1986, Frank Miller skaber tegneseriehistorie
The Dark Knight Returns. Legendarisk, indflydelsesrig, et nybrud, intimiderende. Det er nogle af de ord, jeg ville knytte til Frank Millers klassiker fra 1986. Oprindeligt udsendt, som en mini-serie på 4 numre. I dag får den ofte betegnelsen “graphic novel”, hvilket det jo rent teknisk set ikke er. Men, efter så mange år og udgivelser i samlet form, gider vi ikke lege ordkløvere denne gang.
Og jeg har lige læst den for første gang! Ja, jeg burde jo aflevere mit nørd-kort og bøje hovedet i skam, men jeg er simpelthen ikke nået til den før fornylig. Det er jo en klar fejl i min egen tegneserieopdragelse, derfor røg den også på Pensum-listen. Grundene er mange. Listen over mere eller mindre dårlige undskyldninger tæller blandt andet, at jeg nok var for ung til at læse og forstå den, da den udkom og havde sin første storhedstid i midt/slut-80erne.
Den har altid eksisteret i min bevidsthed, jeg har læst OM den mange gange. Med årene er udgivelsen blevet så legendarisk og ikonisk, og er blevet refereret så mange gange, at man kan føle, at man kender historien og dens tematikker – uden rent faktisk selv, at have læst den. Det gør også, at der uundgåeligt er bygget nogle tårnhøje forventninger op, som TDKR nærmest umuligt kan leve op til.
Jeg faldt over den på det lokale bibliotek (inden nedlukningen), så kunne man jo tjekke den ud gratis. Og se om det er noget man med tiden skal have investeret i, i en af de efterhånden utallige udgaver, der er udkommet. Biblioteksudgaven af Nattens Ridder Vender Tilbage, på dansk altså, er en såkaldt Deluxe udgave.
En bog i hardcover, i lidt større format end en almindelige tegneserie. Et bud er, at det er en størrelse man bør gå efter. Selv i dette store format føles siderne presset til bristepunktet med informationer.
Gotham City koger, Batman er gået på pension og verden er af lave
Hvad kan man så næsten sige om TDKR, som ikke allerede er blevet sagt og endevendt utallige gange?! Ikke meget! Men så må jeg jo falde tilbage på, at det her er MINE indtryk. Et lille indspark i en store debat, der nok kommer til at fortsætte fremover.
Skal man lige kort ridse handlingen op, så kan man sige at den, ligesom de oprindelige 4 hæfter, falder i 4 dele. Med en gennemgående handling, som følger en nu 56 år gammel Bruce Wayne. Batman har været forsvundet fra offentligheden i 10 år. En mulig grund er Jason Todd, Robin nummer 2s, død. Det fremgår aldrig helt og Todds død ved Jokerens hænder i Death In The Family historien, var endnu ikke udgivet på daværende tidspunkt.
En anden mulig grund er, at Wayne er desillusioneret og generelt træt af det hele. Det antydes kraftigt, at han føler en voksende apati overfor Gotham og dens indbyggere, der da historien starter lader til at nærme sig en form for sammenbrud. Et boblende kogepunkt, hvor termometeret, bogstaveligt og i overført betydning, viser over 40 grader.
De 4 dele følger lidt groft sagt Batman mod 4 forskellige modstandere: i første del er det Two Face/Harvey Dent, i anden del en ny gruppe selvtægtsmænd/forbrydere kaldet Mutanterne, tredje del handler om Jokeren og i sidste del er det selveste Superman, som vil sætte en endelig stopper for Batmans tiltagende voldelige og hensynsløse udskejelser. Dog flyder de 4 historier også sammen og overlapper, så der er flere sideløbende handlingstråde. Eksempelvis introduceres Jokeren allerede i første del, men træder først for alvor ind i spotlyset i tredje.
Skal jeg komme med et mit største kritikpunkt mod TDKR, så synes jeg delene med Superman, og især 4. hæfte, halter en smule. Da tredje verdenskrig nærmest bryder ud, og vores to helte tørner sammen, er det som om historien er faretruende tæt på, at blive afsporet. Der er nogle fede scener, bevares og jeg forstår konflikten, og dens betydning for fortællingen. Jeg synes måske bare ikke, at denne mere actionprægede afslutning helt står mål med den mere psykologisk funderede opbygning bogen igennem.
Selvtægt, satire og den sorte ridder
Hovedtråden er dog Batmans genkomst efter et årti på sidelinjen. En dekonstruktion og nedbrydning, genopstandelse og endelig en form for “frelse”. Den Batman vi møder her, er ikke den vi kender fra tidligere. Han er blevet kold, livstræt, gammel og pænt gnaven. Og hans metoder bliver i stigende grad desperate og afstumpede. Hans livssyn og handlemåde får psykotiske træk, i takt med at offentligheden og myndighederne bliver mere og mere splittede i deres syn på ham og hans metoder.
Jo, han har altid været kontroversiel og en selvtægtsmand, som havde sine modstandere, og var på kant med loven. Her bliver han med tiden nærmest en form for fredløs korsfarer, der skider på lov og ret i den større sags tjeneste – der med tiden også kommer til at ligne et afsporet hævntogt.
Skal man så holde med Batman, er han egentlig også en skurk eller hylder Frank Miller selvtægt? Lidt af det hele, kunne man måske sige. Moralen, både Batmans og selve historiens, er ambivalent og er ikke sort/hvid. Et tegn kunne være, at Batman starter i sin kendte, gamle blå-grå dragt, skifter til mørkere farver og ender med at være i sort. Næsten mere “maskine” end menneske pga. de mange skader han pådrager sig, i de mange slagsmål han kaster sig ud i. Inden dragten helt forkastes.
Her er ret beset ingen helte og skurke, heller ikke retskafne Superman, der fremstilles som en velvillig, noget naiv nikkedukke for den amerikanske regering. Personificeret af en præsident, der i mistænksom grad lyder som og ligner en Reagan satire. Satiren og symbolikken løber i det hele taget tykt igennem TDKR.
Superman overtales både til, at sætte en stopper for Batmans udskejelser i det tiltagende forråede og rådne Gotham City, og gå op mod Sovjetunionen i sidste del af TDKR. Hvor Den Kolde Krig og atomvåben kommer til, at spille en større og større rolle. Hele Kold Krigsdelen er meget “af sin tid” og har måske ikke ældet med ynde. Men, man kan ikke tage TDKR ud af sin historiske kontekst. Det var 80erne, atomvåbenkapløb og frygt, samt konflikten mellem de to supermagter fyldte utroligt meget – og har sikkert påvirket Millers tankegang og verdensbillede.
De to supermagter i superheltenes verden, er også på uundgåelige kollisionskurs og ender i et episk showdown, som jeg, selvom historien er 35 år gammel, ikke vil spoile udfaldet af. Af anden lidt urovækkende karakter, rent historiske set, kan nævnes at Gothams ”To Tårne”, the Twin Towers, nævnes flere gange, inden de bringes mere konkret i spil. 15 år før World Trade Center og 9/11, virker det underligt ildevarslende. Historiens gang er kuriøs.
Sensationspressens evindelige nyhedsstrøm
På mange måder, er der ingen helte tilbage i den her verden. Politiet er korrupt, Jim Gordon sendes på pension og virker også forhærdet efter over 30 år i tjeneste. Den nye, kvindelige politidirektør virker handlingslammet meget af tiden. Det kunne også falde tilbage på Miller, der har lidt bøvl med kvindelige karakterer generelt. De har en tendens til, at være hjælpeløse, ludere eller som om de repræsenterer en eller anden små-skummel lolita-fantasi.
Her kunne man nævne den nye Robin, som møver sig ind på scenen og tæt på Batman. En 13-årig pige, der ikke får meget baggrund og hurtigt reduceres til et sidekick, på ægte Robin manér. Hendes forhold til bedstefar Batman er lidt uklart og tvetydigt. Jeg siger ikke, at det indikeres at de to har et, lad os kalde det, “upassende forhold”, men der er et billede af en omfavnelse, der virker noget foruroligende.
De vil nok falde nogen for brystet, at insinuere at Miller får Batman til, at have nogen form for upassende forhold til en 13-årig tomboy. At karaktererne og deres indbyrdes forhold på den måde seksualiseres. Men, så lad os sige, at Miller her prikker lidt til den gamle tropen om, at ”Batman og Robin har et homoseksuelt forhold”. Det ville være guf for medierne! Både virkelighedens og Gothams.
En anden vigtig spiller er nemlig pressen, nyhedsmedier og en mindre hær af “talking heads”. De dukker op og kommenterer på begivenhederne i tide og utide. Ofte afbryder de scener, eller vi dumper ind i mere eller mindre vanvittige reportager. Det bliver lidt trættende i længden. Det giver TDKR et sært hakkende flow og det bidrager med sine ordstrømme til, at bogen ikke altid er lige let og flydende læsning. Men, der er også en pointe i det. Både i sin form og i indholdet.
24 timers nyhedsmedier kom frem i løbet af start-80erne, ændrede den måde vi konsumerede nyheder på, og måden mediernes dækning var udformet. Det var nyt da Miller skrev TDKR, så hvad der kan virke som en slidt kritik og pointe nu, var meget aktuelt da denne historie udkom. TDKR er lige så meget en sønderlemmende samfunds- og mediekritik, som alle andre temaer man kunne bringe på banen.
Det er nok en smagssag om man synes det kammer over, men husk den er skrevet i 1986. Året før eksempelvis RoboCop, som man på flere punkter aner et vist slægtskab til. Tv er Gud, snakke-hoveder dets disciple/slaver. En tv-psykolog ligner for hvert klip med ham mere og mere Hitler. Der klippes hektisk, man dumper ind midt i udsendelser. Løsrevne monologer om vold og død, virker som larmende overskrifter. De kloge snakkehoveder, tv-værter, psykologer, psykiatere, superskurke, pøblen, Mutanterne, en vrissen Jim Gordon. Alle får taletid. Ingen siger noget, eller ingen hører hvad hinanden siger. Det minder om en feberdrøm, eller vanvid.
Noget er råddent i Gotham, det stinker og ser grimt ud…
TDKR, dens karakterer, Gotham, verden generelt er pilrådden og i forfald, på randen af sammenbrud og full blown anarki. Miller var kun 29 år gammel, da han skrev denne historie. Det er ganske imponerende og vanvittigt i sig selv. Det kan da godt være, at han sniffede sin forstand væk efterfølgende (efter sigende) og har udviklet sig til en form for krypto-fascistisk, right-wing nutjob. Når man læser TDKR kan det ikke komme som en overraskelse. Alle elementerne er til stede her, forskellen er måske bare, at der stadig er et glimt af håb og retfærdighedssans til stede i Millers ord og plot.
Spørgsmålet er så bare, om denne verden og dens indbyggere er værd at heppe på? Det er en grim og grum verden Miller fremstiller her. Og det afspejles også i TDKRs visuelle side og dens artwork, der måske ikke ligefrem kan kaldes køn. Gotham er i forfald og ligner noget der stinker, der er bogstaveligt talt en losseplads, som en central setting.
Karaktererne er kantede, karikerede, hæslige, absurde, forvrængede og ligner flere steder nogen, der har spist gær og er svulmet op. Batman selv ser slidt og hærget ud og udvikler sig til at blive noget, som ligner et grotesk monster pumpet med steroider – og også opfører sig således!
Men, det er ikke meningen, at det her skal være kønt. Tegningerne afspejler historien og vice versa. Og selvom de hele kan se grimt og klodset ud, så er det også stedvis voldsomt dynamisk, højdramatisk, medrivende og indeholder flere nu ikoniske tegninger og scener. Scener man kender, også selvom man ikke har læst TDKR. Jeg har selv altid været fascineret af Batman til hest… det ser af en eller anden grund bare totalt badass ud? Han er en bogstavelig RIDDER, der indtager Gotham på en fucking hest!!
Og så er der Millers ord. Det som måske fylder allermest i denne historie, og som nok vil være et springende punkt for mange. For det ER en ordrig fortælling og man kan komme i tvivl om Miller bare flød over med kreativitet, eller virkelig godt kunne lide at smage på sine egne ord. Ikke alt er ældet lige godt. Især materialet omkring Mutanterne, der virker noget kluntet, som om deres sætningskonstruktioner og “seje 80er slang”, er lidt forceret. Og så er der selve mængden af ord, der bare godt kan virke overvældende. Der er også en eller anden rasende og manisk energi i ordene, som igen er med til at underbygge det samlede indtryk TDKR efterlader.
Et indtryk, der netop er manisk. Rastløst og accelererende, en verden og nogle karakterer, som er ude af kontrol og på vej ud over kanten – og måske også fortjener det. Den energi og stemning, som Miller fik proppet ind i TDKR har ikke mistet sin kraft efter 35 år. Der er masser af ting man kan kritisere ham og historien for. Visse elementer er underfortalte, andre dele lidt ude af balance eller kammer over. Satiren bliver stedvis lidt for tyk, og verdenssynet kan virke koldt og nihilistisk. Men, samlet set, synes jeg stadig historien set i et større perspektiv holder, har noget at byde på og stadig virker overraskende frisk og kraftfuld.
Fortærsket eller uopslidelige tegnserieklassiker?
Da jeg lagde TDKR fra mig første gange var mit indtryk, at klassiker statussen var helt fortjent. Men, at den tematisk, dens historie og ikoniske status måske også var lidt ”udtjent”. TDKR fylder stadig meget i tegnserielandskabet. Der er skrevet utallige artikler, afhandlinger, bøger og lavet dokumentarfilm om udgivelsen. Du kan nærmest ikke finde et podcast med respekt for sig selv, der ikke har lavet et, eller flere, afsnit dedikeret til TDKR. Bogen er endevendt, gennemgået panel for panel og hvert ord vejet, vendt og drejet, i skæret af den gadelampe Bruce Wayne bliver ved med, at vende tilbage til bogen igennem.
Det giver en følelsen af, at man ikke rigtig kan sige noget, der ikke allerede er sagt mange gange før. Hvad kan jeg bidrage med af nye vinkler? Da jeg opgav det formålsløse projekt begyndte jeg, at læse TDKR forfra. Den trak på en eller anden måde i mig. Som den lå der og samlede støv på reolen, sammen med de andre biblioteksbøger, der ikke er afleveret pga. Corona-nedlukning.
Hvorfor har jeg lyst til, at genlæse historien allerede et par måneder efter første læsning? Fordi, der er så meget i den af opdage, tolke på og tage ind, at det virker som en historie man måske aldrig bliver helt færdig med. Du vil altid kunne opdage noget nyt. Det er det der holder den frisk og gør, at den netop ikke et udtjent, men måske nærmere utømmelig?
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Kathoom Kanonen:
The Dark Knight Returns placering i øverste lag af tegneserieklassikere og ”kanonen” virker også fortjent. Og dermed er den nu også en del af min egen, prestigefyldte (!) Kathoom Kanon.
