Thanos er tilbage! Igen!! Nu udstyret med den supersmarte, almægtige Kosmiske Handske!!! Nej, det er ikke for sjov, selvom titlen indbyder til komiske fejllæsninger.
Som en del af “første bølge” af nye Marvel-udgivelser på dansk, udsendte Faraos Cigarer og Forlaget Fahrenheit Jim Starlins The Infinity Gauntlet i en flot, oversized hardcover udgave. Eftersom jeg har været ret fascineret af, og genlæst Kaptajn Marvel og Warlock på dansk, kastede jeg mig straks over den, og pløjede mig igennem den i juleferien.
Nu er der næsten gået et halvt år… mjah, det går ikke altid lige hurtigt her i tegneseriebiksen. Jeg skulle lige have tygget mig igennem sort/hvid hæfterne fra 80erne med ovennævnte figurer, og formuleret nogle STORE tanker herom. Og, så skulle jeg lige have en lille pause fra Starlin og Kosmisk-Marvel, hvoraf det ældre materiale godt kan være lidt tung læsning.
Derfor samlede jeg Den Kosmiske Handske op igen, knipsede koket og genlæste den lækkert indbundne og flotte sag. Og der ER altså noget særligt over, at læse tegneserier i dette lidt større format med flot tryk, på solidt papir.
Starlins store ambitioner
Den Kosmiske Handske var oprindeligt en 6 numre lang mini-serie udsendt af Marvel i 1991. Ud over forfatter Jim Starlin, der ikke er opfinder af Marvels kosmiske univers og figurerne, men en slags adoptivfar og nok ham der sørgede for deres gennembrud, bestod det kreative hold af tegner George Perez.
Han blev dog (desværre) afløst af Ron Lim i de afsluttende hæfter i serien, da arbejdsbyrden og tiden var ved at løbe fra Perez. Det giver serien et lidt uheldigt skift i artwork, det kommer man ikke uden om. Det mudrer den visuelle tone lidt til, og jeg synes ikke Lim og hans tegninger er på niveau med Perez. Ligesom hans stil ikke helt passer lige så godt til materialet.
Selvom serien er tænkt som en mini-serie, modsat Starlins tidligere arbejde med det kosmiske univers, så begynder nogle af Starlins svagheder, som forfatter også at kigge frem. Hæfte-til-hæfte fortællingerne fra 70erne havde naturligt, stedvis en lidt fragmenteret følelse. Det Kosmiske Handske lider lidt af en følelse af store ambitioner, som ikke helt bliver forløst og kommer lidt haltende i mål.
Historien udspiller sig også efter Starlins The Death of Captain Marvel, officielt Marvels første graphic novel. Captain Marvel er altså ikke en spiller her, modsat de tidligere historier i universet. Den springer jeg lige over nu, og samler op senere.
At gøre kur til Døden
Thanos har erhvervet sig de 6 Evighedssten (her kaldet Uendelighedssten?), så vi er i deep shit fra start. Han har bygget et stort, flyvende tempel/monument/alter, der svæver frit i verdensrummet til ære for, og for at imponere Døden. Ah ja, ugengældt kærlighed, end ikke universets største nihilist tager dog imod et “nej tak” med et skuldertræk.
Med Mephisto i øret, som en form for rådgiver/assistent (med egne lumske motiver) beslutter Thanos sig for, at imponere den utilnærmelige frue. Lige meget hvad han prøver, rumtempler, en levende død udgave af barnebarnet Nebula og bombastiske monologer, afvises hans kurmageri med stilhed.
Han beslutter sig for, at ofre halvdelen af alle levende væsener i universet til ære for Døden. Med et knips fra hans Kosmiske Handske, der er udstyret med Uendelighedssten forsvinder milliarder af liv på et splitsekund.
Andetsteds bringes andre brikker i position. Dr. Strange har fået uventet besøg af Silver Surfer, der crasher igennem hans tagvindue. De ellers afdøde Pip og Gamora genopstår/slipper ud af Sjælestenen, som de har været fanget inden i. De overtager nogle kroppe på jorden efter nogle no-names, der dør i en trafikulykke. Med sig har de en forpuppet Adam Warlock.
I New York er Spider-Man ude, at svinge en tur, da halvdelen af alle synlige folk i byen forsvinder for øjnene af ham.
Karakter-pærevælding, kaos og orden
Herefter klipper vi til Avengers-basen, hvor Kaptajn Amerika forsøger, at samle stumperne i det kaos knipset har forårsaget. Hvem er væk og hvem er stadig i live?! Warlock bryder ud af sin puppe og møder op med Silver Surfer.
Thanos overtales efter, at have sejret sig halv-ihjel, af Mephisto til, at skrue ned for sine Gudelige kræfter og møde de resterende superhelte i en mere “lige” kamp. For, at imponere Dame Død, naturligvis. Han lammetæver stadig helte-gruppen og slår en hel del af dem ihjel på mere eller mindre grusom vis. Vi får blandt andet billeder af Iron Mans afrevne hjelm/hoved og Jærven, som bliver til en gele-lignende klump efter, at Thanos fjerner hans skelet.
Store, Kosmiske kræfter/”entities”, som Eternity, The Living Tribunal, Galactus, Kronos, The Watcher m.fl. dukker op for, at se hvad det hele er for en ballade?
Nogle vælger, at passe sig selv og lade universet finde en balance, andre vælger at gribe ind overfor Thanos for, at have bragt ubalance mellem “kaos og orden”. Warlock har en anden plan, the long con og betragter begivenhederne fra sidelinjen, sammen med Silver Surfer.
Thanos klarer også angrebet fra de kosmiske kræfter, og tager det næste skridt. Han befrier sig fra hans fysiske krop, bliver et astralt væsen og dermed en del af kosmos. Eller, han BLIVER kosmos. Det bliver, om muligt endnu mere højtragende end hidtil.
Fra omnipotent Gud til fredeligt landmandsliv
Her begynder det dog, at smuldre for Thanos. Nebula, der har tøffet rundt som en levende død viser sig, at have noget hjerneaktivitet tilbage. Hun ser sit snit til, at snuppe Den Kosmisk Handske, som er knyttet til Thanos’ efterladte, fysiske legeme. Nu er HUN pludselig indehaver af kræfterne.
Hun viser sig dog hurtigt, at være for uerfaren/zombie-hjernet til, at kunne kontrollere kræfterne i samme grad som Thanos. Warlock redder Thanos, der driver rundt i ingenting ude i rummet og overtaler ham med hans kosmiske indsigt/Jedi Mind Tricks til, at hjælpe heltene med, at forhindre Nebula i ved et uheld, at udslette hele universet.
Warlock argumenterer for, at Thanos i virkeligheden altid besejrer sig selv, eller lader hans modstandere have en chance fordi, “han ved, at han egentlig ikke er værdig til at have guddommelige kræfter”.
Nebula narres til, at bruge Den Kosmiske Handske til, at bringe alt tilbage i universet, som det var 24 timer tidligere. Det resulterer i, at hun forvandles tilbage til hendes zombie form og Warlock kan daffe hen og snuppe handsken for næsen af alle andre. Nu er HAN en Gud!
Thanos sprænger, tilsyneladende sig selv i luften og alt ånder fred og ro, da Warlock lover, at bringe balancen tilbage i tingene. Vi hopper til nogle uger senere, hvor Warlock, Pip og Gamora finder en stadig meget levende Thanos. Han har trukket sig tilbage og lever en ydmyg tilværelse, som en form for landmand og historien slutter med, at Thanos for lov til, at nyde sit otium.
Der er tæt befolket i kosmos
OKAY, det var bare et hurtigt, lille resumé af alt det der sker i løbet af denne 6-numre lange mini-serie. Selv de store linjer kan virke en kende forvirrende og overlæssede. Hvilket i sidste ende er en af de største svagheder ved Den Kosmiske Handske. Det er mere med mere på.
Der er bunker af karakterer, som jeg ikke har nævnt i ovenstående. Stort set alle Avengers, Drax, Namor, Doctor Doom (i en anstrengt alliance med heltene), She-Hulk, flere kosmiske væsner, der er mange! Underligt nok, med universitets skæbne på spil, så havde De Fantastiske Fire ikke tid til, at kigge forbi?
Det virker som om, at Starlin er blevet pålagt nogle retningslinjer ovenfra i Marvel-systemet. Nogle figurer optræder nærmest kun i en cameo rolle. Mange kommer og går, eller forsvinder helt ud af serien efter de lige var inde og markerer. På den ene side får de mange karakterer Den Kosmiske Handskes udsyn til, at virke tilpas stort. På den anden side giver det en følelse af helte-parade.
Stjernefrøet Starlin mister fokus
Det samlede narrativ kommer også til, at lide lidt af en følelse af at Starlin har mange bolde i luften. Opbygningen til konfrontationen med Thanos, der cirka løber over de første 3 hæfter, er fed og medrivende.
Kampene i de sidste hæfter, kommer til at virke lidt gentagende. Og mister noget af sin fokus på det filosofiske og karakterernes motiver, som klart er Starlins styrker. Vi kommer i mål, men landingen føles lidt ujævn, og som om Starlin heller ikke selv interesserer sig for selve kampen. Serien mangler/mister hurtigt de eksistentielle diskussioner, som var grundstoffet i det kosmiske Marvel Starlin skrev i 70erne.
Afslutningen med Thanos er dog fin og får i sidste øjeblik bundet en poetisk sløjfe på det hele. Selvom der står “the end” tror man dog ikke helt på det. Og det viste sig da også, at Marvel ikke kunne lade historien hvile efter, at den blev en salgssucces.
Kommerciel spekulation og kunstnerisk kludetæppe
Det bringer mig til et andet problem. Serien var på mange måder tegn på ting der kommer. De enorme crossover events, der tæller uoverskuelige tie-inns og sidehistorier, udover hovedhistorien. Et kommercielt trick, som vi stadig lider under. Og noget, som bestemt ikke altid kommer læserne til gode.
Den Kosmiske Handske fungerer som en isoleret mini-serie. Men, man fornemmer tydeligt at der har været en længere optakt, spredt ud over forskellige titler. Man forstår hovedtrækkene, men vil man have alle nuancer og detaljer med, så er der altså nogle huller. Selvom Starlin gør hvad han kan for at fylde dem ud.
Og så er der den visuelle del. George Perez delen er ganske forrygende og har det nødvendige overjordiske skær og storhed over sig. Han er god til STORE billeder. Billeder med mange figurer samlet, eller store “landskaber” og “kulisser”. Ron Lim er mere en solid håndværker, som slet ikke rammer samme følelse af noget grandiost eller storslået.
Desværre tager han over når de store slagsscener dominerer. Det gør, at de føles noget flade, stive eller livløse i det. Der er sider, hvor slagene, eller de enorme, kosmiske “kræfter” og energiudladninger bare er nogle minimalistiske, detalje-fattige streger og simple farver.
Farvepaletten er generelt lidt begrænset i Den Kosmiske Handske. Men, af en eller anden grund passer den langt bedre til Perez’ streg og udtryk. Hos ham har det hele et skær af noget… magisk, anderledes og, ja, kosmisk. Enkelt i sin storhed. Hos Lim kommer det omvendt til, at fremstå understimulerende og lidt kedeligt.
Hvem er egentlig værdig?
Det er blot med til, at understrege en overordnet følelse af, at Den Kosmiske Handske “knækker” på midten. Eller i hvert fald halter mere mod målstregen, end den ganske hæsblæsende og medrivende sprint, som den lagde ud med.
Selvom jeg savner nogle af Starlins udflippede og højtragende tankeeksperimenter fra hans 70er arbejde, så forsøger han stadig, i hvert fald i glimt, at sige noget stort. Thanos’ kærlighedshungrende nihilist er en sjov vinkel, og passer på en eller anden måde ind i den større fortælling om ham.
En, i bund og grund ensom skikkelse, som søger anerkendelse, har brug for et publikum, der kan imponeres over hans skaberværk. Men, også en der inderst inde ved, at han ikke er værdig og bliver sin egen banemand. Det peger på et andet tema: hvem er egentlig værdig? Den Kosmiske Handske er også en løftet pegefinger mod magt, magthavere, magt korrumpere og ingen er værdige til, at spille Gud.
Hvor Starlins tidligere arbejde var mere frit fabulerende, nogle ville måske sige lommefilosofisk og til tider også overtydelig i sin symbolik, så er Den Kosmiske Handske langt mere enkelt i sine pointer. På den ene side gør det den mere tydelig og “kontrolleret”, den har et “mål”. Bagsiden af medaljen er, at den fortællemæssigt er bundet af dette mål, og mister noget af sin Starlin’ske fornemmelse for idéers frie bevægelse.
Hvis Starlin flippede ud og tog på kosmiske trips i 70erne, så føles han her, i start-90erne, mere tøjlet og tæmmet.
Rejsen er målet i sig selv
Den Kosmiske Handske er ikke fejlfri, eller perfekt. Det vanvittige scoop og “go big, go bigger” tilgangen er ganske imponerende, og kan tage pusten lidt fra en. Selvom anden halvdel af historien halter lidt, især i sammenligning med den effektive optakt i første del, så er det underholdende læsning hele vejen igennem.
Landingen kunne være mere elegant. For mig virker det som om, at Starlin er bedst når han ikke har et konkret slutpunkt. Eller bliver pålagt retningslinjer ovenfra. Han er en fri tænker, hvor rejsen er målet. Den Kosmiske Handske lider en smule under, at Starlin skal nå en målstreg og få en masse mellemregninger til, at gå op. Dem er der lidt for mange af til, at det helt lykkes.
I et større perspektiv, så er Den Kosmiske Handskes indflydelse dog vidtrækkende, og kan stadig føles i dag. Mange af historiens idéer, koncepter og større linjer, har dannet grundlag for det man kan se i MCU-filmene den dag i dag. Cross over events, på tværs af titler med utallige tie-inns og senere opsamlinger er blevet normalt. Den Kosmiske Handske var en af de første, i hvert fald i denne størrelsesorden.
Dermed er Den Kosmiske Handske, muligvis en af de vigtigste Marvel-udgivelser nogensinde.
Mere redaktionelt indhold, tak!
Det følgende er en lille omskrivning af min “kritik” af de nye Marvel-udgivelsers udformning fra min Black Widow anmeldelse.
Jeg savner noget bedre redaktionelt indhold og en form for “det sidste touch”. Det er super ærgerligt, at man sidder med så flot en udgivelse, og så er der som om der lige er sparet lidt hist og her alligevel. Hvis det er for, at holde prisen nede, så er valget, forståeligt omend beklageligt.
Men, første reelle side i bogen, inden covernoter og historien begynder, er en side kaldet “Marvel Profil”. Sjov tanke, som sikkert er inspireret af de gamle Interpresse Marvel-blade, hvor der i begyndelsen altid var en biografi med over nogle helte og skurke.
Forskellen er, at de var tætskrevne og fyldt med information og baggrundshistorie. Marvel Profil teksten her er så kort og overfladisk, at den virker komplet overflødig. Desuden finder man en “Marvel Fakta” boks, hvor bogens Marvel Profil, Thanos beskrives og bedømme ud fra evner i diverse kategorier. Så kort, og overfladisk at det virker overflødigt.
Her KUNNE man have brugt nogle af de sidste 5 sider i bogen på, at uddybe en masse ting. Man kunne have leget mere med “Marvel-profil” formatet og der var masser af plads til, at fortælle al den for/baggrundshistorie, som der blot henvises til i nævnte note. Bare en idé. I stedet har man valgt at bruge pladsen på 5 forskellige udgaver af en reklame for de første 4 Marvel-udgivelser. Overkill much?
Det giver det hele et lidt beklageligt “discount agtigt” og halvhjertet skær. Super ærgerligt, når bogen ellers er så flot pakket ind. Og Den Kosmiske Handske ER skide flot og oversize formatet klæder virkelig udgivelsen, der på det punkt emmer af kvalitet.
Billederne er lånt fra Fahrenheits hjemmeside og preview af Den Kosmiske Handske, som du kan og bør købe hos forlaget lige HER.
