Knyt sylten, hippie, bliv klippet og få dig et arbejde! Det er ikke nemt, at være en del af Forever People. En gruppe unge guder fra New Genesis, der lander på jorden i start-70erne på jagt efter Darkseid og hans håndlangere.
Jack Kirby skabte, skrev og tegnede Forever People, som en del af hans ambitiøse Fourth World saga. Ligesom hovedserien, New Gods og sideserien om Mr. Miracle, led Kirby dog den tort, at hans hjertebørn blev droppet af DC, inden de for alvor kom i gang og fik etableret sig.
Meget er skrevet og sagt om Kirbys farvel til Marvel i slut-60erne, efter et bittert opgør med redaktør Stan Lee og hans efterfølgende skifte til konkurrenterne DC. Der modtog ham med åbne arme, og indledningsvis gav ham temmelig frie tøjler. De blev dog hurtigt strammet, da DCs ledelse begyndte at blande sig og diktere indhold. Inden de, med svigtende salg som undskyldning (måske var der også tale om manglende tro og opbakning), aflyste stort set alle Kirbys nye kreationer.
Kirby, der allerede var i karrierens begyndende efterår men, som DC-serierne, og senere tilbagevenden til Marvel viste, havde stadig momentvis sprudlende kvalitet tilbage i årene og pennen. På mange måder ramte nederlaget med Fourth World “fiaskoen” dog hårdt, og signalerede begyndelsen til enden.
Fordi… Kirby!
En af de nye titler, som Kirby lancerede som en del af den overordnede Fourth World-fortælling, var Forever People. Der kun nåede, at udkomme i 11 numre, i 1971/72. Jeg har tidligere skrevet om New Gods her på siden, i form af Gudesønnerne, der samlede nogle af de 11 New Gods numre, der nåede at udkomme, på dansk. Forever People har, så vidt jeg ved og har kunnet google mig frem til, aldrig været udsendt på dansk?
Efter jeg læste, og faldt for Gudesønnerne (og retroaktivt og sent endelig “forstod” Kirby), anskaffede jeg mig en opsamling af de 11 New Gods numre. Hvilket igen ledte mig over til dagens ret her i denne udgave af Pensum: Det forbandede Ny Genesis hippieyngel Forever People!
Hvad betyder Forever People egentlig? Ingen anelse, som med meget andet Kirby, og her Fourth World universet, så bliver en del ikke nærmere forklaret. Eller giver meget mening. Eller giver mere mening, når det forklares… “fordi Kirby”!
Det må man bare acceptere, og det er faktisk også en del af charmen. Ting sker, figurer kommer og går, mellemregninger er ligegyldige, overstås i en ruf eller ignoreres.
Blomsterbørn fra Ny Genesis
Forever People er ingen undtagelse. Helt kort følger vi 5 unge helte/guder fra Ny Genesis, der sendes til Jorden i hælene på Darkseid. Send børn til, at klare voksnes arbejde? Nice work, dickhead New Gods. De 5 er: Big Bear, Mark Moonrider, Serifan, Vykin The Black (token black guy) og det kvindelige islæt, Beautiful Dreamer.
Titlen, historien og figurernes baggrund introduceres i et rasende tempo med store mængde informationer og spredte referencer. Ofte hen ad vejen, når der lige er brug for en en hurtig forklaring i farten. Tit ytret, som en henkastet bemærkning fra en af karaktererne, som pludselig begynder, at tænke højt i ekspositions vendinger. Mens en anden figur bryder ind og afslutter tanken. Jeg elsker det!
Man får fornemmelsen af, at Kirby nærmest flyder over med kreativitet og idéer. Måske fordi han, endelig er sluppet ud af Marvels spændetrøje? Det gør også, at der sker meget på samme tid, noget virker planlagt og udtænkt på forhånd, andet som om han finder på hen ad vejen. Alt sammen med til, at Forever People og Fourth World generelt føles både forunderlig, fantastisk, til tider rodet, lidt usammenhængende og hæsblæsende hektisk.
Jeg vil ikke dykke minutiøst ned i samtlige 11 numre og de eventyr De 5 Eksil Ny Genesis Hippier sendes ud på. Lad os bare konkludere, at det er afvekslende. Fra skrupskøre og langt ude “tant og fjas”, over det actionprægede, mere hverdagsagtige udflugter til noget langt mere dystert og ildevarslende. Tonen er mildt sagt alsidig!
De 5 “hippe katte” på eventyr
Efter seriens oprindelige “run” på 11 numre, dukkede Forever People sporadisk op i DC universet, når der lige var en “crises” under opsejling. Det har gjort, at dele af historien er blevet retconnet frem og tilbage, og figurer har gennemgået justeringer og ændringer. Alt det ignorerer vi lykkeligt her, og koncentrerer os udelukkende om blomsterbørnsrumvæsnernes første eventyr.
Der ender på en fucking cliffhanger! SPOILER FOR EN 50 ÅR GAMMEL SERIE: De strander på på planeten/i parallel universet Adon. En tilsyneladende fredfyldt verden, hvor hippierne kan leve i ro og mag…
Inden vi (og de) når dertil skal vi på wacky adventures med De 5 ungdommelige, hippe “katte” (en tilskuer kalder dem faktisk “hip cats” på et tidspunkt. Kirby var med på beatet og tidens jargon…). De blæser bogstaveligt ind i verden og DC-universet i første nummer. Fra deres New Genesis’ hjemby, Supertown, igennem en Boom Tube, på deres flyvende super-motorcykel, mens de ævler om en Mother Box.
Velkommen til Jorden, Forever People, og velkommen til Fourth World, kære læser. Både de kontrollerede, mekaniske ormehulslignende Boom Tubes og supercomputer/kunstige intelligensboksen, Mother Box, vil være kendte af læsere af New Gods. Lad os bare sige, at det er klassisk Kirby “fantastisk teknologi”. Der næsten har magiske kræfter, som aldrig bliver helt præcist defineret.
Celebre gæstestjerner og halv-bagte skurke
I første nummer når vi, ud over at blive introduceret til den brogede skare af Forever People, blandt andet at møde Darkseid, en af hans håndlangere og Infinity Man (Forever Peoples super alterego/en selvstændig karakter, de kan hidkalde/forvandle sig til). Nå ja, og så er Superman gæstestjerne.
Det går over stok og sten, ikke alt fungerer, eller er helt som man måske kender det fra andre steder i DC-universet. Darkseid vil fremstå “off”, hvis man kun kender ham som den gigantiske, omnipotente tyranniske trussel. Her i hans første fulde optræden i DC-universet (efter en cameo i Superman’s Pal Jimmy Olsen #134), fremstår han ikke helt færdigbagt, eller specielt truende.
Her virker han fysisk ret lille, og personlighedsmæssigt har han kun antydningen af fremtidige karakteristika. Faktisk virker ham mere, som en form for intergalaktisk forbryder-edderkop, som bruger letpåvirkelige små-forbrydere til egen vinding. I løbet af serien begynder den megalomane superskurk dog, at kigge frem fra panelerne.
Hvor Darkseid er en Kirby opfindelse, som han får formet og modelleret, så er hans Superman lidt af en forbier. Han virker både malplaceret i historien, og opfører sig en kende out-of-character. Superman virker mest interesseret i sig selv og hans behov, og jagten efter den famøse Supertown. Og tror, af en eller anden grund, at det er der han stammer fra, eller et eller andet?
Anti-livs ligningen, fri vilje og fascistisk fanatisme
Efter den lidt flyvske introduktion, hvor hovedhistorien ikke virker helt klar, bliver hovedtrådene lidt mere etableret, som hæfterne skrider frem. Der er stadig en gennemgående fornemmelse af, at serien kan læse hæfte-for-hæfte med små, afrundede 22-siders fortællinger, men større narrativer viser sig.
Skal man koge det centrale plot ned for de første 6-7 numre, så er det Darkseids jagt på den magtfulde Anti-Life Equation. En “ligning”/matematisk formular, der kan betinge/påvirke/underkaste alle levende væsners frie vilje. Lidt abstrakt, men man forstår symbolikken.
Og det er netop et gennemgående træk og tema i Fourth World, og også Forever People. Abstrakte koncepter, allegorier, paradigmer og budskaber. Fri vilje kontra tankekontrol, had og kontrol, fascisme, masseforførelse, fordomme, forståelse og lignende mere eller mindre højtragende tanker.
Noget af det kan virke en kende bedaget, ikke blot “af sin tid”, men også “i sin tid”. Kirbys flirt med hippieidealer og blomsterbønideologier virker, selv for 1971, en smule romantiske og uddaterede. Der er en snert af “gammelfar forstår de unge” over fremstillingen af Forever People og deres livssyn. Og den “square” omverdens nedladende syn på dem.
Evigt aktuel populistisk brugtvognsforhandler
Andre steder, der hvor serien indholds- og budskabsmæssigt er stærkest, er serien stadig overraskende, og lidt skræmmende aktuel. Det er svært, at læse #3 Life Vs. Anti-Life uden, at tænke på eksempelvis Donald Trump og andre moderne demagoger. Måden de kommunikerer på, bruger massekommunikation som magtmiddel og mekanikkerne i masseforførelse og populisme.
Det er frygt, som magtmiddel Darkseids håndlanger Glorious Godfrey (navnet alene…) bruger når han prædiker for masserne, og spreder budskabet om Anti-Life. Masserne lapper uvidende og velvilligt budskabet, der jo i sin matematiske grundessens er det modsatte af fri vilje, i sig. Der er nærmest tale om frivillig underkastelse til den sleske had-prædikant.
Sammenligningsgrundlaget og Kirbys ballast er tydeligvis Nazismen og Adolf Hitler, 40ernes oplevelser var stadig nogenlunde frisk i erindring. Og hadet til nazisterne og fascisme virker, som et gennemgående tema i hele Kirbys karriere og liv.
I dette højdepunkt i serien, fyrer Forever People og Kirby virkelig på samtlige cylindere. Ikke mindst hæftes åbningssider og afslutning, er en nær-optimal sammensmeltning af Kirbys budskaber og kunst. Der åbnes med et par svimlende flotte spread-pages af Glorious Godfrey og hans forførelse af masserne. Og lukkes ned med en ætsende samtale mellem Godfrey og Darkseid.
Her afslører Godfrey sig, som lidt af en non-believer i Anti-Life og Darkseids budskab, hans “religion” er “salg og forførelse”. Han er kort sagt en fusentast, slangesælger, brugtvognsforhandler, der lever for “salget”. Men, Darkseid går all in på bombastiske monolog og træder for alvor ind på scenen. “I AM THE REVELATION! THE TIGER-FORCE AT THE CORE OF ALL THINGS!”.
Tosset tortur i tegneserie-tivoli
Denne stadig potente pointe og fortælling leder over i #4, et af de mest kulørte og wacky i Forever People. Her får en anden af Darkseids medgørlige minions, Desaad, endelig lov til, at lege og være rigtig led. Happyland er en bizar sammensmeltning af noget dystert og forskruet, og en udkokset tegneserie-tivolitur.
I slutningen af forrige nummer blev Forever People fanget, og endte i sadistiske Desaads varetægt. Han spærrer dem inde i et tivoli på Jorden, der er fungerer som en form for tortur-karneval. Heltene er, udvidende for de let-påvirkelig og underholdningshungrende masser, fanget inde i de forlystelser, de benytter. Hvor de udsættes for ondsindet boldkast, rutschebaner der er ved, at kappe knoppen af dem og så videre.
Det er godt tosset og over the top, selvom det præsenteres, som toppen af ondskab og sadisme med Kirbys (som altid) kulørte og bombastiske sprog og vendinger. Det er mere campy end skræmmende, men der er også et eller andet delikat diabolsk tegneserieskurk agtigt over det.
Samtidig er det en tyk kommentar på tidens underholdningsindustri, massernes blinde indtag af letfordøjelig, konsekvensløs adspredelse. Desaad (og Darkseid) lever af og føder på andres ulykkes, som ækle snyltedyr.
Forever People taber pusten og mister orienteringen
Når Forever People er bedst, så kombinerer serien sin lidt corny og goofy præmis med mere tungtvejende samfundskritik, som i disse to hæfter. Desværre taber serien lidt tråden i de sidste hæfter.
Her skal vi på tidsrejseeventyr, der også krydser lidt over med New Gods-serien, men ikke rigtig fører nogen vegne. Der er også et eller andet hokus pokus med en kult, der føles som om Kirby trækker tiden indtil han finder ud af, hvor serien skal hen. Anti-life Equation plottet blev midlertidigt rundet af cirka halvvejs gennem de 11 hæfter, herefter føles serien noget famlende.
Bunden er en crossover med Deadman, der genoplives og gæsteoptræder i Forever People #9 og #10. Og ikke med Kirbys gode vilje, han blev pålagt af DC-ledelsen, at inkludere karakteren, som ikke er hans egen kreation. Det kan mærkes, det hele virker lidt halvhjertet. Og selvom Kirby prøver, så er det som om figuren og hans plottråd ikke rigtig passer ind i Forever Peoples hippie-univers.
Måske havde Kirby set skriften på væggen, at Forever People snart blev sendt på de evige tegneseriejagtmarker. I sidste nummer er det tydeligt, at de fleste løse ender må forblive uforløste og serien haster mod en improviseret målstreg. Med det in mente, så formår Kirby, at binde en nogenlunde holdbar, hurtig sløjfe på serien.
Og samtidig holde døren på klem med den tidligere nævnte semi-cliffhanger. Levede Forever People lykkeligt til deres dages ende på fredfyldte Adon? Er det egentlig vigtigt?
Kirbys’ grimme ællinger
Mit største problem med Forever People er nok, at jeg ikke rigtig føler for og med disse karakterer. De mest interessante er klart skurkene, der har noget personlighed. Noget heltene i vid udstrækning mangler. Jeg har svært ved, at beskrive dem og deres personlighed ud over deres løst definerede superkræfter.
De er… glade, hjælpsomme hippier, der møder farerne med gåpåmod og favner omverdenen med optimisme, og medmenneskelighed, selvom de er fra en anden verden? Individuelt flyder de lidt sammen, er overfladisk beskrevet og har ikke nogen videre mindeværdige karakteristika. På en måde er de titulære figurer blot plot devices i deres egen historie.
MEN, det gør egentlig ikke så meget. Jo, serien mangler nogle karakterer, som giver noget identifikation og kan engagere en. Til gengæld har Kirby i glimt virkelig noget på hjertet, hans idérigdom og fantasi er smittende. Ligesom der er noget dybt sympatisk over den optimisme og de positive vibrationer, der flyder gennem de 11 numre.
Og så er Forever People bare sjov! Det er på mange måder “de sorte får” i den store Fourth World-saga, eller den grimme ælling. For mig bliver den også lidt til en svane. Dens mangler er åbenlyse, men jeg endte med faktisk at synes endnu mere om serien end New Gods, der truer med at kollapse under sin egen vægt og svimlende ambitioner.
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Forever People er den skøre, uregerlige lillebror, som nogle vil finde irriterende og uforståelig. Jeg er faldet for den skøre knægt i Kirby-familien. Det er nok til, at den ryger i den personlige kanon.
