(Dette handler om den danske version af Watchmen, men for ikke, at skade de lidt skrøbelig danske album ved, at proppe dem i en scanner har jeg valgt, at bruge billeder fra den digitale udgave af tegneserien på engelsk).
Vi nærmer os slutspillet i Vogterne, Watchmen på dansk udsendt af Interpresse i 1989. I albumformat, hvor hvert af de 6 album dækker 2 amerikanske hæfter af Alan Moore og Dave Gibbons berømte serie.
Således er vi nået til 9. og 10. afsnit af seriens i alt 12. Albummet bærer titlen Silkesværmeren, men hun er reelt kun med i første halvdel. Som dækker én lang samtale, hvor hun forsøger at overbevise Jon, Dr. Manhattan om at livet på Jorden har værdi og giver mening. Anden del handler om Natuglen og Rorschachs fortsatte opklaringsarbejde om, hvem der står bag mordet på Gøgleren, attentatforsøget mod Adrian Veidt og muligvis mere end de havde regnet med.
Kan Silkesværmeren overbevise hendes nu tidligere kæreste om, at forlade sit eksil på Mars. Og vende tilbage til Jorden og forsøge at stoppe klodens potentielle udslettelse ved den truende atomkrig? Og hvilke kuldegysfremkaldende afsløringer får Natuglen og Rorschach optrævlet?
Moore strømliner plottet
Eftersom vi nærmere os sandhedens time i Vogterne, så virker det også som om at Moore strømliner plottet. De 2 hæfter i albummet her følger nogle meget tydelige tråde hver især. Der er ikke mange distraktioner og svinkeærinder, eksempelvis optræder subplottet med tegneserien i tegneserien om Den Sorte Fregat kun helt kort.
Ligesom vi i glimt får enkelte flashbacks til Silkesværmerens teenageår, som fungerer som en del af afsløringen af hendes fædrene ophav. I hæfte to indledes der med en kort scene, hvor vi ser præsident Nixon ankomme til Dommedagsbunkeren med “the football”, udløseren til USAs nukleare våben, lænket til håndleddet.
Ellers befinder vi os på Mars, hvor Jon teleporterer Laurie op. For at få de sandheder, han allerede kender, i kraft af at han kan se og oplever al tid på samme tid. Men, begivenheder skal stadig ske, fordi det SKAL de. Han kan dog, belejligt, kun se indtil et vist punkt. Natuglen og Rorschach befinder sig på 3 forskellige lokationer, men kører ellers et lignende parløb som Jon og Laurie. Igen er spejling et tema i Vogterne…
Dermed føles albummet, og Vogternes verden, også intimt og mindre i skala end hidtil. Selvom hele planetens skæbne er på spil og ligger i disse 4 karakterers hænder. Det virker som et helt bevidst valg fra Moore, der på den måde nærmest gør serien til et superheltekammerspil.
Kammerspil på Mars
Et kammerspil, som i første omgang udspiller sig på den golde planet Mars. Her har Jon bygget sig nye, fede rumslot/rumskib og sidder ellers og surmuler. Han har vendt Jorden ryggen, fordi Jorden vendte ryggen til ham. Livet på Jorden interesserer ikke længere den desillusionerede blå “gud”. Nå ja, og så har Laurie knaldet med Dan, Natuglen, så han er også lidt tøsefornærmet og jaloux.
Han ser i stedet mindst lige stor skønhed og mening Mars og dens “natur”. Og her er der ingen mennesker til at fucke det hele op. Her regerer de fysiske love, især er han svært begejstret for det han kalder “termodynamiske mirakler”. Spørgsmålet der rejser sig er naturligvis: har han på fornemmelsen, at han er nødt til at gøre netop det her for i sidste ende at genvinde sin tro på menneskeheden?
Det får man ikke svar på, for det her er i høj grad Lauries fortælling og hæfte. Hun orker ikke mere af Jons vrøvl om, at der ikke er nogen fortid eller fremtid, bare “nu”. Og hans, fra hendes synspunkt, kyniske verdenssyn. Eller universsyn?
Hendes rejse mod svar, hun ikke vidste, at hun var på jagt efter lige i det øjeblik. Hendes fars sande identitet. Her bliver Jon dog fødselshjælper og sætter gang i processen ved at spørge hende om hendes første minde.
Meningen med livet
En glaskugle. Et sted hvor tiden står stille, bare lige for at bygge ovenpå symbolikken. Det kunne også symbolisere noget med et øjeblik, som er frosset i tid. Et traume, som hendes mors skilsmisse fra hendes papfar.
Senere dukker en scene op, hvor de gamle/første helte er samlet, hvor Hollis Mason forærer hende et eksemplar af hans “tell all” bog/biografi Bag Masken. Ligesom hun passes op af Gøgleren udenfor. De afbrydes dog af Lauries vrede mor, Sally. Her skal man tro, at hun frelser datteren fra hendes skæbne. Som vi har set tidligere i Vogterne, så forgreb Gøgleren sig på Sally år forinden.
Det hele munder i løbet af rundvisningen på Mars, hvor Jon hylder planetens skønhed, at sandheden endelig går op for Laurie. Gøgleren ER hendes far. Det får ikke kun konsekvenser for Laurie, men også for Jons opfattelse af livet og meningen i det. Mod hvad man måske kunne forvente, så ser han ikke dette overgreb som en dårlig ting. For det skabte Laurie.
Verden over opstår der tilfældige møder, at enhver slags, som gør, at en mikroskopisk sædcelle finder vej til et æg. På det helt rette tidspunkt og livet opstår. En anden form for termodynamisk mirakel. Pludselig er det hele klart for Jon, han ændrer mening og følger Laurie tilbage til jorden.
Toppen af pyramiden
Rorschack blev jo som bekendt befriet fra brummen i forrige album, hjulpet af Natuglen Dan og Silkesværmeren Laurie. Han har brug for “nyt” tøj og udstyr og sammen med Dan opsøger han et af sine gamle gemmesteder. Her forstyrres de af en nabokone, som ikke har venlige ord tilovers overfor Rorschach.
Det opfatter Rorschach som ærekrænkelse, som kræver et blodoffer. Inden han dræber fruentimmeret, stopper han dog, da han ser hendes lille søn. Det minder ham om hans egen opvækst med en letlevende mor. Selv Rorschach lader til, at kunne ændre sig til det “bedre”? Senere giver han Dan hånden og kalder ham en god ven.
Der går buddy cop noir-opklaringsarbejde i den. Først i Natuglens fartøj, her som ubåd, hvor de lægger en slagplan. Den bringer dem i første omgang på en snusket beværtning, hvor planen er ret ligetil: tæv nogle svar ud af en af de anløbne typer fra underverdenen. Nogen må vide noget om firmaet Pyramide Transport. De finder en enkelt. Der forklarer, at alle andre involverede end ham er døde under mystiske omstændigheder. Hmm!
Jagten ender i første omgang i Pyramide Transports hovedkvarter. Der er fyldt med egyptiske artefakter og udsmykning. Hvor har vi set det før?
Kun verden og Veidt
Tidligere i hæfter får vi en kort scene med Adrian Veidt, Ozymandias, som ankommer til et af hans overdådige palæer. Her sætter han sig i et stort tv-rum med 100 skærme. Han vil følge med i alt, verden rundt. Selv den mindste detalje kan være afgørende på randen af en atomkrig.
Samtidig foretager han en masse aktiehandler. Nogen kommer da vist til, at skumme fløden på sigt, hvis verdensordenen bliver omarrangeret lidt i tilfælde af en bette krig? Hans sidste ord inden scenen fader ud, da han sidder alene foran sine skærme og bliver “kun verden og mig”. En kontrast til de to andre historier, hvor karaktererne netop indser, at de har brug for hinanden (og verden). Veidt vil HAVE verden. For sig selv.
Men Rorschach og Dans spor bliver varmere. Dan forsøger at gætte kodeordet til Pyramide Transports computer og finde nogle oplysninger. Han kommer nærmere det rigtige kodeord, jo mere Rorschach rabler højt for sig selv om den egyptiske udsmykning. Tankestrømmen bringer ham ind på guderne, Dan taster “Ramses”. Rorschach snakker videre om en af gudernes fascination af døden og genopstandelse.
Dan har endelige gennemskuet, hvem bagmanden er ud fra alle sporene. Han taster “Ramses II”, også kendt som… Ozymandias.
Inden de to snushaner sætter kurs mod Antarktis og Ozymandias’ skurke-slot får vi en sidste dagbogsnotits fra Rorschach. Han er overbevist om, at de ikke vil overleve konfrontationen. Han afslører bagmanden i dagbogsnotatet og sender den til den eneste avis, han stoler på. Her ender den, desværre, nederst i bunken af post fra diverse crackpots.
At finde eller miste sin menneskelighed
Da jeg læste dette album første gang var jeg faktisk en smule undervældet. Afsløringen af Veidt som bagmanden er ikke de store overraskelse, det er hvad det er. Og der er masser af mere eller mindre åbenlyse spor drysset ud over alle hæfter. Så det har nok heller ikke været Moores intention, at det skulle være et kæmpe twist. Hvem skulle det ellers være?
Nej, det der “skuffede” mig var, at jeg synes historien stod meget stille. Især det første hæfte, som vitterlig bare er en lang samtale mellem Laurie og Jon. Ligesom jeg syntes, at Jons motivation for at skifte mening virkede noget tynd, og lod til at komme meget pludseligt.
Nu har jeg læst dette album, og hele serien 3-4 gange efterhånden, fordi det trak ud med at få skrevet det her gentagende gange. Og jeg sætter mere og mere pris på dette album i serien. Jeg tror endelig at jeg har forstået, hvad det er Moore prøver på. Hvis Watchmen er en serie om “hvad nu hvis superhelte virkelig eksisterede”, og vores “helte” sådan set er rigtige mennesker, de fleste uden netop superkræfter, så er de også nødt til at opføre sig som mennesker.
Dette album handler ikke kun om menneskelighed kontra det modsatte, som set i Jon overfor Laurie, båndet mellem Dan og Rorschach, og Veidt mod verden. Det handler også om forskellige former for rehabilitering. Om at finde sig selv og sin menneskelighed og det modsatte i form af Veidt, som ser ud til at miste den fuldstændig.
Hvad får uret til at gå?
Jeg har ofte fremhævet “spejling” som et gennemgående tema i Watchmen, det fremgår også tydeligt i det ovenstående. Karakterernes indbyrdes forhold spejles også her i hinanden, hvor de to “par”, Laurie og Jon og Dan og Rorschach, knytter bånd.
Der er igen også gjort brug af kraftig visuel symbolik fra tegner Gibbons. Eksempelvis går en parfumeflaske med Veidts firmalogo på igen i første hæfte, hvor den både spejler glaskuglen og samtidig er tættere på at smadres hver gang den dukker op. Den “ruller” og indholdet spildes, samtidig med at Jon taler om det spild, livet på Jorden er.
Et andet tema er evnen til at vælge frit kontra noget forudbestemt. Laurie spørger på et tidspunkt om “den mægtigste skabning i universet er en marionet”, hvortil Jon svarer, “vi er alle marionetter, jeg kan blot se trådene”. Mod slut lader det til, at Jon netop accepterer, at tilfældige begivenheder faktisk kan indtræffe, og få enorm betydning. Er det derfor, at han ændrer holdning? Han behøver ikke gøre det, han mener at have set vil ske?
Det peger igen tilbage på Jons fortid, som søn af en urmager, den “ægte” watch-man. Måske kan Jon rent faktisk være Jordens watchman og reparere urværket, så det går korrekt igen? En kontrast/spejling til Jon ser man i Veidt, der på sin egen måde forsøger, at præge og styre “uret” i hans tv-stue.
Moores samfundskritik er både gammeldags og aktuel
Er det så en lille stikpille til det moderne samfund fra Moore? Skurken sidder foran en mur af skærme og betragter verden og mennesker gennem den, på afstand. Afstanden umenneskeliggør dem, han betragter, og reducerer dem til nødvendige ofre for den større sag. Veidt bilder sig selv ind, at han er ved at redde verden, samtidig med at han prøver at profitere på det.
Watchmen er skrevet i 1985, og fremmedgørelse i det moderne samfund pga. teknologi osv. er jo en kritik, som nok nærmest har eksisteret siden tidernes morgen. Går ud fra, at både ild og hjulet blev modtaget med skepsis i visse kredse. Så vil ikke kalde Moore profet, men hans “skepsis” over for det industrielle samfund er velkendt. I dag ville Veidt kunne klare det samme fra en lille skærm, der kan være i lommen. Og vi ejer næsten alle en.
Serien er naturligvis også stadig af sin tid på mange punkter. Truslen om atomkrig kan virke som et levn fra Den Kolde Krig, ligesom Richard Nixon nu til dags ikke står helt så frisk i erindring, som han gjorde i 1985. Omvendt har vi i dag krigen i Ukraine og folk som Donald Trump, så…
Få sekunder i midnat
På overfladen kan dette album virke en kende stillestående, og som en opvarmning til slutspillet. Brikkerne i form af karaktererne rykkes langsomt på plads, og plottets skurk afsløres gennem et opklaringsarbejde. Det er på mange måder karakterstudier, og en undersøgelse af indbyrdes forhold.
Ved genlæsninger opdager man dog, at der faktisk sker en del. Og en del afgørende ting. Silkesværmeren får svar på det spørgsmål, som har formet hende livet igennem. Gøgleren var hendes far. En samtale, som også Veidt følger fra sidelinjen, i det skjulte. Og efterfølgende udnytter, da han skal have ram på Gøgleren, som en del af hans megalomane plan.
Rorschach og Natuglen Dan bonder og finder ud af, at de har bruge for hinanden, hvis de skal have nogen chance for at forhindre Veidts plan og redde Jorden. Jon indser, at han ikke kan vende Jorden ryggen, genfinder noget af sin menneskelighed og at livet har værdi. Veidt springer ud som full blown storhedsvanvittig skurk, hvis motiver, forskruede som de er, dog giver mening i hans optik.
På tværs af dette, og i baggrunden, viser folks reaktion “på gaden”, at Veidt måske også har undervurderet menneskeheden. Der er glimt af håb og vilje til at samarbejde, i den 11. time. Eller få sekunder i midnat, hvor uret løber ud. Problemet er, at det viser sig at være for sent. Tiden ER løbet ud og Veidts plan lykkes.
Så hvad så nu?
