DC universet er kastet ud i kaos! Vi befinder os i efterdønningerne af Crises on Infinite Earth, hvor mange års fragmenteret og rodet kontinuitet blev forsøgt strømlinet. Helte døde, blev erstattet eller retcon/rebootet. Nye serier og kreative hold kom til.
Men, alt er ikke fryd og gammen. Darksejd skumler og lægger planer for endelig, at tvinge den genstridige planet, Jorden i knæ. Selve myten, legenderne og dermed fortællingen om superhelte skal undermineres. Samtidig forsøger gamle og nye helte, at finde sig tilrette i nye roller. Spredt for alle vinde, da det samlende organ, Justice League er opløst.
Den usikre situation skal udnyttes, og midlet er propaganda, smædekampagner og massekommunikation. Det er klassisk fascistiske metoder, sat i en 80er ramme med kabel- og satellit tv og hurtige nyheder. Spredning af løgne er blevet nemmere og hurtigere, noget der trækker tråde helt op til i dag.
En legende fødes… midt i et Supermanblad
En Legende Fødes nr. 1 blev udsendt via Interpresse i 1987. Knap 100 sider i sort/hvid, helt standard SuperSolo-format for tiden. Baseret på mini-serien Legends, der udkom i 6 numre i hjemlandet. Skrevet af John Ostrander og Len Wein og tegnet af John Byrne
Byrne var netop begyndt på hans korte, men roste forløb på Superman. Noget, som jeg er dykket ned i begyndelsen af HER, hvor jeg skrev om de første 6-7 hæfter. Skillelinjen er nemlig midt i hæfte nummer 7, hvor En Legende Fødes foregår. Der er altså et før og et efter disse begivenheder, midt i et Superman blad. Man kan godt læse Supermanbladene uden, at have dette blad, men der er visse referencer og begivenhederne heri har bestemt betydning.
Alligevel er det en lukket, afrundet fortælling med konsekvenser, der nemt kan forklares. SPOILER, efter 100 siders udfordringer, ender det med at Justice League gendannes. Nu som det mere smarte og moderne (måske??) Justice League International, som jeg også har kigget på den danske udgave af tidligere.
Legenderne skal dræbes!
Lidt forenklet sat op, så foregår fortællingen i to handlingsspor. Darksejds onde plan, og heltenes deroute og genopbygningen, samt samlingen af et nyt hold helte. Med hjælp fra nogle mere rutinerede kræfter, der giver historien noget ballast.
Darksejd hverver den sølvtungede slangeoliesalgsmand/brugtvognsforhandler Godfred Guldmine, der i 80erne nok var inspireret af en række tv prædikanter og nyhedsværter. I dag ville han været ansat at Fox News eller toppolitiker (host, Trump, host). Han virker også som om, at han kunne være hoppet ud af fjernsynet i The Dark Knight Returns.
Planen er simpel, bring Jordens superhelte i miskredit, få dem forbudt og slå “legenden/legender” ihjel = kaos = underkastelse til Darksejd. Eller noget lignende, detaljerne i Darksejds plan er, som altid ikke helt eksplicit defineret. Midlet er klart, massemediemanipulation, populisme og appellerer til folks frygt.
Der er brug for en syndebuk
Først skal folket/pøblen dog have en grund til, at frygte superheltene nok. Hertil er der brug for en syndebuk, hvilket bliver lille Billy Batson. Via en meget specifik plan og fupnummer, slet ikke afhængig af held og tilfældigheder, får Darksejd og håndlangere hængt Kaptajn Shazam ud som morder.
En sekunda skurk sprænges, tilsyneladende i luften og brænder op for rullende kameraer og nysgerrige blikke. Alle, inklusive Kaptajn Shazam selv tror, at hans kraftlyn er skyld i skurkens død. Shazam stikker af, som lille Billy, folkestemningen mod superhelte generelt er ved, at vende og Guldmund slår til med propaganda.
Mere skulle der, åbenbart ikke til?!
Folkeforførelse på rekordtid
Det er nok mit største problem med En Legende Fødes, folkestemningen vender simpelthen for hurtig og på for spinkelt et grundlag. Det er, som om at folket er meget hurtige til, at hoppe på Godfreds propaganda og forkaste deres superhelte. Måske kan man, med lidt god vilje købe ind på, at verden i forvejen var usikker og kaos ulmede.
Det virker dog lidt far fetched, at én episode, hvor en helt dræber en skurk skulle få så vidtrækkende konsekvenser. Det er ikke fordi, at verdens befolkning ikke har set helte dræbe før, eller set langt værre ting. Modstanderen var tydeligvis en skurk!
Nuvel, måske er Godfred Guldmund en besnærende taler. Måske er der noget Darksejd teknologi/magi/mumbojumbo, som spiller ind. I så tilfælde er det ikke specielt tydeligt forklaret. Men, i sidste ende er det en mindre ting og er ikke ødelæggende for historien. Det er nok også gjort for, at understrege en af pointerne.
Hvor hurtigt kan masserne forføres af en karismatisk leder, med et nemt forståeligt budskab. En leder, der trykker på alle de velkendte knapper. En taktik, der rammer et eller andet evigt og alment gyldigt i den menneskelige natur. Og stadig virker i dag, hvis vi lige skal hive Trump og lignende, og deres metoder og taktikker ind. Midler og værktøjer udvikler sig, mekanismerne er altid de samme.
Stoffet legender er gjort af
Fascismen og dens væsen er hovedpointen i En Legende Fødes, men forfatterne kæder der her sammen med det stof legender er gjort af. Den Fremmed, en mystisk alvidende skikkelse, aflægger løbende Darksejd en visit. De to fører en mere eller mindre filosofisk debat/tvekamp, mens Darksejd og Guldmunds taktik ser ud til at lykkes på Jorden.
“Dine metoder adskiller sig ikke væsentligt fra fascismen” og “du vil fejle, da du undervurderer menneskers behov for legender”, advarer Den Fremmed. Darksejd er skråsikker. Endelig advarer Den Fremmed mod, at undervurder børnene.
Samtidig bliver lille, fortvivlede Batson venner med pigen Lisa. Hun slæber den forældreløse superhelt i barneskikkelse med hjem, hvor hendes far udviser holdninger, som umiddelbart er på bølgelængde med Guldmund. Der har sat trumf på sin kampagne og har vind i sejlene.
I det hvide hus mødes præsident Reagan med Superman, der åbenbart er defakto leder og talsmand for superheltene? Ok, det harmonerer med både Supermans position i eksempelvis Justice League og Dark Knight Returns. Han kan dog ikke hindre, at vores omvandrende 80er karikatur vedtager et dekret. Et der forbyder superhelte, at udføre deres tvivlsomme selvtægtsgerninger.
Dræn sumpen!
Helt som forventet, kaster det nationen, og sikkert også verden, det her handler mest om USA, ud i yderligere kaos. Robin har tilmed fået en ordentlig omgang bøllebank, af den tiltagende opildnede og voldsparate Guldmund påvirkede hob. De marcherer mod Washington for, at omstyrte regeringen… Hvorfor lyder det bekendt, hmm…
Darksejd har sat sine krigshunde ind i kampen. Store, mekaniske robot-lignende kamphunde, der styres af hjernevaskede mennesker. De omvendte og viljeløse bliver bogstaveligt talt en del af fascismens mekanismer og maskine. Et villigt redskab, som er nødvendige for, at maskinen virker og kan komme helt i mål.
Nye og gamle helte begynder, at blive introduceret, igen lidt hurtigt. Lynet, Garfield fra De Nye Titanerne, Sorte Fugl, Guy Gardner udgaven af Grønne Lygte, Billen ud over de allerede nævnte sværvægtere. Men, der mangler samling og fokus. Gyldne Hjelm trækker i hjelmen, trods risikoen for, at hjelmen overtager Kent Nelson, mennesket inden i. En diskret spejling af krigshundenes funktion?
Endelig opdager Billy Battson, på en eller anden måde, at han og voksen alter egoet, Kaptajn Shazam var udsat for et komplot. Han forvandler sig igen og Gyldne Hjelm går på kidnapningstogt og bortfører de nævnte helte.
De kære små…
Marsmanden ankommer også og slutter sig til den eklektiske gruppe, der stadig mangler noget retning og lederskab. Nå ja, og en lovhjemmel.
I Washington har Guldmund og hoben fået hidset sig tilstrækkeligt op og går til angreb. Blandt andet sættes en gruppe til, at trænge ind til præsidenten, der dog reddes af Marsmanden. Reagan indser sin fejl og trækker dekretet tilbage. Darksejd sætter paradæmoner ind i kampen, vores helte tager kampen op.
Guldmund har dog stadig magt og kontrol over folket. Lige indtil børnene blander sig. Robin ankommer med en flok rollinger, deriblandt Lisa, ser sætter sig op mod både pøbel og Godfred. Guldmund mister slutteligt besindelsen. OG KLASKER LISA EN FLAD, HOLY SHIT. Vold mod børn i en DC tegneserie. Det er også for meget for folkemængden, der pludselig indser, at Godfred slet ikke er så god og fredelig!?
I kampens hede har Gyldne Hjelm tabt… hjelmen. Godfred samler den op, ifører sig den og får ristet hjernen. Ah ja, poetic Justice, eller et eller andet. Justice League gendannes, Den Fremmed hover på sin egen, rolige facon overfor Darksejd og legenderne er hermed genfødt.
Bladet slutter med at citat fra … Brev til… Lige lidt prætentiøs og patosfyldt afslutning.
Byrne eller Kirby?
Hvis pointen er lidt tyk hist og her, og visse ting i plottet går lidt hurtigt, så er den visuelle del solid. John Byrne viste også i Gudesønnerne, at han kan håndtere Jack Kirbys Fourth World kreationer. Og bidrage med noget nyt til Kirbys mytologiske huse univers
Hos Byrne er Darksejd og Apokolips endnu mere grimt og grumt. Hvis Kirbys firkantede og generelt kantede stil stadig har noget klassisk tegneserie udseende over sig, så er det langt mere dystert og skræmmende hos Byrne. Rent figurdesign mæssig og fremstillingen af den maskinelle helvedes verden, så foretrækker jeg næsten Byrnes version. Det er simpelthen “flottere” og mere detaljeret.
Det kan også have noget, at gøre med Kirbys arbejdsvilkår og samarbejdspartnere. Hans (næsten) faste inker, Vince Colletta, var kendt for at springe over hvor gærdet var lavest. Som, at fjerne, eller nedprioritere baggrunde, lade baggrundsfigurer fremstå i sort silhuet. Eller rent faktisk helt, at slette elementer fra Kirbys tegninger. Det giver nogle tegneserier, der kan virke lidt “tomme”, eller mere detaljerede end Kirbys hensigt og oprindelige arbejde dikterede.
Til gengæld synes jeg, at En Legende Fødes generelt mangler lidt af den hemmelige Kirby “magi”. Byrnes Gudeverden ser mere flashy og rigt detaljeret ud, men der mangler noget af Kirbys krøllede fantasi. Hvilket blandt andet kan ses på Apokolips maskiner, Krigshundene og nogle af bi-figurernes design. De er fine, men Kirby tilføjede altså et eller andet her, som man godt kan savne. Måske bare noget fantastisk sense of wonder og wackiness?
Ellers er bladet helt OK tegnet, standard for tiden og DC. Synes dog, at det bliver noget sløjt mod slut og i den afsluttende kamp. Her mangler der nogle baggrunde og en fornemmelse af størrelse og noget mere episk, som kunne matche selve fortællingen. Måske havde det her hjulpet, hvis hæftet var i farver?
Genfødsel af gamle dyder
Alt i alt er En Legende Fødes en ganske fornøjelig historie. Den fungerer både, som sin egen afrundede fortælling og bringer DC universet lidt videre. Gendannelsen af Justice League førte til Justice League International bladet, og en ny retning for gruppen. Hvor nogle nye ansigter også fik mulighed for, at sole sig lidt i spotlyset.
Temaet med fascismen og brugen af massekommunikation og masseforførelse er måske lidt velkendt, men det er også tidløst. Som vi kan se i dag, hvor de samme mekanismer og taktikker, som Godfred Guldmund bruger stadig virker. Heldigvis, har han en arrogant og noget halv-blind leder, Darksejd i ryggen, der igen formår at lade egoet komme i vejen. I virkeligheden er vi ikke altid lige så heldige med vores skurke.
Pointen med legenderne, og dens betydning for mennesker, især børn, er måske lidt firkantet og fortænkt. Men, det passer ind i den historie de gerne vil fortælle her. Eller, de FÅR den til, at passe. Alt efter hvordan man anskuer det.
Jeg er dog villig til, at lade den passere, sammen med noget af den hastighed store begivenheder afvikles med her. Det er tegneserie. Og af den lidt gamle skole.
