Efter at have besøgt de episke New Gods (I den danske version, Gudesønnerne) og de besynderlige Forever people, er turen kommet til den mærkværdige udbryderkonge/gudesøn Mr. Miracle. Måske Jack Kirbys mest aparte helt og historie, som samtidig fungerer som en bidende satire over, og bredside til, Kongens tid hos Marvel.
Og Især hans kuldsejlede forhold til den gamle samarbejds- og kreative sparringspartner Stan Lee, der i denne serie udstilles som den karikerede fusentast Funky Flashman! Men, mest af alt viser Mr. Miracle Kirbys krøllede hjerne, kærlighed til mærkværdige figurer og scenerier. Og en hulens masse scener, hvor Mr. Miracle på spektakulær vis undslipper “umulige” situationer.
Ligesom Kirbys øvrige 70er serier hos DC Comics, så led Mr. Miracle en kort og slutligt lidt krank skæbne. Serien var den der fik det længste forløb med 18 hæfter, mod de 11 som både New Gods og Forever People kunne snige sig op på. Måske lidt overraskende, i det både figurgalleriet, mytologien og det overordnede plot føles mere begrænset end de andre Fourth World titler.
Kirbys kuldsejlede passionsprojekt
Fourth World var den samlede betegnelse for Kirbys DC-kreationer. Et univers, der kredsede om fortællingen om de to gudeverdener New Genesis og Gudesønnerne og deres skyggeside, Darkseid og hans maskinelle slave-planet Akropolis. Det var Kirbys passionsprojekt og guleroden, som lokkede ham fra Marvel over til konkurrenten DC.
Efter hans stigende konflikter over rettigheder og anerkendelse for sit bidrag hos Marvel, var Kirby nok ikke svær at lokke. Desværre, for ham og os, blev opholdet hos DC, efter en lovende start, endnu en frustrerende oplevelse for Kirby. Han fik ikke lov til, at følge sine kreationer og Fourth World universet til dørs. I stedet for endte det med endnu en frustrerende oplevelse og en række personlige nederlag, der slutteligt sugede den kreative kraft og energi ud af ham.
Fourth World blev på mange punkter kulminationen for Kirby. Noget af hans bedste og mest opfindsomme arbejde, hvor hans idéer om gamle guder, myter og religion i en moderne kontekst fik lov til, at folde sig ud i fuldt, farverigt og fantasifuldt flor. Men, også en periode, der viste nogle af hans begrænsninger som forfatter og plotter af større historier.
Det mundede ud i en række serier og et samlet univers, der føles en kende ujævn, hullet og i sidste ende uforløst. Men, i glimt er det ren tegneseriemagi. Og det er først mod slut, at den manglende opbakning og et tømt kreativt lager smitter af på kvaliteten af selve tegningerne.
Episodisk udbryderkonge
De 18 hæfter er her samlet i det velkendte trade paperback format, som startede med at udkomme i oktober 1971. Mr. Miracle er på mange punkter Kirby, når han er mest Kirby’sk, på godt og lidt ondt. Opbygningsmæssigt har den mest tilfælles med den lidt fragmenterede fortællestil i Forever People. Episodisk, med små afrundede hæfte-til-hæfte plots, krydret med spredte glimt af baggrundshistorie og den større mytologi.
Hvor New Gods forsøgte, at bygge en enorm mytologi og sammenhængende narrativ op, så er de andre Fourth World titler mere nede på jorden. I hvert fald i fortællestruktur. For selvom de afrundende historier kan virke små i deres plots, så er de store hvad angår idéer og skæve påfund. Især Mr. Miracle, hvor Kirby giver sig selv lov til, at lege med det han elsker mest: maskiner og teknologi.
Her i form af Mr. Miracle aka. Scott Free og hans mere eller mindre fantastiske udbryderstunts. Der ofte involverer den ene opfindsomme og diabolske dims, fælde eller gimmick efter den anden, som han skal undslippe med kløgt og/eller brug af hans gadgets. Hvis han ikke selv har opfundet og konstrueret den pågældende maskine, så stammer den fra “ugens skurk”, der fanger Mr. Miracle og propper ham i en fælde.
I ved, i stedet for bare at nakke vores helt, der nok er god til at undslippe, men øjensynligt lige så dygtig til, at gå i en fælde, eller blive taget til fange. I de første hæfter, hvor Scott Free og bi-figurerne bliver introduceret, er strukturen mere løs. Efterhånden lader det dog til, at Kirby falder ind i et nogenlunde fast mønster.
En del hæfter i træk slutter alle med, at Scott er fanget, pludselig er fri uden, at man ser hvordan. Herefter fortælles og vises det hvordan han undslap i et flashback over 1-2 sider, mens skurken relativt nemt sættes ud af spillet. Badabing badabum, videre til næste hæfte med en sprudlende salgstekst.
I want to break Free!
I det hele taget er tonen ofte holdt i et underholdende, opstyltet cirkussprog/salgstaleklingende hype. Man kan næsten høre en sprechteilmeister råbe outro og introteksterne i en megafon, mens dramatisk underlægningsmusik blæser ud af en skrattende højtaler. Der er altså tale om en let, men storladen og bombastisk tone, som ikke har samme tragiske undertone som eksempelvis New Gods.
Og så alligevel… for Scott Frees baggrundshistorie rummer egentlig antydningen af både tragedie og traumer. Vokset op på et børnehjem på Apokolips, bestyret af den lede Granny Goodness og hendes onde håndlangere. Free er søn af New Genesis leder, der som del en fredspagt mellem de to planeter, blev udvekslet med Darkseids søn, Orion. Begge vokser op uden, at kende deres fædrene ophav.
Han undslap, hans første udbrydertrick, sammen med veninden, den slag- og handlekraftige Big Barda, men fortiden spøger stadig efter hans ankomst til jorden. Frees flugt giver Darkseid en undskyldning for, at genoptage krigen med New Genesis, da han opfatter fredsaftalen som brudt. Noget Free er uvidende om, da han møder og tages under vingen af den aldrende udbryderkonge Thaddeus Brown.
Da Brown omkommer efter et opgør med en gangsterbande, overtager Scott Free Browns’ farverige dragt og maske, samt kunstnernavnet Mr. Miracle. Og så er vi for alvor i gang med udbrydertricks der inkluderer raketstole, kanoner fra Den Amerikanske Borgerkrig, torturkasser og andet teknologisk isenkram.
Kirby figur- og navnegenerator galore
Både Granny Goodnees og Big Barda dukker hurtigt op i serien, sammen med en hel parade af wacky karakterer med fjollede navne. Frees lille hjælper, Oberon, kommenterer endda på figurgalleriets navne på et tidspunkt og kalder dem “goofy”. Figurerne hedder ofte det de er, eller fremhæver et (måske det eneste) karaktertræk de har.
Vi møder skøre eksistenser som eksempelvis Mad Harriet, Dr. Bedlam og ikke mindst den forrygende navngivne Virmin Vunderbar. En grinagtig og latterligt nazi-karikatur, der bogstaveligt talt hedder “Vidunderlige” (Wunderbar) “Skadedyr” (Vermin)… OUT STAND DING. Samtidig bringer det et velkendt Kirby element i spil: hans foragt for nazister.
Det grunder. naturligvis i hans erfaringer fra Anden Verdenskrig og hans jødiske ophav. Hvor det fascistiske og tyranniske andre steder hos Kirby har noget mørkt, ondsindet og ildevarslende over sig, så er Virmin Vunderbar næsten et rent komisk islæt. Han frem- og udstilles som inkompetent, selvovervurderende, lidt af en klodsmajor og en regulær underdanig kujon, når folk med mere magt end ham selv dukker op.
Figurer som Vunderbar, er med til at understrege den lidt lettere og legende grundtone, som Kirby benytter i store dele af Mr. Miracle.
Spiddende satire og og forsøg på karaktermord
Det bringer os frem til Funky Flashman. En ætsende, spiddende satire over Marvel-tiden og karikatur af selveste Stan Lee. Der her bliver fremstillet som en selvoptaget, grisk, vægelsindet plattenslager. Der ikke kan meget andet end, at tage en facade på og prøve på, at småsvindle sig til succes og profit.
Funky Flashman forsøger, at hægte sig på Mr. Miracles succes og udnytte ham med en forretningsmodel, der i sidste ende kun er til hans egen fordel. Han bærer falsk skæg og paryk, taler sig selv op og efterlader generelt et indtryk af, at være åleglat og ubehagelig. Det går også ud over hans underdanige medhjælper, “Houseroy”, der kun kan være en karikeret udgave af Lee’s Marvel protege, Roy Thomas.
Set fra afstand, og med 50 års bagklogskab, kan det godt virke en anelse småligt, hvis ikke decideret perfidt af Kirby på den måde, at udstille tidligere kolleger og arbejdsplads. Og så i en konkurrerende udgivers medier, uden mulighed for, at Stan Lee og Roy Thomas kan tage til genmæle – ud over, hvis de giver tilbage med samme mønt i Marvel-bladene. For den uindviede læser kan det tilmed virke en kende besynderligt, hvis læserne overhovedet har opfattet forbindelsen.
Det gør, at angrebet fremstår endnu mere personligt og under bæltestedet. Men, den slags “shoots fired” og udstilling af venner og fjender i branchen er/var bestemt ikke nyt, eller uhørt. Der er utallige eksempler. Man skal ikke underkende, at Kirby (og de langt de fleste tegnere og andre kreative bidragsydere) blev røvrendt af deres respektive udgivere. Og stadig bliver det.
Kirby tog det personligt. Og slog tilbage med det bedste våben han havde. Pennen.
Udbryderkonge eller snydepels?
Efter det episke Stan Lee karaktermord skifter serien retning, fortællingen bliver større i skala og vi får (for en tid) et lidt mere sammenhængende plot. Mr. Miracle og Big Barda konfronterer fortiden ved, at rejse til Apokolips for, at Scott Free endelig kan blive… fri. Det skal ske gennem en såkaldt “Right to Combat”, en form for duel for hans frihed.
Hvilket bringer Granny Goodnees og Darkseid tilbage på banen, og vi får et større indblik i det fascistiske samfund og livet på planeten. Det varer dog ikke ved, og Kirby får igen afledt sig selv, eller tager en afstikker eller to.
Den underliggende form synes, at være nogenlunde på plads. Ofte er det varianter af skabelonen “Mr. Miracle bringes i en tilsyneladende umulig situation, men undslipper i sidste øjeblik”. Typisk vha. en eller anden gadget, gizmo eller Georg Gearløs lignende dims, som han lige havde i lommen/bæltet/syet ind i masken. Er det ikke snyd?!
Mod slut i serien dukker gamle kendinge op igen, både kulørte skurke med gakkede navne og hans forbundsfælle Big Barda. Deres spirende forhold begynder også, at blomstre og udvikler sig. Kirbys fortid, som tegner af klassiske romance-pulp serier fornægter sig ikke.
Når enden er… en slutning
Med kun 18 hæfter og usikkerheden om seriens fortsættelse, så slutter Mr. Miracle uden den store sløjfe på plottet og den mange tråde. Kirby forsøger, at binde en mindre sløjfe på Darkseid-delen på falderebet. Men, ligesom hans andre DC-serier fra samme periode, Forever People og New Gods så, er det ret tydeligt, at det ikke helt var det Kirby havde i tankerne.
Serien bærer tydeligt præg af, at være klassisk, episodisk og fortrinsvis isoleret månedligt hæfteformat. Små, afrundede historier, og sporadiske afstikkere til en større, bagvedliggende historie og baggrundsstof. Ingen af delene når Kirby, at få udtømt eller bragt helt i mål. Man kan dermed kun gisne om, om han havde en større vision og ambition om, at bringe de tre serier sammen i et endeligt opgør mod Darkseid.
Eller om det hele tiden var meningen, at figurerne fra de 3 serier kun perifert skulle dele noget baggrundshistorie og kun deres veje kun krydses i korte glimt. På den ene side gør det den helt overliggende New Gods verden meget større og åben. På den anden, så MÅ det have været fristende, når man fornemmer de episke ambitioner Kirby lagde i udformningen af denne verden, at bygge op mod noget endnu større og sammenhængende.
Jeg ved bare ikke helt, om Kirby havde evnerne til, at indfrie potentialet?!
Kirbys barnlige begejstring
Nu hvor jeg har læst samtlige 3 serier, så står det i hvert fald klart, at Kirby var mere kreativ idé mand end en egentlig “afslutter”. Stedvis vælter indfald og påfund ud af ham, både på skrift og i tegninger, så man kun kan være imponeret. Samtidig bliver det tydeligt, at hans styrke ligger i den visuelle del.
Fortællingerne har det med, at løbe af med ham. Eller han får afledt sig selv med nye indfald uden, at følge det han allerede har fået lanceret fulgt til dørs. En store verden og tilhørende mytologi etableres, men så er det som om, at Kirby glemmer det i lange perioder og hygger sig med det episodiske format.
Det går, helt naturligt ud over helheden. Men, det har igen muligvis aldrig været hensigten. Som læseoplevelse, især når man er vant til moderne tegneserier, ikke mindst dem der samles i trades, kan det være en lidt “anderledes” måde at konsumere tegneserier på. Hvis man er vant til, at det bygger op mod et logisk klimaks, eller en form for forkromet sammenhæng, så vil en serie som Mr. Miracle fremstå fragmenteret. Af og til usammenhængende.
Læg dertil Kirbys tendens til med barnlig begejstring, at kaste sig over sit nyeste legetøj og man får fornemmelsen af “fri leg”.
Er der en redaktør tilstede?!
Netop det “barnlige”, og de menes her ikke på nogen som helst nedladende vis, er måske en af de stærkeste fornemmelser Mr. Miracle efterlader. Nogle dyrker princippet om, at man ikke skal afbryde et barn i sin leg og udfoldelse. Kirby virker på godt og lidt ondt uforstyrret her.
Det er muligt, at han (som mange kolleger), ikke fik den respekt, anerkendelse og løn, som han fortjente. Især hos Marvel. Hans DC-serier viser lidt bagsiden af medaljen ved, at lade barnet lege frit. Det er påfaldende, at han og hans serier, måske havde haft godt af lidt opsyn og et puf i den rigtige retning fra en mand, som er den har smider mest under bussen her. Kirby havde brug for en Stan Lee til, at tøjle, sortere og muligvis også skrive for ham.
Hos DC virker det som om, at redaktørerne først greb ind, efter de kunne se, at Kirbys energiske leg var ved, at løbe lidt af sporet. I stedet for, at gøre deres arbejde valgte de så den nemme løsning. De stoppede legen.
Igen kan man kun gisne om, hvad det ikke kunne være blevet til, hvis der havde været bare en lille smule gelinde guidning og retningslinjer. Det uindfriede potentiale virker, om muligt, endnu mere fascinerende end det Kirby endte med, at få ned på papiret.
Kongens helt egen mytologi
Tilbage står en række serier, som stedvis sprudler med fantastiske, opfindsomme og krøllede indfald. En episk fortælling om gamle guders fald og nyes oprejsning. Kirbys helt egen tegneserie mytologi.
I hvert fald konceptuelt. For i praksis er mange af serierne også præget af wacky eventyr og farverige fjollerier. I Mr. Miracles tilfælde en fortælling med et stort fokus på hovedpersonens profession og særlige evner: at være verdens bedste udbryderkonge! Det virker på mange måder, som noget fra en svunden tid. I 2022 kunne Scott Free næsten lige så godt have været stumfilmstjerne eller stærk mand i et omrejsende tivoli.
Samtidig er han en af de Nye Guder og viklet ind i en episk mytologisk fortælling om undertrykkelse og frihed. Det er i sandhed en sær blanding. Med sin helt egen tone, indre logik og spilleregler.
Udtænkt og udført af et tegneseriegeni, der med barnlig begejstring og frie tøjler gik all in.
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Ja, helt klart kanon. Jeg synes næsten, at man skylder sig selv i det mindste at smage på Kirbys DC-produktion. Man skal bare være klar på, at man træder ind på hans helt personlige legeplads.
