Sidste gang jeg støvede et hæfte af fra den gamle reol var det Mask/He-Man nummer 1, udsendt af Interpresse i 1988. I den omgang nåede jeg kun forbi første del, hvor vi fulgte Matt Trakker og hans hold af MASK special styrke venner, der bekæmpede onde VENOM. Det var nærmest, helt ublu en tegnet legetøjsreklame. Men, det var højeste mode i 80erne, og en af de første, og største var Masters of The Univers.
Vi samler bladet op igen, og denne gang skal vi have hovedretten. Muskuløse, letpåklædte machobøffer, som bekæmper en troldmand med et skeletansigt og hans monstrøse håndlangere! Det er enhver sund og rask 80er knægts våde drøm og forældrenes pengepungs mareridt…
Jeg har tidligere, af flere omgange omtalt mit forhold til He-Man universet, blandt andet da jeg gennemgik det mini-comic hæfte, som fulgte med min første MotU figur. Derfor bringer jeg lige en lille genudsendelse.
MotU memory lane revisited
Ønsker man en mere dybdegående gennemgang af MOTUs kringlede og vilde historie, så kan jeg anbefale, at man fyrer op for Netflix. De har selv produceret et afsnit i serien The Toys That Made Us, som er glimrende i sig selv. Og så kunne man, på et tidspunkt finde The Power of Grayskull på tjenesten. 1 1/2 times dokumentar om samme emne, som lige går lidt dybere.
Begge supplerer hinanden godt, og giver et underholdende indblik i en legetøjslinje for børn. Skabt af en flok bindegale, testosteronpumpede, machomænd/voksen babyer. Seriøst, se dem, det er svært underholdende.
Den første serie/linje figurer kom i 1982, i USA og nåede til Danmark et par år senere. Jeg fik mine første figurer i 1985, de var en del af det oprindelige line up, mens Mattel havde udsendt både 2. og 3. bølge af figurer i hjemlandet. I de år peakede salget og populariteten i USA, så der var en vis forsinkelse på modediller dengang.
Det er den første egentlige “dille”, fraregnet LEGO, som jeg kan huske, at jeg var helt opslugt af. Jeg havde nok 4 store franchises, som jeg gik op i, hvad legetøj angår, i min barndom. Master of the Univers, Action Force, i lidt mindre grad Transformers, og Star Wars.
Sidstnævnte, som en forsinket udløber af de oprindelige film, og “uden for nummer”. Star Wars var, gennem det brugte marked for legetøj, en gennemgående ting. Mens de andre nævnte mere var afhængige af popularitet, markedsføring og produktionslinjer. De kom i bølger, Star Wars var evig, også når tidens trend blev udvandet, eller dalede i popularitet.
Fra barbarisk ødemark til børneværelset
Historien i den første mini-comic er ikke helt uvæsentlig i denne sammenhæng, og i sammenligning med det MotU vi møder i dette første Satellit Blad beamet ind fra Eternia. Der er nemlig, allerede visse forskelle, retcons og forandringer i figurer, deres baggrundshistorie og mytologien. Dog ikke helt så grelt, som det bliver i senere blade, hvor tegneserien strømlines og lægger sig op af Filmation animationsserien.
DEN er OGSÅ væsentlig, og kom til at definere og, i sidste ende nok også udvande MotU. Inden legetøjslinjen døde ud og tog resten med i faldet i sidste halvdel af 80erne. Tegnefilmserien, som mange nok er bekendt med og kan nynne titelmelodien fra, er meget anderledes end det univers, som man mødes af i de første mini-comics (inden de også kom til at ligne tegnefilmen).
I begyndelsen var He-Man en barbar fra ødemarken, der bekæmpede den onde troldmand Skeletor. Nogle af de velkendte elementer, som kraftsværdet, Castle Grayskull, bi-figurer og dele af mytologien VAR på plads. Men, det hele var meget mere fantasy ala Conan, mørkere og mere uhyggeligt, brutalt og “groft”, tilsat nogle sci-fi elementer. Filmation tegnefilmen filede knaster og kanter til, pillede ved fantasy elementerne og fjernede den okkulte stemning. Iilførte en meget lysere tone (også visuelt), og en hel del fjollet humor.
MotU gik kort sagt fra, at være noget råt og ret sejt, til de større børn, til noget meget mere børnevenligt. Rent kommercielt var det, i hvert fald indledningsvist, nok en meget god idé. Da legetøjslinjen toppede salgsmæssigt i 1985 omsatte den for 300 millioner Dollars (i datidens penge). To år senere, da Mattel havde malket MotU-koen helt tør faldt den omsætning til en tiendedel, inden et fejlslagent forsøg på en større overhaling af universet skød salget helt i sænk.
He-Man sætter sig mellem to stole
Den historie, som vi får første del af i dette blad (TROR, at der er tale om en mini-serie, der udkom i 3 blade i 1982), og som fortsætter i de næste par blade, placerer sig lidt mellem disse to ydre punkter. Tonen, det visuelle udtryk og mytologien er ikke helt så “barbarisk” og “voksen”, som i omtalte mini-comic. Men, vi er heller ikke nået til det punkt, hvor der går ren lagekagekomik, pædagogiske moraler og Orko i den.
Historien er skrevet af Paul Kupperberg med tegninger ret flotte tegninger af George Tuska og Alfredo Alcala, som også tegnede nogle af de første mini-comics. Derfor er der stadig et fremherskende fantasy element, hvor magi og trolddom har en markant plads i plot og mytologi til stede. Ligesom den generelle tone er mindre børnevenlig med lettere grotesk og kantet udseende figurdesign, og en ulmende “uhygge”. Der er noget lidt koldt og fjendtlig over de golde landskaber, forfaldne bygninger og borge. Det hele er bare lidt mere slidt og grimt, det ligner en verden, der er blevet levet i.
Karaktererne opfører sig heller ikke som om, at der er er gået børnetime i den endnu. Eksempelvis er He-Mans alterego, Prins Adam, blevet introduceret (han var helt fraværende, da He-Man var en omvandrende barbar i ødemarken, naturligvis). Han er dog ikke den komplet “fimsede”, lettere feminine tøsedreng med en kryster af en tiger som følgesvend, som han bliver til i tegnefilmserien og den senere kanon.
Her virker Prins Adam lidt fremme i skoene, og mere en irriterende gavtyv/laps/trodsig type, som giver Kongen og Man-At-Arms panderynker. Bliver han da ikke snart en rigtig mand? Han er tilsyneladende mand nok til, at han kommer direkte fra en hyrdetime med en skøn ungmø. Det antydes i hvert fald kraftigt, hvilket er et element der er fuldstændig fraværende i serien, når den børnevenlige tone tager helt over.
Kidnappede Gudinder og magiske genstande
I det hele taget synes jeg, at der stadig er en del at komme efter for mere voksne læsere her. Jo, vi er, desværre kommet væk fra den barbariske ødemark og et post-apokalyptisk sci-fi/fantasy univers og over i noget mere stuerent, men selvom “katastrofen” lurer forude, så har vi da stadig en hæderlig mini-serie at hygge os med.
Rammen er, at kongeparret, Kong Randor og hans udkårne, Malena, fejrer, at det er 25 år siden, at hun krydsede en dimensionsbarriere i sit rumskib fra Jorden og strandede på Eternia. Samme måde, eller begivenhed, der skabte en rift i mellem dimensionerne og gav Skeletor muligheden for, at smutte ind af Eternias bagdør. Ikke stille for mange spørgsmål, det er videnskab!
Festen bliver dog, for He-Mans vedkommende, afbrudt af Skeletor. Det korte af det halv-lange: Skeletor vil have fat i begge halvdele af magtens sværd. Han har kidnappet Gudinden efter en længere kamp. For, at få fingre i anden halvdel af sværdet skal han bruge en med “et rent hjerte”, og tre talismaner. Dem skal He-Man skaffe, og også lige tilbyde sit rene hjerte i samme ombæring, så Skeletor kan få sit sværd. Ellers er det slut med den kære Gudinde, forstået?!
OK, det går lidt hurtigt med ekspositionen og forklaringen af spilleregler og mytologien på de sider i bladet. Men, det er kort og godt en skattejagt/mission quest for vores helt, hvor han skal skaffe 3 magiske genstande.
Trold-, fugle-, bæst- og He-Men!
He-Man svinger forbi slottet og besøger hans intetanende far, der synes han er lidt af en manly dreamboat i forhold til hans dofus søn, Adam. Sammen med letpåklædte Teela opsøger han senere slottets gamle troldmand, Tarrak, som er midt i en kamp mod nogle hæslige dæmoner.
Efter et rask lille slagsmål, hvor også Man-At-Arms dukker op og giver en knytnæve og en laserstråle med, afslører Tarrak, at han har skilt sig af med en magisk medaljon for lang tid siden. Det huer ikke He-Man, der lader sin frustration gå ud over cirka det eneste møbel, der ikke blev slået til pindebrænde under slagsmålet. Efter han er faldet ned, bruger han lige en side i hæftet på, at bringe Tarrak, Teela og Man-At-Arms up to date hvad plottet angår.
Vi skifter scene til Avion (lyder som en kildevand), hvor Stratos og hans fuglemænd bor. Stratos flyver rundt med en ret markant medaljon om halsen, hmm. Det skinnende objekt lokker uønskede gæster til, det er BEAST MAN og hans… øhhh…. beast men? Og de er ude efter Stratos og hans fine smykke. Stratos lokker bæsterne væk fra Avion og sætter kurs mod slottet. hvor He-Man og hans trio stadig har gang i at få styr på plottet. En ukendt kraft, eller nogen, forstyrre Tarraks kræfter og er, måske også ude efter de 3 medaljoner, men hvem?!
Der er dog saft nok i troldmandens kræfter til, at hjælpe Stratos, der kvitterer ved, at overrække He-Man den første af de 3 magiske genstande. Hah, det gik da meget nemt! Men, om det er lige så nemt, at få fat i de resterende to må man læse med i næste nummer for at finde ud af…
He-Man havde kraften… for en kort stund
Jeg er stadig mest “fan” af den helt oprindelige udgave af MotU. Det er dog utvivlsomt den senere, meget mere børnevenlige og fjogede version, som fyldte mest, også i min barndom. Denne første historie på dansk lægger sig et lidt pudsigt sted midt imellem disse to yderpunkter. Og det er ikke et helt dårligt sted, alt taget i betragtning.
Den samlede mytologi, den indre logik og den brogede forhistorie har altid mudret det samlende billede af MotU til. Hvis man tænker for meget over det, er det lidt noget rod og et underligt miskmask. Fantasy, magi, sværd og sandaler,sci-fi, testosteron pumpet maskuline fantasier og senere slapstick og flad humor. Det går fra relativt simple He-Men og til fugle, slange og andre slags dyr i menneskeform, robotter, ninjaer, rumcowboyer og alt hvad et barnesind kunne ønske sig. I et og samme univers.
Her er det stadig lidt mere strømlinet, selvom der allerede er pillet ved oprindelseshistorien og tilføjelser som slapsvans Prins Adam er ved, at blive kørt i stilling. Alt i alt er tonen dog stadig mere alvorlig og ikke for de mindste – hvilket jo NETOP var det, der var appellen for knægte som mig dengang.
Jeg har læst videre, og selvom historien samlet set ikke er helt vandtæt i alle syningen, så er materialet i de første 3 hæfter ganske fin underholdning. Herefter går det radikalt ned af bakke, tonen bliver radikalt anderledes og historierne bliver nærmest ulæselige. Men, det er en snak til en anden gang. Måske, det er ikke sikkert, jeg orker at læse det børnevenlige MotU én gang til…
