Marvelklubben drager denne gang tilbage til Asgård, hvor Thor svinger hammeren i en række tidlige eventyr. Eller RUM-GUDEN Thor, som han introduceres på forsiden af Thor Klassiker nr. 1, udsendt på dansk i 1985 via Interpresse. Der kom aldrig et nummer 2…
Måske fordi, at materialet i dette sort/hvide hæfter dækker en række historier af ældre dato, som allerede i 80erne kunne virke lidt bedaget? Eller fordi, at materialet er temmelig skørt og, muligvis har virket en kende langt ude – især uden kontekst.
Vi skal nemlig helt tilbage til 60erne, hvor duoen Stan Lee og Jack Kirby ellers var brandvarme. Men, her tager de den måske en tak for langt ud for danske læsere?
Velkommen til Marvelklubben nr. 31
Vi er i Marvel på dansks (via Interpresse) tidlige periode. Hvor de forsøgte at fylde huller ud, skabe overblik og kontinuitet med udgivelser under Marvelklubben banneret. Her udkom både nyt og gammelt, men nummereringen, skulle fungere som en form for læsevejledning.
Ligesom, at Marvel-Mortens introduktion og forklaringer på de redaktionelle sider, forsøgte at klæde nye og gamle læsere på. For Marvel universet var stort og i stadig udvikling, men fundamentet var for alvor blevet støbt op gennem 60erne. Derfor giver en udgivelse, som denne, og også fin mening. Og fungerer, som supplement til lignende tykke hæfter med navne som Kaptajn Amerika, Edderkoppen, Warlock, De Fantastiske 4, Projekt X og Kaptajn Marvel.
De fleste kom der 2, eller flere udgivelser med under “klassiker”-titlen, men Thor (og Dæmonen/Kazar) strandede altså på en enkelt udgivelse.
Nordisk Gud gennem amerikanske briller
Materialet ER klassisk Thor. Der er tale om de amerikanske Thor #131 til #136, 6 hæfter på samlet set cirka 100 sider. Tidligere var Thor kortvarigt udkommet i 1973/74 via Williams forlaget, der kun nåede at udsende 3 blade. Senere har Thor i 90erne optrådt i Mega-Marvel nr. 23 og 29, samt et enkelt Thor Annual.
Den nordiske tordengud har altså, historisk set haft det lidt svært på det danske marked. Lidt underligt, når man tænker på, at figuren stammer fra nordisk mytologi. Men, det er måske netop noget af problemet, hvis ikke hovedårsagen. Vi kender den her figur og hans eventyr, den er en del af vores egen folklore – han er VORES.
Og senere blev han i tegneserie-format defineret, og udødelig i sin egen ret, på dansk af Peter Madsens Valhalla. Da var løbet nok for alvor kørt for, at Thor i Marvel udgaven skulle kunne få overhånden. Muligvis har Marvels marketingsmaskine i forbindelse med MCU-filmene givet figuren en ny chance, i den amerikanske udgave?
En anden grund KUNNE også være, at Thor og hans historier i Stan Lee og Jack Kirby udgaven, ikke blot piller for meget ved de (for os) velkendte karakterer og myter. De kan ganske enkelt også fremstå for underlige.
Rumgudens galaktiske gak og løjer
For, der er tegneserie gak og løjer, samt meget kulørte indfald for fuld udblæsning på disse sort/hvide sider. Der har været valuta for samtlige 16.50 man skulle lange over disken i kiosken.
Thor er først oppe imod en truende invasion fra rummet, hvor en fremmed, højtudviklet civilisation. måske ønsker at overtage Jorden. Alt er her dog ikke som det ser ud til, der kan være tale om misforståelser. Ego, den levende planet og en af de mest mystiske eksistenser i Marvel-Universet kommer på banen senere. Inden vi får en længere fortælling om Ny-Menneskerne, som har gemt sig, og skabt deres eget lille samfund på Jorden. Nå ja, Galaktus dukker også op for en kort bemærkning!
Sideløbende er kører et subplot, som der krydsklippes til, med Jane Foster, der bliver viklet ind i historierne. Hun ender med, at blive bragt til Asgård. Og får foretræde for Odin, da Thor agter, at gøre hende til en ærbar kvinde. Den gnavne, gamle én-øjede Odin er ikke helt med på, at sønnike skal gifte sig med en dødelig.
Det kan virke, som en ret stor pærevælling af store, vilde idéer, skæve indfald og god, gammeldags tegneserie skæg og ballade. Først og fremmest fungerer det, som en art introduktion til den mere særprægede del af kosmisk Marvel.
Tour de Thor
Delen med Odin, og hans forsøg på, at kontrollere, og delvist forpurre Thors kærlighedsliv er vigtig. Og får også konsekvenser på længere sigt, og bliver noget, der samles op senere i Marvel-historien.
Ligesom Ego, den levende planet, både er et interessant koncept og noget, som lægger grundstenene til noget større. Ego har man jo blandt andet set i en lidt anden udgave, i Guardians of The Galaxy 2 filmen. Holder vi os til tegneserierne, så kommer den levende planet også på banen i Jim Starlins saga om Adam Warlock.
Historien om Ny-Menneskerne og deres forsøg på, at skabe et samfund via forskning og forsøg med, at skabe kunstige mennesker og menneske-dyr hybrider, er både lidt lang og små-forvirrende. Videnskaben bliver lidt forvrøvlet. Og de interne forviklinger og intriger, er ikke lige noget jeg finder videre ophidsende.
Til gengæld er åbningsplottet med rumracen fra Rigel og deres forsøg på, at overtage Jorden ganske morsom. Det er en slags omvendt fish-out-of-water. Hvor fortroppen/udsendingen Tana Nile, TROR hun er Jorden og menneskerne overlegen og, at hun har fået dem til, at underkaste sig.
Det forholder sig dog noget anderledes, og hun kommer til, at fremstå ganske ineffektiv og ufrivilligt komisk. Jordboerne ignorerer lidt hendes tilstedeværelse og slet ikke anerkender hendes postulerede magt, mens hun selv tror, at hun har overhånden.
Kreativiteten får lov til, at flyde frit
Der er generelt mange sjove og kreative indfald hæftet igennem, som både i ord og billeder viser en sprudlende kreativ duo. Her i midt 60erne var Lee og Kirby brandvarme, og deres samarbejde endnu ikke kørt surt. Og på en titel som Thor bliver det her tydeligt, at intet er for absurd eller over grænsen.
Kosmiske udflugter, teknologi og sci-fi koncepter og skæve svinkeærinder vælter ud af Lee og Kirby, så man kan blive helt stakåndet. Intet virker for langt ude eller krøllet, hvilket også giver en fornemmelse af en næsten barnlig fantasi. Det hele er også relativt uskyldigt, naivt og enkelt fortalt. Løsninger opstår lidt ud af det blå, uden de store mellemregninger.
Tempoet er ganske højt, vi hoppe rundt og fortællestrukturen fremstår ret episodisk, selv i de enkelte hæfter. Der er hyppige sceneskift, karakterer sendes ud på egne eventyr, forlades og fokus skifter, for så, at vende tilbage et par sider senere.
Det gør både, at man aldrig når at kede sig, men også at det hele godt kan fremstå en kende hektisk, stedvis endda små-rodet. Det er tegneserier af den slags, hvor man bare må accepterer vilkårene og følge med på rejsen.
Ordsalat med ekstra dressing
Først og fremmest tynges hæftet i lange stræk af, at det er temmelig teksttungt. Og det er Stan Lee teksttungt. Det vil sige, at det er ordrigt, lidt flommet og oppustet, hvis ikke højstemt. Når det ikke lige slår over i en tone, som kan beskrives som en blanding af selvhøjtidelig og selvironisk – alt efter temperament.
Læg dertil, at der skal introduceres og forklares en række sci-fi dimser, kosmiske eksistenser og tanker, samt en god sjat pseudo-videnskab. Samtidig med, at måden mange af de guddommelige karakterer taler og udtrykker sig på, er tilstræbt højtidelig og “gammeldags”. Og ikke nok med det, så er det hele, naturligvis oversat til dansk af en vis “Milde Mårdøn Smet” med “en hjælpende hånd fra Rosværdige Rie Schou”.
Stilen er ret gennemført, og hr Mårdøn Smet skal roses for, at forsøge at gå planken ud i alt fra talebobler, over indskudte bemærkninger og spredte noter. Men, det gør også, at læsningen af de lange talestrømme og forklaringer kan blive en kende langsommelig og trættende.
Jeg kører i hvert fald hurtigt lidt død i de ordrige udflugtet og løjer, også selvom det stammer fra en tid, hvor man må regne med, at sådan er stilen.
Kongen og knægten
Hvis den fortællemæssige og skrevne side godt kan være lidt af en mundfuld, så får man, selvfølgelig hjælp til, at det hele glider ned af Jack Kirby. Han virker fuldkommen på hjemmebane her, hvor han får lov til, at folde talentet ud i omgivelser der synes at tale til hans styrker.
Store, stærke guder, smukke kvinder, mystiske rumvæsener, fremmede civilisationer, futuristisk teknologi og kosmiske kreationer og scenarier. Kirby får rig mulighed for, at lade fantasien folde sig ud og flyde frit. Hans Asgård og gigantiske rumskibe og tilhørende teknologi er et syn for netop guder. Han og den visuelle del hæmmes kun af af en enkelt lille detalje, eller skulle jeg sige mand.
Hans tegninger er rentegnet af Vince Colletta, der har et lidt blakket ry blandt Kirby-fans især. Der findes hele studier af, hvad det var den ellers effektive og hurtige (og tilsyneladende venlige) Colletta gjorde sig “skyldig” i. Man kan eksempelvis hygge sig sammen med Comic Tropes. Der i dette lidt ældre afsnit dykker ned i både personen Colletta, hans arbejde i branchen og betydning for Kirbys kunst.
Kort fortalt, så havde Colletta travlt. Han “snød” lidt ved eksempelvis, at fjerne detaljer, forenkle baggrunde og stedvis helt at undlade elementer og karakterer i Kirbys tegninger. Det kan ses og mærkes. Det ene øjeblik er ruderne ved, at flyde over med Kirbys visuelle flair, det næste kan de virke lidt golde, bare og sparsommeligt udnyttede.
Hvilket gør, at det samlede visuelle udtryk kommer til, at fremstå en smule ujævnt. Man kan simpelthen se, når der er blevet sparet på vægten. Hvilket er en forbandet skam, for når det (og Kirby) får lov, så ser Thor-universet ganske overvældende ud.
Nye læsere kan starte her
Det er altså lidt af hvert man præsenteres for i Thor Klassiker nr, 1. Både hvad angår form, udtryk og selve historierne. Som med mange andre historier fra samme periode, eksempelvis Lee og Kirbys De Fantastiske 4, så er kvaliteten lidt op og ned.
Aldrig uinteressant, og der er mange skøre og skæve indfald fra Lee, som ikke viger tilbage fra store koncepter, underlig sci-fi og krøllede udflugter. Og havde den perfekte visuelle makker i Kirby, hvis visionære og opfindsomme stil ikke kan holdes nede af stedvise spareøvelser fra hans fortravlede rentegner. At det hele skulle gå hurtigt smitter dog også af på fortællestilen. Der er mange ord, ja, men det går stadig over stok og sten, hvor visse mellemregninger undlades.
Samtidig er den højtragende stil og dialog, som også skal igennem en dansk oversættelse, med til at tyngde. Det bliver sgu’ unægtelig en smule gumpetungt, selv hvis man kun læser et hæfte af gangen. Tag den mindre bidder, så glider det trods alt lidt nemmere ned. Også når det stedvis bliver lidt for “fjollet” til min smag, som historierne om Ny Menneskerne.
Til gengæld er der masser af spændende idéer, at finde, selv når selve historierne halter lidt. Tanker om kloning, en levende planet og generelt den særprægede blanding af nordisk mytologi, sci-fi og fantasy. Og så er det her, at noget af kimen til kosmisk Marvel lægges (sammen med andre Marvel udgivelser fra samme periode, selvfølgelig).
Men, Thor virker som broen. Han er både en Gud, kosmisk kriger og har en forbindelse til Jorden via Jane Foster og hans medlemskab af Avengers. Derfor er det både et godt sted, at starte eller læse som supplement til den mere kosmiske del af Marvel universet.
