Velkommen til Marvelklubben nr. 31

Vi er i Marvel på dansks (via Interpresse) tidlige periode. Hvor de forsøgte at fylde huller ud, skabe overblik og kontinuitet med udgivelser under Marvelklubben banneret. Her udkom både nyt og gammelt, men nummereringen, skulle fungere som en form for læsevejledning.

Ligesom, at Marvel-Mortens introduktion og forklaringer på de redaktionelle sider, forsøgte at klæde nye og gamle læsere på. For Marvel universet var stort og i stadig udvikling, men fundamentet var for alvor blevet støbt op gennem 60erne. Derfor giver en udgivelse, som denne, og også fin mening. Og fungerer, som supplement til lignende tykke hæfter med navne som Kaptajn Amerika, Edderkoppen, Warlock, De Fantastiske 4, Projekt X og Kaptajn Marvel.

De fleste kom der 2, eller flere udgivelser med under “klassiker”-titlen, men Thor (og Dæmonen/Kazar) strandede altså på en enkelt udgivelse.

Nordisk Gud gennem amerikanske briller

Materialet ER klassisk Thor. Der er tale om de amerikanske Thor #131 til #136, 6 hæfter på samlet set cirka 100 sider. Tidligere var Thor kortvarigt udkommet i 1973/74 via Williams forlaget, der kun nåede at udsende 3 blade. Senere har Thor i 90erne optrådt i Mega-Marvel nr. 23 og 29, samt et enkelt Thor Annual.

Den nordiske tordengud har altså, historisk set haft det lidt svært på det danske marked. Lidt underligt, når man tænker på, at figuren stammer fra nordisk mytologi. Men, det er måske netop noget af problemet, hvis ikke hovedårsagen. Vi kender den her figur og hans eventyr, den er en del af vores egen folklore – han er VORES.

Og senere blev han i tegneserie-format defineret, og udødelig i sin egen ret, på dansk af Peter Madsens Valhalla. Da var løbet nok for alvor kørt for, at Thor i Marvel udgaven skulle kunne få overhånden. Muligvis har Marvels marketingsmaskine i forbindelse med MCU-filmene givet figuren en ny chance, i den amerikanske udgave?

En anden grund KUNNE også være, at Thor og hans historier i Stan Lee og Jack Kirby udgaven, ikke blot piller for meget ved de (for os) velkendte karakterer og myter. De kan ganske enkelt også fremstå for underlige.

Rumgudens galaktiske gak og løjer

For, der er tegneserie gak og løjer, samt meget kulørte indfald for fuld udblæsning på disse sort/hvide sider. Der har været valuta for samtlige 16.50 man skulle lange over disken i kiosken.

Thor er først oppe imod en truende invasion fra rummet, hvor en fremmed, højtudviklet civilisation. måske ønsker at overtage Jorden. Alt er her dog ikke som det ser ud til, der kan være tale om misforståelser. Ego, den levende planet og en af de mest mystiske eksistenser i Marvel-Universet kommer på banen senere. Inden vi får en længere fortælling om Ny-Menneskerne, som har gemt sig, og skabt deres eget lille samfund på Jorden. Nå ja, Galaktus dukker også op for en kort bemærkning!

Sideløbende er kører et subplot, som der krydsklippes til, med Jane Foster, der bliver viklet ind i historierne. Hun ender med, at blive bragt til Asgård. Og får foretræde for Odin, da Thor agter, at gøre hende til en ærbar kvinde. Den gnavne, gamle én-øjede Odin er ikke helt med på, at sønnike skal gifte sig med en dødelig.

Det kan virke, som en ret stor pærevælling af store, vilde idéer, skæve indfald og god, gammeldags tegneserie skæg og ballade. Først og fremmest fungerer det, som en art introduktion til den mere særprægede del af kosmisk Marvel.

Tour de Thor

Delen med Odin, og hans forsøg på, at kontrollere, og delvist forpurre Thors kærlighedsliv er vigtig. Og får også konsekvenser på længere sigt, og bliver noget, der samles op senere i Marvel-historien.

Ligesom Ego, den levende planet, både er et interessant koncept og noget, som lægger grundstenene til noget større. Ego har man jo blandt andet set i en lidt anden udgave, i Guardians of The Galaxy 2 filmen. Holder vi os til tegneserierne, så kommer den levende planet også på banen i Jim Starlins saga om Adam Warlock.

Historien om Ny-Menneskerne og deres forsøg på, at skabe et samfund via forskning og forsøg med, at skabe kunstige mennesker og menneske-dyr hybrider, er både lidt lang og små-forvirrende. Videnskaben bliver lidt forvrøvlet. Og de interne forviklinger og intriger, er ikke lige noget jeg finder videre ophidsende.

Til gengæld er åbningsplottet med rumracen fra Rigel og deres forsøg på, at overtage Jorden ganske morsom. Det er en slags omvendt fish-out-of-water. Hvor fortroppen/udsendingen Tana Nile, TROR hun er Jorden og menneskerne overlegen og, at hun har fået dem til, at underkaste sig.

Det forholder sig dog noget anderledes, og hun kommer til, at fremstå ganske ineffektiv og ufrivilligt komisk. Jordboerne ignorerer lidt hendes tilstedeværelse og slet ikke anerkender hendes postulerede magt, mens hun selv tror, at hun har overhånden.

Kreativiteten får lov til, at flyde frit

Der er generelt mange sjove og kreative indfald hæftet igennem, som både i ord og billeder viser en sprudlende kreativ duo. Her i midt 60erne var Lee og Kirby brandvarme, og deres samarbejde endnu ikke kørt surt. Og på en titel som Thor bliver det her tydeligt, at intet er for absurd eller over grænsen.

Kosmiske udflugter, teknologi og sci-fi koncepter og skæve svinkeærinder vælter ud af Lee og Kirby, så man kan blive helt stakåndet. Intet virker for langt ude eller krøllet, hvilket også giver en fornemmelse af en næsten barnlig fantasi. Det hele er også relativt uskyldigt, naivt og enkelt fortalt. Løsninger opstår lidt ud af det blå, uden de store mellemregninger.

Tempoet er ganske højt, vi hoppe rundt og fortællestrukturen fremstår ret episodisk, selv i de enkelte hæfter. Der er hyppige sceneskift, karakterer sendes ud på egne eventyr, forlades og fokus skifter, for så, at vende tilbage et par sider senere.

Det gør både, at man aldrig når at kede sig, men også at det hele godt kan fremstå en kende hektisk, stedvis endda små-rodet. Det er tegneserier af den slags, hvor man bare må accepterer vilkårene og følge med på rejsen.

Ordsalat med ekstra dressing

Først og fremmest tynges hæftet i lange stræk af, at det er temmelig teksttungt. Og det er Stan Lee teksttungt. Det vil sige, at det er ordrigt, lidt flommet og oppustet, hvis ikke højstemt. Når det ikke lige slår over i en tone, som kan beskrives som en blanding af selvhøjtidelig og selvironisk – alt efter temperament.

Læg dertil, at der skal introduceres og forklares en række sci-fi dimser, kosmiske eksistenser og tanker, samt en god sjat pseudo-videnskab. Samtidig med, at måden mange af de guddommelige karakterer taler og udtrykker sig på, er tilstræbt højtidelig og “gammeldags”. Og ikke nok med det, så er det hele, naturligvis oversat til dansk af en vis “Milde Mårdøn Smet” med “en hjælpende hånd fra Rosværdige Rie Schou”.

Stilen er ret gennemført, og hr Mårdøn Smet skal roses for, at forsøge at gå planken ud i alt fra talebobler, over indskudte bemærkninger og spredte noter. Men, det gør også, at læsningen af de lange talestrømme og forklaringer kan blive en kende langsommelig og trættende.

Jeg kører i hvert fald hurtigt lidt død i de ordrige udflugtet og løjer, også selvom det stammer fra en tid, hvor man må regne med, at sådan er stilen.

Kongen og knægten

Hvis den fortællemæssige og skrevne side godt kan være lidt af en mundfuld, så får man, selvfølgelig hjælp til, at det hele glider ned af Jack Kirby. Han virker fuldkommen på hjemmebane her, hvor han får lov til, at folde talentet ud i omgivelser der synes at tale til hans styrker.

Store, stærke guder, smukke kvinder, mystiske rumvæsener, fremmede civilisationer, futuristisk teknologi og kosmiske kreationer og scenarier. Kirby får rig mulighed for, at lade fantasien folde sig ud og flyde frit. Hans Asgård og gigantiske rumskibe og tilhørende teknologi er et syn for netop guder. Han og den visuelle del hæmmes kun af af en enkelt lille detalje, eller skulle jeg sige mand.

Hans tegninger er rentegnet af Vince Colletta, der har et lidt blakket ry blandt Kirby-fans især. Der findes hele studier af, hvad det var den ellers effektive og hurtige (og tilsyneladende venlige) Colletta gjorde sig “skyldig” i. Man kan eksempelvis hygge sig sammen med Comic Tropes. Der i dette lidt ældre afsnit dykker ned i både personen Colletta, hans arbejde i branchen og betydning for Kirbys kunst.

Kort fortalt, så havde Colletta travlt. Han “snød” lidt ved eksempelvis, at fjerne detaljer, forenkle baggrunde og stedvis helt at undlade elementer og karakterer i Kirbys tegninger. Det kan ses og mærkes. Det ene øjeblik er ruderne ved, at flyde over med Kirbys visuelle flair, det næste kan de virke lidt golde, bare og sparsommeligt udnyttede.

Hvilket gør, at det samlede visuelle udtryk kommer til, at fremstå en smule ujævnt. Man kan simpelthen se, når der er blevet sparet på vægten. Hvilket er en forbandet skam, for når det (og Kirby) får lov, så ser Thor-universet ganske overvældende ud.

Nye læsere kan starte her

Det er altså lidt af hvert man præsenteres for i Thor Klassiker nr, 1. Både hvad angår form, udtryk og selve historierne. Som med mange andre historier fra samme periode, eksempelvis Lee og Kirbys De Fantastiske 4, så er kvaliteten lidt op og ned.

Aldrig uinteressant, og der er mange skøre og skæve indfald fra Lee, som ikke viger tilbage fra store koncepter, underlig sci-fi og krøllede udflugter. Og havde den perfekte visuelle makker i Kirby, hvis visionære og opfindsomme stil ikke kan holdes nede af stedvise spareøvelser fra hans fortravlede rentegner. At det hele skulle gå hurtigt smitter dog også af på fortællestilen. Der er mange ord, ja, men det går stadig over stok og sten, hvor visse mellemregninger undlades.

Samtidig er den højtragende stil og dialog, som også skal igennem en dansk oversættelse, med til at tyngde. Det bliver sgu’ unægtelig en smule gumpetungt, selv hvis man kun læser et hæfte af gangen. Tag den mindre bidder, så glider det trods alt lidt nemmere ned. Også når det stedvis bliver lidt for “fjollet” til min smag, som historierne om Ny Menneskerne.

Til gengæld er der masser af spændende idéer, at finde, selv når selve historierne halter lidt. Tanker om kloning, en levende planet og generelt den særprægede blanding af nordisk mytologi, sci-fi og fantasy. Og så er det her, at noget af kimen til kosmisk Marvel lægges (sammen med andre Marvel udgivelser fra samme periode, selvfølgelig).

Men, Thor virker som broen. Han er både en Gud, kosmisk kriger og har en forbindelse til Jorden via Jane Foster og hans medlemskab af Avengers. Derfor er det både et godt sted, at starte eller læse som supplement til den mere kosmiske del af Marvel universet.

The post Marvelklubben: Thor Klassiker nr. 1 appeared first on Kathoom.

Kirbys kuldsejlede passionsprojekt

Fourth World var den samlede betegnelse for Kirbys DC-kreationer. Et univers, der kredsede om fortællingen om de to gudeverdener New Genesis og Gudesønnerne og deres skyggeside, Darkseid og hans maskinelle slave-planet Akropolis. Det var Kirbys passionsprojekt og guleroden, som lokkede ham fra Marvel over til konkurrenten DC.

Efter hans stigende konflikter over rettigheder og anerkendelse for sit bidrag hos Marvel, var Kirby nok ikke svær at lokke. Desværre, for ham og os, blev opholdet hos DC, efter en lovende start, endnu en frustrerende oplevelse for Kirby. Han fik ikke lov til, at følge sine kreationer og Fourth World universet til dørs. I stedet for endte det med endnu en frustrerende oplevelse og en række personlige nederlag, der slutteligt sugede den kreative kraft og energi ud af ham.

Fourth World blev på mange punkter kulminationen for Kirby. Noget af hans bedste og mest opfindsomme arbejde, hvor hans idéer om gamle guder, myter og religion i en moderne kontekst fik lov til, at folde sig ud i fuldt, farverigt og fantasifuldt flor. Men, også en periode, der viste nogle af hans begrænsninger som forfatter og plotter af større historier.

Det mundede ud i en række serier og et samlet univers, der føles en kende ujævn, hullet og i sidste ende uforløst. Men, i glimt er det ren tegneseriemagi. Og det er først mod slut, at den manglende opbakning og et tømt kreativt lager smitter af på kvaliteten af selve tegningerne.

Episodisk udbryderkonge

De 18 hæfter er her samlet i det velkendte trade paperback format, som startede med at udkomme i oktober 1971. Mr. Miracle er på mange punkter Kirby, når han er mest Kirby’sk, på godt og lidt ondt. Opbygningsmæssigt har den mest tilfælles med den lidt fragmenterede fortællestil i Forever People. Episodisk, med små afrundede hæfte-til-hæfte plots, krydret med spredte glimt af baggrundshistorie og den større mytologi.

Hvor New Gods forsøgte, at bygge en enorm mytologi og sammenhængende narrativ op, så er de andre Fourth World titler mere nede på jorden. I hvert fald i fortællestruktur. For selvom de afrundende historier kan virke små i deres plots, så er de store hvad angår idéer og skæve påfund. Især Mr. Miracle, hvor Kirby giver sig selv lov til, at lege med det han elsker mest: maskiner og teknologi.

Her i form af Mr. Miracle aka. Scott Free og hans mere eller mindre fantastiske udbryderstunts. Der ofte involverer den ene opfindsomme og diabolske dims, fælde eller gimmick efter den anden, som han skal undslippe med kløgt og/eller brug af hans gadgets. Hvis han ikke selv har opfundet og konstrueret den pågældende maskine, så stammer den fra “ugens skurk”, der fanger Mr. Miracle og propper ham i en fælde.

I ved, i stedet for bare at nakke vores helt, der nok er god til at undslippe, men øjensynligt lige så dygtig til, at gå i en fælde, eller blive taget til fange. I de første hæfter, hvor Scott Free og bi-figurerne bliver introduceret, er strukturen mere løs. Efterhånden lader det dog til, at Kirby falder ind i et nogenlunde fast mønster.

En del hæfter i træk slutter alle med, at Scott er fanget, pludselig er fri uden, at man ser hvordan. Herefter fortælles og vises det hvordan han undslap i et flashback over 1-2 sider, mens skurken relativt nemt sættes ud af spillet. Badabing badabum, videre til næste hæfte med en sprudlende salgstekst.

I want to break Free!

I det hele taget er tonen ofte holdt i et underholdende, opstyltet cirkussprog/salgstaleklingende hype. Man kan næsten høre en sprechteilmeister råbe outro og introteksterne i en megafon, mens dramatisk underlægningsmusik blæser ud af en skrattende højtaler. Der er altså tale om en let, men storladen og bombastisk tone, som ikke har samme tragiske undertone som eksempelvis New Gods.

Og så alligevel… for Scott Frees baggrundshistorie rummer egentlig antydningen af både tragedie og traumer. Vokset op på et børnehjem på Apokolips, bestyret af den lede Granny Goodness og hendes onde håndlangere. Free er søn af New Genesis leder, der som del en fredspagt mellem de to planeter, blev udvekslet med Darkseids søn, Orion. Begge vokser op uden, at kende deres fædrene ophav.

Han undslap, hans første udbrydertrick, sammen med veninden, den slag- og handlekraftige Big Barda, men fortiden spøger stadig efter hans ankomst til jorden. Frees flugt giver Darkseid en undskyldning for, at genoptage krigen med New Genesis, da han opfatter fredsaftalen som brudt.  Noget Free er uvidende om, da han møder og tages under vingen af den aldrende udbryderkonge Thaddeus Brown.

Da Brown omkommer efter et opgør med en gangsterbande, overtager Scott Free Browns’ farverige dragt og maske, samt kunstnernavnet Mr. Miracle. Og så er vi for alvor i gang med udbrydertricks der inkluderer raketstole, kanoner fra Den Amerikanske Borgerkrig, torturkasser og andet teknologisk isenkram.

Kirby figur- og navnegenerator galore

Både Granny Goodnees og Big Barda dukker hurtigt op i serien, sammen med en hel parade af wacky karakterer med fjollede navne. Frees lille hjælper, Oberon, kommenterer endda på figurgalleriets navne på et tidspunkt og kalder dem “goofy”. Figurerne hedder ofte det de er, eller fremhæver et (måske det eneste) karaktertræk de har.

Vi møder skøre eksistenser som eksempelvis Mad Harriet, Dr. Bedlam og ikke mindst den forrygende navngivne Virmin Vunderbar. En grinagtig og latterligt nazi-karikatur, der bogstaveligt talt hedder “Vidunderlige” (Wunderbar) “Skadedyr” (Vermin)… OUT STAND DING. Samtidig bringer det et velkendt Kirby element i spil: hans foragt for nazister.

Det grunder. naturligvis i hans erfaringer fra Anden Verdenskrig og hans jødiske ophav. Hvor det fascistiske og tyranniske andre steder hos Kirby har noget mørkt, ondsindet og ildevarslende over sig, så er Virmin Vunderbar næsten et rent komisk islæt. Han frem- og udstilles som inkompetent, selvovervurderende, lidt af en klodsmajor og en regulær underdanig kujon, når folk med mere magt end ham selv dukker op.

Figurer som Vunderbar, er med til at understrege den lidt lettere og legende grundtone, som Kirby benytter i store dele af Mr. Miracle.

Spiddende satire og og forsøg på karaktermord

Det bringer os frem til Funky Flashman. En ætsende, spiddende satire over Marvel-tiden og karikatur af selveste Stan Lee. Der her bliver fremstillet som en selvoptaget, grisk, vægelsindet plattenslager. Der ikke kan meget andet end, at tage en facade på og prøve på, at småsvindle sig til succes og profit.

Funky Flashman forsøger, at hægte sig på Mr. Miracles succes og udnytte ham med en forretningsmodel, der i sidste ende kun er til hans egen fordel. Han bærer falsk skæg og paryk, taler sig selv op og efterlader generelt et indtryk af, at være åleglat og ubehagelig. Det går også ud over hans underdanige medhjælper, “Houseroy”, der kun kan være en karikeret udgave af Lee’s Marvel protege, Roy Thomas.

Set fra afstand, og med 50 års bagklogskab, kan det godt virke en anelse småligt, hvis ikke decideret perfidt af Kirby på den måde, at udstille tidligere kolleger og arbejdsplads. Og så i en konkurrerende udgivers medier, uden mulighed for, at Stan Lee og Roy Thomas kan tage til genmæle – ud over, hvis de giver tilbage med samme mønt i Marvel-bladene. For den uindviede læser kan det tilmed virke en kende besynderligt, hvis læserne overhovedet har opfattet forbindelsen.

Det gør, at angrebet fremstår endnu mere personligt og under bæltestedet. Men, den slags “shoots fired” og udstilling af venner og fjender i branchen er/var bestemt ikke nyt, eller uhørt. Der er utallige eksempler. Man skal ikke underkende, at Kirby (og de langt de fleste tegnere og andre kreative bidragsydere) blev røvrendt af deres respektive udgivere. Og stadig bliver det.

Kirby tog det personligt. Og slog tilbage med det bedste våben han havde. Pennen.

Udbryderkonge eller snydepels?

Efter det episke Stan Lee karaktermord skifter serien retning, fortællingen bliver større i skala og vi får (for en tid) et lidt mere sammenhængende plot. Mr. Miracle og Big Barda konfronterer fortiden ved, at rejse til Apokolips for, at Scott Free endelig kan blive… fri. Det skal ske gennem en såkaldt “Right to Combat”, en form for duel for hans frihed.

Hvilket bringer Granny Goodnees og Darkseid tilbage på banen, og vi får et større indblik i det fascistiske samfund og livet på planeten. Det varer dog ikke ved, og Kirby får igen afledt sig selv, eller tager en afstikker eller to.

Den underliggende form synes, at være nogenlunde på plads. Ofte er det varianter af skabelonen “Mr. Miracle bringes i en tilsyneladende umulig situation, men undslipper i sidste øjeblik”. Typisk vha. en eller anden gadget, gizmo eller Georg Gearløs lignende dims, som han lige havde i lommen/bæltet/syet ind i masken. Er det ikke snyd?!

Mod slut i serien dukker gamle kendinge op igen, både kulørte skurke med gakkede navne og hans forbundsfælle Big Barda. Deres spirende forhold begynder også, at blomstre og udvikler sig. Kirbys fortid, som tegner af klassiske romance-pulp serier fornægter sig ikke.

Når enden er… en slutning

Med kun 18 hæfter og usikkerheden om seriens fortsættelse, så slutter Mr. Miracle uden den store sløjfe på plottet og den mange tråde. Kirby forsøger, at binde en mindre sløjfe på Darkseid-delen på falderebet. Men, ligesom hans andre DC-serier fra samme periode, Forever People og New Gods så, er det ret tydeligt, at det ikke helt var det Kirby havde i tankerne.

Serien bærer tydeligt præg af, at være klassisk, episodisk og fortrinsvis isoleret månedligt hæfteformat. Små, afrundede historier, og sporadiske afstikkere til en større, bagvedliggende historie og baggrundsstof. Ingen af delene når Kirby, at få udtømt eller bragt helt i mål. Man kan dermed kun gisne om, om han havde en større vision og ambition om, at bringe de tre serier sammen i et endeligt opgør mod Darkseid.

Eller om det hele tiden var meningen, at figurerne fra de 3 serier kun perifert skulle dele noget baggrundshistorie og kun deres veje kun krydses i korte glimt. På den ene side gør det den helt overliggende New Gods verden meget større og åben. På den anden, så MÅ det have været fristende, når man fornemmer de episke ambitioner Kirby lagde i udformningen af denne verden, at bygge op mod noget endnu større og sammenhængende.

Jeg ved bare ikke helt, om Kirby havde evnerne til, at indfrie potentialet?!

Kirbys barnlige begejstring

Nu hvor jeg har læst samtlige 3 serier, så står det i hvert fald klart, at Kirby var mere kreativ idé mand end en egentlig “afslutter”. Stedvis vælter indfald og påfund ud af ham, både på skrift og i tegninger, så man kun kan være imponeret. Samtidig bliver det tydeligt, at hans styrke ligger i den visuelle del.

Fortællingerne har det med, at løbe af med ham. Eller han får afledt sig selv med nye indfald uden, at følge det han allerede har fået lanceret fulgt til dørs. En store verden og tilhørende mytologi etableres, men så er det som om, at Kirby glemmer det i lange perioder og hygger sig med det episodiske format.

Det går, helt naturligt ud over helheden. Men, det har igen muligvis aldrig været hensigten. Som læseoplevelse, især når man er vant til moderne tegneserier, ikke mindst dem der samles i trades, kan det være en lidt “anderledes” måde at konsumere tegneserier på. Hvis man er vant til, at det bygger op mod et logisk klimaks, eller en form for forkromet sammenhæng, så vil en serie som Mr. Miracle fremstå fragmenteret. Af og til usammenhængende.

Læg dertil Kirbys tendens til med barnlig begejstring, at kaste sig over sit nyeste legetøj og man får fornemmelsen af “fri leg”.

Er der en redaktør tilstede?!

Netop det “barnlige”, og de menes her ikke på nogen som helst nedladende vis, er måske en af de stærkeste fornemmelser Mr. Miracle efterlader. Nogle dyrker princippet om, at man ikke skal afbryde et barn i sin leg og udfoldelse. Kirby virker på godt og lidt ondt uforstyrret her.

Det er muligt, at han (som mange kolleger), ikke fik den respekt, anerkendelse og løn, som han fortjente. Især hos Marvel. Hans DC-serier viser lidt bagsiden af medaljen ved, at lade barnet lege frit. Det er påfaldende, at han og hans serier, måske havde haft godt af lidt opsyn og et puf i den rigtige retning fra en mand, som er den har smider mest under bussen her. Kirby havde brug for en Stan Lee til, at tøjle, sortere og muligvis også skrive for ham.

Hos DC virker det som om, at redaktørerne først greb ind, efter de kunne se, at Kirbys energiske leg var ved, at løbe lidt af sporet. I stedet for, at gøre deres arbejde valgte de så den nemme løsning. De stoppede legen.

Igen kan man kun gisne om, hvad det ikke kunne være blevet til, hvis der havde været bare en lille smule gelinde guidning og retningslinjer. Det uindfriede potentiale virker, om muligt, endnu mere fascinerende end det Kirby endte med, at få ned på papiret.

Kongens helt egen mytologi

Tilbage står en række serier, som stedvis sprudler med fantastiske, opfindsomme og krøllede indfald. En episk fortælling om gamle guders fald og nyes oprejsning. Kirbys helt egen tegneserie mytologi.

I hvert fald konceptuelt. For i praksis er mange af serierne også præget af wacky eventyr og farverige fjollerier. I Mr. Miracles tilfælde en fortælling med et stort fokus på hovedpersonens profession og særlige evner: at være verdens bedste udbryderkonge! Det virker på mange måder, som noget fra en svunden tid. I 2022 kunne Scott Free næsten lige så godt have været stumfilmstjerne eller stærk mand i et omrejsende tivoli.

Samtidig er han en af de Nye Guder og viklet ind i en episk mytologisk fortælling om undertrykkelse og frihed. Det er i sandhed en sær blanding. Med sin helt egen tone, indre logik og spilleregler.

Udtænkt og udført af et tegneseriegeni, der med barnlig begejstring og frie tøjler gik all in.

(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).

Ja, helt klart kanon. Jeg synes næsten, at man skylder sig selv i det mindste at smage på Kirbys DC-produktion. Man skal bare være klar på, at man træder ind på hans helt personlige legeplads.

The post Pensum: Mr. Miracle af Jack Kirby appeared first on Kathoom.

Dynamisk duo rammer kreativ guldåre

For i begyndelsen var der Lee og Kirby, fristes man til, at sige. Hvilket, naturligvis er en sandhed med modifikation og lidt af en tilsnigelse. Der var også Simon, og andre andre. Og en tidlig Marvel/Atlas Comics historie, som strakte sig tilbage til 30eren og 40erne. Inden Lee, men dog med bidrag fra tidlig Kirby.

Sammen skabte den dengang (stadig) dynamiske og funktionelle duo De Fantastisk 4 i 1962, da deres kreative årer nærmest flød over med idéer og indfald. De sprøjtede vitterligt nye helte og historier ud nærmest dagligt, i et tempo, som helt kan tage pusten fra en. Ikke mindst når man samtidig kigger på kvaliteten af mange af deres påfund.

De var med til at etablere, formgive og fastsømme det Marvel-univers og nogle karakterer, som stadig er grundpillerne hos forlaget den dag i dag, over 60 år efter de blev udklækket. Det vidner om en imponerende slidstyrke, og at duoen havde fat i et eller andet eviggyldig. Selve grundstoffet og materien i den amerikanske tegneserierfortælling. Noget, der ramte tidsånden og endte med at transcendere og definere den.

Klassiker eller bedaget?

I De Fantastisk 4 Klassiker nr. 2, er vi nået et par år ind i deres arbejde med Marvels “first family”. Figurerne, og deres grundfortælling, er blevet etableret og slået fast. Bladet består af de amerikanske Fantastic Four #48-51, samt #18 sidst i bladet, som giver yderligere baggrundsstof. Og fortsætter historien fra De Fantastiske 4 Klassiker nr. 1 fra året før, der startede endnu længere tilbage i Lee og Kirbys forløb på serien.

Her, i nr. 2, er de dog på toppen og leverer, hvad af mange anses for, ikke blot at være en all time klassisk F4 historie, men cremen indenfor Marvel generelt. Det kan, hvis man lige holder vejret et øjeblik, eller kommer til at ignorere konteksten, måske virke en kende overdrevet. Ser man helt nøgternt og løsrevet på historien, dens struktur og indholdet i disse 4 hæfter, så kommer man ikke udenom, at tidens tand kan mærkes.

For en moderne, eller yngre læser vil det her nok virke gammeldags. Enkelt, måske endda lidt primitivt og “nå, var det bare det” følelse kan snige sig ind. Så trækker vi lige vejret igen, træder et skridt tilbage og får den der kontekst og historiske ballast på banen. Den gør det dog ikke alene. Selv uden perspektivet og forståelsen, så kan den her historie nogle helt grundlæggende ting, der gør den genredefinerende og uomgængelig, når man taler klassiker.

Komprimeret historiefortælling i sin fineste form

Det er næppe den første af sin slags, og elementerne har nok været tilstede siden mediets spæde start. Men, der er er noget essentielt tegneserieteknisk og fortællemæssigt effektivt over Lee og Kirbys slutresultatet. Der er medvirkende til, at disse hæfter stadig elskes og nærstuderes i dag. Især når man taler om helt grundliggende tegneserieteknisk fortællestruktur.

På under 4 hæfter får de afviklet en historie, der både introducerer en ny skurk (og anti-helt i form af Sølv Surferen), som truer Jordens eksistens. Spiller på en allerede etableret dynamik mellem vores helte, og sået frøene til kommende plots og udviklinger. Det er Compressed Storytelling i sin fineste form.

Galaktus kommer! Hvem er han? Hvad vil han og hvorfor? Hvad er Sølv Surferen for en fisk? Hvordan er gruppens dynamik, medlemmernes personligheder og indbyrdes forhold? Kan de overkommer den indledningsvist, tilsyneladende umulige opgave, lære af den, udvikle sig? Og er der endda plads til, at Galaktus og Sølv Surferen får både personlighed og rum til, at vokse som karakterer?

Ja til det hele, og meget mere. På 4×19 siders kompakt tegneserie får Lee og Kirby presset lidt til og meget mere ind i de stramme paneler uden, at det hele kollapser.

Den gigantiske galaktiske ædedolk

Det går, naturligt over stok og sten og nogle vil savner flere, eller mere komplicerede mellemregninger. Men, det her er amerikansk tegneseriekultur og underholdning i sin nærmest reneste, destillerede form.

Der er dog ikke kun fordele ved den velsmurte model. En karakter som Galaktus, der brager ind i bladene med åben mund og umættelig sult, kan virke en smule en-dimensional. Først mod slut får figuren noget dybde og nuancer, indtil da fremstår han som lidt en stor ædemaskine. En, hvis eneste motiv og drift er, at få stillet sin sult ved, at drikke Jordens vandreserver vha. han gigantiske rumstation og overlegne teknologi.

Til gengæld en der er helt forrygende og fascinerende fremstillet af Kirby. Figurdesign, visualiseringen af hans teknologi og dimensionerne i det hele vælter op og ud af siderne. Det er absolut Kirby-classic, der brænder sig direkte ind i tegneserie og Marvel-historien. Det spiller direkte ind i nogle af Kirbys største forcer, store, firkantede og mærkværdigt udseende karakterer og nærmest guddommelig rumteknologi og sci-fi maskineri.

Galaktus og hans sult bliver slået med list, med Den Altseende som en (undtagelsesvis) medspiller på lidt mere end sidelinjen. Men, han får, klogeligt lov til at overleve og besejres ved, at tale til hans fornuft. Det giver slutteligt nogle tiltrængte nuancer til karakteren, som pludselig fremstår mere kompleks end i det meste af historien. Dermed står døren på klem til, at han kan vende tilbage og at der er meget mere at hente i figuren.

Sølv Surferen er lige ved, at stjæle billedet

Galaktus kommer nok også til, at blegne lidt i forhold til hans frafaldne herold/budbringer/mundskænk, Sølv Surferen. Denne histories mest fascinerende, nuancerede og spændende karakter, der surfer direkte ind i Marvel-universet i betagende stil.

Alene hans underlige udseende og design giver den sølvfarvede fætter en mærkværdig tiltrækningskraft. Hans glatte, sølvfarvede look er én ting. Men, han fremstår også nærmest uden ansigtstræk, alligevel udtryksfuld på sin egen sære vis. Samtidig fremstår han afklædt, en nøgen mannequindukke uden kønsorganer. Den Ken-dukke dyppet i sølvmaling? På et surfbræt, som han bruger til at… ride på de kosmiske bølger?? Eller hvordan?

Den sære skabning starter ud med, at udføre sin pligt: opspore mulige planter og verdener, som hans grådige chef kan mæske sig i. Men, det viser sig hurtigt, at den sære sølvsnegl ikke er en samvittighedsløs slave. Først får en han en på kassen af Tingen, dernæst braser han gennem taget hos dennes blinde kæreste, Alica og lander på hendes sofa.

Her bliver der plads til en omgang lynpsykologisk sjælesøgning og effektivt fortalt karakterudvikling. Han overbevises, efter en vis portion skepsis om, at Jorden og menneskeheden har mere at tilbyde universet end, at være et hurtigt mellemmåltid for glubske Galaktus. Hvilket i sidste ende fører til, at han udviser en snert af (med)menneskelighed, eller i hvert fald forståelse for “os” og sætter sig op imod chefen.

Soap-serie trekant og hygge mandschauvinisme

Det spiller ind i et andet, velkendt element i tidlig Marvel. Elementer og dynamikker kendt fra Soap-serier. Tingen og Alicias forhold bringes i fare pga. denne nyankomne stoiske charlatan og sofarytter. Tingen bliver godt, gammeldags jaloux, og karakterens selvhad og usikkerhed udstilles.

Alicia virker her en kende naiv, men ikke med onde eller svigagtige hensigter. Hun overser simpelthen, hvordan det her kunne opfattes.Oog fanger ikke Tingens følelser er i klemme, i hendes oprigtige forsøg på, at forstå og omvende Sølv Surferen. Men, det sætter en helt klassisk Soap-trekant op, og får skabt noget emotionel splid af den klassiske slags, der opstår ud fra “misforståelser”.

Nu vi er ved forhold, så er et andet element, som kan datere denne historie fremstillingen af Den Usynlige Kvinde og Hr Fantastisk, deres forhold, karakterer og kønsroller og kvindesyn generelt. Lee får ofte (og sikkert med rette) ros for, at han (for tiden) var ret progressiv og frisindet. For tiden. Og i forhold til, at han allerede på daværende tidspunkt var en midaldrende herre.

For fremstillingen af kønsrollemønstre her virker bedaget. Selv for tiden, virker Reed Richards som noget af et mandschauvinistisk røvhul, der absolut IKKE vil forstyrres af irriterende kvindfolk i hans vigtige mandearbejde! Vi er mere end “kvart i”: UD AF MIT VÆRKSTED, OG TILBAGE I KØKKENET, FRUENTIMMER.

Det kan man så, lidt overbærende og godmodigt smile lidt af nu.

En tidløs klassiker

Alt i alt er det dog detaljer og små ting i det store billede og perspektiv. Der var det ord igen. I det rette perspektiv og kontekst, er Truslen Fra Galaktus en ubestridt klassiker, som fortjener sin status – dengang som nu.

Men, selv uden den historiske ballast og alt det man kan bruge time efter time, at analysere og perspektivere på, så vil jeg påstå, at man ville kunne få noget ud af at læse De Fantastiske 4 Klassiker nr. 2. Selvom dele med moderne øjne kan virke lidt simpelt eller altmodisch, tror jeg en “uindviet” læser ville få fornøjelse ud af fortællingen.

Som en gammel Disney Klassiker, et eventyr eller en musikalsk evergreen kan gøre det. Det her er bygget af sten, på et solidt fundament, som bare holder. Og sikkert kommer til, at modstå de tidstænder, der unægtelig forsøger at gnave i kanterne. Selvom superhelteserier, på mange punkter er blevet meget mere “sofistikerede”, så ved jeg ikke hvor mange af dem, som stadig vil blive husket, refereret eller bare læst om 60 år.

Er det den mest dybe, komplekse eller ambitiøse tegneserie og historie nogensinde? Nej, på ingen måde. Men det er forbandet underholdende, velsmurt- og eksekveret af en kreativ duo, der muligvis var på toppen og (samarbejdsmæssigt) peakede her.

The post Marvelklubben: De Fantastiske 4 Klassiker nr. 2 appeared first on Kathoom.

Fordi… Kirby!

En af de nye titler, som Kirby lancerede som en del af den overordnede Fourth World-fortælling, var Forever People. Der kun nåede, at udkomme i 11 numre, i 1971/72. Jeg har tidligere skrevet om New Gods her på siden, i form af Gudesønnerne, der samlede nogle af de 11 New Gods numre, der nåede at udkomme, på dansk. Forever People har, så vidt jeg ved og har kunnet google mig frem til, aldrig været udsendt på dansk?

Efter jeg læste, og faldt for Gudesønnerne (og retroaktivt og sent endelig “forstod” Kirby), anskaffede jeg mig en opsamling af de 11 New Gods numre. Hvilket igen ledte mig over til dagens ret her i denne udgave af Pensum: Det forbandede Ny Genesis hippieyngel Forever People!

Hvad betyder Forever People egentlig? Ingen anelse, som med meget andet Kirby, og her Fourth World universet, så bliver en del ikke nærmere forklaret. Eller giver meget mening. Eller giver mere mening, når det forklares… “fordi Kirby”!

Det må man bare acceptere, og det er faktisk også en del af charmen. Ting sker, figurer kommer og går, mellemregninger er ligegyldige, overstås i en ruf eller ignoreres.

Blomsterbørn fra Ny Genesis

Forever People er ingen undtagelse. Helt kort følger vi 5 unge helte/guder fra Ny Genesis, der sendes til Jorden i hælene på Darkseid. Send børn til, at klare voksnes arbejde? Nice work, dickhead New Gods. De 5 er: Big Bear, Mark Moonrider, Serifan, Vykin The Black (token black guy) og det kvindelige islæt, Beautiful Dreamer.

Titlen, historien og figurernes baggrund introduceres i et rasende tempo med store mængde informationer og spredte referencer. Ofte hen ad vejen, når der lige er brug for en en hurtig forklaring i farten. Tit ytret, som en henkastet bemærkning fra en af karaktererne, som pludselig begynder, at tænke højt i ekspositions vendinger. Mens en anden figur bryder ind og afslutter tanken. Jeg elsker det!

Man får fornemmelsen af, at Kirby nærmest flyder over med kreativitet og idéer. Måske fordi han, endelig er sluppet ud af Marvels spændetrøje? Det gør også, at der sker meget på samme tid, noget virker planlagt og udtænkt på forhånd, andet som om han finder på hen ad vejen. Alt sammen med til, at Forever People og Fourth World generelt føles både forunderlig, fantastisk, til tider rodet, lidt usammenhængende og hæsblæsende hektisk.

Jeg vil ikke dykke minutiøst ned i samtlige 11 numre og de eventyr De 5 Eksil Ny Genesis Hippier sendes ud på. Lad os bare konkludere, at det er afvekslende. Fra skrupskøre og langt ude “tant og fjas”, over det actionprægede, mere hverdagsagtige udflugter til noget langt mere dystert og ildevarslende. Tonen er mildt sagt alsidig!

De 5 “hippe katte” på eventyr

Efter seriens oprindelige “run” på 11 numre, dukkede Forever People sporadisk op i DC universet, når der lige var en “crises” under opsejling. Det har gjort, at dele af historien er blevet retconnet frem og tilbage, og figurer har gennemgået justeringer og ændringer. Alt det ignorerer vi lykkeligt her, og koncentrerer os udelukkende om blomsterbørnsrumvæsnernes første eventyr.

Der ender på en fucking cliffhanger! SPOILER FOR EN 50 ÅR GAMMEL SERIE: De strander på på planeten/i parallel universet Adon. En tilsyneladende fredfyldt verden, hvor hippierne kan leve i ro og mag…

Inden vi (og de) når dertil skal vi på wacky adventures med De 5 ungdommelige, hippe “katte” (en tilskuer kalder dem faktisk “hip cats” på et tidspunkt. Kirby var med på beatet og tidens jargon…). De blæser bogstaveligt ind i verden og DC-universet i første nummer. Fra deres New Genesis’ hjemby, Supertown, igennem en Boom Tube, på deres flyvende super-motorcykel, mens de ævler om en Mother Box.

Velkommen til Jorden, Forever People, og velkommen til Fourth World, kære læser. Både de kontrollerede, mekaniske ormehulslignende Boom Tubes og supercomputer/kunstige intelligensboksen, Mother Box, vil være kendte af læsere af New Gods. Lad os bare sige, at det er klassisk Kirby “fantastisk teknologi”. Der næsten har magiske kræfter, som aldrig bliver helt præcist defineret.

Celebre gæstestjerner og halv-bagte skurke

I første nummer når vi, ud over at blive introduceret til den brogede skare af Forever People, blandt andet at møde Darkseid, en af hans håndlangere og Infinity Man (Forever Peoples super alterego/en selvstændig karakter, de kan hidkalde/forvandle sig til). Nå ja, og så er Superman gæstestjerne.

Det går over stok og sten, ikke alt fungerer, eller er helt som man måske kender det fra andre steder i DC-universet. Darkseid vil fremstå “off”, hvis man kun kender ham som den gigantiske, omnipotente tyranniske trussel. Her i hans første fulde optræden i DC-universet (efter en cameo i Superman’s Pal Jimmy Olsen #134), fremstår han ikke helt færdigbagt, eller specielt truende.

Her virker han fysisk ret lille, og personlighedsmæssigt har han kun antydningen af fremtidige karakteristika. Faktisk virker ham mere, som en form for intergalaktisk forbryder-edderkop, som bruger letpåvirkelige små-forbrydere til egen vinding. I løbet af serien begynder den megalomane superskurk dog, at kigge frem fra panelerne.

Hvor Darkseid er en Kirby opfindelse, som han får formet og modelleret, så er hans Superman lidt af en forbier. Han virker både malplaceret i historien, og opfører sig en kende out-of-character. Superman virker mest interesseret i sig selv og hans behov, og jagten efter den famøse Supertown. Og tror, af en eller anden grund, at det er der han stammer fra, eller et eller andet?

Anti-livs ligningen, fri vilje og fascistisk fanatisme

Efter den lidt flyvske introduktion, hvor hovedhistorien ikke virker helt klar, bliver hovedtrådene lidt mere etableret, som hæfterne skrider frem. Der er stadig en gennemgående fornemmelse af, at serien kan læse hæfte-for-hæfte med små, afrundede 22-siders fortællinger, men større narrativer viser sig.

Skal man koge det centrale plot ned for de første 6-7 numre, så er det Darkseids jagt på den magtfulde Anti-Life Equation. En “ligning”/matematisk formular, der kan betinge/påvirke/underkaste alle levende væsners frie vilje. Lidt abstrakt, men man forstår symbolikken.

Og det er netop et gennemgående træk og tema i Fourth World, og også Forever People. Abstrakte koncepter, allegorier, paradigmer og budskaber. Fri vilje kontra tankekontrol, had og kontrol, fascisme, masseforførelse, fordomme, forståelse og lignende mere eller mindre højtragende tanker.

Noget af det kan virke en kende bedaget, ikke blot “af sin tid”, men også “i sin tid”. Kirbys flirt med hippieidealer og blomsterbønideologier virker, selv for 1971, en smule romantiske og uddaterede. Der er en snert af “gammelfar forstår de unge” over fremstillingen af Forever People og deres livssyn. Og den “square” omverdens nedladende syn på dem.

Evigt aktuel populistisk brugtvognsforhandler

Andre steder, der hvor serien indholds- og budskabsmæssigt er stærkest, er serien stadig overraskende, og lidt skræmmende aktuel. Det er svært, at læse #3 Life Vs. Anti-Life uden, at tænke på eksempelvis Donald Trump og andre moderne demagoger. Måden de kommunikerer på, bruger massekommunikation som magtmiddel og mekanikkerne i masseforførelse og populisme.

Det er frygt, som magtmiddel Darkseids håndlanger Glorious Godfrey (navnet alene…) bruger når han prædiker for masserne, og spreder budskabet om Anti-Life. Masserne lapper uvidende og velvilligt budskabet, der jo i sin matematiske grundessens er det modsatte af fri vilje, i sig. Der er nærmest tale om frivillig underkastelse til den sleske had-prædikant.

Sammenligningsgrundlaget og Kirbys ballast er tydeligvis Nazismen og Adolf Hitler, 40ernes oplevelser var stadig nogenlunde frisk i erindring. Og hadet til nazisterne og fascisme virker, som et gennemgående tema i hele Kirbys karriere og liv.

I dette højdepunkt i serien, fyrer Forever People og Kirby virkelig på samtlige cylindere. Ikke mindst hæftes åbningssider og afslutning, er en nær-optimal sammensmeltning af Kirbys budskaber og kunst. Der åbnes med et par svimlende flotte spread-pages af Glorious Godfrey og hans forførelse af masserne. Og lukkes ned med en ætsende samtale mellem Godfrey og Darkseid.

Her afslører Godfrey sig, som lidt af en non-believer i Anti-Life og Darkseids budskab, hans “religion” er “salg og forførelse”. Han er kort sagt en fusentast, slangesælger, brugtvognsforhandler, der lever for “salget”. Men, Darkseid går all in på bombastiske monolog og træder for alvor ind på scenen. “I AM THE REVELATION! THE TIGER-FORCE AT THE CORE OF ALL THINGS!”.

Tosset tortur i tegneserie-tivoli

Denne stadig potente pointe og fortælling leder over i #4, et af de mest kulørte og wacky i Forever People. Her får en anden af Darkseids medgørlige minions, Desaad, endelig lov til, at lege og være rigtig led. Happyland er en bizar sammensmeltning af noget dystert og forskruet, og en udkokset tegneserie-tivolitur.

I slutningen af forrige nummer blev Forever People fanget, og endte i sadistiske Desaads varetægt. Han spærrer dem inde i et tivoli på Jorden, der er fungerer som en form for tortur-karneval. Heltene er, udvidende for de let-påvirkelig og underholdningshungrende masser, fanget inde i de forlystelser, de benytter. Hvor de udsættes for ondsindet boldkast, rutschebaner der er ved, at kappe knoppen af dem og så videre.

Det er godt tosset og over the top, selvom det præsenteres, som toppen af ondskab og sadisme med Kirbys (som altid) kulørte og bombastiske sprog og vendinger. Det er mere campy end skræmmende, men der er også et eller andet delikat diabolsk tegneserieskurk agtigt over det.

Samtidig er det en tyk kommentar på tidens underholdningsindustri, massernes blinde indtag af letfordøjelig, konsekvensløs adspredelse. Desaad (og Darkseid) lever af og føder på andres ulykkes, som ækle snyltedyr.

Forever People taber pusten og mister orienteringen

Når Forever People er bedst, så kombinerer serien sin lidt corny og goofy præmis med mere tungtvejende samfundskritik, som i disse to hæfter. Desværre taber serien lidt tråden i de sidste hæfter.

Her skal vi på tidsrejseeventyr, der også krydser lidt over med New Gods-serien, men ikke rigtig fører nogen vegne. Der er også et eller andet hokus pokus med en kult, der føles som om Kirby trækker tiden indtil han finder ud af, hvor serien skal hen. Anti-life Equation plottet blev midlertidigt rundet af cirka halvvejs gennem de 11 hæfter, herefter føles serien noget famlende.

Bunden er en crossover med Deadman, der genoplives og gæsteoptræder i Forever People #9 og #10. Og ikke med Kirbys gode vilje, han blev pålagt af DC-ledelsen, at inkludere karakteren, som ikke er hans egen kreation. Det kan mærkes, det hele virker lidt halvhjertet. Og selvom Kirby prøver, så er det som om figuren og hans plottråd ikke rigtig passer ind i Forever Peoples hippie-univers.

Måske havde Kirby set skriften på væggen, at Forever People snart blev sendt på de evige tegneseriejagtmarker. I sidste nummer er det tydeligt, at de fleste løse ender må forblive uforløste og serien haster mod en improviseret målstreg. Med det in mente, så formår Kirby, at binde en nogenlunde holdbar, hurtig sløjfe på serien.

Og samtidig holde døren på klem med den tidligere nævnte semi-cliffhanger. Levede Forever People lykkeligt til deres dages ende på fredfyldte Adon? Er det egentlig vigtigt?

Kirbys’ grimme ællinger

Mit største problem med Forever People er nok, at jeg ikke rigtig føler for og med disse karakterer. De mest interessante er klart skurkene, der har noget personlighed. Noget heltene i vid udstrækning mangler. Jeg har svært ved, at beskrive dem og deres personlighed ud over deres løst definerede superkræfter.

De er… glade, hjælpsomme hippier, der møder farerne med gåpåmod og favner omverdenen med optimisme, og medmenneskelighed, selvom de er fra en anden verden? Individuelt flyder de lidt sammen, er overfladisk beskrevet og har ikke nogen videre mindeværdige karakteristika. På en måde er de titulære figurer blot plot devices i deres egen historie.

MEN, det gør egentlig ikke så meget. Jo, serien mangler nogle karakterer, som giver noget identifikation og kan engagere en. Til gengæld har Kirby i glimt virkelig noget på hjertet, hans idérigdom og fantasi er smittende. Ligesom der er noget dybt sympatisk over den optimisme og de positive vibrationer, der flyder gennem de 11 numre.

Og så er Forever People bare sjov! Det er på mange måder “de sorte får” i den store Fourth World-saga, eller den grimme ælling. For mig bliver den også lidt til en svane. Dens mangler er åbenlyse, men jeg endte med faktisk at synes endnu mere om serien end New Gods, der truer med at kollapse under sin egen vægt og svimlende ambitioner.

(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).

Forever People er den skøre, uregerlige lillebror, som nogle vil finde irriterende og uforståelig. Jeg er faldet for den skøre knægt i Kirby-familien. Det er nok til, at den ryger i den personlige kanon.

The post Pensum: Forever People af Jack Kirby appeared first on Kathoom.

I begyndelsen var der Jack Kirby…

New Gods, eller Fourth World universet, havde en lang og kompliceret udvikling og udgivelseshistorie. Den tager sin begyndelse omkring 1970, da en frustreret Kirby endelig fik nok af Marvel og skiftede til DC. Der er varierende historier om grundene. Kirbys forhold til hans samarbejdspartner Stan Lee, anerkendelsen og kreditten for deres output. For ikke at tale om kunstnernes rettigheder kontra udgiverne.

Det er der skrevet bøger og lavet film om, hvad skiftet end skyldtes, Kirby var nu hos konkurrenten, hvor han indledningsvis fik rimeligt fri hænder. De blev dog løbende mere og mere bundet, efter den indledende salgssucces for Fourth World titlerne begyndte at løje af. Kirby havde en afrundet fortælling i tankerne, DC ledelsen så det anderledes. De modsatte sig blandt andet Kirbys ønske om, at afslutte fortællingen med, at dræbe de nye guder.

Slutligt blev det kun til 11 numre af New Gods og en række mere eller mindre forbundne titler, som Mr. Miracle, Jimmy Olsen og The Forever People. I sidste ende fik hverken Kirby eller DC nok det ud af det, som de ønskede. Senere kom der nye titler til, forsøg på fortsættelser fra andre forfattere og tegnere. Og en form for afrunding fra Kirby selv med DC graphic novel #4 i midt 80erne.

Som så blev omgjort, “retconet” og alligevel fortsat med nye titler og Fourth World figurernes involvering i crossover events som Crisis on Infinite Earths i 1986.

Et kunstnerisk kludetæppe fra Kongen

Denne rodede, ujævne og langstrakte udgivelseshistorik, er nok også stærkt medvirkende til, at handlingen i en titel som Gudsønnerne kan virke lettere usammenhængende. Også selvom den kun bringer et mindre uddrag af Kribys samlede virke på Fourth World, så fornemmer man, at det lidt er et kludetæppe.

Det er dog også en del af charmen, for hvilket kludetæppe! Når Kirby og historien er oppe i kreative omdrejninger, så er det en ganske overrumplende, sært underholdende og fascinerende oplevelse.

En form for særegen blanding af sci-fi og bibelhistorie, der forsøger at fortælle en ny mytologi om nye guder for en ny generation af læsere. Frygt som magthavere, tro på ungdommen, mere eller mindre håndgribelige og højtflyvende koncepter vikles ind og ud af hinanden

Usammenhængende er, måske en lidt misvisende betegnelse. Men, så da “uklar”, kompliceret eller uoverskuelig. Hvor Kirby hos Marvel havde en, der kunne tøjle og give hans idéer og koncepter retning, i form af Stan Lee, så manglede han muligvis en lignende figur hos DC. Her fik Kirby lov til, at tømme den kreative åre som både tegner, forfatter og planlægger. Det var, trods alt måske for meget af det gode?

Samtidig har den vekslende opbakning fra DC været med til, at mudre det samlede billede. Det ene øjeblik ville de have mere, det andet øjeblik mindre. Det gør, at Fourth World flyder over med idéer og løse ender. Figurer kommer og går, handlingstråde introduceres, men følges måske ikke helt til dørs. På mange måder føles serien både, som om den vil for meget og for lidt på samme tid – det trækker i alle retninger.

Usammenhængende, men guddommeligt flot epos

I Gudesønnerne starter vi dermed både forfra, hvor alt skal bygges op og introduceres fra bunden, og i fuld fart fra start. Hæfte #7, som dukker op i sidste halvdel af dette blad, er eksempelvis den egentlige skabelsesberetning om De Nye Guder og de to søster planter Apokolips og Ny Genesis.

Dermed får vi koncepter, world building og figurer vi allerede har mødts oprindelse, samt forklaring på baggrundsstof, som kun er blevet vagt hentydet til, meget sent i bladet. Det er oplysninger, som man for overskuelig- og forståelighedens skyld godt kun have brugt tidligere.

Man kan sagtens forestille sig, at det er kommet ovenfra i DC-systemet, at “Hey, Jack, tror du ikke lige du skulle forklare noget af alt det her snart?!”. Kirby har enten tænkt, at det kom han nok til senere, haft en pointe med den lidt underlige og forvirrende struktur, eller også har han ikke haft de fortælletekniske evner. Hvad ved jeg, faktum er, at netop dette hæfte #7, kaldet Pagten, er bladets højdepunkt.

Og, jeg ved det er store ord, måske et højdepunkt i hele King Kirbys gloværdige karriere. Det er vanvittigt flot tegnet, opfindsomt, sprudlende og ambitiøst. Hvor den samlede fortælling kan virke hullet, så stråler Kirby så kraftigt i glimt, at han nærmest sprænger siderne med sin tegneseriekunst.

Kirbys smeltedigel bobler

Pagten går ud på den fred, der efter mange års kamp opstår mellem det utopiske, naturelskende og lidt hippiedrøm lignende Ny Genesis og det maskinelle, forurenede helvede Apokolips. Deres to ledere, Alfaderen på Ny Genesis og djævlen fra Apokolips, Darksejd, bytter sønner. Det gode, gamle spædbarns-swapping trick. Jeg betror min fjende mit dyrebareste.

Der er både bibelske overtoner, elementer fra nordiske/græsk mytologi, strømninger fra hippietiden, Vietnamkrigen og Kirbys egne erfaringer fra Anden Verdenskrig spøger, og en fascination for space opera/soap-serier og sci-fi. Mytologi og maskiner, teknik og natur. Tankerne og koncepterne er enorme, der er sikkert utallige referencer og inspirationskilder at nørde og opdage her.

Pagten er nok kulminationen af Kirbys vision i Gudesønnerne nr. 1, det er dog ikke ensbetydende med, at resten af bladet ikke er tegneteknisk og visuelt betagende. Selv når man har problemer med, at følge den lidt snørklede, stedvis gumpetunge handling, er der hele tiden noget at kigge på. Eller også er idéerne pirrende nok til, at man hænger på, selvom man ikke helt forstår hvor vi skal hen.

Hvem, hvad, hvorfor og hvordan?!

Figurernes kræfter bliver eksempelvis aldrig helt defineret. Orion, en af sønnerne, har noget kaldet Astroenergien. Hvad er det? Bah, pyt, det skal man ikke bekymre sig om. Hvad er den stol den (måske) neutrale, kosmosrejsende Metron flyver rundt i reelle kraft og begrænsninger? Det er en Møbius-stol, fjollehoved, der kan… ting!

Hvorfor bliver Alfaderen, tilsyneladende årtier ældre på et splitsekund i Pagten? Fordi det gør han. Hvad er Kilden (The Source), en slags alvidende/vis/synsk/magtfuld væg i Ny Genesis egentlig? Det behøver du ikke svar på endnu. Hvor bliver de der mennesker af, som Darksejd kidnapper i et kapitel, men som senere reddes og bringes tilbage til Jorden? De forvinder lidt ud af fortællingen fordi… øhhh… plot-grunde!

Hvorfor ligner- og går politidirektør Turpin, der ene mand sætter sig for, at stoppe Darksejds håndlangeres invasionsforsøg på Jorden, klædt som en form for gangster fra 30erne?! Og hvor pokker er Superman, eller nogle af de andre helte henne når lokummet brænder? OK, Superman nævnes to gange i en henkastet bemærkning. Han skulle vist noget andet den dag.

En aldrende mesters afskedssalut

Gudesønnerne rejser flere spørgsmål end svar, og begynder man at trække lidt i syninger og løse tråde, så kan man hurtigt trævle kludetæppet op. Men, lad være! Modstå fristelsen, læn dig tilbage, nyd det og lad dig fortrylle og underholde. Gudesønnerne og Kirby kan, hvis du er heldig, få dig til at føle dig som et barn igen.

Kirby leger på siderne med netop en barnlig begejstring. Ingen indfald er for tossede, eller langt ude og de skal helst inkluderes i legen hurtigst muligt – selvom legen måske lige havde en helt anden retning. Og det kommer fra en, som i lang tid ikke forstod Kirby, eller overhovedet kunne lide hans stil.

Den er god nok. Da jeg var ung tegneserielæser i 80erne var Kirby yt, i hvert fald hos mig. Hans stil, der på det tidspunkt kun var 15, 20, 25 år gammel, i hvert fald i det materiale der var tilgængeligt på dansk, virkede umådeligt gammeldags. Grimt, kantet, stift og umoderne. Kollektivt, tror jeg også at han var ved, at gå lidt i glemmebogen.

Det ændrede sig, naturligvis op gennem 90erne og senere, hvor han har opnået den status han fortjener. Men, da var jeg ude af tegneseriegamet. Så da jeg vendte tilbage, var det også med min oprindelige opfattelse af Kirby og hans kunst intakt. Selvom jeg, selvfølgelig ikke havde kunnet undgå, at læse og høre om Kongens fortræffeligheder og livshistorie.

Respekt og forståelse for en kunstneres virke, indflydelse og status er dog ikke det samme som, at man kan lide det, eller er fan.

Gudesønnerne er mageløst uperfekt

At læse Gudesønnerne for første gang har dog ændret et eller andet. Jeg tror, at jeg for første gang, for alvor “got it”. Det hjælper måske også, at vi er senere inde i Kirbys karriere end hvad jeg tidligere har været eksponeret for. Mit første indtryk er delvist baseret på titler på dansk som De Fantastiske 4 Klassiker nr. 1. En tegneserie, jeg som barn syntes var så tudegrim, at jeg faktisk ikke har læst den siden.

Nu ligger den over på reolen og det trækker lidt i mig. Det skyldes min overraskende fortryllende læseoplevelse med Gudesønnerne. Det pudsige er, at jeg sammenligner oplevelsen med, at føle sig som et barn igen. Men, jeg er ret sikker på, at jeg ikke havde fattet en dyt af Gudesønnerne, havde jeg læst den i 1987.

Nu kan jeg nyde budskaber, læse mellem linjerne og opfatte underliggende tematikker, der blot var druknet i mit forsøg på, at forstå handlingen. Gudesønnerne har meget at byde på, på den konto. Og sammen med Kirbys visuelle flair, som jeg nu endelig forstår at værdsætte, kreativiteten og de svimlende ambitioner er det fængslende læsning.

Det er også nok til, at overskygge de åbenlyse svagheder fortællingen også har. New Gods blev af mange grunde et enormt flop i sin tid, men nogle gange er der også noget smukt og storhed, at finde i noget der fejlede. Det “tragiske” er, at en fortælling som denne nok havde haft bedre vilkår i dag med den måde man udgiver og læser tegneserier på.

Før sin tid, af sin tid og ved siden af tid, Gudesønnerne er helt sin egen.

Epilog

Efter dette blev skrevet fik jeg anskaffe mig, og læst, Jack Kirbys New Gods, der samler de oprindelige 11 hæfter i serien. Den føjer med sine 400 sider, en betragtelig mængde materiale til historien. Og giver et mere komplet billede af Kirbys ambition. Det er ikke ubetinget en fordel. For hver gode idé og svimlende tegninger, er der også lidt mere “fyldstof”.

Det er tydeligt, at historien ikke var tænkt til at slutte efter 11 hæfter, derfor bygges der også på, og tages afstikkere for, at fylde fortløbende hæfter ud. Indtil historien pludselig skal rulles tilbage og rundes af. Det er en nydelse, at se Kirby i farver, men den sort/hvide Gudesønnerne er faktisk lige så flot. De supperler hinanden godt.

Endelig skal den danske redigering roses. Selvom man ikke får det komplette billede af New Gods i Gudesønnerne, så giver de redaktionelle valg og klippe/klistre arbejdet fint mening. Jeg vil klart anbefale, hvis man som jeg, er/var lidt Kirby neutral, at man giver New Gods, som samlet serie, en chance.

The post Fra Reolen: Gudesønnerne nr. 1 appeared first on Kathoom.