Jeg kan godt lide Frank Miller, men Ronin er sgu’ lidt noget juks. Hans første store soloprojekt, udsendt via DC i 6 hæfter i 1983, er mere makværk end mesterværk.
Ronin er dog ikke uinteressant, som et mislykket forsøg på at skabe noget grandiost. En sammensmeltning mellem japansk samuraikultur, inspiration fra manga og cyperpunk i en vestlig funderet tegneserietradition.
Om ikke andet er Ronin ambitiøs og kan nu for første gang læses på dansk. Faraos Cigarer har udsendt serien i en flot og lækker hardcover, men er den pengene værd – og ikke mindst værd at læse?
Begyndelsen på et hot streak
Det kommer an på…
Miller var red hot efter hans roste forløb på Daredevil, og stod i en gunstig position, da han skulle vælge sit næste projekt. I 1983 kunne han næsten vælge frit, selvom superstarstatus med The Dark Knight Returns, Batman Year One og Daredevil: Born Again, stadig lå et par år ude i fremtiden.
Prøv lige at tænk på den hot streak. Og man kan alt efter temperament forlænge den med Elektra Lives, Sin City, Daredevil: The Man Without Fear og 300. Inden det begyndte at gå ned af bakke, og Miller tilsyneladende blev sin egen værste fjende. Og tilbøjelig til at underkaste sig sine værste impulser.
Når man læser hans første store titel, hvor han selv har skabt karaktererne og historien (og tegnet skidtet), fornemmer man dog allerede visse faresignaler. En uhæmmet Miller, der får frit slag, er ikke nødvendigvis en sikker vinder.
Miller – nu uden filter
I sit senere arbejde fornemmer man, at en vis portion paranoia og frygt har fået overtaget. Sikkert ikke gjort bedre af flere år med misbrug, det plejer ikke at være befordrende for evnen til at tøjle den slags. Men Ronin gennemstrømmes allerede af en følelse af paranoia.
Serien lider også under at fremstå overlæsset med idéer, mange halv-bagte af slagsen, mange inspirationskilder og rigtig meget, som Miller gerne vil inkludere. Problemet er, at mange af enkeltdelene ikke rigtig smelter sammen til at gnidningsfrit hele.
Den er kort sagt lidt noget rod. Men også et fascinerende rod, og indblik i en kreativ hjerne, der var ved at koge over eller eksplodere. I tilfældet Ronin landede den måske bare en postgang for tidligt. Miller var der næsten, men her stikker det af for ham.
Til gengæld må den have virket som en bombe på markedet i 83 alene pga. dens inspirationskilder og referencer. Manga er jo mainstream i vesten nu til dags, og har vel været det siden mindst 90erne. Men i 83?
Ronin er en rodebutik
Historien kort, i det omfang det er muligt og det ord kan bruges i sammenhæng med Ronin. En samurai i det feudale Japan mislykkes med at redde sin mester fra et møde med en ond dæmon. Samuraiens sjæl (eller noget) fanges i et magisk sværd, dæmonen undslipper og genopstår i en ikke så fjern fremtid i New York.
En by i forfald, styret af store firmaer, især biotech virksomheden Aquarius. Der er blevet en hel by i byen, der vokser i takt med at stedets kunstige intelligens, Virgo, får mere kontrol og “evner”. Dæmonen popper op, besætter/overtager stedet ejer … . Og så starter der en fjendtlig overtagelse af hele firmaet indefra.
En, lad os kalde det person, men han (Billy) er mest bare en torso koblet op til nogle maskiner, får kunstige arme og ben. Han har et mor-søn forhold til Virgo, som han kalder “mor”. Under et forsøg på at give ham nye lemmer, sker der et eller andet hokus pokus, hvor samuraien slipper ud af det magiske sværd – og overtager Billys bioteknologisk forstærkede krop.
Og han er pissed og ude efter hævn. Heldigt at dæmonen, Agat, som han er ude efter, lurer i skyggerne lige i nærheden. Knap så heldigt, at Agat har fået kontrol over en biotech virksomheden og dermed kan manipulere Virgo og lave en masse ballade.
Og så sker der en masse!
Samtidig med det, kører der et større politisk spil bag kulisserne i Aquarius. Mistænksomme forskere, mellemledere, bestyrelsen, en handel med et privat firma om mulig våbenproduktion. En beslutning, nogle ikke er enige i, men dæmonen forklædt som ejer synes er super fjong.
Vi følger sideløbende med den genopståede Ronin, der tåger rundt i NY, i zombie-mode (og alle de andre plot-tråde) kvinden McKenna. Hun er badass security/befalingsperson i Aquarius’ sikkerhedsstyrker. McKenna er også romantisk involveret med Peter, en af de forskere, der kan blive en kæp i hjulet for Agat/Virgo/osv. – især da “de” får Peter til at forsvinde.
Zombie-Ronin med de mekaniske arme og ben cruiser rundt i NY, McKenna bliver persona non grata i Aquarius. Deres veje krydses, McKenna begynder samtidig at se syner, hvor hun er samurai i Japan and shit. De knalder (fordi… hvorfor ikke?) og lægger planer om at vælte Virgo og sætte en stopper for dæmonen. Tror jeg, måske?
Åh, og sideløbende med alt DET (og andre plots, jeg ikke lige orker at remse op) kan det hele måske være noget, der foregår oven i Billys hoved. Illustreret (eller ikke) gennem en lang række scener og samtaler mellem Virgo og Billy (“mor og søn”), et eller andet sted, der måske er fysisk, måske metafysisk. På en måde…
Diffus og forvirrende formidling
Er alle med? Godt, for jeg er ikke helt. Grundfortælingen i Ronin er sådan set ikke videre kompliceret, ligesom de enkelte (mange) handlingstråde kunne være til at følge. Hvis det ikke lige var fordi det hele på flere måder er knudret og unødigt uklart fortalt og formidlet.
Miller opererer med en form, hvor mange kortere scener med skiftende karakterer hopper rundt i fortællingen. De er ofte dialogtunge, repeterende i sprogbrug eller eksposition. Afløst af længere passager, hvor der næsten ikke optræder dialog, men dvæles ved store billeder eller action.
Der forekommer ud over forvirrende sceneskift også hop i tid, der ikke rigtig adresseres – man må bare forsøge at følge med. Handlingen, hvis ikke dialogen, er tit noget diffus, så denne og de mange karakterer har tendens til at mudre sammen.
Det behøvede ikke være et problem, hvis man kunne se og følge hvad der foregik. Men Millers tegnestil og Ronins visuelle udtryk virker nærmest bevidst grimt og svært at afkode. Det er simpelthen noget af en øjebæ, hvor Lynn Varlys farvelægning blot er med til at forstærke dette indtryk.
Ronin ligner et visuelt trafikuheld
For nøøøøj jeg synes Ronin er grim at kigge på og svær at læse. En ting er smag og behag, og Miller har jo senere nærmest gjort det til at varemærke og personligt træk at tegne “grimt” – ude at det nødvendigvis ER det. The Dark Knight Returns er et godt eksempel.
I TDKR er karaktererne groteske og deforme, omgivelserne hærgede og æstetikken temmelig frastødende. Men det fungerer, passer til historien og understreger pointer og personlighedstræk. I Ronin virker det eksperimenterende og som en grimhedsæstetik, der er der bare for at være der.
En ting er at byen NY ikke er meget andet end udvisket silhuetter. Og Aquarious ude fra ligner et grønt skumbad, der langsomt vokser og overtager NY. Det er der en pointe i. Det er bioteknik, der opfører sig som planteliv og/eller ukrudt. Men indendørsscener er ofte henlagt i mørke, eller i Aquarious’ tilfælde giftgrønne og gule farver, hvor det hele flyder lidt sammen.
Det samme med karaktererne og ansigter, der er svære at skelne fra hinanden. Sammenholdt med den ofte forvirrende dialog, bliver det lidt en kamp at komme igennem de 50 sider lange “hæfter”/kapitler.
Hvem sagde det?!
De mange actionscener lider under at det også her kan være vanskeligt at se, hvad der reelt foregår. Jo, det er voldeligt og stedvis episk, hvor Millers flair for storslået action og ikonografiske poseringer ikke kan holdes nede på trods af sig selv og det mudrede visuelle udtryk.
Alt for ofte ender det dog med at man mister overblikket, og dermed også interessen i dialog og actionscener. Og så bliver det bare snak og then some shit happens.
Det bliver heller ikke bedre, at eksempelvis Virgo, der taler en del, og dennes dialogbokse og karakterne hun kommunikerer med alt for tit roder sammen. Virgo er kun en stemme, så dialogen har ikke nogen tydelig visuel afsender, men optræder som talebobler. Oveni de andre karakterers. Dermed bruger man mange kræfter på blot at forsøge at holde styr på, hvem der siger hvad – også når der kun er to, der snakker sammen!
Miller guider heller ikke ligefrem, hverken ens blik eller forståelse af, hvem der lige snakker sammen med sit side- og rude layout. Igen leger han med formen, har ladet sig inspirere af brede Manga paneler osv., men et eller andet er gået tabt i oversættelsen. Der gør Ronin udmattende at læse og kigge på.
Millers energi er ikke at fornægte
Det er virkelig synd. For, der er som nævnt nogle spændende idéer og koncepter gemt i Millers rodebunke og kringlede fantasi. Der er måske bare for mange af dem koblet med en manglende evne til at formulere det som en større, sammenhængende vision.
Ligeledes kan man bestemt fornemme den velkendte Miller’ske energi i fortællingen. En følelse af, at det stedvis nærmest bobler over og vælter ud af ham. Spændetrøjen fra arbejdet hos Marvel er smidt, og ingen indfald er for langt ude – og SKAL ud.
Ud over at Ronin for sin tid rummer en del vold og sex, så skal han også have ros for at det i ret udpræget grad er kvinderne, der har bukserne på. Millers kvindesyn og fremstilling af dem som sexede femme fatales er måske med rette blevet kritiseret. Men man skal også sætte det i en tidsmæssig kontekst, her er vi i 83. Og det er McKenna, som er Ronins egentlige helt/hovedperson – og måske den egentlige Ronin?
Millers mod og kompromisløshed bør også roses. Det er en serie, hvor han efter Daredevil havde fået et folkeligt gennembrud. Han kunne nemt have spillet det sikkert, men vælger i stedet at kreere en serie, der i den grad er skabt på egne præmisser og ikke prøver at please nogen.
Ronins historiske betydning
Ronins historiske betydning skal heller ikke undervurderes. Den er den bro Miller som kunstner skulle krydse for at nå til næste højdepunkter i karrieren. Og så har den dannet skole og inspireret utallige på den ene eller anden vis.
Uden Ronin er det svært eksempelvis at forestille sig Teenage Mutant Ninja Turtles i dens oprindelige form. Laird og Eastman er tydeligt inspireret af Millers Daredevil og Ronin, og fik kæmpe succes med deres skildpadder.
Miller er også på forkant med 80ernes “Ninja craze” og fascination af japansk kultur, som senere også resulterede i det vestlige gennembrud for Manga-serier. Dem lader Miller sig som nævnt allerede inspirere af her i Ronin. Det er stadig i rå form, og jeg tror ikke Miller har forudset fremtidige trends, men han var om ikke først, så med på bølgen fra begyndelsen.
Alt det er dog kontekst og ikke som sådan grund til at læse Ronin.
En lidt halv-dyr “fornøjelse”
For det er stadig et spørgsmål jeg væver lidt ved: Er Ronin værd at investere i og læse?
Som et eksempel på Millers udvikling og en slags bro mellem hans, trods alt, mere strømlinede arbejde på Daredevil og den senere mere eksperimenterende stil, ja. Men er man kun casual fan, eller har “almindelig” interesse for tegneserier, er det lidt af en udskrivning, at smide små 300 kr. “bare” for det.
For mere nørdede fans eller læsere er der nogle interessante koncepter og idéer i Ronin, som også peger fremad og på strømninger i samtiden. Det giver bare ikke et vellykket hele, selvom der med garanti findes store fans af Ronin derude. Folk der finder mere indhold og tilfredsstillelse i både historien og stilen, end jeg gjorde.
Dermed bliver det også en meget forsigtig anbefaling, og jeg ville ikke kalde Ronin obligatorisk pensum. Men fedt at vi endelig har fået den på dansk, og indpakningen kan man bestemt ikke brokke sig over. Den er pænere end indholdet! Og jeg har på fornemmelsen at jeg kommer til at genbesøge Ronin – måske er der mere at hente i andet forsøg?
