KRIG, hvad skal det til for?! Den Kosmiske Krig er en af de seneste i rækken af danske Marvel-udgivelser, fra forlaget Fahrenheit og Faraos Cigarer. Her fortsætter Jim Starlins epos om Adam Warlock.
Krigen er både en ydre, hvor en imponerende samling superhelte forsøger, at redde vores virkelighed. Og den indre krig Warlock udkæmper med sit onde, fremtidige Jeg, Magus. Magus kommer i besiddelse af Den Kosmiske Handske, en begivenhed så skræmmende, at selv Thanos stiller sig på det godes side. Galningen må stoppes!
Den Kosmiske Krig indeholder den 6 numre lange mini-serie Infinity War (ikke at forveksle med MCU-film, som lånte titlen), samt 4 numre af serien Inifinty Watch og en række mindre tilføjelser. Alt sammen skrevet af Jim Starlin og udsendt af Marvel i 1992. Han assisteres af hovedtegner Ron Lim med yderligere bidrag fra Angel Medina, Tom Raney. Larry Alexander og Shawn McManus, samt rentegnere som Al Milgrom og Terry Austin.
Rodet sammensætning af kosmisk materiale
Der er altså tale om en hel del materiale fordelt på omkring 400 sider (til 298 kr.), og en hel del blandet materiale! Det giver en smule udfordring, hvad det samlede overblik og læserækkefølgen angår. For lad os få det af vejen med det samme, denne ellers flotte bog er sammensat noget rodet og forvirrende. Selvom den danske redaktion har forsøgt at hjælpe hist og her, i form af spredte fodnoter.
Hovedparten af “skylden” skal nok tilskrives Marvel-forlaget. Opsamlingen er fra en tid, hvor man ikke tænkte så meget i bøger som dennes opbygning. Men, bare samlede det mere eller mindre relevante materiale i en bunke, og smed det på markedet. Det gør, at man sidst i bogen får hæfter, som kontinuitetsmæssigt foregår ind mellem hæfter TIDLIGERE i bladet. I nogle tilfælde mellem paneler i et hæfte, hvor karakterer sendes på små “sidemissioner” i egne blade.
Marvel burde, naturligvis for læsevenlighedens skyld, have samlet skidtet i den logiske rækkefølge. Eller trykt en læserækkefølge forreste i bogen. I stedet får man spredte note/sidehenvisninger, når der skal hoppes. Men, da de amerikanske forsider ikke er nummereret, kan det være lidt forvirrende at navigere. I visse tilfælde med materiale taget fra “Marvel Presents…” er der ikke engang en forside, men blot en overskrift. Tak.
Vil du have hele historien, og det fulde udbytte, i den rigtige rækkefølge kommer du altså til at sidde og bladre. Nå ja, og der er kun trykt sidetal på et ret begrænset antal sider, bare for at gøre legen lidt mere udfordrende.
Starlins voksende saga
I det mindste starter Den Kosmiske Krig ud med, at komme med et kort resumé af de vigtigste begivenheder i henholdsvis Den Kosmiske Handske og Den Kosmiske Handske: Efterspil. Så man ikke er helt på bar bund, hvilket også er nødvendigt, du skal IKKE starte her!
Vi befinder os dybt inde i det Jim Starlin begyndte på i 70erne, hvor han “adopterede” Adam Warlock. Og var med til, at udvikle en række af figurgalleriet, som omgiver det kunstige menneske. Jeg har tidligere kigget på både sagaen om Adam Warlock på dansk (del 1 og del 2), samt 3 omgange Kaptajn Marvel, der på en måde også påvirker og knytter sig til denne fortælling.
Det er altså det helt store kosmiske edderkoppespind Starlin efterhånden har fået spundet sammen, hvoraf mange elementer stadig påvirker Marvel-udgivelser den dag i dag. Man kan sige, at det er en vigtig del af fundamentet, hvorpå Marvel universet er bygget. Selv MCU-filmene, hvor vi så, paradoksalt nok stadig mangler, at se Adam Warlock på det store lærred.
Anyway, Warlock har dannet Infinity Watch bestående af Gamora, Drax, Moondragon og trolden Pip, som hver har fået ansvaret for, at vogte over en af Evighedsstenene. Sjælestenen er han selv i besiddelse af, mens et ukendt, sjette medlem vogter over Virkelighedsstenen. De må aldrig samles i Den Kosmiske Handske igen og give bæreren almægtighed, men en ny trussel lurer i skyggerne…
Ondt Jeg med storhedsvanvid
Magus. Adam Warlocks magtliderlige, onde (mulige) fremtidige Jeg. Ja, det er lidt forvirrende, og muligvis forvrøvlet, men man skal bare lege med på præmissen. Magus kommer fra en fremtid, hvor Warlocks onde side har taget over, Og grundlagt en religion omkring sig med henblik på, at overtage hele universet.
Som tingene har udviklet, og forgrenet sig i fortællingen, stammer han tilmed fra en anden dimension – så vidt jeg har forstået den efterhånden noget mudrede baggrundshistorie. I Den Kosmiske Krig trækker han i trådene i baggrunden, og er ved at arrangere både skakbræt og brikker. Slutmålet er, at komme i besiddelse af Evighedsstenene og i sidste ende Den Kosmiske Handske.
Magus sætter han gang i en kompliceret plan, der skal sætte superhelte ud af spillet, spille dem, andre skurke, samt kosmiske “enheder”, som Galactus, Eternity, The Living Tribunal og andre, ud mod hinanden. Til det formål gør han blandt andet brug af en række dobbeltgængere, levende kopier af helte og skurke. De skal aflede deres opmærksomhed og bringe dem i den rette “position”, så den ambitiøse plan kan lykkes.
Det kaster ikke blot helte, fra løsgængere som Spider-Man og Daredevil, over Alliancen, De Fantastiske 4 og X-Men til X-Factor m.m., ud i det kosmiske virvar. Vi får også skurke, som Doctor Doom, Kang og ikke mindst Thanos på banen.
Thanos: Helt, skurk, hovedperson?
Thanos er nok hovedhistoriens vigtigste spiller og egentlige hovedperson, og i lidt mindre grad Adam Warlock og Magus. Warlock bliver i bund og grund kørt lidt ud på et sidespor i længere perioder, selvom det stadig er hans konflikt med sin onde side, der er kernen i Starlins fortælling.
Det skal nævnes, at Warlock, som et resultat af tidligere begivenheder i sagaen, er blevet renset for både hans gode og onde side. Der er kun rationalitet og logisk tænkning tilbage i hans sind, hvilket giver helt andre, og yderligere udfordringer. Et “menneske” (også et kunstigt som Warlock) uden denne indbyggede dualitet, de to sider, rummer et ret skræmmende potentiale, hvis de får for meget magt- som eksempelvis en Kosmisk Handske.
Dualitet er dermed også et gennemgående tema hos Starlin, og her i udpræget grad i Den Kosmiske Krig. Det er ikke kun en episk krig mellem kulørte superhelte, men i endnu højere grad en indre krig. Her meget konkret og bogstavelig, mellem to sider af Adam Warlock. Men, altså hos hos den ellers pensionerede Gale Titaner, og hygge-tyran, Thanos.
Han føler en enorm, men ukendt, kosmisk kraft er på spil. Og må forlade sit fredelige liv som landmand, og trække i krigsrustningen igen. Denne gang, er han dog (tilsyneladende) ikke ude på, at rane universet til sig, eller gøre kur til Døden, men at redde hele baduljen?!
Dobbeltgængere og dualitet
Det er, for mig, Thanos’ rejse fra megaloman skurk til lettere modvillig og tvetydig “helt”, man kan stadig ikke helt stole på hans motiver, som er seriens hjerte. På både et konkret og metaforisk plan eksisterer også en Thanos dobbeltgænger, der tjener Magus, som en form for spejling af den rigtige Thanos. Denne dobbeltgænger har, naturligvis sine egne lyssky planer, og er på logisk kollisionskurs med den ægte Thanos.
Thanos udkæmper altså, ligesom Warlock igennem hele Starlins saga, en kamp mod sig selv, på flere planer. Dermed bliver dualiteten igen tydelig, Thanos og Warlock deler et skæbnefællesskab: det gode mod det onde, indad- og udadtil, og en bevægelse fra det ene mod det andet og vice versa.
Det interessante er her også, at Warlock bevæger sig mod, at genfinde hans “gode side”. Men, i denne forbindelse er det ikke nødvendigvis en GOD ting. Det antydes flere gange, at den gode side af Warlock kunne være mere frygtindgydende og farlige end hans “onde” Jeg. Hans onde Jeg er jo, som bekendt ikke Magus, det er en FREMTIDIG udgave af Warlock.
Disse konflikter på det psykologiske plan, er også klart der Den Kosmiske Krig har mest tyngde. De større, eksistentielle og filosofiske diskussioner og budskaber fra tidligere i Warlock sagaen er næsten forsvundet fra historien. Måske var de udtømte for Starlin? Det gør også, at Den Kosmiske Krig og hele Warlock-fortællingen virker tiltagende “let” og uden den samme ballast og patos, som tidligere i Starlins karriere.
Storslået optakt, mellemblød landing
Selve plottet med Magus grandiose plan fungerer nogenlunde på et fortællemæssigt plan. Starlin er stadig god til, at sætte spillet op og placere brikkerne på spillepladen, men knap så god, når spillet endelig går i gang. Især afslutningen bliver igen lidt et problem.
Hovedårsagen er nok både, at det bare ikke er en af Starlin forcer. Han virker mere som en “tænker” end en “afslutter”. Men, også at det bare er svært, at lave et tilfredsstillende klimaks, når forventninger og opbygningen er så store i skala. Der er også et helt andet problem med selve præmissen, når ting og indsatser bliver så mægtige og enorme, som her. Man når et naturligt punkt, hvor det bare ikke kan blive større og vildere.
Det fører ikke til et decideret anti-klimaks, men sidste del blegner bare lidt i forhold til optakten. Man kan her også diskutere om de der Evighedssten og kosmiske karakterer som Eternity osv., ikke bliver lidt en klods om benet for en fortælling som denne. De føles næsten overpowered og som en blindgyde, der kan være svær, at skrive sig ud af uden, at bryde den indre logik. Det tvinger forfatteren til, at finde på små “snydekoder”, så man kan komme i mål.
Og så kommer man ikke udenom, at mange af det gigantiske figurgalleri, selvfølgelig er reduceret til hvad der virker som cameos. Spider-Man og Daredevil ryger eksempelvis hurtigt ud på et sidespor, mens andre blot vælter rundt i baggrunden. Figurer som Dr. Strange og Thor får lidt mere, at rive i, mens Infinity Watch gruppen, naturligt spiller lidt større roller.
Store armbevægelser og falden-på-halen komik
Mange af figurerne splittes op i mindre grupper, eller ryger på små solo sidemissioner, så de får lidt plads til, at bidrage til plottet. Det gør dog også, at man føler at man hopper en del rundt, og skal holde tungen lige i munden for ikke, at miste overblikket.
Hvad og hvor var det Galactus-gruppen skulle og var på vej hen? Hvilken dimension var det Thor rejste til? Hvad laver Warlock egentlig? Og hvad var det lige Doom og Kangs buddy-comedy tour havde som formål? Sidstnævnte er forresten nok en af bogens mere “kontroversielle” elementer og fremstilling af karakterer. De bliver nærmest lidt komiske i deres snigen/bumlen rundt, tilsat indre monolog, hvor de konstant fortæller dem selv, at de snart stikker modparten i ryggen. Eller i tankeboblen uddeler fornærmelser som “klaptorsk”. Sick burn, bro!
Humor er generelt ikke Starlins stærkeste side, og tonen kan hist og her godt føles en kende ujævn. Det ene øjeblik er vi oppe på de helt store dramatisk, teatralske og opera lignende nagler, det næste er der en sight gag med tumpede Drax. Det størst tænkelige armbevægelser og falden-på-halen komik i skøn forening.
Ambitionsniveauet og skalaen i det hele kan man dog ikke tage fra Jim Starlin, og hans skare af tegnere. De får også selve Infinity War mini-serien til, at fungere nogenlunde uden, at du egentlig behøver læse alle tillægshistorierne sidst i bogen. De uddyber, forklarer og viser det samlede billede, men Infinty War giver isoleret set stadig mening uden.
Ron Lims’ “revanche”
Der skal også lige nikkes anerkendende til især Ron Lims arbejde på mini-serien. Den ville ikke fungerer, hvis tegningerne og den visuelle repræsentation matcher fortællings skala og ambitionsniveau. Jeg har tidligere kritiseret Lim en smule, og kaldt ham en “professionel George Perez imitator”. Lidt hårdt og unfair, måske.
Hans arbejde på Den Kosmiske Handske, hvor han afløste Perez cirka halvvejs, var nok lidt hæmmet af det tidspres, som også Perez knækkede nakken på. Ved ikke om han har haft mere tid her, eller bare har lært af erfaringer og tegner mere i tråd med hans evner. Men, Den Kosmiske Krig slipper han noget bedre fra. Især når man tænker på mængden af vidt forskellige karakterer, og lokationer, som der skiftes imellem. Og hele sider overlæsset med figurgalleriet.
Der er stadig “sparet” hist og her, især baggrunde kan i visse situationer godt fremstå en anelse uopfindsomme eller “spartanske”. Men, ellers håndterer han det enorme og udseendesmæssigt varierede figurgalleri med overblik og overskuelighed. De større kampscener er der også styr på, så man kan følge med. Mens de store, kosmiske udflugter, måske stadig savner lidt følelse af skala og “sense of wonder”.
De øvrige tegnere, som bidrager til bogens øvrige indhold er lidt hit and miss. Noget ligner hæderligt Marvel håndværk af den hverdagsagtige slags, andet har lidt udsving. Især Angel Medina er for mig, en lidt ujævn tegner, hvor figurer som eksempelvis Drax bliver lidt for “cartoony” og fjollede.
Vindere og tabere i det store skakspil
Den Kosmiske Krig vinder på sin skala, samt portrættet og de yderligere tilføjelser og nuancer til Thanos som karakter. Han går ud af bogen som den store “vinder”, og virker som Starlins nye favorit.
Til gengæld taber hovedhistorien om Warlock og Magus lidt pusten, og virker efterhånden lidt fortærsket. Og fornemmelsen af, at denne kosmiske fortælling konstant skal overgå sig selv i plot og forgreninger til andre serier, er, lidt paradoksalt med til at udvande det samlede indtryk en smule. Det begynder, at lugte af Marvel event med stort “E”, mere med mere på.
Det truer med, at styrte sammen under sin egen vægt. I sidste ende, knirker og knager det dog kun og det ellers overlæssede menageri braser ikke helt sammen. Og, så er det, stadig bare ganske underholdende. Man kan godt få lidt sidestik og blive forpustet, men der også noget fascinerende og smittende over det kulørte, kosmiske virvar.
Billederne i artiklen er lånt fra Forlaget Fahrenheits preview til Den Kosmiske Krig, køb den HER.
Foreslået læserækkefølge fundet på det store internet:
1. Warlock and the Infinity Watch #7.
2. Infinity War #1-3.
3. Marvel Comics Presents #108-111 (korte ”episoder” sidst i bogen)
4. Warlock and the Infinity Watch #8.
5. Infinity War #4-5.
6. Warlock and the Infinity Watch #9-10.
7. Infinity War #6.