Det er en fugl, det er et fly… nej, det er den ultimative Superman reboot, sovset ind i 80er stemning og æstetik! Man of Steel af John Byrne. På dansk!
I denne særudgave (hype) af Fra Reolen kigger jeg på et lidt længere, men ikke komplet “run” fra en forfatter/tegner (plus lidt supplerende hjælp fra andre). Nemlig John Byrnes genfortælling af Superman myten og de første par historier efter, at Supermans forhistorie er blevet rekonstrueret.
Det bliver den danske udgave, der startede med det nye Superman nr. 1, udsendt via Interpresse i 1987, frem til og med hæfte nr. 7 i serien. Skæringspunktet bliver midt i det hæfte, hvor mini-serien Legends, udsendt som En Legende Fødes i et tykt, separat sort/hvid blad herhjemme, bryder ind i fortællingen.
Der bliver altså kun kigget på det materiale fra John Byrne, som blev trykt i de danske blade. Det er hovedsageligt John Byrne materiale fra bladene Man of Steel (#1-6), Superman vol. 2 (#1-3), Adventures of Superman (#484-485) og Action Comics (#424-425). Det inkluderer også nogle historier, hvor Jerry Odway også kommer på banen som forfatter og tegner.
Relancering og ikonisering
John Byrne blev nappet fra Marvel efter, at han havde haft stor succes først, som tegner/med-forfatter på Projekt X, sammen med Chris Claremont og senere et længere forløb på De Fantastisk 4. Her var Byrne alene ved roret og vi fik hans ufiltrede vision. En magtfuld position, som han altså også varetager her på Superman (inden Odway kommer med).
Vi befinder os post-Crisis on Infinite Earths, DC store crossover/reboot event, hvor hele DC-universet blev nulstillet og strømlinet. Det var i hvert fald den oprindelige tanke, at rense ud i 50 års mere og mere knudret og selvmodsigende kontinuitet. Prisværdigt og ambitiøst, men som altid med den slags, så gentager historien sig over tid og ting mudrer til igen.
Superman er ingen undtagelse, og Byrnes run på titlen blev nok også kortere, kun lidt over 2 år, end først forventet. Men, i den tid nåede han at lave nogle ændringer, udglatninger og redefinere karakteren og hans verden på en måde, der stadig kan føles i dag. Det er måske ikke den definitive udgave, den slags er altid åben for debat og justeringer, men det er måske den mest betydningsfulde.
Superman i John Byrnes hænder er kort sagt blevet ikonisk. Det var Superman også inden, men siden hans oprindelse Schuster og Siegels historier, havde han op til dette tidspunkt næppe været så defineret af en enkelt mands vision, som her.
Underholdende Superman, små-problematisk bagmand
Og det er ikke helt problemfrit. For det første, så afhænger ens nydelse af Byrnes take på Superman jo af, hvordan man har det med eksil englænder/canadieren. Både ham som person, hvor han gennem årene har vist sig at være en lidt kontroversiel skikkelse. En kyniker, der både kan virke små-gnaven, konfrontatorisk og usolidarisk overfor kollegaer. Og som kunstner, hvor jeg selv ikke altid har været hans største fan.
Rent kunstnerisk har jeg dog lært, at sætte pris på mandens streg, stil og evner som forfatter, eller er i hvert fald blødt op. Og hvad Byrnes personlige holdninger og opførsel angår, så er jeg lidt en dobbelt moralsk “sag-til-sag” type, når det kommer til “man skal adskille manden og hans kunst” holdningen. Byrnes livs-og udsyn generer mig ikke direkte, jeg tænker mest “ok, gamle fjog”.
Problemet opstår, når det, som tilfældet er i dele af hans Superman forløb, siver over i historien og især hans fremstilling og karakteristik af figuren. Overordnet var jeg i denne omgang ret godt underholdt af selve grundfortællingen og dele af plottet, samt de større linjer. Men, begynder man at kradse lidt i den visuelt fine og nu ikoniske overflade, eller tænke lidt over visse detaljer, så blive Byrnes Superman pludselig lidt mere “suspekt”.
Fra allemandseje og verdensborger til superamerikaner
Ikke, at der er noget galt i at være politisk, og man behøver bestemt ikke være enig med mig. Lad os bare lige slå det fast. Men, hos Byrne er Superman så ærkeamerikansk, at det er lige ved at blive små-komisk.
Nu har Superman jo altid været et amerikansk ikon, men en del af charmen og fidusen har været, at han som figur var “verdensborger”, eller endda “universets borger”, der higede efter, at blive et “menneske”. Hos Byrne er en af de større retcons, at Kal-El ikke bliver født på Krypton, men rent faktisk kommer til verden i sit lille rumskib, der fungerer som en form for rugekasse. Efter ladningen i Kansas
Har ER altså amerikaner. Og hos Byrne også lidt af en fandens karl, selvom Byrne også nedskalerede Supermans kræfter en del. Til gengæld skruer han op for “mennesket” Clark Kents evner. Unge Clark er eksempelvis lidt af en high school football helt og ganske populær blandt Smallvilles damer. Det bliver da næsten ikke mere amerikansk.
Samtidig gennemstrømmes serien af 80er amerikanisme, hvor Ronald Reagan spøger i kulissen. Lex Luthor er ikke en gal videnskabsmand, men mere en succesfuld, rig forretningsmandstype. Med store lukus yachter og fancy fester, hvor han kan spille for medierne og galleriet.
USAs internationale politik og konflikters indflydelse er også mærkbar i seriens DNA. Superman skal hos Byrne være symbol på alt hvad der er godt ved USA, og ved at være amerikaner. Mens internationale skandaler, indenrigspolitiske og økonomiske beslutninger udhulede dele af økonomien for de hårdest udsatte og Wall Street crashede.
Et medieskabt symbol
Men, Superman står for alt hvad der er godt og rigtig ved Amerika, og er nu født i Kansas. Hvor nogle let-foryngrede Martha og Jonathan Clark defacto bliver Clarks “rigtige” forældre. Han har aldrig mødt Jor-El og Lara, eller så meget som sat en fod på Krypton.
I et forsøg på, at gøre Superman/Clark mere relaterbar og menneskelig, kommer Byrne egentlig til, at begrænse figurens bredere appel ved, at gøre ham til et Amerikansk ikon. Og i overført betydning legitimerer Reagans USA. Hvis Supermans kappe havde været et amerikansk flag, havde det næsten ikke været chokerende.
Det kan lyde lidt fortænkt, og det er ikke sikkert det er et problem for alle læsere. Ligesom det også siger noget om tidsånden i USA, selvom Byrne jo selv er emigrant og kommer udefra. Måske er Supermans amerikanisering en Byrne ønskedrøm? Portrætteringen af Clark som High School jock, der smager på og bliver bange for populariteten, og “gemmer” sig bag Superman personaen, er noget der skurrer mere.
Superman er en medieopfindelse og sensation, skabt af ud fra en avisoverskrift fra Lois Lane. Clark forelsker sig straks i Lane, går selv journalismens vej og spiller ellers rollen, som medierne har skabt: Superman. Superman er ikke Clarks identitet, eller noget der kommer fra ham og vokser frem. Det er et medieskabt symbol.
fra Batman til Zambo
Da Jor-El dukker op i historien, er det som en form for hologram/fortidens spøgelse, som “hjemsøger” Clark under et besøg på den fædrene gård. En udefrakommende fremmed, der tvangs-downloader og pådutter en uvillig og ikke-søgende Clark minder og Kryptons historie. Hvor u-amerikansk, at komme der og pådutte andre information, nærmest mod deres vilje, som en eller anden form for invasiv kraft udefra!
Superman har mere travlt med, at hænge ud med hans nye friendemy, Batman, der svinger forbi for en kort bemærkning. De starter med, at være på kant med hinanden, men hurtigt tøer Superdouche op. Og ender med, at joke med at brække benene på en små-kriminel type sammen med Gothams voldelige selvtægtsmand. Som forresten har tvunget sig til venskab/samarbejde ved, at true med at sprænge sig selv i luften…
Når der ikke lige skal brækkes ben, så slås Superman med fantastiske maskiner, der truer med at overtage diverse regeringsbygninger. Eller tæver De Nye Titanere på åben gade. Godt nok var der tale om en misforståelse, opstået i kampens hede da Bloodsport kigger forbi (Zambo på dansk. Han er sort og en Rambo-type = Zambo. Oh boy…).
En historie, der på en eller anden mærkværdig måde muterer til, at blive en Vietnam allegori på falderebet. Og dedikeret til veteranerne. Det er da prisværdigt, om end noget klodset kilet ind i plottet. Ligesom en anden historie, der ender med at være en hyldest til folk med et fysisk handicap. Prisværdigt, men en underlig, noget ud-af-det-blå morale?!
Holdbar 80er underholding?
Det sagt, og ens syn på disse ting kan variere, så er der også meget godt ved disse første 7 hæfter fra John Byrne. Generelt er han velskrivende og får formidlet historierne godt. Det virker som om, at han har en klar vision, især for Man Of Steel mini-serien og holder sig til den.
Karaktererne bliver tegnet tydeligt og effektivt op, brikkerne sat på plads og kimen lagt til de større, fremadrettede linjer. Når vi kommer ud i hæfte-til-hæfte delen bliver det lidt mere ujævnt, og ikke alle plots er lige ophidsende. overordnet synes jeg dog, at Byrne formår, at skabe en underholdende Superman-serie. En, hvor man stryger ubesværet gennem hvert hæfte.
Og så er der, naturligvis den nu ikoniske visuelle del. Det er for mange, inklusive mig selv, sådan her Superman ser ud. Der er en ret tydelig arv til en blanding af Golden Age, George Reeves og ikke mindst Christopher Reeve. Det gælder ikke kun Supermans udseende, men også dele af følelsen i det samlede univers. Det tidsfæster, og for nogen daterer, også figuren og designet lidt. Dog er Byrnes Superman look stadig tilpas tidløs, så det ikke bliver for popkulturelt uddateret.
Man undgår ikke en underliggende 80er fornemmelse i det hele, fra Lois Lanes frisure, tøjet og og dele af æstetikken og farverne. Det ville også næsten være underligt andet, hvis ikke tidsånden smittede af her.
PÅ godt og ondt en Superman af og for sin tid
Det hele var dog stærkt nok til, at serien og især Superman-figuren i Byrne udgaven kom til, at være den definitive udgave i mange år fremover. Al respekt for det, trods de forbehold man kan have. Og det siger også noget om tiden. Det var jo ikke kun Byrne, der sovsede ting ind i americana.
Især ikke i 80erne. Der var generelt en higen efter, og genkomst til “fortiden”, som man ofte ser efter en krise/krig/nationalt traume. I dette tilfælde Vietnamkrigen, dens efterdønninger, olie/økonomiske kriser, gidseltagninger, Den Kolde Krig og Iran-Contra affæren. Eksempelvis var 50er nostalgi en tendens i tiden – dengang nationen blomstrede op og økonomien brølede afsted. Det har nok smittet af på Byrne og hans Superman-serie.
I Man of Steel er Amerika nummer 1. Det er tidspunktet, hvor Superman går fra, at være verdensborger til, at blive et amerikansk ikon og symbol. Måske betyder det ikke det store for alle læsere, for andre vil det være problematisk og “forråde” nogle kerneværdier hos karakteren. Men, figurer og symboler ændrer sig uundgåeligt over tid. Også tegneseriefigurer, hvor de færreste undgår retcons, udvikling eller ændringer over tid.
Det bliver, muligvis mere “giftigt”; når ændringerne kan tolkes som værende politiske. Det er, muligvis også at tillægge Byrne motiver han slet ikke havde. Jeg er ikke helt sikker på, at han overhovedet har tænkt SÅ meget over, hvordan hans justeringer kunne tolkes. Slet ikke i 35 års bagklogskabs klare lys.
Hvad der er indiskutabelt er, at Byrnes relativt korte tid på serien havde vidtrækkende og langvarig effekt på Superman. Det må, når alt kommer til alt tale for kvaliteten af materialet. Byrnes Superman var den Superman Amerika havde brug for.
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Ja, naturligvis, fristes jeg til at sige. Trods sine “svagheder”, der mere er et produkt af tiden serien stammer fra end selve seriens kvalitet, så hører John Brynes Man Of Steel til i en tegneseriekanon. I hvert fald de første hæfter, ikke mindst den indledende mini-serie, der udgør de første hæfter på dansk. Alle brikker introduceres, placeres effektivt og Byrnes vision virker klar, tydelig og gennemtænkt.