Jeg er ikke amerikaner. Jeg er ikke sort. Jeg ved ikke hvordan det er, at være sort i Amerika. En tilfældig Marvel-serie fik mig til, at tænke over hvordan det mon føles. I hvert fald mere end noget andet stykke fiktion, som jeg kan mindes i nyere tid.
Det kan jo lyde absurd. Måske endda en smule trist.
Jeg var ikke videre begejstret for Disney+ seriens første afsnit. Her konkluderede jeg, at jeg nok ikke orkede, at anmelde hele serien. I hvert fald ikke afsnit for afsnit, eller to og to, som jeg gjorde med WandaVision. Den var jeg nok ved, at knække nakken lidt på og følte jeg kørte lige så meget i ring.
The Falcon and Winter Soldier røg på is, ligesom Kaptajn Amerika, hvis arv hviler tungt over serien og dens hovedpersoner. Nok er Steve Rogers danset ud i solnedgangen, men han skjold, og det, det står for er nærmest uforgængeligt. Hvem kan løfte arven?
En sort mand? HA! Don’t be silly, Sam Wilson (Falcon) tvivler selv. Ikke pga. hans hudfarve, men fordi han ikke føler sig værdig. Eller tror han kan leve op til Steve Rogers og alt det Kaptajn Amerika står for.
Mere end endnu en MCU-metervarer
Andre ser måske lidt anderledes på det. Wilson er, uvidende omgivet af kræfter, og ikke mindst et system, som ser ham som en farve. Fra folk på gaden, bankmanden der ikke vil yde søsteren et lån, militæret og politikere og alle institutionerne.
Bevidst, eller ubevidst. Jeg fangede kun den lidt tykke fordomsfuldhed i bankscenen i første afsnit, og synes ærlig talt, at det var lidt trættende. Efter jeg langsomt snuppede et par afsnit mere, begyndte min opfattelse at ændre sig.
Jeg oplevede, at folkene bag The Falcon and The Winter Soldier forsøgte, at tage nogle meget store emner op. Meget større, eller i hvert fald mere dybfølte og oprigtigt klingende end tidligere film og serier i MCU. Det er her serien virkelig får vinger.
Så tilgiver man nemmere de fortælle- og plotmæssige svagheder, som serien også har, når man kigger ud over de 6 afsnit.
Orden Vs Kaos
Serien handler dybest set om, hvordan samfundet former, ser på og i sidste ende svigter dele af befolkningen. Wilson og Bucky Barnes (Winter Solider) er i nationen (og verdens navn) oppe imod hvad samfundet ser som terrorister. Her i form af de såkaldte Flagsmashers.
En organisation, som drømmer om verden som den så ud inden folk blev knipset tilbage efter Thanos blev besejret. En verden, hvor de efterladte rykkede sammen, hjalp hinanden og landegrænser blev ligegyldige. Nu er alt tilbage ved det gamle. Den del, de uhyggelige konsekvenser ved, at halvdelen af verdens befolkning pludselig dukker op igen. Emotionelt og rent praktisk. Den historie er serien ikke interesseret i, at fortælle, desværre.
Er Flagsmashers terrorister, eller frihedskæmpere? Serien forsøger faktisk, at give vores heltes modstandere nogle nuancer og skabe forståelse og sympati for dem. Forsøget er prisværdigt, men lykkes kun til dels. Der simpelthen ikke er helt tid nok til, at dvæle på Flagsmasher karaktererne.
Vores helte er (indledningsvis) villige redskaber for USA og tankegangen om, at “orden må opretholdes”. Flagsmashers kæmper for de svage, udsatte og flygtninge verden over, men deres metoder er mere end tvivlsomme. Fanatisme findes på begge sider.
Noget der også påpeges, og fungerer som en underliggende motivation (måske?) for en af seriens andre “skurke”, Daniel Brühls Baron Zemo. Han var allerede ude i en gråzone, eller i hvert fald forsøgt gjort forståelig og relaterbar i Avengers: Age of Ultron. Her bliver han mere eller mindre troværdigt tredje hjul/allieret for Falcon og Winter Soldier.
Den nye Kaptajn Amerika løber med sejren
Det er hovedkonflikten, men det er et sideplot, som smelter sammen med hovedhistorien, som løber med opmærksomheden. USA introducerer en ny Kaptajn Amerika, i form af den meget hvide John Walker. Der har lige så store militær medaljer, som hans kæbeparti er firkantet og herodisk.
Han er lidt en douchebag, som man i begyndelsen hader bare pga. hans udseende, og fordi han “er der”. Også som seer. Jeg sad og rullede med øjnene i irritation over, at vi skulle trækkes med så dovent et plot mod slut i første afsnit. En “ny Kaptajn Amerika, som er er røvhul”, gab!
Jeg tog grueligt fejl. Når man er nået til afsnit 4, så er John Walker med afstand seriens bedste og mest interessante figur. Og, den, der i form af skuespiller Wyatt Russells (søn af Kurt Russell) stjæler showet fra Makie, Stan og alle de andre (med en enkelt undtagelse). Han spiller fremragende! Han har også virkelig noget, at sætte tænderne i.
Walker er også et offer og et redskab. Det går helt galt for ham, i forsøget på både, at leve op til Kaptajn Amerika statussen, forventningerne til sig selv og omgivelsernes tilbedelse.
Det fortælles, vises og spilles dog så nuanceret og forståeligt, at Walker bliver seriens mest gribende og vedkommende figur. Både hans personlige kamp, men også i et større perspektiv. Figuren bliver et eksempel på, hvordan soldater behandles, bruges, opfattes og efterfølgende lades i stikken.
“De” vil aldrig acceptere en sort Kaptajn…
Den del er måske ikke et ukendt tema, men for en MCU-produktion fortælles det overraskende realistisk og råt for usødet. Walker ER et værktøj, og et der kan smides væk, når det ikke længere er nyttigt. Her hjælper det ham ikke engang, at han er hvid.
Tematisk overlapper dele af det med et af de andre vægtige og komplicerede emner, som serien på ganske modig og relativt vellykket vis tager op. Her er vi tilbage ved indledningen. “Black lives matter”, behandlingen af sorte amerikanere gennem historien og hvor langt “vi” egentlig er kommet, eller ikke.
Kaptajn Amerika er på mange måder et symbol på det hvide overmenneske. I The Falcon and The Winter Soldier er det også sket på bekostning af sorte, ligeværdige supersoldater. Vi møder, gennem Sam Wilson, en veteran fra Korea Krigen, som har en foruroligende og ganske hjerteskærende historie at fortælle om, at blive svigtet af sit land.
Det er samtidig en spiddende kommentar til de raceproblemer, som stadig gennemstrømmer det amerikanske samfund og system. Et samfund og system, der med denne tidligere soldats advarende ord til Sam, aldrig vil acceptere en sort Kaptajn Amerika. Og, han burde heller ikke takke ja, hvis han fik det tilbudt, hvis han har nogen form for respekt for historien.
Det er jo BARE tegneserieunderholdning, ik?
Det er meget tunge emner for en MCU-serie. Og det vil måske også føles lidt for malplaceret, eller “alvorligt” for “tegneserieunderholdning”, for visse seere. Andre vil nok påpege, at det burde have været i talesat for længst, også i MCU. At det er “too little, too late”. Og at man ikke skal klappe af, og rose, Marvel til skyerne for endelig, at gøre det rigtige.
Det kan med rette diskuteres, men faktum er, at nu har de gjort det. Det er en start, jeg synes ikke man skal applaudere dem for, at gøre det. Man kan nikke anerkendende for, at de slipper afsted med, at gøre det i så vellykket grad i et stykke mainstream underholdning.
For det er serien også. Actionscenerne er i skala ikke så imponerende og opulente, som man kender dem fra filmene. Men, det er virkelig flotte i deres egen ret. Mere “beskidte”, indelukkede eller afgrænsede, selvom der også er et par imponerende setpieces. Slagsmålene virker overordnet mere “seriøse”, som om de gør ondt og folk rent faktisk får klø.
Der er tilmed blod og brækkede lemmer, især det sidste er ikke for sarte sjæle. Og så er scenen hvor Walker endelig knækker og når point of no return ekstremt virkningsfuld og faktisk ret rystende.
Hovedrollerne er de mindst imponerende
Jeg har allerede rost Wyatt Russells præstation i rollen, og at han kommer til, at overskygge de titulære helte. Det skyldes også, som jeg påpegede i min anmeldelse af første afsnit, at jeg ikke er helt solgt på Anthony Mackie og Sebastian Stan som skuespillere
Stan voksede på mig, som serien skred frem. Paradoksalt nok sideløbende med, at det føles som om, at Bucky Barnes lidt ryger i baggrunden og bliver tag-along. Det virker som om, at hans vej mod frelse og behandlingen af den PTSD han tydeligvis kæmper med i første afsnit næsten bliver glemt. Og så hurtigt skal samles op mod slut.
Men, Stan gør det udmærket, selvom han er lidt udtryksløs, men det skal karakteren måske være. Mackie har jeg problemer med. Hans præstation er rost og hyldet mange steder. Men, jeg synes simpelthen ikke, at han er en hverken god eller spændende skuespiller. Beklager, I don’t get it.
Brühl er tilgengæld en fornøjelse, som den tvetydige Zemo. Det tenderer overspil, der bliver virkelig tygget i kulisserne visse steder, men jeg synes Brühl slipper afsted med det og får skabt en både morsom, dragende og fascinerende figur. Både hvad angår opførsel og motivation ved man aldrig helt, hvor man har ham.
Vi skøjter lidt let og uelegant hen over bi-rollerne, inden det bliver alt for langt, det her (HA!). Erin Kellyman, som Kari Morgenthau (leder af Flagsmashers) er virkelig god, men havde fortjent mere skærmtid. Julia Louis-Dryfus, der dukker op en mindre rolle som Valentina Allegra de Fontaine, virker omvendt komplet malplaceret. Og som om hun ikke aner hvad hun er med i. Ellers er de øvrige roller besat af solide kræfter, der over én kam gør det hæderligt til godt.
Teknisk flot, dårliget pacet
Teknisk er der ikke mange fingre, at sætte på serien. Men, der er, som nævnt tidligere, nogle problemer med selve afviklingen af historien og plottet. Det er også i sidste ende det, der forhindre serien i, at være til topkarakter for mig.
Der er lidt for mange tilfældigheder, som bruges til, at drive plottet frem. Karakterer, som har det med at dukke op ud af ingenting, når det lige er bekvemmeligt. Andre steder opfører ellers (formodentlig) intelligente, eller veltrænede, karakterer sig pludselig ekstremt tumpet, så vi kan komme videre i historien. Værste eksempel er nok en her unavngiven helt, der under en undercovermission ikke har sat sin mobil på lydløs…
Jeg har lidt problemer med seriens pacing hist og her, vægtningen af visse scener og hvor meget tid, som der dedikeres til de forskellige figurer og deres “arc”. Serien hedder The Falcon and The Winter Soldier, men det ender med mest at føles som Sam Wilsons historie.
Det politiske vinder over det personlige
Der er noget med seriens struktur og handlingsopbygning. Når man kigger ud over samtlige 6 afsnit, fremstår de en lille smule ude af balance. Måske er serien, i virkeligheden også et afsnit eller to for kort, i forhold til alt det den gerne vil sige og have med?
For The Falcon and The Winter Soldier viste sig efter det noget sløje (ud over en forrygende åbningsscene), at have virkelig meget på hjertet. Og vel at mærke på en måde, hvor det virker oprigtigt og ikke, som et eller andet leflende/populistisk/politiske korrekt indspark.
Det er her serien, for mig, har sine største kvaliteter og det der gør den værd at se. Hvis det samtidig er et fingerpeg om, hvad vi måske kan forvente os, af fremtidige produktioner i MCU, så kommer serien til, at stå som et vendepunkt og nybrud. Jo, der skal også være plads til mere “let” underholding indenfor MCU, men jeg taler om de større, overordnede linjer.
Verden er ikke sort/hvid, heller ikke længere i MCU. Det er de nuancerede gråzoner i tema og karaktererne som er denne series hovedattraktion.
Bare en skam, at titelfigurerne, og deres skuespillere, ender med at være de mindst fascinerende. Heldigvis opvejes det af det øvrige figurgalleri og seriens tyngde. Man sidder dog også tilbage med en nagende følelse af, at serien kunne have været endnu mere. Noget mere personligt.
Men, den politiske agenda, og ønsket om, at køre en ny Kaptajn Amerika i stilling vandt i sidste ende.
