Batmans begyndelse: nu med meget mere Jim Gordon
Dette er mit første skud under min selvopfundne Pensum kategori, hvor jeg forsøger at dykke ned i nogle tegneserier der har fået klassikerstatus, regnes som værende banebrydende eller på anden vis har haft stor indflydelse på “genren”. Twistet er, at det er tegneserier, som jeg af en eller anden grund ikke har fået læst. Før nu! Det er ikke en decideret anmeldelse, disse tegneserier har opnået en indiskutabel status, det er mere et frisk kig med nutidsøjne end en bedømmelse af udgivelsen. De er klassikere, ligesom Citizen Kane er det indenfor filmen, eller Michael Jacksons Thriller indenfor musikken – det er ikke det samme som, at de er ufejlbarlige eller komplet tidsløse.
Batman Year One udkom i 1987, i 4 hæfter i perioden marts til juni, skrevet af Frank Miller, tegnet af David Mazzuchelli, farvelagt af Richmond Lewis og tekstet af Todd Klein. Noget af et all-star team, må man nok sige. Dengang var Miller red hot og nok på toppen af hans indflydelse og kreativitet, efter blandt andet at have redefineret og genopfundet Daredevil, ikke mindst i Born Again historien (også tegnet af Mazzuchelli) og lige i røven af Batman The Dark Knight Returns, hvis indflydelse og banebrydende historie og “take” på Nattens Ridder næppe kan overdrives. Hvor den historie fokusere på en aldrende, “kamphærget” og mere eller mindre forstyrret Batman, så spoler Year One, som titlen antyder tiden tilbage til Batmans begyndelse.
Hæfterne udkom på bagkant af DCs første store “reboot”, eller strømlining, af deres univers, Crisis on Infinite Earths, hvor 50 års tegneserie kontinuitet og historie blev nulstillet og startet forfra i større eller mindre grad. En af de figurer der slap “billigst” fra denne gendigtning af baggrundshistorie var Batman, som mange på DC stadig syntes fungerede, så der er mere tale om et soft-reboot, sagt med moderne termer. Grundprincipperne i fortællingen er stadig de samme, unge Bruce overvære sine forældre blive myrdet, han har sin mansion og penge, bathulen nedenunder, Alfred ovenpå og store dele af figurgalleriet og de basale punkter i mytologien er intakte. Det Year One fortæller, er det første år efter Bruce Wayne venner tilbage til Gotham, som Batman, efter at have været forsvundet i en længere periode. Og hans udvikling fra at være en lidt ubehjælpelig og retningsløs selvtægtsmand til at blive symbolet og myten Batman.
MEN, i lige så stor grad, hvis ikke større, så er det her fortællingen om Jim Gordon og hans første år i Gothams politistyrke, hvor han ankommer til en korruptionsplaget og rådden by, fra top til bund, med en gravid kone og en meget veludviklet retfærdighedssans. Samtidig er der et lidt mindre sidespor, hvor man ser historien fra Catwomans synsvinkel, en noget anden Catwoman end man tidligere havde været vant til, en meget Miller’sk Catwoman. Ikke overraskende bærer alle tre hovedfigurer i serien præg af og afspejler den prominente forfatter i deres personlighed. Personlighedstræk og karakteristika, som man finder hos Millers udgaver af figurer, og hans egne opfindelser, helt op til i dag. Her dog inden det kammede over og Miller brændte sammen i en stofrus…
Batman er lidt af en 80er actionhelt macho-bøf, der godt kan tåle at tage en kugle i skulderen eller læggen, og børste det relativt hurtigt af og ikke være særligt tynget af det. Gordon er handlekraftig og slår en proper næve, hvis det bliver nødvendigt, mens Selina Kyle (Catwoman) er en sej kat, der bor på skyggesiden af Gotham i et råt miljø – et af den slags, som det virker som om Miller nærmest tænder lidt på? De er på mange måder klichéer og arketyper, men det er også noget de er blevet med tiden og når man kigger tilbage med 35 års udvikling in mente. Dengang i 1987 må det have virket som en bombe og noget ganske nyt og frisk? Ikke kun personerne, der er plagede, fejlbarlige og har svagheder, men i sidste ende rygrad, men også Gotham, som by, dens mentalitet og indbyggerne over en bred kam. Det her er beskidt. Miller levede dengang i New York, inden der blev ryddet op i gaderne. En voldsplaget, forfalden og pilrådden storby, hvor det virkede som et selvmordsforsøg, at bevæge sig ud efter mørkets frembrud. Ikke en nyskabende skildring af en trøstesløs storby i vores tid, da er det også blevet en kliché, men dengang var det nok lidt mere nihilistisk en fremstilling end man var vant til.
Ikke at Year One er første gang at tegneserier blev mere “gritty”, det var begyndt at snige sig ind allerede i løbet af 70erne, men Millers verden er alligevel lidt noget andet. Den er mere nådesløs og kold. Men ikke uden håb, for Year One er ikke ren dystopi og undergang, det er en skabelsesberetning, og der kimen bliver lagt til Gothams mulige frelse, eller at der i hvert fald er en chance. Det håb hedder Batman OG Gordon, der bruger de 4 hæfter til at bevæge sig fra deres yderpositioner til at nærme sig fælles fodslag og forståelse: de har brug for hinanden, hvis det her skal lykkes. Gordon lader endda til, at have gennemskuet Batmans hemmelige identitet, når han efter historiens klimaks, står ansigt til ansigt med Bruce Wayne der har reddet Gordons unge søn, udbryder: “You know, I’m practically blind without my glasses. Sirens coming, you’d better go”. Som i: “jeg HAR genkendt dig, jeg ved HVEM du er, smut så, jeg siger intet”.
Hvorfor lader en retskaffen mand som Jim Gordon så en selvtægtsmand, der løber rundt klædt ud som en flagermus slippe? Fordi han har brug for ham og han ved Gotham har brug for ham. Historien igennem er der ikke nogen egentlig hovedskurk eller modstand ud over “systemet”. Et system der er bundkorrupt, fra Gordon nye partner, politichefen, til gangsterbosser til den politiske top. Det er meget for én ærlig politimand at være oppe i mod, hvilket Gordon også får at føle på den hårde måde, startende med simpel obstruktion og benspænd fra kolleger og ledelsen, over korporlige klø med et baseballbat til den endelige trussel mod hans kone og nyfødte søn. Men Gordon er heller ikke mere hædersmand, end at han inden da har kastet sig ud i en affære med hans unge kollega Essen, der ender med at blive forflyttet. I sidste ende går Gordon dog til bekendelse og erkender utroskabet, som Barbara Gordon tilsyneladende tilgiver i nogle scener der ikke bliver vist.
Historien og dens forløb vises nemlig kun i brudstykker, markeret med en dato, der fungerer som en nye scene eller et afsnit af varierende længde. Fra få paneler til flere sider, hvor perspektivet skifter mellem Batman/Bruce Wayne, Jim Gordon og i mindre grad Selina Kyle, der desværre ender med at blive en lille smule tredje hjul i drengeklubben – der skal være plads til Bruce og Jims boblende bromance, jo! Men, i det store hele synes jeg strukturen fungerer og skaber en god dynamik og vekselvirkning historien igennem, som er virkelig godt skruet sammen og plottet af Miller – det glider sgu’ og giver en ellers simrende fortælling en underliggende energisk puls, der gør at man fræser gennem de knap hundrede sider.
Det er dog en “Bog” (i dette tilfælde en trade paperback), som tog mig en lille smule længere tid at tygge mig igennem end de normale 10-12 minutter pr. hæfte, her var vi nok op i nærheden af 20 minutter og knap 1 ½ time i alt, når man også skal bladre igennem det fine ekstra materiale udgivelsen her indeholder. Det skyldes ikke kun at Miller kan lide at skrive, her synes jeg dog ikke at det bliver for meget af det gode, men noget så simpelt, at jeg havde lidt udfordringer med at læse dele af teksten pga. dens udformning og font. Todd Kleins tekstning er utroligt flot, stemningsfuld og passer perfekt til fortællingen, men den er også stedvis lidt gnidret og stilen holdt i en form for “håndskrift/formskrift”, som om man læser en af figurens dagbog. Da begyndte jeg momentvis at overveje om jeg mon trængte til læsebriller??
I det hele taget er den rent tekniske og formmæssige side af Year One lidt af en lækkerbisken og meget, meget gennemført. Det hele spiller bare og spiller ikke mindst sammen, så man straks får følelsen af at træde ind i en en fuldt ud realiseret og formgivet verden, hvilket er med til at man køber hele præmissen og universet i endnu højere grad. Mazzuchellis berømte streg, der også var med til at hæve Millers Daredevil arbejde op på et endnu højere plan fungerer næsten, om muligt, endnu bedre her. Jo, det er lidt “af sin tid” og virker måske en lille smule umoderne set med 2020 briller på, ligesom den ellers labre og stilbevidste farvelægning af Lewis har noget lidt bedaget og teknisk begrænset over sig, igen set i forhold til moderne, digitale udgivelser, men det bidrager på mange måder også til den samlede stemning. Det kan godt virke en lille smule skrabet og “enkelt”, både i detaljerigdom og farvepaletten, men på en måde er det også med til at forstærke den samlede følelse af, at man befinder sig i et mere hårdkogt, primitivt og jordbundet univers og en falmet by, hvor skyggesiden er ved at få overtaget. Og bidrager til fornemmelsen af, at man “kigger tilbage” og oplever brudstykker af et år, set fra afstand.
Jeg har noteret mig, at mange rundt omkring på nettet har kaldet Year One varianter af “den bedste Batman historie nogensinde”, det kan jeg ikke helt gøre mig klog på, da mangler jeg nok lidt kontekst og sammenligningsgrundlag – så meget Batman har jeg ikke læst (derfor er han jo også en del af Pensum!). Men, det er i hvert fald utvivlsomt den bedste Jim Gordon historie jeg indtil nu har læst! For mig er han historiens egentlige hovedperson og den karakter der fremstår mest helstøbt, selvom det er Batman der pryder forsiden og har sit navn i titlen. Dermed ikke sagt, at han er kørt ud på et sidespor, ingenlunde, og den udvikling han gennemgår virker både realistik og gennemført, så karakteren rent faktisk har en bue, men han er bare ikke den mest spændende figur i denne historie – og det er jeg heller ikke sikker på, at Miller egentlig synes? Kan han overhovedet lide Batman, når det kommer til stykket?
Batman Year One fortjener uden tvivl sin klassiker-status, men ligesom mange andre klassikere med nogle år på bagen, så er den gennemslagskraft og hvor banebrydende den måtte have været i sin samtid måske falmet lidt. Men, så kan man jo bare kigge på hvor indflydelsesrig historien har været i den mellemliggende år. Det er altid nemt at sidde her over 30 år senere og tænke “nå, var det bare det, så var den da heller ikke vildere…”, men, sådan havde jeg det faktisk ikke med Year One. Selve handlingen og indholdet af plottet er måske ikke videre sindsoprivende eller et decideret nybrud, det er i bund og grund en koroptionshistorie. Men på et større plan løfter fortællingen sig og kommer til at handle om folk, der tør stå op imod det der er forkert og tænde et lys i natten, som kan stå som en advarsel og et eksempel for andre at følge. Ikke perfekte mennesker, men folk med smerte, tab, fejl og mangler, som sagtens kunne have vendt det blinde øje til, ligesom resten.
Sammenlignet med de nye og aktuelle tegneserier og paperbacks jeg har pløjet mig igennem, så er Year One, dens historie og hele mytologien omkring den ikke falmet i min optik. Der er elementer og detaljer der fremstår lidt “Miller’sk”, hvor “selvtægtsmænd mod det onde system” tankegangen er i centrum, men hans filter var stadig intakt dengang og det er ikke noget der skurre, som den langt mere afstumpede og fascistoide selvparodi han endte med at blive.
I Year One er der stadig et lys i mørket, skabt af en række stærke spillere på toppen af deres kreative virke med Nattens Ridder og en retskaffen politibetjent som bannerførerne. At historien anses for at være en milepæl indenfor genren er her, 33 år senere, fuldt fortjent, set med med 2020 øjne og fra en førstegangelæsers synsvinkel.
