Frank Millers Sin City: Sex, Sprut og Skydere holder hvad titlen lover. Og så måske ikke så meget mere. Der er tale om en samling korte noveller, sat i Sin Citys univers, som er løst forbundet på kryds og tværs.
Plot er der ikke meget af i de enkelte historier, der er nærmere tale om små scener og løse idéer. De enkelte karakterer og mindre plottråde krydser jævnligt hinanden, men leder man efter større handlingsforløb og dybe karakterstudier, bør man nok begynde andet steds i Sin City.
Eller også ER Sex, Sprut og Skydere netop et fint sted at starte? En art smagsprøve på, hvad man kan forvente at møde i Sin City?
It’s Miller time
Frank Miller behøver næppe den store introduktion, der er skrevet utallige artikler, bøger og lavet film om tegneserielegenden (med mere). En interessant, vigtig og også kontroversiel skikkelse indenfor amerikansk tegneseriekunst, som har prøvet lidt af det meste.
Fra en spæd start, hvor blandt andet Neil Adams forbarmede sig over den stadig noget kantede og søgende Miller. Til en langsom, men sikker opstigning, hvor han begyndte at finde sig selv og anerkendelse hos Marvel med arbejde på først Spider-Man og Punisher, inden han for alvor slog igennem på Daredevil.
Inden han cementerede sin generationsstjerneskuds- og legendestatus hos DC med The Dark Night Returns og Batman: Year One. Sideløbende fik han tid til passionsprojekter som Ronin og senere, efter en mislykket afstikker til Hollywood, Sin City og 300. Inden han i sine senere år, tilsyneladende tabte tråden og mistede forstanden en smile grundet et eskalerende misbrug.
Helt galt gik det i kølvandet på 9/11, hvor hans galoperende paranoia medførte noget, der kunne tolkes som islamafobi. Og kritiserede værker som Holy Terror og flere forfejlede tilbagevenden til Batman med mere Dark Knight og den stadig uafsluttede All Star Batman & Robin. Dog lader det til, at Miller på det seneste har fået samlet hjernen og karrieren op fra skraldespanden.
Syndernes by grundlægges
Sin City begyndte, at udkomme da Miller i manges optik allerede havde peaket fra midt- til slut-80erne. I 1991 optrådte Sin City for første gang i Dark Horse Comic antologiserien Dark Horse Presents. Efterfølgende blev det til 13 historier i bladet, som senere, i 1995, blev samlet i den første Sin City trade paperback The Hard Goodbye.
Miller var tilbage! Og han var det indenfor en genre, som lader til altid at have haft en stor plads i hans hjerte: hårdkogt noir af den klassiske slags, blandet med udpenslet vold, rusmidler som noget hverdagsagtigt og fristende og farlige damer. Miller med stort M for “MANDETING” eller “MACHO”.
Men, også en trang og hyldest til nogle “klassiske dyder”, også indenfor amerikansk tegneserie og popkultur generelt. Fortidens pulp udgivelser og gammeldags noir og gangsterfilm. Kørt igennem et narkotisk, kynisk og blodigt 80er-filter. En egentlig spøjs blanding af noget, som både er meget nostalgisk og sentimentalt, og tidstypisk. Men, også decideret usentimentalt.
Sex, spurt og skydere
I de efterfølgende år blev det til i alt 7 opsamlinger under Sin City banneret. Hvor af denne, der originalt bærer titlen Booze, Broads and Bullets, er nummer 6. Da den udkom på dansk via G. Floy Studio i 2006 var det nok allerede politisk ukorrekt, at havde kaldt “broads” for “kællinger”.
Godt det samme, men det siger måske også lidt om Millers tankegang, eller i hvert fald den (under)verden vi befinder os i, i Sin City. Som man jo også kunne nyde på det store lærred i de år, da Sin City gik til filmen i Robert Rodriquez version fra 2005. Som var en ganske vellykket film, hvad man ikke kan sige om den lidt forsinkede, og udskældte efterfølger fra 2014.
Mellem de to Sin City-film fejlede Miller selv også spektakulært med hans egen filmversion af forbilledet Will Eisners The Spirit. En eklatant fiasko, som Miller selv skrev og instruerede i 2008. Den har jeg PRØVET på, at se, men kunne ærlig talt ikke finde hoved og hale i den visuelt ellers markante film.
Sin City og Miller er altså, på flere måder en lidt fragmenteret og ikke uproblematisk størrelse. Eller, i hvert fald en titel, der trods succes, har haft en lidt broget gang på jord, sammen med den tiltagende plagede bagmand og kreative drivkraft. Sin City ER Frank Miller på godt og ondt, og Frank Miller ER Sin City.
Junk food eller festmåltid?
Frank Miller kunne sagtens være en indbygger i Basin City, hvor handlingen i Sin City udspiller sig. Stedet, hvor med Millers egne ord, “every cop’s a criminal, and all the sinners are saints, where the lowlifes would often be heroic, and the most stridently beautiful and sweet women would be prostitutes”.
Hvem Frank ville være, er nok op til fortolkning. Han er nok lidt af det hele.
Det er en verden, som med sine mange suspekte typer og anløbne karakterer, og skiftende omgivelser i byens underverden, lægger op til episodiske fortællinger. Helt i tråd med det noir/pulpede fundament, som det hele er bygget på. Gamle film-serials og tv-serier, pulp-hæfter og knaldromaner.
Sin City er et kalejdoskop, hvor man med skiftende blik zoom ud og ind. Ser noget skarpt, mens andet fordrejes eller glider ud af fokus. Det er nedslag. Og i den henseende giver en samling af one shot fortællinger, som man finder i denne bog glimrende mening.
Det ændrer dog ikke på, at man sidder tilbage med en lidt tom fornemmelse. Det føles mere, som junk food ovenpå tømmermænd, end et mættende festmåltid. På den anden side, så bliver man heller ikke forspist.
11 små episoder fra Sin City
Ud over løse nedslag hist og her gennem årene, så er Sex, Sprut og Skydere faktisk den første hele “bog” med Sin City universet jeg har fået læst. Hvilket jo også er hele idéen med “Pensum” delen her på siden: at indhente det forsømte.
At jeg så valgte, at starte her var lidt et tilfælde. Sin City har “altid” været på pensumlisten, men har altid syntes, at de var lidt halv-dyre, eller periodevis lidt svære at anskaffe sig, da de hele tiden bliver udsolgt. Ikke mindst på dansk, hvor de brugte udgivelser også kan være lidt pebrede i prisen. Men, så faldt jeg tilfældigt over opsamlingen her på det brugte marked, så hvorfor ikke starte her?
Sex. Sprut og Skydere viste sig også, at være en fin appetitvækker. Men, heller ikke meget mere. 11 fortællinger på cirka 150 sider, hvoraf de fleste er meget fattige på ord, og ikke mindst handling. De føles ikke så meget episodiske, men nærmere som et lille uddrag af handlingen I en episode.
Det har dog også sin charme, og der er noget meget “rent” og dejligt enkelt over det. Man kastes hovedkuls ind i en scene, hvor en karakter ofte er på flugt fra nogen eller noget, eller selv er jægeren. Og så ender det pludseligt og brutalt, men altid fatalt. Ingen lange indledninger eller langstrakte afslutninger, og mellemregninger er der ikke brug for.
Miller i sort og hvid
Sin City foregår ikke kun moralsk i et sort/hvidt univers, hvor de grå nuancer lever mellem ruder og stregerne. Millers ikoniske tegninger er også holdt i fortrinsvis “farveløse” streger. Og det ser generelt fantastisk ud! Stregen er enkel, kantet og for nogle nok tenderende til det primitive. Men for pokker, hvor er det flot og effektivt.
Det er nok også noget af det, som holder bogen her oppe og gør, hvilke af historierne, som i sidste ende skiller sig ud. De papirstynde plots er fælles på tværs af opsamlingen, men man husker især dem, hvor tegningerne brænder sig ind i hukommelsen på en.
Blandt mine favoritter er Marv, en Hellboys lignende kødklump, som man sikkert husker i Mickey Rourke skikkelse fra Sin City filmen, og hans befrielsesaktion af en lille pige fra et form for fængsel. Her kommer vi ud af byen, til et øde, sneklædt landskab. Det er helt enkelt, næsten uden ord og med ganske få, store tegninger.
Men, når Miller lader sneen falde, og tilfører endnu mere hvide flager til de sorte/hvide omgivelser, sker der et eller andet. Det er simpelt, men ekstremt stemningsfuldt og ser bare overlegent blæret ud. En både brutal, og meget lavmælt og egentlig håbefuld og smuk, lille fortælling.
Blå og røde fristelser
En anden favorit, er en fortælling med kvinder i henholdsvis rød og blå kjole, der er ret beset tale om 2 afsnit. De er en klassisk noir femme fatale/Miller prostituerede/lejemordere, han har et eller andet med kvinder, som prostituerede… det skal vi vist ikke dykkede nærmere ned i de dybereliggende psykologiske aspekter af.
MEN, selvom hans fremstilling af kvinder kan anskues som problematisk, både her og andre steder, så bør man ikke overse, at Millers kvinder sjældent er sagesløse ofre. De har ben i næsen, kan slå fra sig og trækker tit det længste strå overfor mændene. At det så sker med “kvindelist” og “ludertricks”, og andre andre stereotype karaktertræk er igen noget helt andet…
Kvinderne her vinder. Nok er de “ofre” i den forstand, at hun er presset ud i desperate handlinger og “sidder i saksen”. Men, de kommer ud af lortet, som en “vinder” i situationer, hvor der reelt kun er tabere. Fortællingerne følger kort fortalt formlen: kriminel mand falder for farlig kvinde, hun har sin egen agenda, han ender med, at miste livet.
Det der hæver fortællingerne er Millers brug af farverne rød og blå til hendes kjoler, i det ellers sort/hvide univers. Det får dem, og de kurvede kvinder, til at sno sig og hoppe op fra siderne. Primitivt og objektificerende? Helt bestemt. Men, i denne kontekst virkningsfuldt og flot eksekveret.
En mand af få ord
I det hele taget oser Sin City jo i bund og grund af stereotype plot, og karakterer, der er skrællet ned til de mest basale arketyper. Især når de, som her, præsenteres i så korte glimt. Der er ikke plads til, at folde noget ud, og heller ikke behov for det.
Det sætter en hel del krav til både de visuelle, men også evnerne som fortæller. Og her tænker jeg fortæller i både visuel form og det skrevne ord. Det første har Miller stadig et godt greb om her, selvom jeg ikke kan sammenligne med det øvrige Sin City materiale. Men, jeg synes Sex, Sprut og Skydere, trods den enkle stil, er alsidig, afvekslende og stemningsfuld.
Det skrevne er mere en ujævn oplevelse. Miller lader til over årene, at have forsøgt at koge hans skrivestil ned til sin reneste, destillerede form. De fornemmeste eksempler på dette (af det jeg har læst) er nok TDKR, Daredevil og måske egentlig også 300. Og andre vil sikkert fremhæve andre af Sin City titlerne, som jeg som nævnt ikke har fået læst endnu.
HER synes jeg dog, at Miller måske får det hele kogt så meget ned, at det bliver lidt spinkelt. Der er spredte guldkorn, og når Miller rammer den optimale form er der ikke mange, som kan matche ham. Han har en evne til, at kunne sætte en scene, eller stemning eller beskrive en figur med få, præcise ord, der får det hele til at vibrere og ånde.
Op- og nedture i Sin City
Sex, Sprut og Skydere er ikke Frank Millers stærkeste arbejde, og nok heller ikke hans bedste samling Sin City historier. Det fungerer, som en art appendiks eller parentes. På den led fungerer det dog også, som en fin appetitvækker.
Der er, som nævnt, højdepunkter at finde i det lille, fragmenterede udsnit man får af Basin City og dens skumle indbyggere. Der er noget dejligt enkelt og ligetil over mange af de små “morale fortællinger”. Og visuelt, er Miller stedvis stadig uovertruffen når han arbejder med sort/hvid kontraster, skygger og brugen af ruderne selv, som en måde, at fortælle og visualisere.
Momentvis hopper billederne direkte op fra siden, og bliver levende. Der er også noget filmisk over Sin City og måden Miller fortæller i ord og billeder, der bare fungerer skide godt. Derfor kan det også overraske, at der ikke er kommet mere i film eller tv-mediet fra Sin City? Det virker SÅ oplagt.
Alt i alt holder Sex, Sprut og Skydere hvad den lover. En serie one shots med sex… sprut… og skydere… Og ikke så meget fedt på sidebenene. Hvis man håbede på meget mere, bliver man nok lidt skuffet.