Tidligere i Marvelklubben: Storm mistede hendes kræfter, “hjulpet” godt på vej af Smeden, som hun også havde en hurtig romance med. Og så var der en masse halv-forvirrende Claremont’ismer med den tidsrejsende Rachel. Det var i Projekt X nr. 18, nu hopper vi et par numre frem, hvor vi får mere Storm, samt en underlig historie med Jærven, en hævngerrig “kyborg” og en fra Junior Heltene.
Vi befinder os stadig dybt inde i et tiltagende knudret Chris Claremont forløb på X-Men, med historier fra midt-80erne. Udsendt på dansk af Interpresse i 1989 får vi henholdsvisThe Uncanny X-Men # 205 : Wounded Wolf (1986) og The Uncanny X-Men # 198 : Lifedeath – From the Heart of Darkness (1985). Rækkefølgen er nok valgt af redaktionen, så den sidste historie kan fortsætte i næste blad, mens den første, nyere historie, virker mere enkeltstående.
Projekt X nr. 22 er fra “anden” periode af X-Men på dansk fra Interpresse, der i 84/85 nåede at udsende 15 numre, inden bladet lukkede. I de næste par år udkom der nogle spredte albums og “specials”, inden de genstartede serien med nr. 16 i 1988. Titlen overlevede til og med nr. 33 inden der igen var et års pause inden nr. 34 udkom. Derfra bed bladet sig fast og fortsatte med, at udkomme helt op i 00erne.
Claremonts mangeårige ordsalat
Nu er vi altså tilbage i 80erne, og befinder os cirka halvvejs inde i Claremonts imponerende 16 år lange forløb på X-Men. Noget af en bedrift i sig selv, men det kom også med en pris. Det fortløbende format på tegneserier, som udkommer månedligt, gjorde at historierne og den overordnede kontinuitet blev mere og mere uoverskuelig. Eller rodet.
Det hjalp heller ikke, at vi fik tidsrejser på kryds og tværs, og hvad der nu ellers hører til af større og mindre koncepter i superheltetegneserier. Nogle gange er det måske ikke helt dumt, at man nulstiller, rebooter eller “starter forfra” med et nyt nummer 1. Selvom der også er gået alt for meget “nemt salgstrick” i den manøvre, de seneste to årtier, hos både Marvel og DC.
Derudover er Claremont en notorisk ordrig forfatter, der ikke holder sig tilbage for, at fylde bobler og sider ud med skrift. Det gør, at man godt kan køre træt i en Claremont serie, eller bare et enkelt hæfte. På den anden side, så får man sgu’ som regel noget for pengene og ikke bare et hæfte men kan pløje igennem på 5-10 minutter.
Du får lov til, at arbejde for sagen på alle punkter.
Storms magiske Afrika-rejse
Vi starter med sidste historie, da den ligger i forlængelse af det jeg skrev om i Marvelklubben om Projekt X nr. 18. Jeg vil ikke gentage for meget, man kan læse skriverierne om det blad HER. Som jeg skrev indledningsvis, så har Storm mistet hendes kræfter, efter Smeden, som hun havde en hed 80er soapserie affære med, forrådte hende. Nu befinder hun sig i Afrika, på jagt efter sig selv.
Og måske hendes kræfter? Det er i hvert fald der vi finder hende i begyndelsen af denne fortsættelse, hvor hun virker fanget i en form for drømmesyn. Eller er det en feberdrøm, som hun selv formoder, i et øjeblik af klarhed? Fanget i en metaforisk sandstorm, hvor hun i et kort moment tror hun har genvundet kontrollen over vejret. Det har hun ikke.
Hun søger læ og beskyttelse i en hule, hvor hun først støder på en en slange, der viser sig at være en form for allieret. Eller totemdyr? Dernæst en fødende kvinde, der har været involveret i en busulykke, som hun hjælper med at sætte hendes barn i verden. Kvinden forlod hendes landsby og søgte mod storbyen, men nu er hun på vej tilbage. Hun frygter dog, at hun ikke længere vil være velkommen i hendes gamle omgivelser.
Med Storms hjælp både føder hun og bliver budt velkommen tilbage i landsbyen, hvor byens gamle, kloge overhoved/vismand/shaman-type gør indtryk på den frafaldne mutant. Vi får en hel lille “magisk” rejse, hvor Storm “finder sig selv igen” og accepterer hendes rolle i verden. Og en sideløbende fortælling om det lokale samfund, hvor den gamle vismand “bytter” sit liv for det nyfødte barns.
Kyborg på poetisk hævntogt
Første historie er af en noget speciel karakter. Den virker som en fortsættelse til noget, som er sket tidligere. Referencerne til tidligere begivenheder forklares dog ikke nærmere, hverken i teksten eller på de redaktionelle sider. Hvilke blot bidrager til forvirringen i en underlig fortælling, som allerede er lidt vanskelig at orientere sig i pga. formen.
Claremont slår her en ret “poetisk”, eller “litterær”, tone an med lettere højstemt sprog. Det er kunst, for helvede! Den forhistorie man kan afkode i de poetiske bobler er noget med, en forsmået kvinde, hvis far har mistet livet pga. Mr. Logan. Sandsynligvis i Japan. Nu er hun ude på gengældelse i yderste potens, og villig til at gå hele vejen for, at få opnå den.
Det betyder i dette tilfælde, at hun underkaster sig et eksperiment, eller betaler sig til, at undergår en voldsom transformation. Det fremgår ikke helt, hvem, hvad og hvordan, det her hænger sammen. Men, en karakter kaldet Spiral forvandler hende til en slags cyborg (kyborg i den danske oversættelse) med lange Jærv-kløer. Nu skal Jærven smage hans egen medicin!
Jærv med hvæssede klør og bar dolk
Den forsmåede kyborg-kvinde har også nogle soldater med på slæb, som muligvis er lejesoldater, jeg ved ikke helt… de er i hvert fald skydeglade/gale og lader ikke til, at have mange kvaler med småting som civile ofre og lignende.
Jærven lader til, at have slået knolden og har fået hukommelsestab, eller også er det alvorlig CTE efter for mange hjernerystelser? Vent, hans helende kræfter forhindre vel, at hans hjerne tager skade? Så er der nok bare tale om et godt, gammeldags hukommelsestab. Nå ja, og så ser han nøgen ud? Jeg er lidt i tvivl om, om han har tøj på, eller…??
Hvis han kokser rundt i bar jærv-dolk, så gør det, det endnu mere bekymrende, at han har en lille pige med på slæb. Hun er en del af de såkaldte Junior Helte, der var så stort et hit, at de fik hele 1 blad på dansk. Hvor hun er kommet fra, hvad hun laver med Jærven og hvad deres forhold er, det behøver man åbenbart ikke, at vide. For det forklares heller ikke…
HVAD. FOREGÅR. DER?!
Anyway, hele denne fine buket af forvirrende nonsens ender med et langt slagsmål mellem Jærven og den forsmåede kyborg. Logan vinder, dah. Men, lader ikke dyret indeni vinde ved, at give fruentimmeret nådestødet. At lade hende leve (godt nok hårdt såret) skal nok komme tilbage og bide ham i hans behårede, canadiske røv.
Claremont på godt og ondt, Windsor-Smith i topform
Projekt X nr. 22 bringer umiddelbart to ret forskellige historier, men der er visse fællestræk. Især delen med, at “accepterer hvem man er” og ens “plads i verden” osv., selvom den del føles noget fortærsket hvad Logan angår. Storms rejser er meget mere interessant, ikke mindst fordi hun (endnu) ikke blot kommer videre ved, at få hendes kræfter tilbage.
Hendes del af bladet er langt den bedst og mest velskrevne, mens Jærvens del virker som en masse mindre dele, som er smidt i en blender i håb om, at de ville give et eller andet sammenhængende. Det gør det ikke rigtig. Storms rejse er noget mere vellykket, selvom det bliver lidt metafysisk og “de magiske indfødte” måske hører en anden tid til. På en eller anden måde er fortællingen om Storm også ret gribende. Jeg var selv ganske overrasket over, at en over 35 år gammel historie faktisk kom ind under huden på mig i en eller anden grad.
Claremont fortjener, naturligvis en del af æren, men en hel del skal måske også tilskrives tegner Barry Windsor-Smith. Selv med let-falmede farver og 80er tryk, så står bladet og Windsor-Smith tegninger virkelig flot. Jærven-delen er flot, især når den fremmed teknologi skal visualiseres, ligesom kampscenerne er dynamiske og tilpas hektiske uden, at blive rodet.
Bedste Projekt X blad fra perioden?
Storms historie i Afrika er dog et niveau eller to over. Her er ingen action, vild sci-fi eller superhelte tju-bang. I stedet er tone og stemningen mystisk, har et skær af noget overnaturligt, men alligevel nært og intimt. Der er næsten noget drømmende over det. Elementer, som Windsor-Smith fanger og fremstiller til nær-perfektion. Jeg ved ikke helt hvad det er, men jeg blev på en måde lidt fortryllet og taget et andet sted hen, eller følte mig påvirke af tegningerne.
På mange måder, er Projekt X. nr. 22 et ret godt eksempel på, hvad man kan fortælle på 22 siders tegneserie. Til med på meget forskellig vis, af det den samme kreative duo.
Jeg har altid haft det lidt svært med Projekt X på den led, at kontinuiteten kunne være meget forvirrende og knudret. Ikke mindst når man når langt ind i Claremonts “run”, for slet ikke at tale om de EKSTREME 90ere. Derfor er det også tiltalende, når der som i Storm-delen zoomes helt ind og fokuseres på en enkelt karakter og dennes udvikling.
Som vi har set tidligere her i Marvelklubben, da jeg kiggede på Kodenavn Våben X, så bliver Logans rejse svære og svære, at bevare orienteringen i. Der er glimt af det her, mest fordi hans del af bladet med blandet held forsøger, at samle en masse små tråde. Rent visuelt er han dog i Windsor-Smiths fremstilling en badass. For mig er det sådan Jærven ser ud, den næsten definitive version af figuren.
Alt i alt et af de bedre blade, som jeg har genlæst her i Marvelklubben. Og muligvis det bedste Projekt X blad (i hvert fald anden del med Storm) fra denne periode, som jeg har genbesøgt?
