I have the POOOOOOWEEEEER… var der ikke noget af i de mini-comics, som fulgte med Martells Masters of the Univers actionfigurer. Ok, det var dukker. Dukker til drenge! Og med gigantiske muskler og meget lidt tøj, som vi kunne lide det!!
Det her skal handle om en af de første mini-comics, som jeg har sjusset mig frem til må have fulgt med en af de første figurer, jeg ejede. Enten var det Mer-Man eller Zodak, skurkagtig havmand eller universets beskytter/politimand/neutral.
Disse tegneserier i mini-format fulgte med hver figur, som et smart reklameredskab til at præsentere nye figurer, playsets og universet generelt. Samt introducere børn til mytologien, baggrundshistorien og en, nå ja, fint lille bonus generelt. Ideen opstod på falderebet, da skaberne og idefolkene hos Mattel syntes, at der manglede et eller andet ekstra salgspitch. Og et eller andet, som kunne præsentere universet for børnene.
testosteron tosset skabelseshistorie
Ønsker man en mere dybdegående gennemgang af MOTUs kringlede og vilde historie, så kan jeg anbefale, at man fyrer op for Netflix. De har selv produceret et afsnit i serien The Toys That Made Ud, som er glimrende i sig selv. Og så kunne man, på et tidspunkt finde The Power of Grayskull på tjenesten. 1 1/2 times dokumentar om samme emne, som lige går lidt dybere.
Begge supplerer hinanden godt, og giver et underholdende indblik i en legetøjslinje for børn. Skabt af en flok bindegale, testosteronpumpede, machomænd/voksen babyer. Seriøst, se dem, det er svært underholdende.
Den første serie/linje figurer kom i 1982, i USA og nåede til Danmark et par år senere. Jeg fik mine første figurer i 1985, de var en del af det oprindelige line up, mens Mattel havde udsendt både 2. og 3. bølge af figurer i hjemlandet. I de år peakede salget og populariteten i USA, så der var en vis forsinkelse på modediller dengang.
Det er den første egentlige “dille”, fraregnet LEGO, som jeg kan huske, at jeg var helt opslugt af. Jeg havde nok 4 store franchises, som jeg gik op i, hvad legetøj angår, i min barndom. Master of the Univers, Action Force, i lidt mindre grad Transformers, og Star Wars.
Sidstnævnte, som en forsinket udløber af de oprindelige film, og “uden for nummer”. Star Wars var, gennem det brugte marked for legetøj, en gennemgående ting. Mens de andre nævnte mere var afhængige af popularitet, markedsføring og produktionslinjer. De kom i bølger, Star Wars var evig, også når tidens trend blev udvandet, eller dalede i popularitet.
Mini-hæfter til stor, rodet mytologi
Det skete også for MOTU. Efter peaket dykkede salget, markedet var blevet overmættet med figurer og kvaliteten/kreativiteten var aftagende. Med tiden blev mini-tegneserierne, ligesom produktlinjen både mere spekulativ og også udvandet. Og virkede også billigere og billigere produceret.
I begyndelsen var der dog faktisk lidt, at komme efter i disse hæfter. For det første var de, for hvad de nu var, reklamer, ganske hæderligt tegnet. Og for det andet var introduktionen til MOTU universet noget, der blev lagt en smule kræfter og kreativitet i. I hvert fald de første 2 “serier” af i alt 6, fra og med serie 3 lænede mini-tegneserierne sig mere op af den succesfulde Filmation tegnefilm.
Der er ikke krediteret nogen tegnere eller forfatter, på disse mini-comics. Men, ifølge “internettet” er dem fra første serie (der tæller 4 hæfter), skrevet af Donald F. Glut og tegnet af Alfredo Alcala. Den visuelle del og artwork var indledningsvis tydeligt inspireret af Conan og ikke mindst Frank Frazetta.
Der blev med tiden, især da Filmations’ cartoony animationsserie blev en succes, lagt en meget mere “børnevenlig” linje. MOTU mistede den smule barbarisk brod den havde, og over hele linjen blev der “ryddet op”. Nuvel, det skal siges, at der fra starten ikke VAR nogen gennemtænkt og formfuldendt mytologi og historie. Det var noget, som skiftende kreative kræfter, fandt på hen af vejen, og først meget senere blev strømlinet.
Derfor er mytologien, hvis man kigger ud over den nu officielle kanon, også vildt selvmodsigende og usammenhængende. Det oprindelige anslag og løs definering af historien, har ikke meget tilfælles med, der hvor man med tiden endte. Ikke mindst de første af disse mini-hæfter virker som om, at der er tale om et helt andet univers.
Fra fascinerende mørke til udvandet legeland
Her er He-Man, helt i tråd med Conan inspirationen, en barbar fra ødemarken. Det er ingen fesen Prins Adam, kryster Tiger, kongefamilie, Orco og mange af de andre mere komiske og kulørte figurer. Skeletor var langt mere skræmmende, og ikke en internet meme/GIF joke. Universet mere magisk, med mørke kræfter, fantasy elementer og et strejf af noget okkult.
Samtidig var hovedhistorien, hvis man kan kalde det, det ganske lige til. Skeletor vil have magten over Castle Grayskull. Til det skal han bruge begge halvdele af kraftsværdet. Grayskull er altså ikke “god” eller “ond”, men en neutral, men magtfuld, kraft og borg. I borgen bor Grayskulls spøgelse, en form for udødelig/guddommelig kraft, som er den der giver borgen sin styrke.
Teela er ikke retconnet til, at være He-Man søster, men har en eller anden forbindelse til Grayskull. Skeletor har ikke nogen egentlig hær, evil henchmen eller lignende, men lader mere til, at hyre andre skurke som lejesoldater. Eller appeller til deres egeninteresser. Et sted over det hele svæver den mystiske Scorceres, ligesom der vagt antydes til Eternias dybere historie.
Det er sådan set det. Langsomt, hæfte for hæfte, bygges der på. En ny figur, helt eller skurk, introduceres. Indledningsvis holdt i Conan stilen for den oprindelige første legetøjslinje. Da efterfølgende linjer blev kørt i stilling, og ud på hylderne, blot for at blive flået væk, voksede universitet. Og udvandingen satte i.
Sprechen sie deutsch, He-mensch?
Mini-hæftet her er på tysk og italiensk, halv side med ét billede, halv side med tætskrevet tekst. 20 sider i alt, trykt på… En eller anden form for… papir. Virker billigt og sikkert giftigt, både tryk og “papir”, ligesom legetøjet. Det var 80erne, masser af ftalater og hormonforstyrrende stoffer. Men, tarveligt papir eller ej, den lille fætter har da overlevet mindst 35 år, under kummerlige forhold.
Så, kan man ikke tysk eller italiensk, eller var gammel nok til, at kunne læse… Var man fucked, måtte nøjes med at kigge billeder, eller få ens stakkels far til, at læse dette nonsens op. Jeg valgte sidste model, endda som godnathistorier. Good times! Indtil jeg, som opvokset i grænselandet, blev dygtig nok i det tyske til selv, at tage på eventyr, på Eternia.
Modsat andre hæfter i “serien”, så har dette ikke nogen undertitel. Over det ikoniske logo står der til gengæld “King of Grayskull”, ved ikke om det gør det ud for det samme? Eller hvorfor det, som det eneste, står på engelsk… Nå, forsiden prydes ellers af en fantastisk kampscene. He-Man på en stejlende grøn tiger med gule striber, svingende en kæmpe stridsøkse. Mens Skeletor i forgrunden trækker sig tilbage, sværd trukket.
Alright, I har fanget 5-6 årige migs interesse!!!
Lad mig klatre op af denne praktisk anbraget stige… og bruge noget nyt legetøj. Seriøst: køb legetøjet! Køb køb køb 
Heldigt, at Skeletor ikke brækkede benene ved faldet fra toppen af borgen. Så havde det været svært at tage dem på nakken… 
Hvornår dukker den ædle ridder, som er den retmæssige hersker over Grayskull mon op? Fuck it, vi retconner den del og siger et eller andet med, at He-Man er Prince Adam…
Skeletors succesfulde skurkedag!
Selve historien i hæftet er, i bagklogskabens ulidelige lys knap så ophidsende. Meeeeen, der sker da noget og vi får noget din action, fordelt over de 20 sider. Det er ikke, som sådan en direkte oprindelseshistorie for hverken He-Man eller Skeletor. Men, det KUNNE sagtens være og fungere, som en første fortælling, med mulighed for at fylde baggrundsstof på senere.
Skeletor er ude efter, at sætte sig på tronen i Grayskull. He-Man spankulerer lidt uforvarende ind i begivenhedernes centrum og bliver rodet ind i magi og trolddom. Mørke kræfter! Skeletor får relativt uhindret adgang til borgen, efter at have anskaffet sig anden halvdel af kraftsværdet/nøglen. Den sad fast i en klippetop hos Stratos, fuglemennesket (figur introduceret!). Generelt ret lemfældig sikkerhed i Eternia!?
Efter han har fået adgang til den dårligt bevogtede borg hidkalder og manifesterer han Teela. Det hele er ikke videre præcist forklaret, heller ikke på tysk. Mer-Man sendes til He-Mans hytte/landsby (!), ingen royale forbindelser for vor helt endnu. Lidt håndgemæng opstår, mens Skeletor får lokket Teela hen over Grayskulls tronsals faldlem. Skulle hun bare fremmanes, så han havde en at teste fælden på?!
Kom til rundvisning på Castle Grayskull
Resten af historien fungerer næsten, som en slags rundvisning i Grayskull. Og, sjovt nok, en introduktion til de funktioner playset udgaven havde! Hvor sprøjt og tilfældigt. Skeletor bruger computeren til, at lokalisere He-Man, den var et klistermærke i legetøjsudgaven af Grayskull. Kraniebroen og dens funktionalitet vises, He-Man overfaldes af fortryllede våben i våbenkammeret.
Efter en, meget kortvarig indespærring i fangekælderen, bryder He-Man ud. Med Teela på slæb, ubrugelig fruentimmer i nød/plotdevice reddet. Skeletor trækker sig tilbage til borgens tårn, via trappestigen (medfølger til playsettet). Og bemander tårnets strålekanon (medfølger til…). Den fungerer dog, tilsyneladende bedst mod indtrængende udefra, eller angreb fra luften.
I hvert fald taber Skeletor for første, men bestemt ikke sidste gang. Han tager benene på nakken, og flygter i fuldt forspring ud over Eternias åbne vidder. He-Man, Teela og Tigerdyret poserer sejt for læserne og historien er slut.
Det lille tegnede reklamekatalog
Ok, det er selvfølgelig begrænset, hvad man kan nå at afvikle af historie på 20 sider. Men, synes faktisk de får fortalt og vist en del. Og får lavet en afrundet, lille fortælling, som også fungerer på egne præmisser.
Den bagvedliggende og mere udspekulerede kommercielle tankegang bliver meget tydelig, som historien skrider frem. Mod slut virker det næsten som en tegnet legetøjsreklame, hvor Grayskulls fede features bare remses op. Hvilket det jo sådan set også er, du skal jo have det seje slot, så dine figurer har et sted at slås!
Der var stadig noget mystisk og mytologisk fascinerende over MOTU på dette tidspunkt. Inden universet blev mere strømlinet, endnu mere børnevenligt og den kommercielle dimension begyndte at køre på skinner. Det får man en snert af i disse tidlige mini-hæfter. De senere bliver lidt noget skrald, og desværre meget billigt produceret.
He-Man var klart mest badass, da han stadig var en Conan-klon fra Eternias sletter. Da han fik sit fimsede royale alter ego og Filmations animationsudgaves indflydelse på legetøjslinjen døde den del ud. Det var nok salgsmæssigt mere gangbart, i hvert fald for en stund. Indtil de overstrømmede markedet med for mange figurer, køretøjer og playsets. Og sejrede sig ihjel.
Det er en historie til en anden god gang, indtil da har man da de første, oprindelige figurerer, deres mini-comics og minderne. Minderne om grumme barbarer og hæslige monstre, med gigantiske muskler og meget lidt tøj til, at dække dem.
