Så er den tredje Marvel/Disney Plus TV-serie på kun et halvt år i bogen. Loki ræsede igennem alternative tidslinjer på jagt efter… sig selv? Er MCU fatigue begyndt at sætte ind, eller er der stadig masser af benzin tilbage i tanken til fase 4?
For fase 4 er nu i fuld gang med en række serier, magiske WandaVison og mere action/thriller/politisk prægede The Falcon and The Winter Soldier. Og nu åbningen af multiverset med drillepinden Loki. Serier, der både fortalte små, lukkede historier, lagde fundamentet for fremtidens MCU. Og forsøgte, at skille deres hovedpersoner ad og studerer deres psykologi.
I første afsnit af Loki med Tom Hiddlestons titulære halv-gud og agent Mobius, spillet af en overraskende stærkt Owen Wilson, blev det hele allerede vendt godt og grundigt på hovedet. 2012 Avengers 1 versionen af Loki bliver spyttet ud af tidslinjen (efter begivenhederne i Avengers Endgame) og arresteret af et tidspoliti kaldet TVA.
Han har krænket den ellers ukrænkelige tidslinje, som TVA (Time Variant Agency) er sat til, at holde styr på. De indfanger disse “varianter”, som Loki, der skaber nye forgreninger på tidslinjens stamme. Grenen saves af, i overført betydning og varianten bringes til omskoling, eller udslettelse, hvis de ikke makker ret.
Loki for begyndere
Hurtigt opdager vi, at der er flere Loki-varianter i spil. En særligt snedig variant har formået at gemme sig i tidsstrømmen med TVA i hælene. 2012 Loki, vores hovedperson, ser sit snit til, at redde sin egen røv ved at tilbyde sin hjælp. Den godtroende Mobius (der virker som om han godt kunne bruge en ven) er hurtigt med på dén idé.
Efter et krydsforhør, og noget der minder om en rask psykolog-session, får vi og Loki indsigt i hans dybere psykologi. Han er egentlig en søgende, ensom og kærlighedshungrende sjæl, der higer efter opmærksomhed, anerkendelse og omsorg. Nååååårh.
TVA er en anden snak. En stor, universel, anonym og mystisk organisation, som i struktur, æstetik og ånd minder om et levn fra Østblokken under den kolde krig. Skabt og styret af det endnu mere mystiske og hemmelighedsfulde Timekeepers, der regerer skyggerne. Er de guder, kosmiske skikkelser, noget andet? Eller er der noget helt, helt andet los her?
Loki, Mobius og andre begynder, at optrevle og fatter hurtigt (OK, nogen mere end andre, men alle kommer efterhånden på omgangshøjde) mistanke om, at TVA måske ikke er the good guys? Ligesom den onde Loki variant, der gemmer sig for dem, viser sig, at være noget helt andet end først antaget.
SPOILERS FØLGER
Loki og Loki sad i et træ
Tidsbandit-Loki er for det første en hun. Som vi ser, efterhånden som seriens 6 afsnit skrider frem, så findes Loki i utallige udgaver. En idé og et koncept, som er blandt seriens højdepunkter og bedste påfund. Både fordi vi får nogle pænt gakkede Loki varianter, men også nogle fine referencer til Loki gennem tiderne, og forskellige versioner fra tegneserierne.
Han og hun Loki fatter sympati for hinanden. Faktisk bliver 2012 Loki, som nu er en mere afrundet og forbedret karakter end skurken vi kender, forelsket i hun-Loki, Sylvie. Så, ja, han er forelsket i sig selv, hvis vi skal sparke døren ind til det eksistentielle, narcissistiske, metaforiske og lidt forskruede rum!? Symbolikken er lige vel tyk, men idéen er så langt ude, at man faktisk når hele vejen rundt og køber den.
Tænker man dybere over det forhold, både konkret, psykologisk og hvad det eventuelt kunne gøre ved en tidslinje, så får jeg lidt ondt i hovedet. I det hele taget skal man IKKE tænke alt for meget over tidslinjerne og eventuelle paradokser. Marvel har smidt et frikort med denne brug af mulitiverser, det må man accepterer eller stå af forlystelsen.
For det her er nu full blown “parker fortanden og hop på rutschebanen” tegneserie gak og løjer. Det giver lige mening nok til, at man ikke stejler fuldstændig. Det her er i bund og grund et værktøj, som bruges til at rette op på MCU efterhånden mudrede tidslinjer, regler og kunne komme videre med det de gerne vil: fortælle historier med fokus det karakterdrevne.
Et Marvel multivers uden konsekvenser
Jeg nævnte i mit første skriv om Loki, at jeg havde en vis betænkelighed ved dette Marvel-frikort. Det er smart, og på mange måder nødvendigt, efter 23 film, 3 serier og introduktionen af tidsrejse som element i Endgame. Det er både en indrømmelse og et effektivt redskab til, at “nulstille”, uden at slette noget af det der er gået forud og komme videre med MCU.
MEN, som jeg skrev efter første afsnit, om man accepterer tricket eller ej, og det gør jeg helt sikkert som fortælleredskab, så skaber det andre problemer. Problemer, hvis implikationer også tynger Loki lidt i mine øjne. Der er for lidt på spil. I en fortælling om liv, død og kosmiske kræfter, at se sig selv i øjnene og selvransagelse, så føler jeg aldrig, at der for alvor er noget på spil for karaktererne. Og MCU i et større perspektiv.
At karakterer kommer og går, dør og bliver genoplivet, er ikke noget nyt for MCU og tegneserier. Men, når man som her fra Marvels side spiller så meget på følelserne og seernes engagement i figurernes skæbne, så kræver det, at man tror på, at der er konsekvenser. Dem savner jeg i Loki (og MCU generelt, men nu zoomer vi lige ind). Og introduktionen af alternative tidslinjer, varianter af karakterer og multiverset har uvilligt udvasket eventuelle konsekvenser yderligere.
I yderste potens, og helt forenklet sagt, som eksempel, så føler jeg intet når karakterer bliver aflivet i Loki. For, jeg sidder straks og tænker, “eh, de, eller en variant af dem, kan/kommer jo bare tilbage lige om lidt, eller findes et sted på lageret, så Marvel kan give dem ind senere efter for godt befindende”. Det frarøver serien noget af den emotionelle gennemslagskraft, som Marvel i så høj grad satser på, som deres fortællemæssigt trumfkort.
Alt betyder noget, men egentlig ikke…
Jamen bliver du da slet ikke rørt, når Loki erkender hvor sårbar og alene i verden, han egentlig er? Mjaaah, tjaaa… der er da fine anslag. Og Hiddleston spiller det godt og hjertet er sikkert på rette sted hos forfatterne. Men, det klinger stadig lidt hult, når jeg overordnet føler, at det hele er lidt konsekvensløst.
Og, hvis man så går ind i en længere snak om, hvad multivers-tricket gør ved “alt der er kommet inden”, og betydningen af dette, så er det lige før, at det gør MCU mindre, i stedet for større. Marvel siger til seerne, jo jo, alt der er sket, ER sket og alt har betydning, men… Det føles bare ikke helt sådan, når man “bare” kan nulstille, som man gør her og så skynde sig videre.
Man kommer indirekte til, at sige, at nok er det der kom inden i MCU sket, men det betyder ikke rigtig noget nu. Det gør, at man retroaktivt formindsker de følelses- og historiemæssige implikationer, der blev tillagt betydning i det der er gået forud i MCU. Hvorfor investere i og tillægge jagten på the infinity stones, der har været omdrejningspunkt i MCU i et årti, nogen betydning, når det er lige meget nu?
Lokis tryllenummer skuffer en smule
Men det er de større linjer, Loki satser jo egentlig, som så mange andre MCU-produktioner på det mere nære og personlige. Og pakker det så tilstræbt flot og flashy ind, så det virker som om der sker nogle vilde og voldsomme ting rundt om vores karakterer. Man er, måske også ved at have gennemskuet det tryllenummer.
Man tæppebombes med eksposition, referencer til alt mellem himmel og jord, der kastes brødkrummer ud i lind strøm, som måske/måske ikke betyder noget. Kontinuiteten rettes op, og man åbner for muligheden for, at folde alt muligt ind i det fremtidige MCU. Døren også står på klem til at inkludere figurer der tidligere, pga. rettigheder ikke har været en del af universet.
Marvel siger, at alt har betydning, men er faretruende tæt på, at sørge for at intet virkelig betyder noget. Du skal bare læne dig tilbage, ikke tænke alt for meget over det og enjoy the ride. Hvilket er fint nok, hvis turen er underholdende nok. Og her ved jeg ikke helt, om Loki ikke skuffer en smule.
Som med andre nyere Marvel produktioner, så kan jeg ikke helt slippe følelsen af Kejserens Nye Klæder og en ekstravagant illusion. En hvor det på overfladen virker, som om vi får et stort, vidtrækkende eventyr, der går på tværs af tid og rum, men egentlig er det, i sin kerne, en relativt lille fortælling. Der er pustet op til, at fremstå større end den er.
Store armbevægelser i små rum
De fleste afsnit følger en ensartet struktur, hvor vores hovedpersoner sendes ud på jagten efter noget stort, i store omgivelser. Men hurtigt isoleres de i “små rum”, en bogstavelig og metaforisk “kulisse”, hvor der er mere snak, miss direction og træden vande end egentligt plot eller reel udvikling. Det er måske også en budget ting, for rent visuelt er jeg faktisk heller ikke særligt imponeret over Loki.
Det virker som om man giver et hurtigt glimt af noget større, en fremmed plant, TVA bygningen, et tidsmæssigt ingenmandsland, hvor timekeepers husere eller lignende og så zoomer ind. Som når man i korte glimt ser de futuristiske omgivelser TVA bygningen er placeret i, ud gennem et vindue.
Gardinerne trækkes ikke for, men kameraet og opmærksomheden drejes væk efter antydningen af noget større. Antydning kan være fint, men jeg vil gerne vide hvor vi er og hvad der sker i den by vi lige så! Nix, kom væk fra det vindue, makker…
Der er lidt narresut over det.
Hiddleston er stjernen, men den falmer lidt
Og så undgår jeg ikke en snigende fornemmelse af lidt metaltræthed. 6 afsnit i selskab med Loki, som ellers på papiret er en af de mest interessant, og komplekse karakterer, eller i hvert fald rummer potentialet til det, er lige i overkanten.
Hiddleston gør hvad han kan, og for sådan set en masse gode lunser, at sætte tænderne i skuespilsmæssigt. Han får mulighed for, at vise mange, og også nye, facetter af karakteren. Og får nogle fine medspillere og plottråde, at spille bolden til og imod. Men, efter hvert afsnit har jeg også siddet med fornemmelsen af, at jeg er liiiiidt træt af at se og høre på ham.
Måske er det pga. overeksponering, måske skyldes det, trods alt, at Hiddleston, lige meget hvor mange skuespilmuskler han flekser, stadig har en underliggende følelse af, at man har set det hele nu? Så er det heldigt, at man afledes af nogle nye medspillere, der for de flestes tilfælde gør det godt/hæderligt.
Jeg nævnte Owen Wilsons Mobius indledningsvist. Wilson er rigtig god og på mange måder seriens “hemmelige” MVP. Han er stadig Owen Wilson, der gør Owen Wilson ting på hans karakteristiske Owen Wilson vis. Men, det er tøjlet, og kun i glimt og passer til både karakteren og historien. Og Wilson viser, at han kan fungerer overraskende godt, når der skal lidt mere dybde og “der er noget under overfladen” lag på en figur.
Hans kemi med Hiddleston er også god, så vi får en velfungerende buddy cop dynamik. Til gengæld er jeg lidt mere varm/kold hvad Sophia Di Martino Sylive og hendes samspil/kemi med Hiddleston/Loki angår. Den er ikke dårlig, og hun gør det hæderligt, men et eller andet gør, at jeg ikke er helt solgt. Måske fordi, at jeg ikke helt kan slippe følelsen af, at deres forhold er lidt for letkøbt og heavy handed i sin symbolik?
Fortsættelse følger… i al evighed?
Og det er nok, i sidste ende det største problem jeg har med Loki. Hvis man ikke helt køber ind på, eller er engageret i det centrale forhold og emotionelle omdrejningspunkt, så sidder man, desværre lidt upåvirket tilbage.
Hvis det ikke var slemt nok, så synes jeg ikke landingen var specielt ophidsende i 6. og sidste afsnit. Endnu et afsnit, der virkede som om det foregik i cirka 2 kulisser, mens multiverset, tilsyneladende for alvor blev sluppet fri liiiiige uden for.
Faktisk var sidste afsnit lidt af en tease, Disney nåede lige, at annoncere en kommende sæson 2 inden jeg fik sat afsnittet på. Så allerede her ringede alarmklokkerne for alvor, the show must and will go on… oh, for fucks sake! 6 afsnit for, at nå frem til det vi regnede med fra start, igen. Marvel multiverset er her! *Host*… *yay*.
På papiret synes jeg Loki lød særdeles spændende. Den får nok også vidtrækkende konsekvenser for kommende film og serier i MCU. Alligevel sad jeg tilbage med en fornemmelse af, at potentialet ikke blev indfriet. Og at serien i bund og grund var underligt lille og “lukket”, når man tænker på, at den blæste MCU multiverset på vid gab?!
Af den grund er Loki nok obligatorisk pensum for MCU-seere, en skam at den ikke er obligatorisk for kvaliteten.