Slutspillet er i fuld gang, når vi kaster os ud i et sidste kig på Watchmen i den første danske udgave. Vogterne nr. 6, udgivet af Interpresse i 1989, indeholder kapitel 11 og 12 af Alan Moore og Dave Gibbons ikoniske serie.

Men formår de at slutte tilfredsstillende af? Er det overhovedet muligt, når setuppet har været så vellykket? Det kan næsten kun skuffe, ligesom disse ydmyge skriverier om en gennemtærsket- og analyseret tegneserieklassiker.

Når enden er god…

De første par gennemlæsninger efterlod mig også en lille smule skuffet. Jeg har dog efterhånden læst Vogterne nr. 6 (og de andre album) en 5-6 gange, fordi det her projekt har trukket ud. Og nu bliver jeg mere og mere sikker på, at jeg synes Moore formår at runde ganske fornemt af.

Et problem med denne slags serie, og mange andre (måske alle?!), hvor der i opbygningen er mange spørgsmål og mysterier, er, at man måske ikke altid synes om de svar man får. Det kan være smag og behag, forventninger og forestillinger der er bygget op, eller bare et håb om et eller andet, som fejer benene væk under en. Watchmen er både vildt langt ude og grandios, men samtidig subtil og på nogle punkter uforløst. Det kan være en frustrerende oplevelse.

Men, ligegyldigt ens subjektive holdninger, så må det vigtigste være om slutningen objektivt giver mening. Er i seriens ånd og i tråd med det, som der er blevet bygget op til. Her synes jeg, at Watchmen og Moore leverer. Det har aldrig handlet om mysteriet og de mange svar, som “hvem gjorde det”.

Moores ærinde synes at være at fortælle noget meget større og almengyldigt. Om mennesker, det 20. århundrede, superhelte og tegneserier. Mange kalder Watchmen en dekonstruktion af superheltetegneserier. Det er det OGSÅ. Men det er også meget mere. Og når man sigter så højt, så ville det næsten også være forkert at kaste sig ud i en for firkantet afslutning. Sådan fungerer verden ikke.

“Skurken” afslører sin plan

Jeg vil denne gang ikke dykke alt for detaljeret ned i plottet og de enkelte detaljer. Enten har man læst Watchmen, og kender slutningen, eller også synes jeg man selv skal have fornøjelsen.

Dog er det nok ikke den store SPOILER, at hovedskurken er Adrian Veidt, Ozymandias, der også har lagt navn til dette sidste album. Det kunne næsten ikke være andre, hvis de brikker, Moore har kastet på bordet tidligere, skulle give mening. Hans endelige plan er dog noget af det, som muligvis er et springende punkt for nogle læsere. Her bliver det en kende outlandish.

Den går kort fortalt ud på, at sikre verdensfreden ved at få atommagterne til at arbejde sammen mod en ny, ukendt fælles fjende. Han bruger sin teknologi, udviklet over det seneste årti til, at teleportere en kæmpe blæksprutte fra en anden dimension ind over New York, hvor den efter planen skal eksplodere og chokbølgen herfra dræbe halvdelen af byens indbyggere.

Veidt den Store redder verden?

Mordet på Gøgleren, at jage Dr. Manhattan i eksil på Mars, opbygningen af et et utopisk ø-paradis for store tænkere og kunstnere og alt andet Veidt har bakset med i de forrige album er altsammen en del af den komplekse plan. Og den ser ud til at lykkes!

I den dræbende kulde på Antarktis, hvor Veidt har sit skurke hovedkvarter, er Natuglen og Rorschach på vej i et desperat forsøg på, at standse Veidt, som de kom på sporet af i forrige album. Men har de tid nok, og har Veidt også taget højde for de ubudne gæster?

Veidt virker rolig, fattet og ganske uovervindelig. Faktisk skulle man næsten tro, at han har fået superkræfter på en eller anden måde, eller i hvert fald forhøjede sanser. Dr. Manhattan er ellers det eneste supervæsen i Watchmen, hvorimod de andre helte “blot” er almindelige dødelige.

Hans sanser er dog ikke det eneste, der er oppustet, også hans ego og selvbillede. En stor del af kapitlet går med, at Veidt udfolder hans ambition om at overgå sit store forbillede: Alexander den Store. Uden at begå de fejl, Veidt mener den store erobre begik, og førte til hans død og samfunds undergang. Nu skal Veidt redde verden med alle tænkelige midler.

De er er alle sammen tossede

Ser man bort fra den der blæksprutte, som jeg stadig synes er lidt “fjollet” i forhold til resten af serien, så er styrken ved afslutningen at man på en eller anden måde godt kan se meningen i Veidts plan. Metoderne er naturligvis temmelig tvivlsomme.

Selvfølgelig kan han anses som en gal massemorder med galopperende storhedsvanvid. Men i HANS optik, så er det det eneste, der giver mening. Og han har brugt årevis på, at gennemgå alle tænkelige scenarier, samt udføre hans sindrige plan. Der er intet vanvittigt, eller uovervejet, her. Det er kold kalkule, et kynisk og nøgternt opstillet regnestykke, der er for flertallets bedste og sikrer Jordens overlevelse.

Ud fra et humanistisk og etisk synspunkt er det ekstremt afstumpet og skingrende sindssygt. Men stort set ALLE, også de der kalder sig helte i denne serie, er bindegale når det kommer til stykket!

Silkesværmeren er en traumatiseret, skadet kvinde med et usundt forhold til mænd og en endnu mere usund relation til hendes mor. Dr. Manhattan er, om muligt, endnu mere umenneskelig og kynisk end Veidt, selvom han med sine kræfter KUNNE stoppe supermagterne. Natuglen er en krampagtig, forsmået mandsling, der kun kan få bugt med sin komplette impotens ved at lege selvtægtsmand. Og Rorschach? Huha.

Alle er sindssyge!

Er verden i Vogterne værd at redde?

Er den her verden overhovedet værd at redde? Man kan godt komme i tvivl, når borgerne på gaden begynder at vende sig mod hinanden. Par skændes og slår, urolighederne breder sig, mens truslen om den nu næsten uundgåelige atomkrig hviler som en tung skygge over New York og resten af verden.

Det kan lyde voldsomt nihilistisk, men selvom Moore skruer op for dommedagstrommerne i disse sidste kapitler, så er der stadig håb og et glimt af lys hist og her. Jeg er ikke sikker på, hvad Moore præcis ønsker at sige her. At der altid VIL være håb indtil sidste øjeblik? At intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Eller at menneskeheden nok skal overleve på en eller anden måde? Om vi så fortjener det eller ej.

Her skal man også huske, at serien er skrevet og udkom i midt-80erne, hvor Den Kolde Krig og oprustnings- og våbenkapløbet stadig buldrede derudaf. Det var både Moores virkelighed, og i endnu højere grad virkeligheden i seriens univers. Watchmen er dybt forankret i den tid den kom ud af, og når den så samtidig er en reaktion på, og kommentar til, dette, så bliver det bare ekstra tydeligt.

Det betyder dog ikke, at serien ikke har sin relevans i dag. Eller andet på hjertet. Det fantastiske er, at hver gennemlæsning har åbnet for nye tolkningslag og mulige budskaber. Ligesom ens synspunkt kan skifte, når man lige får tygget lidt på sagerne.

Har vi de (super)helte vi fortjener?

Som det jeg skrev med at det er glimt af håb, også når alt synes tabt. For Veidt ender jo faktisk med at “vinde”. Eller gør han det? Og hvad skal man mene om det?

Vores helte accepterer ligesom præmissen om, at Veidts plan, hvor kynisk og vanvittig den end måtte være, så har den virket. I stedet for atomkrig, så går supermagterne sammen om den nye mulige trussel fra andre dimensioner. Hvis vores helte derimod afslører, at Veidt står bag og er en gal massemorder, i stedet for en succesfuld forretningsmand og filantrop, så risikerer de at sætte verdensfreden over styr.

Natuglen og Silkesværmeren lader til at have nok i sig selv og hinanden. Dr. Manhattan mister ikke igen sin tro på at liv har mening og værdi, men vælger at forlade denne galakse og starte på en frisk – muligvis med selv at skabe liv. Den eneste, som insisterer på, at sandheden skal frem for enhver pris, er Rorschach.

Dermed gør Alan Moore den måske mest psykotiske karakter til den eneste, som står for at ville gøre “det rigtige”. Men ER sandheden for enhver pris det rigtige, hvis den pris ender med at blive endnu højere? Der er MASSER af ting at tænke og funderer over under og efter man har læst Watchmen.

Watchmen er stadig et velsmurt urværk

Det er også noget af det, som gør at Watchmen, eller Vogterne, i sidste ende lever op til sin høje anseelse. Selvom visse detaljer og elementer er af sin tid, eller i dag kan virke lidt forældede, så er dens tanker, temaer, mulige tolkninger, samt dekonstruktion og gentænkning af superhelte- og tegneseriemediet stadig relevante.

Vogterne formår at gribe og fascinerer med sit relativt komplekse plot, fortællestruktur og stærke karakterer. Her er ikke meget sort/hvidt, ud over Rorschach, hans mentalitet og maske. Begreber som helte og skurke bygges op, pilles ned og forandres.

Symbolikken og metaforerne veksler mellem at være ret tykke til vage og næsten uigennemskuelige. Både Moore og tegner Gibbons sætter aftryk, der er blevet ikoniske og mejsler sig fast på nethinden. Kunsten er her, at der er balance mellem “sizzle and steak”. Så det ikke fremstår overfladisk og flashy uden indhold, men heller ikke så tungt og fortænkt at det bliver prætentiøst.

Watchmen er ikke form over indhold, eller omvendt. Den tikker som et velsmurt urværk, hvor man hele tiden opdager små, nye detaljer, eller mulige tolkninger, mens viserne nærmer sig midnat.

The post Som et Urværk: Vogterne nr. 6 appeared first on Kathoom.

Vi nærmer os slutspillet i Vogterne, Watchmen på dansk udsendt af Interpresse i 1989. I albumformat, hvor hvert af de 6 album dækker 2 amerikanske hæfter af Alan Moore og Dave Gibbons berømte serie.

Således er vi nået til 9. og 10. afsnit af seriens i alt 12. Albummet bærer titlen Silkesværmeren, men hun er reelt kun med i første halvdel. Som dækker én lang samtale, hvor hun forsøger at overbevise Jon, Dr. Manhattan om at livet på Jorden har værdi og giver mening. Anden del handler om Natuglen og Rorschachs fortsatte opklaringsarbejde om, hvem der står bag mordet på Gøgleren, attentatforsøget mod Adrian Veidt og muligvis mere end de havde regnet med.

Kan Silkesværmeren overbevise hendes nu tidligere kæreste om, at forlade sit eksil på Mars. Og vende tilbage til Jorden og forsøge at stoppe klodens potentielle udslettelse ved den truende atomkrig? Og hvilke kuldegysfremkaldende afsløringer får Natuglen og Rorschach optrævlet?

Moore strømliner plottet

Eftersom vi nærmere os sandhedens time i Vogterne, så virker det også som om at Moore strømliner plottet. De 2 hæfter i albummet her følger nogle meget tydelige tråde hver især. Der er ikke mange distraktioner og svinkeærinder, eksempelvis optræder subplottet med tegneserien i tegneserien om Den Sorte Fregat kun helt kort.

Ligesom vi i glimt får enkelte flashbacks til Silkesværmerens teenageår, som fungerer som en del af afsløringen af hendes fædrene ophav. I hæfte to indledes der med en kort scene, hvor vi ser præsident Nixon ankomme til Dommedagsbunkeren med “the football”, udløseren til USAs nukleare våben, lænket til håndleddet.

Ellers befinder vi os på Mars, hvor Jon teleporterer Laurie op. For at få de sandheder, han allerede kender, i kraft af at han kan se og oplever al tid på samme tid. Men, begivenheder skal stadig ske, fordi det SKAL de. Han kan dog, belejligt, kun se indtil et vist punkt. Natuglen og Rorschach befinder sig på 3 forskellige lokationer, men kører ellers et lignende parløb som Jon og Laurie. Igen er spejling et tema i Vogterne…

Dermed føles albummet, og Vogternes verden, også intimt og mindre i skala end hidtil. Selvom hele planetens skæbne er på spil og ligger i disse 4 karakterers hænder. Det virker som et helt bevidst valg fra Moore, der på den måde nærmest gør serien til et superheltekammerspil.

Kammerspil på Mars

Et kammerspil, som i første omgang udspiller sig på den golde planet Mars. Her har Jon bygget sig nye, fede rumslot/rumskib og sidder ellers og surmuler. Han har vendt Jorden ryggen, fordi Jorden vendte ryggen til ham. Livet på Jorden interesserer ikke længere den desillusionerede blå “gud”. Nå ja, og så har Laurie knaldet med Dan, Natuglen, så han er også lidt tøsefornærmet og jaloux.

Han ser i stedet mindst lige stor skønhed og mening Mars og dens “natur”. Og her er der ingen mennesker til at fucke det hele op. Her regerer de fysiske love, især er han svært begejstret for det han kalder “termodynamiske mirakler”. Spørgsmålet der rejser sig er naturligvis: har han på fornemmelsen, at han er nødt til at gøre netop det her for i sidste ende at genvinde sin tro på menneskeheden?

Det får man ikke svar på, for det her er i høj grad Lauries fortælling og hæfte. Hun orker ikke mere af Jons vrøvl om, at der ikke er nogen fortid eller fremtid, bare “nu”. Og hans, fra hendes synspunkt, kyniske verdenssyn. Eller universsyn?

Hendes rejse mod svar, hun ikke vidste, at hun var på jagt efter lige i det øjeblik. Hendes fars sande identitet. Her bliver Jon dog fødselshjælper og sætter gang i processen ved at spørge hende om hendes første minde.

Meningen med livet

En glaskugle. Et sted hvor tiden står stille, bare lige for at bygge ovenpå symbolikken. Det kunne også symbolisere noget med et øjeblik, som er frosset i tid. Et traume, som hendes mors skilsmisse fra hendes papfar.

Senere dukker en scene op, hvor de gamle/første helte er samlet, hvor Hollis Mason forærer hende et eksemplar af hans “tell all” bog/biografi Bag Masken. Ligesom hun passes op af Gøgleren udenfor. De afbrydes dog af Lauries vrede mor, Sally. Her skal man tro, at hun frelser datteren fra hendes skæbne. Som vi har set tidligere i Vogterne, så forgreb Gøgleren sig på Sally år forinden.

Det hele munder i løbet af rundvisningen på Mars, hvor Jon hylder planetens skønhed, at sandheden endelig går op for Laurie. Gøgleren ER hendes far. Det får ikke kun konsekvenser for Laurie, men også for Jons opfattelse af livet og meningen i det. Mod hvad man måske kunne forvente, så ser han ikke dette overgreb som en dårlig ting. For det skabte Laurie.

Verden over opstår der tilfældige møder, at enhver slags, som gør, at en mikroskopisk sædcelle finder vej til et æg. På det helt rette tidspunkt og livet opstår. En anden form for termodynamisk mirakel. Pludselig er det hele klart for Jon, han ændrer mening og følger Laurie tilbage til jorden.

Toppen af pyramiden

Rorschack blev jo som bekendt befriet fra brummen i forrige album, hjulpet af Natuglen Dan og Silkesværmeren Laurie. Han har brug for “nyt” tøj og udstyr og sammen med Dan opsøger han et af sine gamle gemmesteder. Her forstyrres de af en nabokone, som ikke har venlige ord tilovers overfor Rorschach.

Det opfatter Rorschach som ærekrænkelse, som kræver et blodoffer. Inden han dræber fruentimmeret, stopper han dog, da han ser hendes lille søn. Det minder ham om hans egen opvækst med en letlevende mor. Selv Rorschach lader til, at kunne ændre sig til det “bedre”? Senere giver han Dan hånden og kalder ham en god ven.

Der går buddy cop noir-opklaringsarbejde i den. Først i Natuglens fartøj, her som ubåd, hvor de lægger en slagplan. Den bringer dem i første omgang på en snusket beværtning, hvor planen er ret ligetil: tæv nogle svar ud af en af de anløbne typer fra underverdenen. Nogen må vide noget om firmaet Pyramide Transport. De finder en enkelt. Der forklarer, at alle andre involverede end ham er døde under mystiske omstændigheder. Hmm!

Jagten ender i første omgang i Pyramide Transports hovedkvarter. Der er fyldt med egyptiske artefakter og udsmykning. Hvor har vi set det før?

Kun verden og Veidt

Tidligere i hæfter får vi en kort scene med Adrian Veidt, Ozymandias, som ankommer til et af hans overdådige palæer. Her sætter han sig i et stort tv-rum med 100 skærme. Han vil følge med i alt, verden rundt. Selv den mindste detalje kan være afgørende på randen af en atomkrig.

Samtidig foretager han en masse aktiehandler. Nogen kommer da vist til, at skumme fløden på sigt, hvis verdensordenen bliver omarrangeret lidt i tilfælde af en bette krig? Hans sidste ord inden scenen fader ud, da han sidder alene foran sine skærme og bliver “kun verden og mig”. En kontrast til de to andre historier, hvor karaktererne netop indser, at de har brug for hinanden (og verden). Veidt vil HAVE verden. For sig selv.

Men Rorschach og Dans spor bliver varmere. Dan forsøger at gætte kodeordet til Pyramide Transports computer og finde nogle oplysninger. Han kommer nærmere det rigtige kodeord, jo mere Rorschach rabler højt for sig selv om den egyptiske udsmykning. Tankestrømmen bringer ham ind på guderne, Dan taster “Ramses”. Rorschach snakker videre om en af gudernes fascination af døden og genopstandelse.

Dan har endelige gennemskuet, hvem bagmanden er ud fra alle sporene. Han taster “Ramses II”, også kendt som… Ozymandias.

Inden de to snushaner sætter kurs mod Antarktis og Ozymandias’ skurke-slot får vi en sidste dagbogsnotits fra Rorschach. Han er overbevist om, at de ikke vil overleve konfrontationen. Han afslører bagmanden i dagbogsnotatet og sender den til den eneste avis, han stoler på. Her ender den, desværre, nederst i bunken af post fra diverse crackpots.

At finde eller miste sin menneskelighed

Da jeg læste dette album første gang var jeg faktisk en smule undervældet. Afsløringen af Veidt som bagmanden er ikke de store overraskelse, det er hvad det er. Og der er masser af mere eller mindre åbenlyse spor drysset ud over alle hæfter. Så det har nok heller ikke været Moores intention, at det skulle være et kæmpe twist. Hvem skulle det ellers være?

Nej, det der “skuffede” mig var, at jeg synes historien stod meget stille. Især det første hæfte, som vitterlig bare er en lang samtale mellem Laurie og Jon. Ligesom jeg syntes, at Jons motivation for at skifte mening virkede noget tynd, og lod til at komme meget pludseligt.

Nu har jeg læst dette album, og hele serien 3-4 gange efterhånden, fordi det trak ud med at få skrevet det her gentagende gange. Og jeg sætter mere og mere pris på dette album i serien. Jeg tror endelig at jeg har forstået, hvad det er Moore prøver på. Hvis Watchmen er en serie om “hvad nu hvis superhelte virkelig eksisterede”, og vores “helte” sådan set er rigtige mennesker, de fleste uden netop superkræfter, så er de også nødt til at opføre sig som mennesker.

Dette album handler ikke kun om menneskelighed kontra det modsatte, som set i Jon overfor Laurie, båndet mellem Dan og Rorschach, og Veidt mod verden. Det handler også om forskellige former for rehabilitering. Om at finde sig selv og sin menneskelighed og det modsatte i form af Veidt, som ser ud til at miste den fuldstændig.

Hvad får uret til at gå?

Jeg har ofte fremhævet “spejling” som et gennemgående tema i Watchmen, det fremgår også tydeligt i det ovenstående. Karakterernes indbyrdes forhold spejles også her i hinanden, hvor de to “par”, Laurie og Jon og Dan og Rorschach, knytter bånd.

Der er igen også gjort brug af kraftig visuel symbolik fra tegner Gibbons. Eksempelvis går en parfumeflaske med Veidts firmalogo på igen i første hæfte, hvor den både spejler glaskuglen og samtidig er tættere på at smadres hver gang den dukker op. Den “ruller” og indholdet spildes, samtidig med at Jon taler om det spild, livet på Jorden er.

Et andet tema er evnen til at vælge frit kontra noget forudbestemt. Laurie spørger på et tidspunkt om “den mægtigste skabning i universet er en marionet”, hvortil Jon svarer, “vi er alle marionetter, jeg kan blot se trådene”. Mod slut lader det til, at Jon netop accepterer, at tilfældige begivenheder faktisk kan indtræffe, og få enorm betydning. Er det derfor, at han ændrer holdning? Han behøver ikke gøre det, han mener at have set vil ske?

Det peger igen tilbage på Jons fortid, som søn af en urmager, den “ægte” watch-man. Måske kan Jon rent faktisk være Jordens watchman og reparere urværket, så det går korrekt igen? En kontrast/spejling til Jon ser man i Veidt, der på sin egen måde forsøger, at præge og styre “uret” i hans tv-stue.

Moores samfundskritik er både gammeldags og aktuel

Er det så en lille stikpille til det moderne samfund fra Moore? Skurken sidder foran en mur af skærme og betragter verden og mennesker gennem den, på afstand. Afstanden umenneskeliggør dem, han betragter, og reducerer dem til nødvendige ofre for den større sag. Veidt bilder sig selv ind, at han er ved at redde verden, samtidig med at han prøver at profitere på det.

Watchmen er skrevet i 1985, og fremmedgørelse i det moderne samfund pga. teknologi osv. er jo en kritik, som nok nærmest har eksisteret siden tidernes morgen. Går ud fra, at både ild og hjulet blev modtaget med skepsis i visse kredse. Så vil ikke kalde Moore profet, men hans “skepsis” over for det industrielle samfund er velkendt. I dag ville Veidt kunne klare det samme fra en lille skærm, der kan være i lommen. Og vi ejer næsten alle en.

Serien er naturligvis også stadig af sin tid på mange punkter. Truslen om atomkrig kan virke som et levn fra Den Kolde Krig, ligesom Richard Nixon nu til dags ikke står helt så frisk i erindring, som han gjorde i 1985. Omvendt har vi i dag krigen i Ukraine og folk som Donald Trump, så…

Få sekunder i midnat

På overfladen kan dette album virke en kende stillestående, og som en opvarmning til slutspillet. Brikkerne i form af karaktererne rykkes langsomt på plads, og plottets skurk afsløres gennem et opklaringsarbejde. Det er på mange måder karakterstudier, og en undersøgelse af indbyrdes forhold.

Ved genlæsninger opdager man dog, at der faktisk sker en del. Og en del afgørende ting. Silkesværmeren får svar på det spørgsmål, som har formet hende livet igennem. Gøgleren var hendes far. En samtale, som også Veidt følger fra sidelinjen, i det skjulte. Og efterfølgende udnytter, da han skal have ram på Gøgleren, som en del af hans megalomane plan.

Rorschach og Natuglen Dan bonder og finder ud af, at de har bruge for hinanden, hvis de skal have nogen chance for at forhindre Veidts plan og redde Jorden. Jon indser, at han ikke kan vende Jorden ryggen, genfinder noget af sin menneskelighed og at livet har værdi. Veidt springer ud som full blown storhedsvanvittig skurk, hvis motiver, forskruede som de er, dog giver mening i hans optik.

På tværs af dette, og i baggrunden, viser folks reaktion “på gaden”, at Veidt måske også har undervurderet menneskeheden. Der er glimt af håb og vilje til at samarbejde, i den 11. time. Eller få sekunder i midnat, hvor uret løber ud. Problemet er, at det viser sig at være for sent. Tiden ER løbet ud og Veidts plan lykkes.

Så hvad så nu?

The post Som et urværk: Vogterne nr. 5 appeared first on Kathoom.

Har du set min stramme superheltedragt?

Indtil Videre har Watchmen, eller Vogterne, behandlet emner som: “supermennesket” der mister sin menneskelighed , selvtægtsmanden der ser verden i sort/hvid og så var der lige Gøgleren, som blev myrdet. Fordi han var et dumt svin? Eller, som del af et større komplot mod de sidste superhelte i verden?

Plottet bliver en smule tykkere i fjerde album, som hovedsageligt fokuserer på Natuglen og Sølvsværmeren. Og deres fortsatte flirt og dansen omkring de varme, stramme superheltedragter – som de endelig får skruet sig ned i igen. Det viser sig, at stramme, kulørte dragter og selvtægt/heltegerninger, er lidt af et potensmiddel . Ikke mindst for dejklumpen og mandslingen Danny, der småfed og impotent i lang tid har været en skygge af sig selv. Og Natugle-navnet, som han arvede fra Hollis Mason, den oprindelige Natugle.

Begge vores hovedpersoner i afsnit 7 og 8, der udgør dette album, er forresten version to af deres respektive heltenavne. Det er der nok ikke en uvæsentlig pointe i fra Alan Moores side. Danny har overtaget en anerkendt helt/forbillede/legendes alterego, mens Sølvsværmer … har taget over for hendes egen mor.

“Fædre” og sønner, mødre og døtre. Originaler kontra kopier og efterligninger. At leve i og forsøge, at træde ud af nogens lange skygger. At leve op til noget fra fortiden. Hvad er helte-gerninger og hvad er selvtægt? Hvordan retfærdiggør man sidstnævnte? Er gode gerninger altid egoistisk motiveret? Er superheltelivet “bare” en potensforlænger?

Sølvsværmerier og opvågnende natugle

Sølvsværmerens genkomst i Dannys kedelig og anonyme liv, er endelig ved, at få lidt gang i motivationen og energiniveauet hos den (førtids)pensionerede Natugle. På flere punkter. Hun sætter i første omgang, bogstaveligt talt, fut i sagerne, da hun er ved, at brænde hans værksted ned.

Hun tog fejl af knapperne i hans luftskib, da hun ledte efter en lighter. I stedet fik hun affyret flammekasteren. Danny forklarer Laurie, at han altid har været fascineret af fugle og tanken om, at flyve og har udlevet drømmen gennem Natuglen. Hans far, der var bankmand, og som han arvede et stort pengebeløb efter, var skuffet over at sønnen ikke gik i hans fodspor. Pengene brugte han til, at købe/bygge alle mulige Natugle-gadgets.

“Det var trods alt din egen fantasi. Jeg realiserede min mors”; påpeger Laurie. Hun forklarer også, at rygning har været ved, at dræbe hende, så hun burde stoppe. Danny mener, at han trang til, at tage et kostume på og lege helt var ved, at tage livet af ham. De har begge haft laster, der var ved at koste dem livet. I mens graver de stadig rundt i Dannys gamle gear og fortiden.

Danny fortæller, at han startede med, at lege natugle fordi han var rig og kede sig. Men, at Gøgleren havde ret, det her superhelte-pjat er blot “et tomt paradenummer”. Et, der endda driver nogle til som vanvid. Som Rorschach.

Kammerspil i katastrofens skygge

Danny og Laurie holder snakken kørende, imens de graver sig igennem Natuglens gamle “ragelse”. Og dermed dybere og dybere ned og ind i fortiden og mytologien. Den er, åbenbart svær at lade ligge.

Samtidig med, at Danny og Laurie udspiller deres “køkkenvask”-drama sniger verdens realiteter ind på dem, her via fjernsynet. Truslen om atomkrig pga. Ruslands invasion af Afghanistan vokser. Ozymandias lurer i skyggerne, eller på tv-skærmen, hvor han viser sig frem, nu praktisk talt, som klodens eneste aktive superhelt. Og teknologien, videnskaben og gætværket i forbindelse med Dr. Manhattans forsvinden forsøges oprullet.

Danny har mareridt. Han forestiller sig ham selv og Laurie trække i deres dragter igen. Det medfører død og ødelæggelse i silhuetter midt i en nuklear eksplosion. Danny står op, går i værkstedet. Han betror over for Laurie, da hun dukker op, at han føler sig impotent. Er dragterne løsningen? De trækker i dem og får luftskibet på vingerne.

Fra luften over byen spotter de en storbrand. De redder folk ud af huset. Opstemte af deres heltegerninger, giver de endelig efter for deres ulmende drifter og kaster sig over hinanden. Superheltene har genfundet potensen og lysten. For deres egen, eller for verdens skyld?

Nogle blomstre op, andre visner hen…

Andet hæfte i albummet, Watchmen #8, følger flere spor. Vi får de oprindelige helte på banen, i form af Hollis Mason, den første Natugle, og Lauries mor, Sally, den originale Sølvsværmer. Rorschach, der sidder i fængsel, har problemer med medfangerne. Avissælgeren og knægten på gaden dukker op igen. Og, så er der Danny og Laurie, der nu også har politiet og nysgerrige journalister i hælene.

De har en plan, Rorschach skal befris, Danny har brug for hans viden om det mulige komplot mod superheltene inklusiv mordet på Gøgleren. Hæftet bygger op mod denne befrielsesaktion, hvor det hele spidser til og eskalerer. På flere fronter.

Vi starter nemlig med en telefonsamtale mellem Hollis og Sally, der taler om gamle dage kontra nutiden. Og hæftet ender også hos Hollis, efter den dramatiske befrielsesaktion, hvor Natugle II og Sølvsværmer II får Rorschach ud af kachotten. Nogle “helte” er tilbage og aktive igen, andre ryger på permanent pension. Hollis bliver overfaldet, og banket ihjel, i sit hjem af punker/gadebøller/bandet Pale Horse. Han lukker dem selv ind, i det han tror det er børn, som er ude i anledning af Halloween

Nogen får en ny begyndelse, andre får en ende. Men, hvad sker der mon med Laurie, der opsøges af Dr. Manhattan, eller en projektion af ham, og tager med ham til Mars?! Jon vil bare snakke, Laurie tror, at det kan være løsningen på alle problemerne. Danny, der er efterladt med hyggesprederen Rorschach kan bare se til…

Gentagelse fremmer forståelsen

Som tidligere i Vogterne, er der igen en del temaer og værktøjer i spil. Moore og Gibbons fortsætter, deres ret stringente fortællestil, hvor alt virker meget møjsommeligt bygget op. Brikkerne rykkes rundt på brættet, et bræt, der i dette tilfælde i vid udstrækning består af 9 ruder på en side.

Når Gibbons i korte glimt bryder med den opbygning, har det desto større effekt. Eksempelvis for, at dvæle ved en scene ved, at dele et motiv op i 3 ruder og lade det imaginære kamera panorere.

Der gøres igen brug, i både ord og billeder, med figurative spejlinger og silhuetter på husmure. Spejlinger ser man eksempelvis i nævnte genkomst for nogle yngre (ok, nu midaldrende) helte, hvorimod deres første inkarnationer er parkeret på et plejehjem, eller ender med at blive slået ihjel. Der ligheder og kontraster i Moore og Gibbons spejlbilleder.

Det giver dog også et lille skær af “gentagelser fremmer forståelsen”. På den led bringes der ikke rigtig nye former og teknikker i spil, i dette album. Den metaforiske tegneserien i tegneserien, som knægten hos Avis sælgeren læser, dukker eksempelvis også op igen. Hvad disse to numre kan savne af nye tricks, kompenseres der i nogen grad for på andre punkter.

Selvtægt som potensmiddel

Der er noget tiltagende eskalerende over historien, og en effektiv brug af dynamik. Det stille, nære drama sat op mod en større fortælling, hvor det hele er ved at eksplodere. En spirende romance får lov til, at springe ud i fuldt flor, mens verden er på randen af atomkrig. Helte trækker i kostumerne igen, men bruger ikke kun lejligheden til, at redde uskyldige ud af brændende bygninger. De befrier også en psykopatisk selvtægtsmand fra fængslet.

Hvis der er et gennemgående tema i disse to hæfter, eller albummet om man vil, må det være superhelteliv som middel mod impotens. Ikke kun i en seksuel og fysisk forstand, men også som, at det giver disse menneskers tilværelse indhold og værdi. Selv aldrende Hollis Mason går ud som en helt og dør i åben kamp, i en eller anden forstand. Han endte i hvert fald ikke på et plejehjem.

Andetsteds køres Ozymandias mere og mere i stilling som en spiller, han er stadig kun med i korte glimt, eller lurer i kulissen. Og så er der seriens Deux Ex Machina, Dr. Manhatten, det kalder Sølvsværmeren ligefrem Jon, da han dukker op ud af det blå (pun intended!) mod slut. Hvad pønser han på, om noget. Hvordan kommer det til, at påvirke Danny og Lauries forhold, og hvad med verdenssituationen?! Og hvilken rolle kommer Rorschach til, at spille i det hele, nu han er færdig med at pine og myrde medfanger?

Hvad får watchmen til tikke?

Og hvem holder egentlig øje med The Watchmen? Også bogstaveligt, for i dette album fokuseres der flere steder på de tomme øjne i Natuglens maske inden han har taget den på. Som om nogen kigger med… eller kigger vi, som læsere, ind i den tomme skal? Eller stirrer ind i heltenes indre og psyke? Hvad får deres urværk til at tikke?

Der rejses flere spørgsmål end svar i Vogteren nr. 4, men slutspillet nærmer sig. Brikkerne er ved, at være kørt i stilling.

Som i de andre album/hæfter med Vogterne er, der masser af åbenlyse og mere hentydede temaer, at dykke ned i. Moore og tegner Gibbons er nu så dybt inde i historie, plot og mytologi, at man som læser kan blive helt paranoid. Får man mon det hele med? Forstår man det man SKAL?!

Arven efter og Watchmens omdømme hviler, som en tung skygge over en som læser… på en måde kan det føles, som om man er Natuglen Danny, når man læser serien for første gang.

The post Som Et Urværk: Vogterne Nr. 4 appeared first on Kathoom.

Når øjnene åbnes

Den forstyrrede selvtægtsmand Walter Kovacs, eller Rorschach, som han ynder at kalde sig selv. Kovacs findes ikke mere. Og vi får historien om, hvordan og hvorfor Kovacs “lukke øjnene” og da han åbnede dem igen var han Rorschach.

Vi bliver taget tilbage til Kovacs barndom, som horeunge/faderløs, uønsket søn af, hvad omgivelserne kalder en luder. Som ikke er bleg for, at stikke de uduelige barn en flad, når han forstyrrer hendes forretninger med et hjembragt mandfolk. De andre lømler i kvarteret er heller ikke tilbageholdende med, at gøre ham opmærksom på moderens stilling og status. En dag får lille Walter nok, slår igen og ender med, at gøre en af mobberne blind ved, at slukke en cigaret i dennes øje.

Hadet til moderen tager til, sammen med hans rejse mod den endelige forvandling til Rorschach. Som 16 årig får han et job i beklædningsindustrien. Ikke noget han brød sig om, da det involverede, at han skulle røre ved dametøj. Dog får han stoffet til, hans karakteristiske maske, da en kvinde dropper bestillingen af en kjole, da hun finder stoffet grimt.

Walter synes, at stoffet er smukt. Han laver en maske. Gemmer den til en senere lejlighed. Han finder ud af, at kvinden der bestilte kjolen er blevet dræbt.

Fælden klapper

Plottet i de to hæfter (Watchmen #5 og #6), som her er samlet i album nr 3 på dansk, er ikke det tungeste. Faktisk er det ikke fremdrift i plottet, som er i fokus her. Til gengæld bygges, der for alvor ovenpå og den verden Watchmen foregår i. Ligesom vi dykker dybt ned i psyken og forhistorien af en af hovedkarakaterne.

Første hæfte rammes ind af Rorschach og to møder med den kræftsyge Moloch. En gammel fjende af Vogterne/Watchmen, der nu er dødeligt syg. Nogle har startet et rygte om, at det er pga. hans kontakt med Dr. Manhattan. Der er dukket en liste op med navne, folk der har udviklet kræft efter, at han været i nærheden af Doktoren. Det fik ham til, at vende Jorden og menneskeheden ryggen i forrige album. Og flytte til Mars for, at bygge magiske sandslotte.

Rorschach opsøger Moloch for, at pumpe ham for informationer (og tømme hans køleskab). Han får ikke meget ud af første forsøg ud over, at han begynder at brygge på egne konspirationsteorier.

Senere kontakter Moloch ham og beder ham om, at møde op samme aften. Han har vigtige informationer. Rorschach går i en fælde. Han finder Moloch død med et skudhul i panden. I samme sekund dukker politiet op, efter et telefonisk tip. Efter en længere kamp og flugtforsøg pågribes (og demaskeres) Rorschach, efter han prøvede at undslippe ved, at hoppe ud af et vindue.

Der er kun os

Rorschach bliver buret inde og i hæfte nummer to følger vi ham i fængslet, og i nogle længere samtaler med psykoanalytikeren Mal. En særdeles selvsikker psykoanalytiker med høje tanker om egne evner (hans kone mener tilsyneladende noget andet om hans evner i sengen), der ikke har nogen anelse om, hvad og hvem han er oppe imod.

“Jeg er ikke spærret inde her sammen med jer. I er spærret inde her sammen med mig!”, hvæser Rorschach på et tidspunkt af hans medfanger. Det kunne også gælde for selvfede Mal. Han møder op med masser af optimisme, men som Rorschach igennem terapisamtaler (og Rorschachtests) optrævler hans fortid og oprindelse smitter det af på Mal. Det er ikke Rorschach, der helbredes for hans psykoser og sortsyn. Nej, det er omgivelser, symboliseret via Mal, som systematisk nedbrydes og kommer til, at se verden som den er. Rorschachs syn på verden i hvert fald.

Det hele kulminerer, da Rorschach når frem til den begivenhed, der åbnede hans øjne endegyldigt. Han forsøger, at løse en sag om et forsvundet barn, Han finder ikke pigen, kun hendes jordiske rester i en brændeovn og de lårbensknogler nogle glubske hunde slås om. Han dræber hundene. Venter på ejeren. Uskadeliggør ham og brænder ham levende. Meningsløsheden har fået overtaget, søgen efter mening med livet er nu ligegyldig for Kovacs. Der er kun Rorschach, og den mening han tilskriver tilværelsen bag den sort/hvide hætte.

“Livet er tilfældigt. Dets eneste mønster er det, vi bilder os ind at se ved at stirre for længe på det. Uanset hvad vi vælger at tro er det uden mening… Denne kaosverden er ikke skabt af tågede metafysiske kræfter. Det er ikke Gud, der dræber børnene, ikke skæbnen, der slagter dem eller forsynet, der kaster dem for hundene. Det er os. Kun os.”.

Moore og Gibbons’ spejl

Jeg har tidligere skrevet, at Moore og Gibbons i Watchmen leger med spejlinger. I Vogterne nr. 3 bliver den stakkels, selvovervurderende Mal spist af Rorschach og overtager hans livssyn. Måske var kimen allerede lagt, og samtalerne med Rorschach var den sidste øjenåbner?

Mal er sur på tilværelsen. Kaos og den altødelæggende atomkrig spøger. Men, det er ydmygelserne på hjemmefronten, der tager til som Mal opsluges af Rorschach-sagen, som for alvor fortærer ham. Et lidt sygeligt forhold til konen og sexlivet, som på sin vis spejler Rorschachs opvækst og usunde forhold til sin mor, og kvinder generelt. Det kunne der (og er blevet) skrives utallige afhandlinger om.

Vogterne nr. 3 er i bund og grund en origin story, men ikke en helt eller superskurks, som sådan. Alt efter hvordan man vil anskue Rorschachs metoder og indstilling til livet, så er han en, som i hans optik forsøger, at gøre det rigtige. Forskruet? Muligvis, men for ham er det, det eneste logiske og det eneste, som giver livet en eller anden form for mening.

Mal ser ham indledningsvis som en syg patient, men ender med, at blive Rorschach. Eksemplificeret ved, at de journalnotater han tager, i ordlyd og stramme form begynder, at ligne Rorschachs dagbogsnotater. Rorschach er ikke syg, han er et symptom. En spejling og resultatet af det samfund, han er vokset op i.

Fregat i sigte!

Der er andre eksempler på temaet spejling, og sammenfletning af flere tråde i Watchmen fortælling. Som bliver tydeligere og tydeligere, som vi væves ind i Moore og Gibbons tætmaskede spind. Vi har tidligere mødt avissælgeren, stemmen af “manden på gaden”, og hans lille sidekick, den tegneserielæsende knægt Bernard.

I Watchmen #3 (Vogterne nr. 2), begyndte tegneserien i tegneserien, sørøverhistorien om The Black Freighter. Et sørøverskib har sænket vores hovedpersons skude, han er den eneste overlevende og kæmper nu en kamp mod tiden. Han skal nå sin hjemby, og redde dets indbyggere, inden sørøverne ankommer. På morbid vis bygger han en tømmerflåde af hans mandskabs lig. Hvilket tiltrækker hajer.

Historien er ikke kun en metakommentar på tegneseriemediet, men spejler også handlingen og begivenheder i Watchmen. The Black Freighter rummer i sit narrativ referencer til nogle af Watchmen karakterer, og deres skæbne. Samtidig er den med til, at udvides den verden Moore og Gibbons skaber. Vogternes 3 indeholder en fiktiv artikel om sørøverhistorier og The Black Freighters skabere, som er baseret på virkelige hændelser og tegneserieskabere.

The Black Freighter er krediteret til Shea og Orlando, de er ægte, og sidstnævnte har Moore samarbejdet med. Men, The Black Freighter er ikke en rigtig tegneserie, kun en der eksisterer i Watchmen. Hvor den så, som nævnt, spejler handlingen i den historie, som den er en del af.

Watchmen i silhuet

Det stopper ikke her. I Vogterne nr. 3, hvor Moore og Gibbons, hvis nogen skulle være i tvivl, virkelig er kommet op i kreative omdrejninger, leges der også med silhuetter. Det kan vel kaldes en anden form for spejling?

Meget konkret bliver silhuetter, der forestiller et par i omfavnelse, tegnet på en mur i baggrunden hos vores avissælger, en illustration på den frygtede atomkrig sælgeren konstant snakker om. Det ser ud som om silhuetten er brændt ind i muren, hvilket bringer mindelser om billederne fra Hiroshima efter atombomben i 45.

Et andet sted forvandles Rorschach-mønsteret, som Kovacs kigger på, i en glidende overgang til et flashback til et par i en anden form for omfavnelse. Moderen og hendes kunde, som unge Kovacs finder i seng sammen. En anden form for “bombe”, og den første der ramte Rorschach som barn?

I det hele taget er det ikke kun Moore, som har fundet den fortællemæssige form. Gibbons, hans tegninger, og især brugen af den ellers begrænsede farvepalette og selve farvelægningen er et helt studie i sig selv. Det er uhyre effektivt, selvom virkemidlerne og udtrykket kan virke begrænset. Selv ved anden eller tredje gennemlæsning opdager man nye detaljer, visuelle “spor” gemt i baggrunden eller snedige og sindrige detaljer.

Vogternes verden vokser

Selvom Rorschach er i fokus, og man ikke ser meget til andre af hovedkarakterne i Vogterne 3, så formår Moore og Gibbons altså på imponerende vis, at få Watchmens verden til, at føles endnu større. Og mere ægte.

Det er på ingen måde overfortalt. Der lægges på veldoseret vis til, små detaljer, glimt af noget større og tilføjes lag, som er med til at give fornemmelsen af en stor og rig verden. En hvor superhelte findes, men hvilke tegneserier læser man så? Nok ikke superheltetegneserie, men i dette tilfælde sørøverhistorier. Der rummer indtil flere metalag, som der kun løftes dele af sløret af.

Og man behøver ikke mere for, at få indtrykket af, at Moore og Gibbons Watchmen verden er en ægte verden. Intet her virker tilfældigt, korte scener med eksempelvis Adrian Veidt og et attentatforsøg på ham, nogle politibetjente eller avissælgeren lægger kimen til noget, som skal bruges senere. Eller udvider bare og breder fortællingen ud.

Så selvom Vogterne 3 ikke flytter fortællingen eller driver hovedplottet voldsomt meget frem, føles albummet alligevel proppet med information. Og en voksende følelse af paranoia. Hvem trækker i trådene, både dem der involverer Vogterne og på et verdenspolitisk plan? Er atomkrigen uundgåelig og hvem ville egentlig nyde godt af den?! Who watches the Watchmen, hvem vogter over vogterne?

Måske får vi flere svar i Vogterne nr. 4, der bærer undertitlen: “Natuglen”.

The post Som et urværk: Vogterne nr. 3 appeared first on Kathoom.

Det var egentlig lidt et tilfælde, at jeg faldt over denne historie. Jeg havde hørt om For The Man Who Has Everything, og havde den også på listen over mulige, fremtidige indkøb. Under et antikvarisk online impulskøb dukkede Superman Special nr. 1 op til en favorable pris, og da Superman samlingen er lidt sparsom røg den i indkøbskurven.

Jeg syntes, at forsiden så bekendt ud, men tænkte ikke videre over det. Indtil jeg, endelig efter hæftet havde ligget samlet støv på reolen fandt det frem og det begyndte, at dæmre for mig. “Hey, vent, er det her ikke…”, jo sgu’! Efter en 4 sider lang prolog dukkede titlen En Gave Til Manden Som Har Alt og Moore og Gibbons navne op.

Gibbons and Moore, sitting in a tree…

Oprindeligt udkom For The Man Who Has Everything i Superman Annual #11 i 1985, udsendt på dansk via Interpresse året efter, som Superman Special 1. På kun 40 sider skaber skaber Moore og Gibbons en nær-perfekt, lille og afrundet Superman fortælling.

Duoen havde tidligere haft sporadiske samarbejder i hjemlandet på 2000 AD serien, og endte efterfølgende begge hos DC. Her var Allan Moore godt i gang med sit roste arbejde på Swamp Thing, mens andre af hans idéer strandede lidt hos DC-ledelsen.

Moore og Gibbons var påbegyndt arbejdet på hvad der skulle blive til Watchmen, da Gibbons fik mulighed for, at tegne en Superman historie. Gibbons fik tilmed muligheden for selv, at vælge hvem der skulle skrive historien. Han pegede straks på Allan Moore. Sammen skabte de denne historie, der 35 år senere stadig står stærkt og er gået over i tegneseriehistorien.

Sig det med blomster… fra rummet!

Vi skriver den 29 februar, Supermans fødselsdag. Hold da op, han ER da noget ganske særligt Nå, hvad giver man en mand, der har alt og som tilmed, rent teknisk set, kun har fødselsdag hvert fjerde år?

Det har Supermans bedste venner i hele verden, Batman og Wonder Woman, fået lov til, at bryde hjernerne med. De har ikke kage med, da de ankommer til Supermans fæstning af ensomhed, til gengæld har de Robin med på slæb. Han måtte nok ikke være alene hjemme, og Alfred havde hans faste skudsårsfridag?
Nuvel, Superman ville heller ikke være i stand i, at spise kage. Han er nemlig helt væk fra vinduet, da de 3 gæster finder ham i katatonisk tilstand med en mystisk gevækst på brystkassen?! Det er ikke en kryptonisk superbums, eller en fedtknude, men en ORGANISME FRA DET YDRE RUM!

Pokkers, nogen er kommet dem i forkøbet. Og har fundet en gave, som Superman i hvert fald ikke havde…

Den glade giver er en vis Mongul, der stadig opholder sig i fæstningen. Ikke glade for, at blive overgået af en blæremås af et rumvæsen, kaster Wonder Woman sig ud i en kamp med Mongul. Batman forsøger, at flå rum-planten af Superman, sikkert i et anfald af misundelse.

drømmen om Krypton

I mens Supermans venner er ved, at ødelægge hans fødselsdag, fæstning og fine gave, skifter fokus til Supermans perspektiv. Han befinder sig i en slags utopisk drømmeverden, udøst af planten. Dens evne er, at den opfylder sin “værts” inderste ønske, mens den udsuger værtens livsenerig eller “aura”, eller hvordan det lige blev forklaret.

I løbet af hæftes første 3/4 skifter perspektivet mellem fødselsdagsgæsterne og Supermans “drøm”. Wonder Woman er i problemer mod den uindbudte gæst, Batman og Robin forsøger, at fjerne planten fra Superman, som mentalt befinder sig på Krypton. Et alternativt Krypton, som ikke er eksploderet og som Superman/Kal-El aldrig har forladt.

Kal-El er blevet gift med Lyla Lerrol og lever det stille liv, som kryptonisk familiefar. Idyllen krakelerer dog hurtigt, Kal-Els mor, Lara er død, og farmand Jor-El er ikke kun tynget af sorg over dette. Hans forudsigelse om Kryptons undergang viste sig ikke, at være sande. Det driver ham i tiltagende grad mod kanten, og ud over den.

Fødselsdagsfest i Ensomhedens fæstning

Samtidig er der politisk uro på planeten, hvor Jor-El står i spidsen for en ekstremistisk oprørsgruppe. Gruppen kæmper for, at få genetableret Kryptons noble fortid under ledelse af et totalitært teknokrati. Der oprør fra andre kanter, i det en anden gruppe laver ballade og protesterer mod Fantomzonen. Jor-Els metoder og folkemøder antager fascistisk karakter, hvilket ikke huer sønnike.

Tilbage i Fæstningen hygger gæsterne sig stadig. Det lykkes Batman, med Robins hjælp, at lirke planten af Superman, men den suger sig straks fast til Batman. Som hives ind i hans egen drømmescenarie, et hvor hans forældre aldrig blev dræbt.

Superman vågner op, og han er skide sur over, at Mongul både har givet ham en lusket gave OG at han er ved, at dræbe Wonder Woman. Nå ja, og at slagsmålet har smadret en del af hans Emo-fæstning. Det korte af det lidt længere, Mongul besejres, planten sætter sig fast på ham og vi får et indblik i hans dejlige drøm. Han har slået alle Jordens helte og erobret universet.

Vores helte rydder op, hygger sig med at pakke gaver ud og kage. Jeg tror, at der var kage?

Kompakt og velfortalt fortælling

Allan Moore og Dave Gibbons får virkelig presset meget ind på disse 40 ganske forrygende sider. Vi får både en ret kompleks fortælling om Krypton, små indblik i Batmans og Wonder Woman psyke, Robin får lov til, at være nyttig. Men, også en perfekt afrundet lille historie om Superman, som både rummer superhelte mytologi og troper, absurde påfund og humor.

Det er tydeligt, at Allan Moore elsker Superman og klassiske tegneserier, og deres måde at fortælle en historie på. Her er både plads til kulørt underholdning, en mere seriøs undertone og tilmed politiske kommentarer. Måden og doseringen er virkelig imponerende, den begrænsede plads taget i betragtning. Det virker ikke underfortalt, selvom man ikke får en grundig forklaring på delelementerne.

Man kan godt se, at Gibbons ikke helt er på toppen af hans kreative ydeevne endnu. Han er stadig i gang med, at forfine udtrykket og finde den streg, som kom til, at virke ikonisk i Watchmen.

Less is Moore

For The Man Who Has Everything er et tilfælde af, hvor less is more virkelig er sandt. Jeg savner ikke mellemregningerne, en længere forklaring af hvem Mongul er, hans dybere motiver, hvordan planten egentlig fungerer. Eller en længere udredning af, hvordan det politiske system fungerer på Krypton, og hele magtspillet som er i gang.

Præmissen kan virke lidt fjollet, men man køber den, fordi det er så velfortalt og virker som en oprigtig kærlighedserklæring til figuren Superman og de klassiske/gammeldags superheltehistorier. Man får kun glimt af Krypton og kastes hovedkulds ind i noget, som kunne havde været en hel serie i sig selv. Men, det fungerer og man har ikke problemer med, at følge med.

Gad vide, hvad Allan Moore egentlig ønsker sig til fødselsdag? At tegneserier kunne være så enkle og ligetil igen?

The post Fra Reolen: Superman Special nr. 1 appeared first on Kathoom.

“Jon, du ved alt om alting, undtagen mennesker…”… alligevel bliver det Dr. Manhattan, som kommer til, at fælde dom over menneskeheden. En menneskehed på randen af atomkrig og total udslettelse. Men, også i Jons privatliv er dommedagsuret få minutter i midnat, da hans forhold til det sidste menneske han har et bånd med klipper det over…

Vi er nået til anden del af min allerførste læsning af klassikeren Watchmen (læs del 1 HER), eller Vogterne som de kom til, at hedde på dansk. Ja, jeg har aldrig fået læst Allan Moores klassiker, før jeg kastede mig over den oprindelige danske udgave, hvor Watchmen blev udsendt i 6 store albums i 1989. Her blev Watchmens oprindelige 12 hæfter lange historie altså samlet to og to. Nu til dags, kendes Watchmen nok mest i den samlede udgave, der også fås i en dansk version.

Jeg har valgt, at bryde lidt med min normale form, hvor jeg hvad klassikere angår plejer, at kigge på den samlede udgave af en historie. Og komme med en samlet dom over dens klassikerstatus. Watchmen ER, ubetinget og indiskutabelt en klassiker, det kan min ydmyge holdning ikke rokke ved.

I stedet vil jeg tage serien album for album, og komme med nogle overordnede tanker om hele serien efterfølgende. Jeg tilstræber, at læse og formidle mine indtryk for hvert album, som det de er: en læsning med friske øjne og min umiddelbare reaktion.

Al tid, hele tiden, altid

Vogterne nr. 2 følger Dr. Manhattan, efter første album havde Gøgleren i fokus. Her fulgte vi efterdønningerne efter mordet på den knap så sjove og uskyldige komiker. En form for noir “who done it” med den små-fascistiske Rorschach, der fungerede som historiens privatdetektiv. Første del sluttede med, at resterne af de nu inaktive (sådan da) Vogtere deltog i Gøglerens begravelse uden, at vi var kommet tættere på en opklaring af mordmysteriet.

Det opklaringsarbejde træder lidt i baggrunden i del 2, hvor fokus skifter til Dr. Manhattan og hans personlige deroute. En nedtur, for et ellers følelseskoldt og udelukkende rationelt tænkende væsen, der ender med at få store konsekvenser for hele Jorden. Men, det vidste Jon Osterman, bedre kendt som den berømte Dr. Manhattan allerede.

Han kan ikke blot se fremtiden, han oplever al tid, og dermed hele sit liv, sideløbende og på samme tid. Al tid altid. Han ved, hvad der er sket, sker og kommer til, at ske lige nu. Dermed er tid ikke blot abstrakt, men for ham, i bund og grund ikke-eksisterende, eller i hvert fald meningsløs.

Det giver en vi portion apati, kan man sige, i det at det ikke kan betale sig af forgribe, forsøge at forhindre eller ændre begivenheder. De ER allerede sket. Eller, ja, sker lige nu, for ham. Man kan godt få lidt ondt i hovedet af, at tænke den tanke helt ud.

Sølvsværmerens sværmerier og Doktor Kuvøseguf

“For ham er virkelighedens verden som en tåge. og alle mennesker er som skygger”. Laurie (Sølvsværmer nummer 2) bekender hendes følelser overfor Danny, den anden Natugle. Hun er, endelig gået fra Jon efter deres seneste skænderi. En ensidig affære, i det Dr Manhattan for længst har mistet de sidste rester af menneskelighed og kontakt med eventuelle følelser.

Han har travlt med sin forskning, det vigtigste i hans afsondrede verden er videnskaben. Og, at gøre sig klar til det tv-interview han, noget dumdristigt har sagt ja til, at stille op til. I kølvandet på en “skandale” i den kulørte presse, hvor tabloidavisen Nova har kørt et interview om hans første, nu kræftsyge og bitre, kone. Som han forlod i 60erne til fordel for den dengang kun 16 årige Laurie. Doktor kuvøseguf!

Laurie erkender, at hun kun “kender andre superhelte”, og følte en eller anden forbindelse til Natuglen, da hun så ham til Gøglerens begravelse. Dr. Manhattan føler ikke længere nogen form for forbindelser til mennesker overhovedet, ej heller til hans egne følelser. De findes ikke.

Fortællingen kører konstant i flere spor, tv-interviewet forløber samtidig med, at der klippes til Laurie og Danny, der genopdager deres indre superhelt da de overfaldes på gaden. I tv-studiet “overfaldes” doktoren af nærgående spørgsmål om, der er en sammenhæng mellem, at folk han har haft kontakt med i længere perioder har udviklet kræft. Det er DEN vinkel, Nova journalisten i publikum benytter til, at bringe Janey Slater på banen.

Doktor Manhattan er, muligvis så radioaktiv, at man bliver dødeligt syg af, at være i nærheden af ham for længe. Det kan man da kalde lidt af et metafor!

Græsset er grønnere på… Mars?

Den mutte doktor er muligvis blottet for følelser, og forståelse for andres ditto, men han kan, trods alt fornemme, når han er uønsket. Han gør et kort stop i Arizona, hvor han henter et gammelt, falmet og krøllet fotografi af ham og Janey. Og så teleporterer han sig ellers til Mars, og vender Jorden og menneskeheden ryggen.

Og så lige, når lokummet for alvor brænder! For den ulmende konflikt, der truer med, at udløse en atomkrig, eskalerer i selvsamme øjeblik. Rusland har invaderet Afghanistan, og dermed trodset USAs advarsler om konsekvenserne ved dette. Den Kolde Krig er lige blevet varm. I Washington har Præsident Nixon isoleret til i the war room, sammen med hans rådgivere. Med fingeren på knappen.

Resten af albummet er slags fler-sporet flashback, hvor vi får lov til, at følge hvordan Dr. Manhattan oplever tid. Vi får hans oprindelseshistorie i brudstykker, hvor vi hopper frem og tilbage i fortiden, mens Manhattan sidder på Mars, og grubler over nutid/fremtid/fortid, al tid og eksistensen generelt.

Fra hans tidlige barndom som søn af en urmager, studietiden, ulykken som gjorde at han blev Dr. Manhattan. Mødet med Janey og hans tid som en del af den første superheltegruppe. Ligesom vi ser hans afgørende indflydelse og indgriben i Vietnam, sammen med Gøgleren, hvor de vendte krigen til USAs fordel.

Urmagerens søn beslutter sig for, at forblive uden for tid og langt væk fra menneskeheden og deres problemer. Og opfører sit eget Superman lignende Fortress of Solitude i den røde sand på Mars.

En rigtig (sø)røverhistorie

Hvor første album mindede om klassisk pulp og noir, så skifter Moore virkelig spor her. Og begynder for alvor, at folde Watchmen universet ud, teste tegneseriemediet og formatet og se hvor meget det kan bære. Andet album er både langt mere klassisk superhelte oprindelse/fortælling og sci-fi med rødderne placeret i videnskaben.

Det er også her, at Moore introducerer “tegneserien i tegneserien”, den sørøverhistorie, som har det med, at dele vandene blandt læsere. Kort fortalt går det ud på, at en ung knægt, der hænger ud hos en avissælger (en karakter, der  også begynder at fylde ret meget i fortællingen), sidder og læser en tegneserie om hændelserne på et sørøverskib. Det er Moore i meta-mode, noget der kommer til, at fylde en del i spredte fremtidige kapitler af Watchmen.

I begyndelsen virkede det distraherende på mig, og stoppede også handlingen lidt op, også selvom vi i første album fik forklaret betydningen af sørøverhistorier, i den verden Watchmen udspiller sig i. De havde været et popkulturelt fænomen ala superhelt i vores virkelighed, så det er nærmest en metakommentar inden i et metalag?! Efterhånden vænnede jeg mig til, at sørøverne brød ind i fortælling og begyndte, at fange hvordan DEN historie spejler, eller foregriber ting i Watchmen-historien.

Kort sagt kan man sige, at Moores ambitionsniveau lige skrues lidt i vejret, og at ham og tegner Dave Gibbons for alvor er ved, at være varmet op. Watchmen begynder, at fyrer på samtlige cylindere.

Kompleks urværk med vokseværk

Faktisk vokser Vogterne fortællingen i andet album så meget, hvor der både bygges ovenpå ting introduceret i første album og bringes en masse nyt på banen, at det er svært at få det hele med. Der er ligeledes så mange små detaljer, både Moores tekst, men især visuelt, som jeg først fangede i anden gennemlæsning.

Den nævnte avissælger, det bliver en art fortællestemme, som kommenterer på de storpolitiske elementer i historien. Men, samtidig også er del af en større medie-kommentar, der også involverer indtil flere fiktive aviser og Dr. Manhattans oplevelse med TV. Natuglen og Sølvsværmerens blomstrende romance og deres genopdagelse af superheltelivet. Rorschach, der her mest lurer på sidelinjen, men faktisk afmaskes og viser sit sande ansigt for verden og læserne. I et par scener, hvor jeg først fangede, at det var ham uden maske, anden gang han dukker op i albummet.

Så er der hele Moores metaleg, der ud over tegneserien i tegneserien også tæller, at vi får flere sider fra Hollis Mason, den første Natugles, selvbiografi. Og slutteligt en fiktiv videnskabsartikel om Dr. Manhattan skrevet af en professor Milton Glass. Der giver mere baggrund og dybde, til hele Jon Osterman/Dr. Manhattan karakteren. Og er en af den slags detaljer, som er medvirkende til, at Watchmens verden føles “ægte”.

Lille spejl på væggen der…

Mit umiddelbare indtryk var, at Dr. Manhattan, som karakter i Watchmen var svær at relaterer til. Og dermed også, hvis ikke lidt kedelig, så en form for forvokset, blå plot-redskab, en deus ex machina, der kunne aktiveres efter behov. Derfor var jeg i første omgang heller ikke helt så fanget af dette album, som jeg var i den mere plotdrevne første del med Gøgleren.

Efter andet album lige fik lov til at simre og bundfælde sig, og jeg læste det igennem igen for lige, at genopfriske detaljerne inden disse skriverier, så voksede den store smølf på mig. Ikke hans personlighed, han har jo nærmest ikke en, i det han er så blottet for følelser.

Men, nu skrev jeg tidligere, at “spejling” er et tilbagevendende tema i Watchmen. Dr. Manhattan er også et spejl. Et, som Moore holder op foran os læsere, men også I selve historien, hvor Dr. Manhattan fungerer som en slags spejl for menneskeheden. En slags blank, reflekterende overflade, der viser menneskeheden på godt og mest ondt. Et spejlbillede lyver ikke, men det du ser kan, muligvis fejlfortolkes og ligger i the eye of the beholder.

Det Dr. Manhattan selv ser, analyserer og rationaliserer sig frem til, er kun de værste sider. I det han jo mangler empati og basal forståelse for menneskelige følelser. Han er urmageren, som kun ser tandhjul, fjedrer og teknik, der skal virke, som et urværk. Og hvis det ikke går rigtigt, eller virker, så er det uden værdi eller funktion. Ligesom Jorden.

Fortællingen om en supermand

Hvis første album var en form for noir, så er det for alvor i album to, at Watchmen bliver en superheltefortælling. Men, på Moore’sk vis, naturligvis med et twist eller to. Her er det fortællingen om en supermand, et supermenneskes oprindelse og transformation pga. science gone wrong.

På det punkt, kan Dr. Manhattans historie også minde om Dr. Bruce Banner og Hulks. Som karakter er Dr. Manhattan dog noget helt andet end Banner/Hulk, og minder mere om et twist af Supermand-myten om en almægtig, gudelignende skikkelse. Men, hvor Superman i sin kerne stræber efter, at blive så menneskelig som mulig, så mister Dr. Manhattan sin menneskelighed og medfølelse.

Superman kunne være den mest skræmmende person på Jorden, eller planetens (hvis ikke universets) største skurk, hvis han ville. Dr. Manhattan ER skræmmende og farlig i form af hans manglende empati og rene logiske og rationelle tankegang. Helt blottet for følelser. Det gør ham dog også til en ensom, ynkelig og i bund og grund tragisk figur.

I sidste ende melder han sig helt ud, og forlader Jorden i den ultimative, symbolske handling. Han var i forvejen anderledes og skilte sig ud. Også illustreret og understreget ved, at han med sin nøgne, blå krop skiller sig ud i Watchmens farvepallette. Nu er han en almægtig, blå mand på en rød planet, under en gul sol.

Hey, det er da forresten Supermands farver: rød, gul og blå! Hvis man lige vil overtænke/tolke lidt.

Menneskehedens skyggesider

Dr. Manhattan er det perfekte urværk, som går præcist og aldrig går i stykker. Men, han er også et våben. Det ultimative skræmmevåben i den kolde krig, som Moore og Gibbons skabte Watchmen i skyggen af. Her er forskellen blot, at USA rent faktisk har brugt ham aktivt som våben i en tidligere konflikt.

De oplevelser, rædsler og skyggesiderne af menneskeheden, som Dr. Manhattan så der kaster også stadig skygger. Han er for følelsesløs til, at de grufulde begivenheder og umenneskeligheden påvirker ham direkte. De spiller dog nok ind, når hans regnestykke skal gøres op: menneskeheden er ikke værdige, eller bøvlet værd og vil i sidste ende udslette sig selv.

Nå ja, og så har han jo den luksus, gennem hans ikke-lineære opfattelse af tid, at han har set fremtiden. Dommedagsuret vil ufravigeligt ramme 12. Han har dog, lærer vi senere (jaha, jeg har snydt og læst hele serien inden jeg skrev dette. 2-3 gange!) ikke set, eller tolket alt, som det måske hænger sammen.

Han stoler 100 % på, at hans rationelle tilgang til verden og det han ser, er “sandheden”. Alt andet ville, selvfølgelig også være ulogisk. Her bliver han mangel på følelser, muligvis en indbygget “blind vinkel”. En der kan udnyttes.

Et ur uden urmager

Moore bygger ovenpå og udvider Watchmens urvæk i Vogterne 2. Når Dr. Manhattan betragter sit skaberværk på Mars, stilles spørgsmålet “hvem skaber verden?”. Dr. Manhattan spekulerer, imens han mindes fortiden, hvem, om nogen der bærer “skylden” for hans skæbne og skabelse.

Hvad kom først, hønen eller ægget, uret eller urmageren? Det bliver filosofisk, højtragende og eksistentielt. Men, lyver Dr. Manhattan i bund og grund for sig selv og bruger alt det her, som et værn mod, at føle noget? Føle smerte? Hans sidste gerning, inden han forsvandt fra Jorden var, at få fat i et gammelt fotografi af ham og Laurie og tage det med til Mars…

Det selvom han ved, i følge hans indsigt, erfaringer og oplevelser af tid, at det hele er uundgåeligt. Han efterlader fotografiet i Mars’ sand og filosoferer videre om “et ur uden urmager”.

“Måske bliver Verden ikke skabt. Måske bliver intet skabt, måske har det altid været der. Og vil altid være der”… “Men det er for sent. Det har altid været for sent. Og vil altid være det”.

Vil den form for rationale og tankegang ikke fører til en følelse af meningsløshed? Tomhed og apati?

The post Som et urværk: Vogterne nr. 2 appeared first on Kathoom.

Fredag nat døde en gøgler i New York. Gaderne er udvidede rendestene. De lugter af utugt og dårlig samvittighed. Maskerede helte er forbudt. Måske jaget vildt. En morder er løs. Dommedagsklokken er ved at slå hel. Verden er ved, at gå under og det hele stinker. Er Vogterne af uret løsningen eller årsagen?

Watchmen. Den store, hvide hval i min tegneseriehistorie. Eller en af dem. Allan Moore og Dave Gibbons legendariske magnum opus fra 1985. Ikonisk. Kanoniseret. Ærefrygtindgydende. Jeg har aldrig fået den læst. Skamfuldt. Der er mange grunde…

Da serien oprindelige udkom i 12 hæfter var jeg for ung. Oprindeligt udsendt via DC i 1986/87, som en månedlig serie. Kom på dansk som Vogterne i 6 numre, i albumstørrelse 1989. 72 sider i farver via Interpresse. I 1989 var jeg mest til de kendte superhelte, og stadig for ung til Watchmen. Den røg under min radar. Og, det var som om den forsvandt lidt ud af den kollektive hukommelse i de efterfølgende år.

Måske var det DCs insisteren på, at fortsætte med, at udsende den i utallige opsamlinger, som holdt liv i den. En manøvre til, at fucke med forfatter Allan Moore og hans rettigheder. Hvis ikke DC brugte deres intellektuelle ejerskab til noget ville rettighederne gå tilbage til Moore. Det har de sørget for ikke skete…

Et produkt af og udenfor systemet

Lidt paradoksalt. Både, at Moore er blevet så bitter på DC over dette. Og, at det på en måde er helt i Watchmens ånd. Moore baserede figurerne i Watchmen på gamle Charlton Comics karakterer, som DC havde rettighederne over. Som en slags pasticher.

Han har dermed selv “lånt”, da DC ikke ville give ham lov til, at bruge mere etablerede figurer. Og så er det helt i Watchmens ånd, at “superhelte” bliver stridspunkter og er ilde set. De havde et valg. Ligesom “folket” havde det i det 1985, som portrætteres i Vogterne. Enden er nær, nu vil de frelses. Rorschach siger “nej”. De har ikke fortjent frelse.

Har Moore? Måske. Han har i hvert fald nok fortjent en form for kompensation. Men, den mystiske engelske magiker har også været trodsig og på tværs. Udenfor systemet. Men, stadig en del af det. Er han Rorschach? På en og samme tid del af, udenfor, et produkt af systemet. Han bevæger sig i den urene bys skygger. New York 1985. Beskidt og farlig. Både i Vogternes verden og i virkeligheden.

Han er frihedselskende liberalist i den udgave, som burde trodse systemer og samfundsordner. Alligevel går han ind for retfærdighed. Gøgleren, en gammel maskeret “helt” er myrdet, “alle er ligeglade”. Alle Rorschach opsøger. Natuglen Danny, folk på en snusket bar, Dr. Manhattan og Miss Jupiter, Laurie, den nye Sølvsværmer. Men, “der findes godhed og ondskab. Og ondskab skal straffes”.

Indenfor systemets rammer eller selvtægt? Hvem myrdede Gøgleren, systemet, systemets fjender? Var det et politisk mord? Eller noget mere personligt?

Ingen græder for Gøgleren

Gøgleren var ikke et rart menneske. Han var muskuløs og i god form, for hans alder. Det konkluderer de to politifolk, der undersøger hans mord. Hans hoved blev skubbet ned i brystkassen på ham, da han ramte gaden, konkluderer Rorschach.

Siden antiheltelovgivningen blev indført i ’77 har der kun været 2 aktive helte. Gøgleren i CIAs tjeneste og Rorschack, uden for nummer. Derude et sted. Mange år tidligere forsøgte Gøgleren, at voldtage Miss Jupiters mor. Hun brækkede et par ribben. Miss Jupiter var, muligvis ikke begejstret for hendes mor. Men, den behandling fortjente ingen. Nu arbejder han i statens tjeneste, mens andre, mere værdige helte er faldet i unåde.

Edward Blake. Gøglernes borgerlige navn. De fleste virker ligeglade med hans blodige endeligt. Dr. Manhattan opsummerer det således, da Rorschach opsøger ham og hans yngre kæreste, Miss Jupiter: “En levende krop og en død krop indeholder det samme antal partikler. Strukturelt er der ingen målelig forskel. Liv og død er noget rent abstrakt. Hvorfor skulle jeg være bedrøvet?”.

Heller ikke Danny Dreiberg, Natuglen (den anden), eller Veidt, “verdens klogeste mand”, virkede videre rystede da Rorschach opsøgte dem. For, at overbringe dem nyheden og som en advarsel? Eller fordi Rorschach ville udelukke dem som mistænkte?

En Gøgler er død, ingen grinede, ingen græd. I så fald havde det været tørre tårer.

Med døden som punchline

“Han var Gøgleren og han troede, at han ville komme til, at le sidst”, konkluderer Lauries mor, Sally, den første Sølvsværmeren, da datteren besøger hende. Hun er nu på plejehjem, men virker stadig mentalt frisk. Fysisk set er hun kræftramt og svækket. Det er Gøglerens begravelsesdag, “så nåede han altså omsider frem til vitsens pointe”.

Dermed er der kun 3 tilbage af Våbendragerne, den originale gruppe af maskerede helte dannet i 40erne, som Gøgleren var en del af. Den første Sølvsværmer, den originale Natugle, Hollies Mason og Byron Lewis, der er på koldbøttefabrikken et sted i Maine. Gøgleren forsøger efter et møde i gruppen, at voldtage Sølvsværmeren, men stoppes i sit forehavende af Den Hætteklædte Selvtægtsmand. Senere fulgte en ny gruppe, Forbrydernes Fjender, dannet i 60erne. Gøgleren bidrager, som det første med at bøvse højlydt under gruppens første møde… charmetrold

De fremmødte til begravelsen, virker mere som om de er mødt op af pligt. Eller for, at være sikre på, at han virkelig er død og, bogstaveligt talt begravet. Dr. Manhattan får et flashback til deres tid i Vietnam, eller for ham foregår al tid på samme tid – så det er teknisk set hverken et minde, eller et flashback. Derfor kunne han også, hvis han ville, have forhindret, at Gøgleren skød den lokale kvinde, som han havde gjort gravid. I stedet kiggede han bare på og lod det ske.

“Hvem vogter Vogterne”, er der skrevet på en væg under de optøjer Natuglen mindes under begravelsen. En politistrejke grundet de maskerede selvtægtsfolk/(helte) har sat gaderne i brand. “Hvad er der sket med den amerikanske drøm”, spørger Natuglen retorisk. “Du ser på den”, svarer Gøgleren.

Det tyvende århundredes sande ansigt

Rorschack opsøger den gamle skurk Moloch i dennes lejlighed. Nysgerrig efter, hvorfor en fjende af Gøgleren deltog i dennes begravelse. Moloch forklarer, at Gøgleren selv opsøgte ham i hjemmet kort tid før hans død. Fuld, i vildrede og usammenhængende. Han har set Molochs navn på en liste over kræftsyge, sammen med Janey Slater, Dr. Manhattans ex. kone.

Moloch får lov til, at slippe denne gang. Selvom Rorschack, regelrytteren, har fundet ulovlig medicin mod Molochs kræft. Rorschack forsvinder ud i den regnvåde nat, og traver, begravet i egne tanker, gennem den syge by. Han tilbydes “svensk og fransk kærlighed”, men ikke amerikansk.

Han ender på kirkegården, tænker videre over Gøglerens liv, mens billeder viser glimt af det. Inklusive hans voldsomme endeligt. “Han så samfundets revner, så de små maskerede mænd prøve, at holde sammen på det… Han så det tyvende århundrede sande ansigt og valgte at blive et spejlbillede, en parodi på det. Ingen andre forstod vitsen. Det var derfor han var ensom…”.

Rorschack tager en enkelt rose, fra den buket, som ligger på Gøglerens grav. En buket lagt af Moloch. Kun hans fjende havde taget blomster med til begravelsen…

Nøj, det for voksne!

“Superhelte for voksne”, står der på forsiden af Vogterne Første Del: Gøgleren. Jeg ville nok heller ikke have sat pris på den, som barn. I hvert fald ikke i samme grad, som jeg gør nu. Men, den er også voldsom svær, at hive ud af sin kontekst. At se bort fra den historiske ballast og alt der følger med.

Watchmen er en serie, der er og fortsat bliver analyseret helt ned til de enkelte paneler. Det er der, naturligvis en grund til. Men, det er også vægt der tynger og som serien slæber med rundt til nye læsere, som jeg jo er i dette tilfælde. Den kan, næsten kun skuffe eller ikke leve op til de opblæste forventninger.

Jeg har prøvet, at lægge alt jeg har læst, set og hørt om serien gennem årene lidt væk. Læse den med så friske øjne, som muligt og på den egne præmisser. Serien skal, som udgangspunkt bedømmes ud fra sin samtid. Moore kan jo ikke tages direkte til indtægt for, hvad mere eller mindre lærte, eksperter og fans har føjet til myten om Watchmen gennem årene.

Superhelte set gennem Moores linse

Jeg synes, at serien kommer virkelig stærkt fra land med Vogterne nr. 1. Måden fortællingen her er fortalt, indrammet og præsenteret på fungerer stadig upåklageligt næsten 40 år senere. Naturligvis er nogle af teknikkerne, fortællestruktur og opbygning for længst blevet overgået hvad raffinement angår. Men, det holder stadig og må have virket temmelig overvældende i sin tid.

Mysteriet om, hvem eller hvad der er på spil, er fint etableret og stikker en retning ud for plottet. Men, man fornemmer også hurtigt, at det ikke er det væsentligste for Moore. Det sætter handlingen i gang, er en katalysator, men det er karakterne og den verden de lever i, der er det egentlige fokus. Det er en leg med gamle superhelteklicheer og troper, krydret med pulp/noir elementer. På mange måder virker Watchmen, som en undersøgelse, dekonstruktion og hyldest til mediet.

En manøvre, hvor Moore kigget gennem en nutidig (80er) linse på ting, som han elskede og som prægede hans opvækst. De gamle helte og dyder, ting der nu står til fald i en koldkrigspræget verden, hvor frygten og hadet mod alt der fremmed og anderledes lurede overalt. Man kan nok heller ikke ignorere, at Moore var påvirket af Thatchers England, som meget andet samtidskunst i 1980erne.

Der var et op- og nybrud i tegneserielandskabet i de år. Hvor Watchmen fik følgeskab af titler, som især Frank Millers arbejde med Batman og Daredevil. Det er svært ikke, at se visse sammenfald, tematisk og i synet på superhelte, mellem eksempelvis Watchmen og The Dark Knight Returns.

Det velsmurte urværk

Watchmen er dog sin egen, halv-sære og lidt litterære tegneserie “misskabning”. Moore skriver ganske enkelt forrygende her, og den visuelle del af Dave Gibbons går i kunstnerisk symbiose med hans ord. Ikke blot er Vogterne nr. 1 velfortalt, stramt eksekveret og virker nøje planlagt, den er forbløffende tidløs og afvekslende.

Moore og Gibbons viser her, at de kan tilpasse, justere og gnidningsfrit veksle mellem forskellige skrive- og tegnestile. Alt efter hvad scene og stemningen lige kræver. Rorschack-delene er enkelt, ordknap og “skrabet” i farver og atmosfære. Det passer til, hans karakter, afspejler den og giver ham sin helt egen stemme i fortællingen. Andre steder skriver Moore, pludselig mere frit og teksttungt, eller slår problemfrit over i naturalistisk dialog, mens Gibbons lader den visuelle del følge med.

Det er simpelthen en nydelse, at læse og kigge sig igennem Vogternes første del. Den gør alt det, som et anslag og en første del skal, og man kan håbe på. Samtidig er det en helt lille, delvist afrundet fortælling med Gøglernes endeligt og begravelse som book ends.

Endelig er der tilføjelsen, af et uddrag af den første Natugles fiktive selvbiografi. Det er overflødigt for selve historien, men er med til, at Watchmen universet føles større. Samtidig giver det noget mere baggrund og kontekst, noget, der blot bidrager til at denne verden føles ægte. Den har en hel forhistorie, som vi kun får fragmenter fra, men de er dele af et samlet puslespil, som er Watchmen.

Den danske vinkel

Det var også en fornøjelse, at læse serien i dette danske albumformat. Siderne er større, den er trykt på rigtigt papir og man får fornemmelsen af, at sidde med noget der er mere end “bare” et hæfte. Eller endnu et trade paperback genoptryk fra samlebåndet.

Jeg dykker nok ned i serien på engelsk, på et tidspunkt for, at få den “rene” Moore oplevelse. Men, jeg synes den danske oversættelse af… Er ganske glimrende og rammer de nuancer og toner, som jeg forestiller mig Moore har sigtet efter i original udgaven.

Det er, måske der tætteste man kommer på, at læse Watchmen, som den oprindeligt blev udgivet. Tænker de originale, amerikanske månedlige hæfter er svære at opdrive. Og meget dyre. Her får man så to hæfter samlet i hvert album, det bryder måske lidt med den oprindelig tanke. Også fordi hvert album på en måde har fået en “hovedperson” i kraft af teksten på forsiden. Det er måske lidt en tilsnigelse og konstruktion, men giver mening, i hvert fald et godt stykke hen ad vejen.

Pas på pengene!

Jeg vil gemme de dybere analyser og tanker til, jeg er nået igennem alle 6 numre af Vogterne her på siden. Som jeg nu, endelig har fået samlet, efter at have været på jagt og ligget på lur i over et år. Man kan sagtens samle serien hurtigere, hvis man er villig til, at punge ud og vil have de danske album i near mint. Eller så tæt på, som man nu kan komme.

Det er ikke fordi Vogterne er den mest sjældne, eller dyreste danske tegneserie på det antikvariske marked. Men, jeg er ikke så fanatisk samler, at gamle blade skal være i nær-perfekt stand. Og jeg er for nærig til, at betale 3, 4, 500 kr. eller mere for et enkelt blad. Derfor har jeg ventet, tålmodigt og købt sporadisk, når der lige dukkede et album i ok stand op.

Dermed lykkes det mig, at samle hele serien for mellem 35-55 kr. pr. album. Det kan jeg rigtig godt leve med… Og for bidrager det blot til charmen, at gamle blade er lidt slidte, og man kan se de er brugt. Især en serie som Watchmen, der både ind- og udad til har rødder i pulp og gamle superhelteblade.

Gøgleren var vores fokus denne gang, selvom man kunne argumentere for, at det i lige så høj grad var Rorschack. Hvis ikke mere. Næste gang pryder Mr. Omnipotent Dr Manhattan forsiden og vi tager nogle dybere spadestik i historien og mytologien omkring Vogterne.

The post Som et urværk: Vogterne nr. 1 appeared first on Kathoom.