Galaktus kommer! Og han er pisse sulten og ligeglad med, at vi bor på hans spisekammer. De Fantastiske 4 Klassiker nr. 2 fortæller den, ja klassiske historie om gruppens første møde med planetfortærende galaktiske kæmpe. En legendarisk og stilskabende fortælling af Stan Lee og Jack Kirby, udsendt af Interpresse i 1985.
Bladet var nummer 29 i rækken af Marvelklubben udgivelser, og en af de første i bølgen af tykke sort/hvid hæfter, som forlaget brugte til at etablere det større Marvel-univers. Nye og gamle læsere kunne stå på her. Få en indføring i klassisk Marvel, der lagde til grund for de hæfter, helte og fortællinger, som forlaget udsendte nyere historier med sideløbende.
Som den kære Marvel-Morten forklarer på klubsiderne, da han omtaler nogle endnu ældre historier, der også blev bragt og brugt til at fylde disse blade ud, så kan materialet virke gammeldags. Men, det er vigtigt for forståelsen, som kontekst og for at skabe en form for overblik. Det var dengang, at Marvel “kun” havde én kontinuitet, at holde styr på…
Dynamisk duo rammer kreativ guldåre
For i begyndelsen var der Lee og Kirby, fristes man til, at sige. Hvilket, naturligvis er en sandhed med modifikation og lidt af en tilsnigelse. Der var også Simon, og andre andre. Og en tidlig Marvel/Atlas Comics historie, som strakte sig tilbage til 30eren og 40erne. Inden Lee, men dog med bidrag fra tidlig Kirby.
Sammen skabte den dengang (stadig) dynamiske og funktionelle duo De Fantastisk 4 i 1962, da deres kreative årer nærmest flød over med idéer og indfald. De sprøjtede vitterligt nye helte og historier ud nærmest dagligt, i et tempo, som helt kan tage pusten fra en. Ikke mindst når man samtidig kigger på kvaliteten af mange af deres påfund.
De var med til at etablere, formgive og fastsømme det Marvel-univers og nogle karakterer, som stadig er grundpillerne hos forlaget den dag i dag, over 60 år efter de blev udklækket. Det vidner om en imponerende slidstyrke, og at duoen havde fat i et eller andet eviggyldig. Selve grundstoffet og materien i den amerikanske tegneserierfortælling. Noget, der ramte tidsånden og endte med at transcendere og definere den.
Klassiker eller bedaget?
I De Fantastisk 4 Klassiker nr. 2, er vi nået et par år ind i deres arbejde med Marvels “first family”. Figurerne, og deres grundfortælling, er blevet etableret og slået fast. Bladet består af de amerikanske Fantastic Four #48-51, samt #18 sidst i bladet, som giver yderligere baggrundsstof. Og fortsætter historien fra De Fantastiske 4 Klassiker nr. 1 fra året før, der startede endnu længere tilbage i Lee og Kirbys forløb på serien.
Her, i nr. 2, er de dog på toppen og leverer, hvad af mange anses for, ikke blot at være en all time klassisk F4 historie, men cremen indenfor Marvel generelt. Det kan, hvis man lige holder vejret et øjeblik, eller kommer til at ignorere konteksten, måske virke en kende overdrevet. Ser man helt nøgternt og løsrevet på historien, dens struktur og indholdet i disse 4 hæfter, så kommer man ikke udenom, at tidens tand kan mærkes.
For en moderne, eller yngre læser vil det her nok virke gammeldags. Enkelt, måske endda lidt primitivt og “nå, var det bare det” følelse kan snige sig ind. Så trækker vi lige vejret igen, træder et skridt tilbage og får den der kontekst og historiske ballast på banen. Den gør det dog ikke alene. Selv uden perspektivet og forståelsen, så kan den her historie nogle helt grundlæggende ting, der gør den genredefinerende og uomgængelig, når man taler klassiker.
Komprimeret historiefortælling i sin fineste form
Det er næppe den første af sin slags, og elementerne har nok været tilstede siden mediets spæde start. Men, der er er noget essentielt tegneserieteknisk og fortællemæssigt effektivt over Lee og Kirbys slutresultatet. Der er medvirkende til, at disse hæfter stadig elskes og nærstuderes i dag. Især når man taler om helt grundliggende tegneserieteknisk fortællestruktur.
På under 4 hæfter får de afviklet en historie, der både introducerer en ny skurk (og anti-helt i form af Sølv Surferen), som truer Jordens eksistens. Spiller på en allerede etableret dynamik mellem vores helte, og sået frøene til kommende plots og udviklinger. Det er Compressed Storytelling i sin fineste form.
Galaktus kommer! Hvem er han? Hvad vil han og hvorfor? Hvad er Sølv Surferen for en fisk? Hvordan er gruppens dynamik, medlemmernes personligheder og indbyrdes forhold? Kan de overkommer den indledningsvist, tilsyneladende umulige opgave, lære af den, udvikle sig? Og er der endda plads til, at Galaktus og Sølv Surferen får både personlighed og rum til, at vokse som karakterer?
Ja til det hele, og meget mere. På 4×19 siders kompakt tegneserie får Lee og Kirby presset lidt til og meget mere ind i de stramme paneler uden, at det hele kollapser.
Den gigantiske galaktiske ædedolk
Det går, naturligt over stok og sten og nogle vil savner flere, eller mere komplicerede mellemregninger. Men, det her er amerikansk tegneseriekultur og underholdning i sin nærmest reneste, destillerede form.
Der er dog ikke kun fordele ved den velsmurte model. En karakter som Galaktus, der brager ind i bladene med åben mund og umættelig sult, kan virke en smule en-dimensional. Først mod slut får figuren noget dybde og nuancer, indtil da fremstår han som lidt en stor ædemaskine. En, hvis eneste motiv og drift er, at få stillet sin sult ved, at drikke Jordens vandreserver vha. han gigantiske rumstation og overlegne teknologi.
Til gengæld en der er helt forrygende og fascinerende fremstillet af Kirby. Figurdesign, visualiseringen af hans teknologi og dimensionerne i det hele vælter op og ud af siderne. Det er absolut Kirby-classic, der brænder sig direkte ind i tegneserie og Marvel-historien. Det spiller direkte ind i nogle af Kirbys største forcer, store, firkantede og mærkværdigt udseende karakterer og nærmest guddommelig rumteknologi og sci-fi maskineri.
Galaktus og hans sult bliver slået med list, med Den Altseende som en (undtagelsesvis) medspiller på lidt mere end sidelinjen. Men, han får, klogeligt lov til at overleve og besejres ved, at tale til hans fornuft. Det giver slutteligt nogle tiltrængte nuancer til karakteren, som pludselig fremstår mere kompleks end i det meste af historien. Dermed står døren på klem til, at han kan vende tilbage og at der er meget mere at hente i figuren.
Sølv Surferen er lige ved, at stjæle billedet
Galaktus kommer nok også til, at blegne lidt i forhold til hans frafaldne herold/budbringer/mundskænk, Sølv Surferen. Denne histories mest fascinerende, nuancerede og spændende karakter, der surfer direkte ind i Marvel-universet i betagende stil.
Alene hans underlige udseende og design giver den sølvfarvede fætter en mærkværdig tiltrækningskraft. Hans glatte, sølvfarvede look er én ting. Men, han fremstår også nærmest uden ansigtstræk, alligevel udtryksfuld på sin egen sære vis. Samtidig fremstår han afklædt, en nøgen mannequindukke uden kønsorganer. Den Ken-dukke dyppet i sølvmaling? På et surfbræt, som han bruger til at… ride på de kosmiske bølger?? Eller hvordan?
Den sære skabning starter ud med, at udføre sin pligt: opspore mulige planter og verdener, som hans grådige chef kan mæske sig i. Men, det viser sig hurtigt, at den sære sølvsnegl ikke er en samvittighedsløs slave. Først får en han en på kassen af Tingen, dernæst braser han gennem taget hos dennes blinde kæreste, Alica og lander på hendes sofa.
Her bliver der plads til en omgang lynpsykologisk sjælesøgning og effektivt fortalt karakterudvikling. Han overbevises, efter en vis portion skepsis om, at Jorden og menneskeheden har mere at tilbyde universet end, at være et hurtigt mellemmåltid for glubske Galaktus. Hvilket i sidste ende fører til, at han udviser en snert af (med)menneskelighed, eller i hvert fald forståelse for “os” og sætter sig op imod chefen.
Soap-serie trekant og hygge mandschauvinisme
Det spiller ind i et andet, velkendt element i tidlig Marvel. Elementer og dynamikker kendt fra Soap-serier. Tingen og Alicias forhold bringes i fare pga. denne nyankomne stoiske charlatan og sofarytter. Tingen bliver godt, gammeldags jaloux, og karakterens selvhad og usikkerhed udstilles.
Alicia virker her en kende naiv, men ikke med onde eller svigagtige hensigter. Hun overser simpelthen, hvordan det her kunne opfattes.Oog fanger ikke Tingens følelser er i klemme, i hendes oprigtige forsøg på, at forstå og omvende Sølv Surferen. Men, det sætter en helt klassisk Soap-trekant op, og får skabt noget emotionel splid af den klassiske slags, der opstår ud fra “misforståelser”.
Nu vi er ved forhold, så er et andet element, som kan datere denne historie fremstillingen af Den Usynlige Kvinde og Hr Fantastisk, deres forhold, karakterer og kønsroller og kvindesyn generelt. Lee får ofte (og sikkert med rette) ros for, at han (for tiden) var ret progressiv og frisindet. For tiden. Og i forhold til, at han allerede på daværende tidspunkt var en midaldrende herre.
For fremstillingen af kønsrollemønstre her virker bedaget. Selv for tiden, virker Reed Richards som noget af et mandschauvinistisk røvhul, der absolut IKKE vil forstyrres af irriterende kvindfolk i hans vigtige mandearbejde! Vi er mere end “kvart i”: UD AF MIT VÆRKSTED, OG TILBAGE I KØKKENET, FRUENTIMMER.
Det kan man så, lidt overbærende og godmodigt smile lidt af nu.
En tidløs klassiker
Alt i alt er det dog detaljer og små ting i det store billede og perspektiv. Der var det ord igen. I det rette perspektiv og kontekst, er Truslen Fra Galaktus en ubestridt klassiker, som fortjener sin status – dengang som nu.
Men, selv uden den historiske ballast og alt det man kan bruge time efter time, at analysere og perspektivere på, så vil jeg påstå, at man ville kunne få noget ud af at læse De Fantastiske 4 Klassiker nr. 2. Selvom dele med moderne øjne kan virke lidt simpelt eller altmodisch, tror jeg en “uindviet” læser ville få fornøjelse ud af fortællingen.
Som en gammel Disney Klassiker, et eventyr eller en musikalsk evergreen kan gøre det. Det her er bygget af sten, på et solidt fundament, som bare holder. Og sikkert kommer til, at modstå de tidstænder, der unægtelig forsøger at gnave i kanterne. Selvom superhelteserier, på mange punkter er blevet meget mere “sofistikerede”, så ved jeg ikke hvor mange af dem, som stadig vil blive husket, refereret eller bare læst om 60 år.
Er det den mest dybe, komplekse eller ambitiøse tegneserie og historie nogensinde? Nej, på ingen måde. Men det er forbandet underholdende, velsmurt- og eksekveret af en kreativ duo, der muligvis var på toppen og (samarbejdsmæssigt) peakede her.
