Så skal vi endnu engang tilbage til de glade 80ere i Marvelklubben, som denne gang bliver helt magisk! OK OK, måske ikke pga. indholdet, eller mine evner, hvad de end måtte være. Men, fordi vi skal være i selskab med Marvel-universets stormester udi magi.
Mesteren Nr. 1 forsøger, at fortrylle os med over 100 sort/hvide sider om Doktor Strange. Udsendt via Interpresse i 1985, som en del af deres første bølge af tykke hæfter. Hæfter, der skulle give læserne indsigt, baggrund og ældre, klassiske historier som en form for supplement til de mere aktuelle månedlige udgivelser.
Taktikken og tanken var sund og kærkommen, i hvert fald på papiret. Men, det var, åbenbart ikke den forventede/håbede sællert? I hvert fald blev disse sort/hvid moppedrenge relativt hurtigt udfaset. Jeg har tidligere genbesøgt Kaptajn Marvel, Alliancen og Warlock i dette format, som også talte udgivelser med ældre materiale med Dæmonen, De Fantastiske 4 og Kaptajn Amerika.
Dem skal jeg nok komme omkring senere. Først er turen kommet til et hæfte, som jeg ikke havde i min samling i første omgang.
Perifer troldmand
Min egen tegneseriehistorie er broget, jeg kendte til dette blad, for jeg husker tydeligt titlen og forsiden, men fik aldrig investeret i det på det brugte marked. Før nu, hvor jeg tog en tur i online antikvariat.
“Mesteren nr. 1”, det indikerer at der var planlagt flere numre. De kom aldrig, så man må formode, at bladet ikke solgte som håbet. Doktor Strange har også levet lidt en skyggetilværelse i dansk Marvel. Ud over dette hæfte, en gæsteoptræden i et af de første Edderkoppen blade fra Interpresse og hans rolle i Den Skjulte Strid, kan jeg ikke mindes, at han var andet end en perifer figur i de danske blade.
Måske er han bare lidt for underlig og hans del af Marvel-universet, fyldt med magi og magiske væsner, for stor en kamel at sluge? Efter, at have kæmpet mig igennem dette tykke efter er det måske ikke så overraskende.
For det var sgu’ lidt en kamp, at komme igennem Mesteren nr. 1. I princippet finder jeg universet spændende, og der er bestemt noget tiltalende ved det. Kombinationen af det magiske, noget meditativt og det kosmiske har potentiale.
Om ikke andet, så er det i hvert fald en anden slags superhelt, figurgalleri og fortælling end den “normale” Marvel-oplevelse. Deri ligger, måske også problemet. Det er lidt sværere at relatere til, både figuren Stephen Strange, kræfterne og de tematikker der tages op.
Hvem er den værdige stormester?
Har man ikke noget forkendskab til karakteren Strange og hans magiske univers, så kastes man på mange måder for løverne her. Historierne, af blandt andet af navnkundige Steve Englehart, stammer fra de amerikanske Marvel Premiere 12-14, samt Doctor Strange 1, 2, 4 og 5. Der udkom i 1973/74.
Der forsøges, at gives lidt baggrund på de redaktionelle sider, ligesom man får en ret ordrig figurprofil om den kære doktor. Men, det føles alligevel som om, at man kastes noget hovedkulds ud i historiens oprørte, uoverskuelige vande. Med en meget lille redningsvest og intet land i sigte.
Jeg vil ikke forsøge, at gengive historien (eller historierne) minutiøst her, dertil flimrer det hele lidt for mig. Alt for mange besværgelser, magiske “kraftudtryk”, underlige karakter- og stednavne, der flyder sammen for mig.
Skal man kort ridse det op, eller komme med en form for betegnelse, så handler det meget om personlig udvikling. At vokse med opgaven og vise sig værdig til, at være (stor)mester. Jagte magiske ting, eller formodede skurke, på tværs af tid og rum. Kort sagt: forskellige former for “rejser”.
Ofte er rejsen i sig selv jo mere interessant, eller vigtigere end endemålet i den slags fortællinger. Og her er jeg sådan set ganske godt underholdt, i den grad jeg kan følge med.
Men, det er ikke altid lige klart hvor faen vi egentlig skal hen, hvad målet er og hvorfor. Det kan skyldes, at historierne er lidt gammeldags fortalt, lidt uklart fortalt, universets indgroede fremmedartethed, eller måske er der gået lidt tabt i oversættelsen?
Visuelt festfyrværkeri fra Frank Brunner
Til gengæld er tegningerne og hele den visuelle del, som Frank Brunner har stået for, mere end hæderlig bladet igennem. Faktisk er den del af Mesteren nr. 1 decideret glimrende, og den egentlige grund til, at anskaffe sig bladet.
Brunner er lidt en ukendt størrelse for mig. Han begyndte sin karriere inden for horror-genren, på en række tidstypiske 60er titler inden han kastede sig over superhelte hos Marvel. Her var arbejdet på Doktor Strange op gennem 70erne det højst profilerede, indtil han forlod Marvel, og tegneserier i vid udstrækning, da årtiet rundede ud.
Der er noget Ditko’sk over hans streg og visualiseringen af Strange og det magisk/kosmiske univers. Men, Brunner har også en så karakteristisk streg og egen, visuelt flair, der gør at hans tegninger her nærmest er ikoniske for mig. Uden, at jeg vidste at det var Brunner, så er hans visualisering her, på en måde det jeg forbinder med, at “sådan ser en Doktor Strange tegneserie ud”.
Historien havde nok været endnu vildere rent visuelt i farver, men den danske sort/hvide version står nu også ret flot. Og har klaret tidens tand, selvom der ganske naturligt også er noget tidstypisk over Brunners stil.
Ind i Tidens Spejl
Vi starter med en form for menneskejagt, Den Ældste er forsvundet og Doktor Strange har overtaget hans titel. Eller står i hvert fald først i køen, men troldmandsreglerne foreskriver, at han skal forkynde overdragelsen til hans største konkurrent om titlen, Baron Mordo. Lettere sagt end gjort!
Det sender Strange ud på lidt af en udflugt, fra Transsylvanien og ind i “Tidens Spejl”, fanget mellem tid og rum og halløj. Det er her, at min hjerne begynder at slå lidt fra og opmærksomheden driver lidt ud og ind. Der går magi og troldmands “nonsens” i den, noget jeg åbenbart bare har lidt svært ved, at engagere mig i.
Men, rent visuelt åbner Brunner virkelig for sluserne, så man i hvert fald kan kigge billeder og blive fanget af historien på det punkt. Og hold da op hvilke billeder!
Efter den første boss-fight afslører den virkelig end level boss sig dog: Sise-Neg, en almægtig, gudelignende skabning fra det 31’te århundrede! Hans plan er, i kondenseret form, at rejse tilbage i tiden til da al energi i universet var hans kontrol. Skabelsen af universet.
Yeah, OK, hvorfor ikke?! Lang kamp under en rejse tilbage gennem tiden følger indtil Strange og Mordo, i fællesskab tilsyneladende får den magiske skovl under Sise-Neg. Vi ender i “nutiden”, 1985, tilbage i Stranges’ residens, hvor han tidligere efterlod sin elev Clea og tro tjener Wong.
Magiske krystaller og den talende kålorm
Her overfaldes og dolkes Strange af en vis Sølvkniv, der er ude efter kilden til Stranges kraft, Agamottos Øje stenen. Sølvkniv napper både sten og Clea, Strange har hårdt såret overlevet overfaldet og bruger en anden magisk dims, Agamottos KRYSTAL, ikke øjet forstår sig til at spore Sølvkniv. Men, det ender med, at Strange suge IND I krystallen.
Hvilket, igen giver Brunner muligheden for, at sætte fut i siderne og et visuelt trip. Hvilket, på godt og ondt også involverer en… stor, vandpiberygende, blå kålorm, som kan tale… ah… hah? #drugtestthemarvelbullpin
Kålormen eksisterer “i en verden hvor intet er virkeligt”. Det er… vel også en form for.. eksistens? Men, efter kampen vi alle har ventet på, Mester mod Kålorm, skal vi videre ind, ind i En Anden Virkelighed! Endnu en!! Den tredje eller fjerde i dette hæfte!!!
Her venter Sølvkniv, der nu har opdaget at Strange overlevede det feje knivstikkeri og den endelige rejse for Strange. Mod krystallens center, hvor… et eller andet et eller andet… ÅH, hey, der kom Sølvsurferen lige forbi! Inden i… krystallen, eller hvordan?
VED HOGGOTHS HELLIGE HELGENER, JEG VED IKKE RIGTIG HVAD DER FOREGÅR HER.
Døden klæder ham
Strange er blevet adskilt fra sit “astrale legeme”, der er noget med en dronning i et hvidt slot, hvor Strange slås mod nogle projektioner af en art, af kendte helte. Sølvsurferen tags along… Åh, Strange jagtes muligvis af Døden, inden i krystallen og alt det der, eller “Uvirkeligheden”; som den astrallegemeløsrevne Doktor også vrøvler løs om.
Åh nej, Døden, ham kan man ikke undslippe, selv ikke i Uvirkeligheden. Døden er åbenbart en mandelig skikkelse her, modsat senere, når Thanos gør kur til en mere kvindelig udgave. Vi finder ud af, gennem i en række møder med fortabte sjæle, at Strange er den eneste der kan dø (eller og dermed lever?) i Uvirkeligheden. Så, der er måske en form for skærsild?
VED MUNNOPORS TOVL MÅNER, DEN EVIGE DUKKER OP! Det giver midlertidigt håb, men efterhånden indser Strange, at ingen kan undslippe Døden og han accepterer sin skæbne. Og dør? MEN! Aha, Den Ældste dukker op og forklarer, at Strange nu har konfronteret sin største frygt: Døden.
Sløve Sølvknivs selvstudier
Så er Doktor Strange død eller levende? Begge dele, på en eller anden måde… I Den Sidste Kamp, sidste kapitel i hæftet, starter vi hos Sølvkniv og hans fange, Clea. Sølvkniv bliver overmandet af en trang til, at give eksposition og begynder at forklare sin baggrundshistorie.
Fedt nok, det sad vi alle og ventede på. Nuvel, den tager sin begyndelse i Vatikanet, så vi er dybt begravet i religiøse undertoner. OK, det er nok overtoner efterhånden. Han ville gerne være pave, men bliver forbigået af de andre kardinaler = bitterkniv. Sølvkniv formår dermed ikke, at blive Den Ældste indfor sit felt, modsat Strange. Så vi er ude i en form for spejling af helt og skurk her.
Han kaster sig over magi og andet djævleskab, i et intenst, 7 dage langt selvstudie på Vatikanets bibliotek. 7 dage, hmm, hvor har man hørt det før? Nå, han læser og træner videre indenfor ONDSKAB og opsøger til sidste Den ældste. Det møde forløber cirka lige så godt, som man kunne forvente.
Hokuspokus, Strange er “hel” igen efter, at have været adskilt fra sit “astrale legeme”. Nå, det var godt. Og vi får en sidste kamp mellem godt og ondt, gæt hvem der vinder og får lov til at svæve ud mod solnedgangen med en smuk kvinde ved sin side?
En magiker af sin tid
Ja, så denne knap så moderne fortælling ender med, at Strange redder Clea, Miss Damsell in distress, der har spenderet en god del af disse 115 sider som enten underdanig, i lære eller fanget. Det føles ikke så 2021…
Men, det er, helt i tråd med meget af plottet og historiefortællingen i Mesteren nr. 1 af sin tid. Det er alt jo, når det kommer til stykket, også det jeg skriver nu, hvor jeg tvinger en mere moderne læsning og vinkler ned over en ældre “tekst”. I sin egen kontekst, er Mesteren tidstypisk i sin tone og fremstilling af verden.
De religiøse aspekter ser man også hos den samtidige Warlock-saga af Jim Starlin, og sammenfaldet slutter ikke der. Starlin flirtede ligeledes med den kosmiske del af Marvel-universet, og koncepter som Den Evige og Døden. Hos Starlin føles det, trods han krøllede og udflippede tankestrømme, lidt mere frit, fabulerende og filosofisk.
Det niveau når Mesteren ikke op på. Fortællingen og tankerne føles lidt mere stive og også en anelse klodsede fortalt. Det skyldes, muligvis også denne læser, men jeg har lidt svært ved, at bevare fokus og koncentrer mig om, hvad der nøjagtig foregår i dele af Mesteren nr. 1.
… fortsættelse følger?
Ikke, at det gør det til en dårlig oplevelse, bare ikke en der på et historiemæssigt plan helt får engageret mig. Til gengæld er der så Brunners ganske forrygende artwork, som nærmet er blevet definerende for Doktor Strange og hans magiske, Marvel-univers. Her er Mesteren nr. 1 virkelig lidt af en lækkerbisken, som også kan overrumple og imponere 45 år efter serien blev tegnet.
Mesteren nr. 1 er samtidig et dyk ned i en sjov tidslomme for dansk Marvel og Interpresses udgivelser. Marvelklubben var stadig i sin begyndelse, men havde fundet sin tidlige form og man fornemmer det ret nøjsomme arbejde med, at udvælge og præsentere materialet for nye og gamle læsere.
Her var figur og historie nok lidt et sats, og i sidste ende FOR meget ude i krogene af Marvel-universet. I hvert fald kom der ikke mere med Mesteren på egen hånd, ligesom hans historie og placering i dansk Marvel historie forblev perifer og lidt et kuriosum. Mesteren nr. 1 er ikke nødvendig eller obligatorisk læsning, men værd at tjekke ud, hvis man vil opleve en lille bid af noget anderledes Marvel på dansk.
