Jorden er flad! Eller, hvis nok mennesker tror på det, på samme tid, så kan forestilling manifestere sig fysisk i den virkelige verden. Og altid have eksisteret. Department of Truth arbejder med, at opspore og forhindre de mest farlige af teorierne, inden de slår rod i den brede befolkning.
I Department of Truth kan alle tænkelige konspirationsteorier blive til virkelighed. Reptil-mennesker, falsk månelanding, satanistiske børnekidnapninger, mordet på JFK, you name it. Det er det (relativt) simple setup og præmissen for denne serie af James Tynion IV, Martin Simmons, Aditya Bidikars Image Serie fra 2020.
Der er dog ikke tale om en conspiracy nut historie, serien tager fat om et meget aktuelt emne: sandheden. Aktuel i disse år, hvor man diskuterer Fake News, medierne og magthavernes troværdighed og dele af befolkningens mistro og tankespind. Ting, som hurtigt kan løbe af sporet og spinde ud af kontrol.
I Department of Truth er konsekvenserne ganske håndgribelige. Bogen, der består af seriens første 5 hæfter, virker skræmmende relevant, og det er det den vinder på, hvor historien og plottet måske (stadig) har visse svage punkter.
Sandheden er derude – men hvilken?
Du er nødt til, at sluge og tage den lidt fantastiske præmis for gode varer. Mekanikerne bag, hvordan disse konspirationsteorier rent faktisk bliver til virkelighed, bliver ikke nærmere forklaret i disse første 5 hæfter.
Men, man skal nok heller ikke udelukkende tage det hele alt for bogstaveligt. Tynion IV, der blandt andet er kendt for sit arbejde på nyere Batman-udgivelser, virker ikke interesseret i de konkrete konspirationer. De er værktøjer, og stof som kan fylde og forme historien. Det skal nok ses i en mere overført betydning.
Department of Truth handler om, og er langt mere interesseret i, hele det psykologiske aspekt af konspirationsteorier, som sandhed ss løgn, hvem der styrer disse. Og ikke mindst, hvem der har gavn af, at styre disse mekanikker. Det handler om magt. Om kontrol. Og her er kontrol over “sandheden”, og de narrativer der hører med, et mægtigt våben i vores tid.
Det er oplagt, at se det som en kommentar til, og reaktion på, alt fra Fox News (og lignende), 4 år med Trump, Social Medier, internettet generelt og hvorfor folk kan virker så opsatte på, at tro på de umiddelbart mest ulogiske, outlandish eller forrykte ting.
Frygt, usikkerhed, kaos og orden
Hos Tynion handler det meget om trøst. Og tryghed. Om, at give mening til uforståelige (og uretfærdige) begivenheder og en skræmmende verden. Usikkerhed fører til kaos, det føder frygt, som i sidste ende kan fører til konspirationsteorier, som her. Og når nok tror på en løgn, så kan den ende med, at være sand.
Det er det gamle Goebles/Nazi dogme, hvis nok mennesker tror på en løgn, så ender den med, at blive ægte. Det skal den titulære Department of Truth sørge for, at holde opsyn med og forhindre ske.
Anført af den mystiske Lee Harvey Oswald, ja, den Lee Harvey Oswald. Eller, måske DEN Oswald. Eller er han en manifestation af en konspirationsteori, hvor nok har troet på, at han overlevede hele JFK misseren og ikke blev skudt af natklubejer Jack Ruby? Denne Oswalds kvindelige assistent hedder forresten Ruby.
De headhunter FBI-medarbejder Cole Turner til, at tilsutte sig den hemmelighedsfulde Department of Truth. Det er fra hans forvirrede, usikre, men også dragede og nysgerrige synsvinkel, at vi langsomt introduceres til denne verden.
Er der reelt én sand sandhed?
Cole har selv nogle mystiske hændelser og minder fra barndommen i bagagen. Mentalt vraggods om et muligt misbrug fra en uhyggelige, mareridtsagtig skikkelse med en stor stjerne i smasken, som begynder at dukke op igen. Tilsyneladende et traume, som vender tilbage i takt med, at han kontaktes af Department of Truth og begynder, at æde ham op.
Hans personlige motivation er, at finde sandheden om hændelserne fra barndommen. Var de ægte? Hvad er sandheden? Kan man nogensinde stole på, hvad sandheden egentlig er, og ER der reelt en?? Spørgsmålene og tvivlen hober sig op, jo længere man når ind i disse 5 hæfter.
Sideløbende er Afdelingen for Sandhed på jagt efter en mystisk mand med en sort hat. Eller rettere, indledningsvist et symbol, der forestiller en sort hat, som dukker op rundt omkring i forbindelse med deres opklaringsarbejde og diverse opgaver, som de sendes ud på.
Som serien skrider frem afsløres det, at alt, naturligvis ikke er helt så sort/hvidt. Og, at man bestemt ikke kan stole på alle medlemmer af Department of Truth. Faktisk kommer man i tvivl om, hvad afdelingens formål og motivation, egentlig er. Hvem man kan stole på. Og hvem der reelt er de gode og de onde, i dette indviklede og intrigante spil om sandheden.
Rystende kapitel om et skoleskyderi
Der er måske slet ikke noget godt eller ondt, rigtigt eller forkert, sandhed og løgn? Det er store tanker, som Tynion IV bringer på banen her.
Indledningsvis kan man godt få en X-Files vibe. Både angående den “hemmelige afdeling”; konspirationsteorierne, den paranoide stemning, thriller atmosfæren, “hvem kan man stole på” følelsen og opbygningen. Der er både en stor, sammenhængende mytologi, men nogle af hæfterne antager også en “monster of the week”/ugens isolerede sag struktur.
Den bedste og mest tankevækkende omhandler en efterladt mor til et skoleskyderi, hvor hun missede et opkald fra hendes søn, mens han blev skudt. Nu har hun bare optagelsen fra telefonsvarer tilbage. Eller HAR hun?
I ægte, rystende (og hovedrystende) Sandy Hook manér, så anklages kvinden straks for, at være en skuespiller, hyret af “dem” til, at være en del af et “staged” skoleskyderi. Hendes søn er slet ikke død, hvis han ikke også var en skuespiller, så lever han i hvert fald. Sikkert holdt fanget af en venstreorienteret, elitær magtelite pædofili ring!
Når løgnen bliver sandheden
Det skræmmende og mest rystende her, ud over at NOGEN kan tro, være bekendt og stå inde for, at tro og sige den slags nonsens, er at kvinden til sidst bukker under. Twistet her er, efter massivt pres og chikane, så begynder hun selv, at tro på den vanvittige konspirationsteori.
Tynget af skyld og sorg, køber hun løgnen. Hendes søn MÅ være i live og det hele var bare fup og et røgslør for en dybereliggende konspiration. For, at den slags vanvid ikke får lov til, at vokse og i sidste ende blive til virkelighed, hvis nok tror på det, må Department of Truth gribe ind og standse galskaben.
Cole tynges, naturligt af situationen. Og som læser forstår og føler man tvivlen, frustrationerne og de moralske gråzoner, som Cole udsættes for. Det er klart her, at Department of Truth ramte mig dybest. I den større sags tjeneste, skal man knuse det lille, desperate håb, som denne sørgende kvinde knuger sig til.
Fordi det ikke er sandheden. Men, ville de skade, hvis det var, eller man lod hende blive i troen? Ja. For hvis hun, som en af de efterladte og dermed et stærkt “vidne”, kan overbevise flere og blive en korsfarer for denne sag, så kan konspirationen i sidste ende blive sand – i denne verden. Og være med til, at underminere alt fra regeringer til samfundsstrukturer.
Interessant koncept, ujævne karakterer
Men, er disse strukturer værd, at opretholde? Og kan man stole på de magthavere og beslutningstagere, som sidder i toppen og beskyttes af dem? Ikke altid, og muligvis heller ikke i Department of Truth.
Som koncept er udgivelsen voldsomt spændende, og meget tankevækkende, med mange vinkler og elementer, som man kan anskue det hele fra. Som historie, og måden den præsenteres på, er den, som antydet, ikke helt uden små ridser i lakken.
Tynions skrivestil er nok en smagssag, men den kan være utroligt ordrig. Det er ikke hurtig læsning, og nogle sider er tynget af meget teksttunge passager. Cole er en interessant karakter, som udgangspunkt, men ender også med, at føles som en lidt passiv størrelse. Og lidt af et blankt stykke papir, eller et nyttigt “plot device”, der ikke har særligt stor indflydelse på plottet men mere er et redskab til, at drive plottet frem.
De øvrige figurer får du ikke meget indblik i. De er mystiske og tvetydige. Det passer på den ene side helt til seriens konspirationsstil og den overordnede tone, men det gør også, at der ikke er meget personlighed. Eller meget for en som læser, at klynge sig til, engagere sig i eller på en eller anden måde relatere til. De føles som “figurer.
Visuelt stilet trip
Til gengæld er bogen rent teknisk lidt af en oplevelse. Den er virkeligt gennemført, hvor det visuelle spiller en mindst lige så stor rolle, som ordene og historien. Simmons stil er udtværet, stedvis skitsepræget, andre steder fyldig og forrygende flot. Didikars tekst og talebobler er lidt ude af synk, så det ser ud som om de ikke helt passer sammen.
Det giver det hele et skær af noget drømmende. Eller mudret. Som om, man kigger et gammelt videobånd, hvor skarphed, farver, tracking og lyd er slidt og “støjer”. Det kan være lidt svært, at kigge på i længere tid og det gør, at siderne af og til skurrer. Men, det bidrager til følelsen af, at man ikke helt ved hvad der er virkelighed og løgn.
Department of Truth flimrer. Billedet er uskarpt, svært at tyde og afkode. Det er MEGET stilistisk og visuelt markant, og kan sammen med Tynions mest teksttunge passager være ret overvældende læsning, grænsende til det trættende. Især, hvis man som jeg, har svært ved at lægge bogen fra sig og sluger den næsten ud i et.
Department of Truth rammer noget i tidsånden
Er det et luksusproblem? At man har lyst til, at sluge hele bogen i én bid? Jeg vil dog opfordre til en lille smule selvkontrol – og måske også mere end jeg selv udviste her. Nammenam.
Department of Truth er bestemt ikke en upolitisk bog, tværtimod. Men, det skal man ikke lade sig afskrække af. Den tager ikke åbenlyst stilling, eller stiller sig bag en bestemt sandhed. I stedet for diskuterer den, hvad sandhed egentlig er, når det kommer til stykket.
Tynion har, muligvis lidt problemer med, at få hele historien til, at virke fuldendt og i balance. Men, han bør roses for, at tage et højaktuelt emne op og ikke præsentere det på en alt for firkantet, sort/hvid eller moraliserende og prædikende vis. Det kunne ellers nemt være løbet af sporet, og blevet til endnu en “elitær, løftet pegefinger”.
Er du, som jeg, interesseret i konspirationsteorier, narrativer i moderne medier, på tværs af platforme, gruppedynamik, folkestemninger, mekanismer på tværs af disse og hvem der styrer dem og hvordan? Så vil jeg ikke tøve med, at anbefale disse første 5 numre af Department of Truth.
Den er, muligvis mere vellykket og interessant på et konceptuelt plan og selve præmissen, end den egentlige historie – men, det kan jeg i dette tilfælde sagtens leve med. Og det er sandt!
Plus:
- God idé og spændende præmis
- Aktuel, politisk og vedkommende
- Prøver, at fortælle noget dybfølt og ”vigtigt”
- Fascinerende artwork
Minus:
- Lidt vagt og ”utydeligt” plot
- Meget antydning og opbygning, ikke meget payoff endnu
- Selve historien er ikke helt så stærk som konceptet
- Det spændende visuelle udtryk kan være lidt trættende i længden
Konklusion:
Department of Truth rammer noget i tidsånden med sine tanker, konceptuelt og hvad budskaber angår. Og gør det på en ret nuanceret vis, hvor figurer, deres motivationer og Tynions pointer styrer uden om en sort/hvid fremstilling. Hvordan denne verden rent faktisk fungerer forklares endnu ikke specielt tydeligt, men skal bare accepteres. En anbefaling, men med et par forsigtige forbehold.
