrieren op fra skraldespanden.
Det Svære Farvel
Det Svære Farvel er ikke kun første bind i Sin City serien, det er af flere grunde end det måske også det mest kendte. Historien dannede, sammen med brudstykker fra andre, grundlag for plottet i Robert Rodriguez filmatisering af Sin City. Så meget at det nærmest ligne en scene for scene og panel til panel gengivelse i lange perioder.
Millers materiale, især Sin City, er også virkelig velegnet til den form for gengivelse. Hans stil er her ekstremt enkelt, men stadig cinematisk og nem at overføre 1:1 så det ser fucking sejt ud. Det kan også virke som en stor del af pointen, og appellen ved en serie som denne: det ser SEJT UD!
Historien er både helt klassisk femme fatale drevet crime noir møder Pulp, og et møde med en noget højnet action præget “virkelighed”. Jeg vil ikke dykke ned i plottet i detaljer, det er nok det fleste der gider læse med her bekendt. Hvis man “kun” har set filmen, så har man også fået alt det væsentlige (plus det løse) med.
Marv er en grov, gryntende og grum muskelmand (med en svaghed for udsatte og ludere. Altså ikke på DEN måde! Eller, jo, også på den. Men han fatter sympati for dem). Han møder og forføres af glædespigen Goldie, der søger beskyttelse. Næste morgen vågner Marv ved siden af en myrdet Goldie.
Slemme drenge og piger i stor-slem storby
Og SÅ går den vilde jagt gennem snavsede gader og endnu mere suspekte gyder i Sin City. Marv har både forbrydere og ordensmagten i hælene, mens han selv prøver at opklare, hvad pokker der skete. Hvem myrdede Goldie, og hvorfor? Hvis det da ikke VAR ham selv.
Marv er ikke ligefrem det man kan kalde Guds bedste barn, eller en troværdig fortæller. Godt nok ser vi det hele fra hans perspektiv på ægte, klassisk noir/detektiv manér, men vores hovedperson er tydeligvis psykisk ustabil. Muligvis decideret psykopat, og han har glemt at tage sine piller.
Men i en slem og syndig by, er han langt langt fra den værste person, hvilket man får tydeligt understreget i løbet af Det Svære Farvel. Her er korrupte præster og kannibalistiske sønner, ludere, lommetyve, groteske “godtfolk” og primitive dummernikker med rå muskelkraft som Marv.
I en fucked up verden, hvor alt og alle er varierende grader af perverterede og afstumpede ligger vores, og Millers, sympati dog tydeligvis hos netop kødhovedet Marv. Han er også det nærmeste man kommer en superhelt i fortællingen, som en form for brutal, forskruet og mindre bemidlet udgave af Batman.
Syndernes byer sover aldrig
Dermed føles det også som om at Sin City ligger i naturlig forlængelse af Millers oeuvre fra 80erne, og især The Dark Knight Returns. Afstanden fra den aldrende Bruce Wayne/Batman og hans selvtægt, der i tiltagende grad eskalerer, til Marv er ikke kæmpe stor. Forskellene ligger i omgivelserne og hovedpersonens formåede IQ.
Men også her er der flere ligheder end egentlige forskelle. Hvis vi godtager at både Bruce og Marv er psykotiske (og selvtægtsmænd), så er det måske ikke så afgørende, hvem der på papiret er klogest. Og Gothams forfald og forråelse i TDKR gør, at der sådan set ikke er så langt til den jungle lov der hersker i Sin City.
De deler endda crime/noir og pulp rødderne. Batman udspringer fra tiden med de nu klassiske crime/noir- og pulpfortællinger på tværs af medier, og Sin City er tydeligt inspireret af den tid og popkulturen derfra. Miller har altid haft en tydelig kærlighed til den form for “underlødig” og “billig” kultur, og forsøgt at destillere det endnu mere ned, imens han har Millerficeret det.
Derfor er det jo heller ikke overraskende, at både fortællingen og stilen i Sin City i bund og grund er en kliché med et par Miller twist and touches. Og det var ikke ment som en kritik, det er tydeligvis hensigten, og der lægges ikke skjul på det.
Frank Miller går i gråt
Sin City er muligvis også peak Miller, inden det gik ned af bakke og galt. Mange vil pege på hans helt absurde output og hotstreak op gennem 80erne. Fra Dæmonen, over Ronin, til TDKR, Born Again, Batman. Year One og Electra Lives, plus det løse. Det er VOLDSOMT.
Men udover Ronin, som var relativt tidligt i karrieren, så var det meste af det arbejde indenfor en rammer. Og med etablerede karakterer og visse regler til følge. Sin City er Miller på egen hånd, på egne præmisser, uden filter og i den reneste form. Det er også både en videre udvikling af hans skrive- og tegnestil, hvor han går den modsatte vej i forhold til mange andre.
Hans udvikling gik ikke i en retning, hvor alt blev større, vildere og mere sofistikeret. I stedet skræller han lag på lag af det hele, indtil der kun er et råt skelet og the bare minimum tilbage af plot, dialog og tegninger. Uden at det bliver FOR skrællet og tyndt, vel at mærke, eller for den sags skyld vanvittigt. Det kom senere.
Det er en verden holdt i sort/hvid, men indholdet befinder sig konstant i en moralsk gråzone. Ondt er ondt, men godt er gråt, eller mindre ondt.
Problematisk menneske- og verdenssyn?
Det afspejler nok også på mange måder Millers menneske- og verdenssyn. Jeg skal ikke gøre mig til dommer, men Miller har fået skudt en del i skoene gennem årene. Navnligt de senere, hvor han indrømmet virker som om han havde en lidt svær periode. Hvor alkohol og stofmisbrug også spillede ind, hvilket ikke plejer at gøre folk mindre paranoide og ekstreme.
Men er det fair, når han er blevet anklaget for eksempelvis sit kvindessyn? På overfladen kan dele virke problematisk. Zoomer man lidt ud, så er kvinder altså ikke udelukkende ofre, lede og forførende femme fatals eller plot devices. Det er de OGSÅ, men der er også mange stærke kvindelige karakterer (også i Sin City), som har ben i næsen og kan sagerne i egen hånd.
Fra en ung kvindelig Robin i TDKR, over Catwoman i Year One eller Matt Murdochs mor i Year One (der har stor betydning for historien) til de prostituerede i Sin City. Det er mere nuanceret end som så, selvom de især i Sin City lever i en meget primitiv verden.
Jo, de er labre og sexede og bruger det til deres fordel. Det kan man godt se lidt skævt til i 2025, men de er for det første ikke hjælpeløse i de flestes tilfælde og har betydning for plottet. Ikke kun som et smukt lig, som i Goldies tilfælde. Men det, og Miller, skriver sig jo også bevidst ind i en gammel amerikansk tradition hvad pulp genren angår.
Sin City afspejler dele af os
Sin City er på overfladen en by og verden drevet af rå maskulinitet og begær. Det ligger nærmest eksplicit i titlen på serien, så det kan ikke komme bag på folk. Gør det, det og Millers syn på verden og os mennesker primitivt og forenklet? Eller at han forherliger udpenslet vold og afstumpet affærd?
Det kan man argumentere for selvfølgelig, men ser man bort fra, at Miller er blevet en form for libertarian nutjob, så afspejler det også “bare” virkeligheden. Eller en del af den. Marv er et dyr med dyriske behov og matchende adfærd. Alle i Sin City er sådan set drevet af nogle basale dyriske drifter og behov. Selvopretholdelse, grådighed, overlevelse.
Men vi ER også dyr. Og kigger man på alt der er galt i verden, selv i 2025, så vil jeg ikke sige, at Miller er på vildspor eller specielt radikal i sit syn på sine medmennesker. Er det en muligvis nihilistisk, nedslående og negativ vinkel at anlægge? Jo, men det gør det ikke nødvendigvis usandt, i hvert fald dele af det.
Og selvom det kan virke som den dominerende tone og drivkraft i Sin City, så aner man dog stadig små glimt af noget andet. I al elendigheden og sortsynet viser Marv også selvopofrelse og en eller anden sans for rigtigt og forkert i en forskruet verden. Jeg tror netop man skal huske, at Sin City ER forskruet og overdrevet og ikke virkeligheden – men den afspejler elementer af den.
Nogle vi måske ikke synes er særligt fede at få udpenslet.
Slap af i røvhullet!
Det kan lyde som et forsvar af Miller, det er det jo sådan set også. Især når det drejer sig om Sin City. Jeg ser intet galt i hverken fremstillingen af kvinder, det generelle menneske eller verdenssynet, som præsenteres her. Senere i eksempelvis 300 kan man i højere grad diskutere om det nærmer sig noget toksisk.
Men man skal heller ikke overfortolke, tillægge afsenderen motiver han måske slet ikke har haft eller glemme at det er underholdning. Sin City er ikke skrevet for at være dyb, samfundsrelevant og stor kunst. Man kan frit ophøje den til det hele, eller noget helt omvendt og andet. Men udgangspunktet er noir og pulp.
Hvor Miller bygger videre på hans tidligere output, forfiner sin stil og tone ved at skære fra og skærpe det hele. I mange af sine tidligere (fortjent) hyldede serier og enkeltstående værker har vi også sjældent fået Miller i sin reneste og pureste form. Noget har han både tegnet og skrevet selv (mest Dæmonen i start-80erne), men ellers er der tale om kreative samarbejder.
I Sin City tegner og skriver Miller selv og er i fuld kontrol. Det er den rene varer og den smager godt. På sigt blev det nok også lidt en blindgyde, der kommer et punkt hvor man ikke kan skære mere ind til benet inden man saver det over. Men det er vi et stykke fra i Det Svære Farvel.
