Vi er nået til anden og sidste del af mit kig på Frank Miller og David Mazzucchellis Daredevil: Born Again, første del kan findes HER. Born Again var en “story arc”, der løb i de amerikanske Daredevil #227-#231. En historie om storhed, fald og genopstandelse.
Senere er historien genudgivet i utallige udgaver, hvorfor mange regner den som en form for grafisk novelle, eller mini-serie. Men, der er altså tale om en fortælling, der blev afviklet i de månedlige blade. Miller havde tidligere et længere forløb på Daredevil, dette var hans succesfulde tilbagevenden. Lige midt i hans karriere hotstreak, der også tæller ikoniske titler som The Dark Knight Returns og Batman: Year One.
Born Again viser en kreativ duo på toppen af deres formåen, der fyrede på alle cylindere. Det er Miller på godt og lidt ondt, inden han mistede jordforbindelsen og forsvandt ud i narkotågerne. Derfor er det, på en måde, også fortællingen om hans egen storhed og fald.
På dansk udkom serien i 4 hæfter fra Interpresse i 88/89, der stadig står stærkt og er blandt forlagets bedste udgivelser.
Bunden er nået, genopstandelsen kan begynde…
Da vi forlod serien i første del af min gennemgang, havde Matt Murdock nået bunden. Karen Page solgte hans hemmelige identitet for et fiks – den kom Keglekongen i hænde.
Keglekongen Wilson Fisk forsøgte systematisk at ruinere Matt Murdocks liv, mens han selv steg i forbrydergraderne. Bestikkelse, trusler, mord og en “legalisering” af hans forretninger fulgte sideløbende med, at Murdock endte på gaden og slutligt dødeligt såret i en sygeseng.
Her starter 4. kapitel med Matt nærmest placeret i “Jesus på korset” positur, i en af Mazzucchellis utallige, ikoniske sider og billeder, der har brændt sig ind i den kollektive tegneserie erindring. Symbolikken er tyk, det ER Miller vi har med at gøre, men effektiv.
Andetsteds kæmper nogle af de andre karakterer, hvis synsvinkel vi skifter mellem, at opleve historien fra, deres egne kampe. Ben Urich, der lige har oplevet adskillige traumatiserende oplevelser, føler presset fra både Keglekongen, og hans arbejdsgiver. Daily Bugle vil have ham til, at trække tæppet væk under underverdenens ukronede konge. Karen Page rækker ud til Foggy, der modvilligt indvilliger i, at mødes.
Keglekongens forkromede plan foldes yderligere ud
Ligesom i første del af historien, er alt fra tegninger, brugen af paneler og sideopsætning, farverne og Millers ord helt forrygende. Hver karakter/scene har sin egen stil, stemning og opsætning, uden at tegneserien mister sin følelse af sammenhæng.
Urich har et vidne på sygehuset, politimanden Manous, der er villig til, at tale og hjælpe med, at vælte Keglekongen. Han kvæles dog af Keglekongens håndlanger-sygeplejerske. IMENS Urich taler i telefon med ham i en foruroligende scene, hvor vi zoomer helt ind på Urichs ansigt.
Keglekongen sætter næste punkt i sin plan i gang, han overvejer at sætte supersoldaten Nuke ind. Han befinder sig, godt dopet og krigsliderlig, i Nicaragua, hvor USA udkæmper en beskidt krig. Sideløbende forsøger Fisk, at presse Melvin Potter (Gladiatoren) til, at lave en falsk Dæmonen dragt til en psykopat, som han har fået ud af den lukkede.
Mens Matt, langsomt er i bedring under Maggie (og Guds?) vågne øje, fornemmer man, at historien stille og roligt er ved, at løbe Miller lidt af hænde. Hvor fokus i første halvdel var på det nære, psykologien og den indre kamp, så begynder Miller, at zoome ud og forsøger, at sige noget større.
Når enden er god…
Det virker som om, at Miller meget gerne vil sige noget om Amerika i 80erne, i et større og mere ambitiøst perspektiv. Det gør, at alle de brikker han nidkært har kørt i stilling til den store finale på Murdocks og bifigurernes genopstandelse og frelse, ryger lidt af brættet. Eller i hvert fald føles knap så vigtige.
På sin vis, så slutter den del af historien inden de sidste to “kapitler”, eller i hvert fald inden 7. og sidste. Matt kommer på benene og får også onduleret den falske dæmonen, inden han kan lave for meget ballade. Urich må finde sig i, at Keglekongens sygeplejerske forsøger at hænge hans kone i deres eget hjem, men Matt når at redde dagen.
I mens jages junkie-Karen af hendes besidderiske “kæreste”, der jo fik hende til New York og ikke har tænkt sig, at lade hende slippe uden, at betale hendes gæld i naturalier. Det ender i en skudveksling på åben gade, hvor Matt, igen dukker op i sidste øjeblik og redder dagen.
Det hele ender med en genforening af Karen og Matt, hvor tilgivelse (åbenbart) hænger løst på New Yorks vinterramte træer. I hvert fald tager Matt sig af Karen, der må gennemgå en god, gammeldags kold tyrker.
Miller skifter fokus og til vidvinkel
En kold tyrker kunne Frank Miller måske også have trængt til, inden han nåede frem til afslutningen på Born Again. Murdocks genrejsningshistorie ER egentlig fortalt og afsluttet, men der er to kapitler tilbage i forløbet, så nu skifter Miller for alvor til vidvinkel. Og fokus bliver mere uskarpt.
Det kommer til, at handle mere om amerikanske storpolitik. Og en sønderlemmende kritik af det amerikanske erhvervsliv, der hos Miller nærmest sidestilles med storkriminalitet. Der kommer også en 80er “excess” vinkel ind i historien med voldsforherligelse/kritik. Larmende action med svulmende, psykotiske muskelmænd og Miller nihilisme.
Keglekongen trækker i trådene, og får Nuke hjem fra den udenlandske kampzone for, at skabe en i Hells Kitchen, New York. Nuke er helt væk på piller og patriotisme, hjernevasket og vanvittig FOR AMERIKA. Det er både super-80er, hvor Nuke virker som en karikeret Rambo. OK, mere karikeret. Men, også underligt, foruroligende aktuelt i 2021, hvis man kigger på det politiske klima i USA de senere år.
Det korte af det lange: Nuke skal bruges til, at lokkes Dæmonen ud af sit skjul. Metoden: Nuke spreder kugler, napalm og totalt kaos i Dæmonens gader i Hells Kitchen! Det er beskidt junglekrig i storbyjunglen.
Born Agains transformeres til superheltefortælling
I mens alt dette er foregået, er andre helte også begyndt at snige sig ind i fortællingen. Vi får et kort glimt af Iron Man, Thor og Kaptajn Amerika, hvor sidstnævnte nærmest mosler sig ind i sidste kapitel som en ny hovedperson. Det skurrer en lille smule, nu vi har fulgt Matt Murdock helt tæt på igennem så mange prøvelser og sider.
Born Again transformeres nu til superhelte-fortælling, og efterlader den mere menneskelige og personlige fortælling i bakspejlet. På en måde så, er det jo egentlig den logisk kulmination og genopstandelse: Dæmonen ER tilbage. Men, det hele føles lidt forhastet og påklistret, som en del af Born Again.
Sidste kapitel, er er tung på superhelteaction og vilde ildkampe. O føles mere som starten på noget nyt, der ikke får den fornødne plads til helt at blive foldet ordenligt ud, end et vellykket punktum.
Det hele ender med, at Nuke besejres af vores helte. Daily Bugle bringer historien om hemmelige eksperimenter med supersoldater. Samtidig med, at de også, endeligt afdækker Keglekongens forbindelse til det hele. Samt hans lyssky forretninger, der har bragt ham i stilling som bykonge på flere planer.
Ah, pokkers, så tæt på at være lovlig og lovlydig i offentlighedens øjne!
Er 80erne bare et grimt og grumt årti hos Miller?
Så, forsøger Miller, at sige at det amerikanske erhvervsliv er lig med forbrydere? At det amerikanske militær har skabt hjernevaskede dræbermaskiner? Men, at helte og det gode vil vinde til sidst, dog ikke uden store tab, både privat og så sandelig også offentligheden? Er 80erne bare et grimt og grumt årti?
Det er, som andre steder hos Miller, ikke helt klart hvad han egentlig prøver at fortælle og mener. Kan han overhovedet lide superhelte og disse karakterer? Man kan godt komme lidt i tvivl hist og her. Det virker som om han næsten får en en små-pervers nydelse ud af, at skille dem ad og få dem eftertrykkeligt ned med nakken.
Når det så skal bygges op igen, og kommer ud på den anden side, så kan Miller virke knap så engageret. Nå ja, hvis man keder sig, så smider man bare en NUKE ind, ligesom i The Dark Knight Returns, hvor vi bogstaveligt talt får en atombombe.
Det ER ikke, nødvendigvis en kritik, blot nogle observationer. Jeg synes Miller, når han er topform, som i store dele af Born Again, skriver fremragende. På en næsten feberlignende, eller febrilske vis. Selvom han ikke helt rammer landingen, i min optik, så er der stadig noget fascinerende over overdrivelsen.
Et højdepunkt indenfor danske Marvel-udgivelser
Born Again ender med Miller på steroider. Inden han, i overførst betydning (måske?) propper sig med lige så mange piller som Nuke, (eller, Nuke er jo egentlig et offer og dopes af “systemet”, ligesom Miller selv blev det af tegneserieindustrien??) er alt i næsten perfekt balance.
Han balancer skiftende synsvinkler, flere plottråde og en historie, der både fungerer som et vellykket karakterstudie og en “religiøs” allegori. Flere af plotpunkterne og scener er blevet ikoniske og definerende for karakteren. Og det var ikke sket uden Mazzucchellis ikoniske billeder.
Og netop “ikonisk” er et tilbagevendende ord, når jeg tænker på Daredevil: Born Again. Der er så mange scener og billeder, der står ud som mindeværdige. Sammen med historien om fald og frelse gør det Born Again til en uomgængelig klassiker indenfor genren. Så man i sidste ende også tilgiver, at Miller er lige ved at miste selvkontrollen mod slut.
Den danske udgave fortjener også en særstatus blandt tidssvarende udgivelser. Oversættelsen er god og rammer Millers tone godt. Ligesom præsentationen over de 4 blade gør, at man får fornemmelsen af, at man stadig sidder med nogle blade i hænderne, som er noget ganske særligt.
Et højdepunkt i Marvelklubbens udgivelseshistorie.
