Storm har mistet sine kræfter og lysten til at leve. Smeden har i al hemmelighed lavet det våben, som er skyld i miseren og er en liderbasse. Chris Claremont skriver en flirt, som om han aldrig har hørt rigtige mennesker tale sammen. Heldigvis er Barry Windsor Smith i storform og løfter Projekt X nr. 18 op til noget, trods alt mindeværdigt.
Projekt X nr. 18 (med Marvelklubben 131) blev udsendt af Interpresse i 1988, det tredje nummer i anden omgang af deres Projekt X udgivelser. Første forsøg lukke i 1985 med det, der svarede til blad nr. 15 i den udgivelsesrække. I 88 forsøgte de så igen med nr. 16, hvilket holdt indtil nr. 33 i 91, hvor bladet lukkede midlertidigt. Blot for, at genopstå i nr. 34 året efter.
Da var der for alvor hul igennem og bladet fortsatte med, at udkomme op gennem 90erne og helt op i 00erne. Projekt X hos Interpresse har altså en noget broget historie, præget af en del bump på vejen og start/stop. Inden de, ikke mindst grundet en “superstjerne”, som Jim Lee (og Claremont, der stadig hang i nogle år endnu) pludselig var Marvels topsællert, både i USA og her til lands.
Ersatz-Tony Stark på ufrivillig mutantjagt
I 88 var det dog stadig noget usikker grund mutanterne befandt sig på. Det mange start/stop gik ud over både flow og kontinuitet, hvor det som læser kunne være vanskeligt, at hænge på. Claremont og hans knudrede fortællinger og dinglende plottråde, kunne være svære nok at følge i sig selv!
Projekt X nr 18 indeholder materiale fra Uncanny X-Men #186, et super-sized hæfte, der fortsætter en historie, der begyndte i forrige blad. Også på dansk, hvor Projekt X nr. 17 indleder den “arc” vi ser udvikle sig mere her.
Kort fortalt går det ud på, at Smeden, der arbejder for regeringen, som en art erstatnings Tony Stark, har opfundet et våben, som kan frarøve mutanter deres kræfter. En fiks lille pistol “zapp” og kræfterne er, i teorien væk. Den befinder sig dog stadig på prøvestadiet, og er ikke helt testet færdig, da emsige regeringstyper, Val Cooper, Henry Gyrich og Phil Rosen presser den betænkelige Smed til at udlevere våbnet.
Nu skal der bøffes mutanter. De er på jagt efter Parasitten, der her er ganske ny og befinder sig i gråzone hvad tilhørsforhold angår. Regeringen ser hende som skurk, hun HAR også været oppe imod Alliancen, men det lader til, at hun nu hælder mod heltesiden. Det mener Professor X i hver fald.
Invasion af Dobbeltgængerne fra det ydre rum!
Det hele ender i noget værre rod med en træfning på Mississippifloden, hvor det er uklart om Parasitten omkommer i en eksplosion. I mens er Storm, ved et uheld, blevet ramt af Smedens eksperimenterende pistol (og fisket op af floden af samme). Mens alt dette går ned, lurer en anden, bizar fare i skyggerne og gør klar til, at suge sig fast i historien.
Nogle ækle, hjerneudsugende “Dobbeltgængere”! Grotesk udseende uhyre for det ydre rum!!
Det er også hos disse kryb, der ligner og opfører sig som noget ud af et Lovecraft-mareridt møder Invasion of the Bodysnatchers, at vi starter. En prolog til hovedhistorien, hvor vi på klassisk horrormanér ser et ungt par, der skændes fordi fyren er et creep, har motorstop i det øde mørke… det slipper de ikke godt fra.
Deres hjerner suges ud og kroppe overtages af Dobbeltgængerne, der opererer som en art kollektivbevidsthed. Hvad er deres mål? Overlevelse gennem overtagelse, helt standard.
Windsor-Smith redder dagen
Efter 7-8 sider med horror skifter vi spor og Livdød (Lifedeath, “a love story” på engelsk) starter med en afklædt, sovende korthåret (80er Grace Jones style) Storm sovende i Smedens high tech hus. Han reddede hende jo op af floden og har, åbenbart sørget for at give hende dyne på, nu hun havde mistet klunset?
Hvad der følger de næste mange sider, og i hovedparten af bladet, er i bund og grund en art kammerspil i tegneserieform. Kun afbrudt af nogle spredte scener, hvor Professor X via Cerebro forsøger at opspore Parasitten og Storm, og de to overlevede regeringsagenter (Henry røg i svinget).
Den atypiske opbygning og setting, hvor man “spærrer” to karakterer inde og lader dem snakke, kunne lyde kedelig. Det havde det måske også været, Claremonts dialog vender vi tilbage til om lidt, hvis det ikke havde været for tegner Barry Windsor Smith og hans stemningsfuld, stilede og udtryksfulde arbejde.
Det er Windsor-Smiths debut på Uncanny X-Men, efter en karrierer, hvor han hidtil nok har været kendt for sit ikoniske arbejde på Conan i start 70erne. Her i 1984 er han ude i noget lidt andet. Væk er machomuskler og sværdkampe, i stedet er der dømt samtalekøkken, parmiddag og en tur i Smedens indendørs svømmepøl.
Kammerspil med Superhelte
Jeg ved ikke helt, hvad det er der gør det, men sammen med rentegner Terry Austin og farvelægger Glynis Wein (noget af et all-star hold!) får han skabt en helt særlig stemning hæftet igennem. Det er intimt, til tider næsten sart og ømt, men også fremmedartet og en smule urovækkende. Et eller andet virker, selvom sød musik opstår mellem Storm og Smeden, helt “off”. Som om, det her er forkert og ikke burde være…
Scenerne i huset, der rummer fancy hologramteknologi, virker næsten drømmende. Er det den Vietnam-traumatiserede og fysisk sårede, halvt-cyborg (pga. krigsskaderne) halv-mutant Smedens drøm om nærhed og menneskelig kontakt? Er det den nu menneskelige Storms drøm om kontakt og en ægte relation, nu hun er blevet et menneske af kød og blod?
Problemet er, og det er måske en del af hele pointen, at det aldrig klinger helt ægte på et narrativt og følelsesmæssigt plan. Her kommer Claremonts ord ind. Han skriver her utroligt kluntet, tung, emotionelt patosfyldt dialog. Det lyder stedvis, som noget taget ud af en af tidens soap-serier, når Smeden og Storm sætter ord på deres følelser.
Kluntet soapserie dialog og plot
Det resulterer i nogle ekstremt øjenrullende, næsten komiske, eller i hvert fald kiksede, samtaler og ordudvekslinger. De “emoter” for fuld udblæsning, det er FØLELSER, FOR HELVEDE! Det er for ordrigt til, at gengive her, men tjek nogle af de udvalgte, ind-scannede sider. Det kan næsten bringe mindelser om scenerne mellem Padme og Unge Skywalker i Star Wars Attack of the Clones. OK, måske ikke helt så tåkrummende.
Men, drømmen brister. Naturligvis. Smeden har jo skeletter i skabet. Eller, måske nærmere en rygende pistol. Han føler skyld, det er klart. Men, opfinderen og den tekniske set ansvarlige for Storms tilstand, er for chickenshit (og en smitten kitten smed) til, at lægge kortene på bordet.
I stedet for opdager Storm både, at Smeden er en mutant og dybt rodet ind i hele balladen, OG har ført et dobbeltspil, da hun ved et tilfælde overhøre ham have en afslørende telefonsamtale med agent Val Cooper. Her kan man, igen sætte lidt spørgsmålstegn ved Claremonts plotting og historiens opbygning.
Der er lidt mange “tilfældigheder”, som skal drive plottet frem. Det har igen en bi-smag af soap-serie udvikling, ting sker/folk opfører sig dumt/uforsigtigt/ulogisk for, at drive plottet fremad. Måske så Claremont for meget Dollars og Dallas i midt-80erne?
Days of Future Claremont
Det dirrende samtale-drama spædes, som nævnt op med spredte afstikkere til historiens andre plotlinjer. Også her er der for alvor ved at gå “full Claremont” i Projekt X. Vi er vel godt halvvejs inde i Claremonts 16-17 år på titlen, og nogle af hans troper/krykker i historieskrivningen er begyndt at melde sig. Og tiltagende forgrenet plot og afstikkere, der måske samles op senere, mudrer det hele lidt til.
Rachel, som vi mødte år forinden i Days of Future Past, datter af Jean Grey og Scott Summers, fra en mulig, alternativ fremtid, dukkede op i forrige nummer. Forvirret, og overbevist om, at hun er endt i den forkerte tidslinje i forhold til, hvad hun sigtede efter. Hvad hun sigtede efter er dog ikke helt klart, så vi deler hendes forvirring.
Samtidig jonglerer Claremont med horroraliens, der har deres eget motiv og fortællespor. Lyssky regeringstyper, hvoraf nogle måske/måske ikke er ude efter mutanterne, når de ikke lige er… eller når de ikke lige forsøges udsuget og overtaget af Dobbeltgængerne! I mens Professor X sidder og scanner i Cerebro omgivet af diverse andre X-Men. Hey, hvor er Jærven egentlig henne?
Det forgrener sig, men Claremont får alligevel det hele flettet sammen, på en eller anden måde, som hæfter skrider frem. Men, han skal også samtidig bygge op, lægge nye brødkrummer ud og holde historien kørende fra hæfte til hæfte. Det kan godt være lidt udmattende læsning.
Der bygges videre på det komplicerede korthus
Kernen i Projekt X nr 18 er dog Smeden og Storms hurtigt udviklende forhold, som lider noget under netop hastigheden. Scenerne udspiller sig over, hvad der virker som ganske få dage, hvis ikke mindre. Det skader troværdigheden, fordi Claremont ikke helt formår, at vise hvorfor de falder for hinanden så hurtigt?
Men, omgivet af hologrammer, isoleret i et hus der fungerer som en lukket, beskyttet lomme for omverdenens farer, er det måske også en del af pointen? Det her ER ikke ægte, det er en fantasi? Omvendt gør det også, at man aldrig tror på deres følelser, som af Claremont bliver udlagt som værende autentiske. Og, i min læsning, skal tages for pålydende. I så fald halter Claremonts skrevne ord og fremstillingen.
Når nogle af hans “tilbøjeligheder” med tidsrejser, knudrede tidslinjer og sparsomt forklarede sub-plots og velkendte storybeats får også historien til, at fremstå som et tiltagende usikkert korthus. Hvor mange gange kan man holde ud, at læse om magthavere mod mutanter? Og så skal der også lige væves en horror/alien-del ind i det. Og hvad med Parasitten og hendes sidemission? Og alle de mutanter vi ikke ser her, hvad var det nu lige de lavede?
Windsor-Smith og Austin/Wein duoens fornemme arbejde gør dog, at Projekt X nr 18 er en ganske særlig oplevelse. De gør virkelig hvad de kan for, at puste noget liv og tyngde ind i Claremonts skriverier. I sidste ende gør det også, at jeg skal have fyldt mine huller i samlingen ud her.
