Cybertron mangler en energikilde, den amerikanske regering har den i form af Alpha. De onde Bedragere vil have fat i den, mens Autobotterne har travlt med at begrave deres leder Optimus Prime. Cobra er også ude efter Alpha, og spiller et farligt dobbeltspil. Action Force har travlt med, at skyde sig selv i foden og ikke fatte hvad der foregår…
I dette hæfte, udsendt via Interpresse under deres Sattelitblad banner i 1988, går alle raske drenges hedeste legetøjsdrøm i opfyldelse. Vi får et vaskeægte legetøjscrossover, når Hasbros to plastikflagskibe tørner sammen til 100 siders kulørt tegneserieaction.
Action Force, eller Gi-Joe, mødte oprindeligt Transformers i en 4 numre lang mini-serien fra 1987. Udsendt af Marvel Comics, der dengang sad på licenserne til, at udsende de to legetøjslinjer i tegneserieform. Her forblev de i årevis, indtil begge legetøjslinjer døde ud i 90erne. Sidenhen har rettighederne under sporadiske genoplivningen blandt andet været hos IDW.
Legetøjsreklame forklædt som tegneserie
På dansk døde først Transformers og sidenhen Action Force noget hurtigere ud, faktisk var førstnævnte i den større sammenhæng nok mest en parentes. Action Force var mere hårdføre, men det til trods blev det også kun til 19 hæfter på dansk.
Begge franchises havde deres storhedstid i slut-80erne, og denne tegneserie, der samler ovennævnte mini-serie, er nok udsendt tæt på peaket.
Er det så er udspekuleret produkt, designet til at sælge legetøj til let påvirkelige børn, og lige en tegneserie oven i hatten? En tegneserie, som er et kamufleret reklamehæfte? Ohhhh yes. Uden tvivl, og det ser tilmed ret billigt og små-grimt ud. Ligesom selve historien virker som noget, der er rystet ud af ærmet på kommando.
Det stinker af spekulativt discountprodukt, hvor man kan slå to Hasbro-fluer med et smæk. Denne slags tegneserier (og tegnefilm for den sags skyld), har jo altid været slet skjult reklame. Men, i eksempelvis Gi-Joe serierne kunne man også mærke, at der faktisk var lagt lidt hjerteblod fra folk som Larry Hama i.
Ikke her.
Giftslanger og bedrageri dyppet i pærevælling
Historien er noget nonsens. Mere end sædvanligt endda. Og virker på samme tid doven og simple, og unødvendigt kompliceret. Der er intriger, dobbeltspil, interne konflikter på alle sider, forholdsfnidder, storpolitik, Transformers mytologi og action. I en stor, ikke videre sammenhængende pærevælling.
Omdrejningspunktet er den nævnte Alpha-konstruktion, der er en form for mobil kraftværk. Den kan både køre, flyve, bore og “stå”. Sådan en effektiv kraftkilde vækker naturlig interesse, ikke mindst hos skurkagtige typer som Bedragerne og Cobra. Sidstnævnte får dog hurtigt kolde fødder, da det viser sig, at Bedragerne agter at bruge Alpha til, at suge al saft ud af jordens kerne. Og sende energien på tværs af universet og genoplade Cybertron.
Hvordan? Bah, “videnskab” og “high tech shit”, som man ikke behøver forklare eller forstå. Ligesom de mange intriger, luskerier og dobbeltspil de to skurkefraktioner imellem. Der ender med, at Cobra står på Action Force og Autobots side i den endelige kamp. Men, først skal vi igennem en masse omveje med infiltrering, forræderi og rænkespil, især skurkene imellem.
Også internt, hvor der er uro i rækkerne hos Cobra, efter Cobra Commanders død (hvordan? Hvem ved?!). Hos Bedragerne lever de også op til deres navn, i det Megatron hurtigt sættes ud af spillet og kuppes af den bedrageriske Shockwave.
Kærlighed og robotter
På “heltesiden” er der også rod og fnidder i geledderne. Optimus Prime er, som nævnt, røget på robotkirkegården (i hvert fald midlertidigt). Det skete forresten som del af en manøvre, hvor Hasbro udskiftede det meste af de kendte Autobotter fra legetøjslinjens første bølge med nye figurer (køb køb køb!).
Fanfavoritten Bumblebee ryger hurtigt på sidelinjen, efter en misforståelse, hvor Action Force tror han er ved, at stjæle Alpha, som de er sat til at beskytte. De har deres egne problemer, ikke kun med, at holde styr på Alpha og karakterer, der dukker op og vælter ind i historien på må og få. Det virker stedvis som cameos, hvor figurerne bare skal introduceres, så man ved de findes på hylderne. Nej, der er også kurrer på tråden hvad kærligheden angår!
Hawk involverer sig med den senator, som har sørget for, at Alpha-projektet blev realiseret. Hun viser sig, selvfølgelig at være en form for Cobra sleeperagent, eller i hvert fald en som de har en klemme på og har presset til, at danse efter deres føjte. Men, hendes følelser for den kærlighedssyge, og senere forsmåede førsteelsker, Hawk, er vist også reelle nok. WHO CARES?!
Nå ja, så er der også et sideplot med en ung knægt, som bliver styret af Bedragerne via en eller anden dimmer, som de har plantet i hans hjerne. Den skal opereres ud og får indflydelse på plottet, på en eller anden måde, da lægerne (endelig) får pillet den ud. Det er ikke videre ophidsende…
Halv-hjertet ekspositionstung antiklimaks
Og nu brugte jeg ordet “action” tidligere. Skulle nok have tilfældet “med forbehold”. Jo jo, vi får da de obligatoriske kampe og træfninger, der skal jo sælges actionfigurer og køretøjer. Men, der er overraskende meget, og ret lange passagerer, med sniksnak og ekspositionsdialog.
Tilsat mumbojumbo, der skal forsøge at forklare den indre logik og sammenhæng i hele to legetøjsuniverser. Som i forvejen, ikke mindst i Transformers’ tilfælde, havde en slagside mod det uforståelige og usammenhængende. Det er noget af en opgave forfatter Michael Higgins har været på. Her assisteret af kapaciteterne Herb Trimpe og Vince Coletta, der har taget sig af den visuelle del.
Det hele fremstår rent teknisk og formmæssigt, som hæderligt håndværk, hvor man bestemt ikke har overanstrengt sig. Hvis der er tale om rent bestillingsarbejde fra Marvel på det kunstneriske plan, så har man heller ikke ofret mange ressourcer på tryk og farvelægning fra dansk side. Det hele ser noget blegt, farveløst og trist ud.
Hvilket også gør, at det endelige opgør (hvilket tilmed er titlen på sidste kapitel) fremstår noget tam. Det er ikke ligefrem dynamisk, og lever på ingen måde op til et barns fantasi og forhåbninger for, hvordan et stort slag der involverer disse to universer ville se ud. I stedet for virker det stift, uopfindsomt og kedeligt. Visuelt såvel som rent handlingsmæssigt.
I det mindste dukker Baronessen op med hendes sniperriffel i historiens efterspil, og skyder med skarpt. Skarphed er ellers en mangelvare i Action Force Møder Transformers.
Ufrivillig tegneserie tidsrejse
Det hjælper heller ikke, at der i dansk sammenhæng er godt med rod i kontinuiteten. i forhold til de månedlige blade. Vi hopper, helt naturligt ind i handlingen et sted, hvor der er gået en masse forud.
Ikke nok med, at bladet/mini-seriens handling virker sat i en fortløbende kontinuitet og refererer forudgående begivenheder, Nej, der henvises tilmed til KOMMENDE Action Force hæfter, hvor man kan læse nogle af de historier?!
Så, på en måde, eksisterer det her blad i et underligt limbo, hvor fortid og fremtid ER sket. Optimus Prime er død, det er, muligvis sket i de danske blade, hvem ved, det forklares på ingen måde. Snake Eyes har fået sin hjerne “scrambled” af Dr. Mindbender, det kan du læse om i et kommende blad, forklarer en lille info-boks.
Hvorfor denne forskelsbehandling, hvor Transformers forhistorien bare får lov til, at sejle sin egen sø, uden forklaringer. Mens Action Force i det mindste får en note hist og her, der henviser til kommende blade? Der er ingen redaktionelle sider af nogen art, så udgivelsen kunne næsten ikke fremstå mere skrabet og billig.
