Frisk Edderkop svinger igen
Spider-Man, eller Edderkoppen om man vil, var min første store Marvel-kærlighed, da jeg første gang for alvor blev bidt (pun intended) af tegneserier i midt/slut-80erne. Et lidt tumultarisk forhold fulgte, indtil det endelig brud i begyndelsen af 00erne, hvor jeg for alvor blev hægtet af.
Jeg har efterfølgende smagt lidt på Ultimate Spider-Man, men ellers kun fulgt figuren og en del reboots fra sidelinjen. Den seneste relancering kom i denne 2018 udgave, der stadig kører i de amerikanske blade.
Jeg har tidligere beskrevet, hvordan jeg smagte gratis på Marvel Unlimited, Marvels digital tegneserieplatform og hurtigt oprettede en konto. Jeg har som del af mit selvpålagte pensum, der hvor jeg giver mig selv lektier for og læser op på ældre titler, kastet mig over Jason Aarons fremragende Thor fra 2012 og frem. Sideløbende kastede jeg min opmærksomhed på denne nye version af Spider-Man (og Immortal Hulk, som er fremragende!), der på mange måder er gammel vin, på nye, indbydende flasker.
Problemet med Spider-Man, og nyere Marvel generelt, har for mig været den lidt forvirrende kontinuitet. Jeg ved, at Dan Slott havde et langt “run” på titlen, men det virkede også lidt uoverskueligt at kaste mig ud i det. Især, hvis man skal læse op på over 10 års blade. Derfor var dette 2018 reboot en kærkommen og mere håndterbar mundfuld.
Tilbage til edderkoppekernen med barnlig begejstring
Amazing Spider-Man er et frisk og nutidigt ”take” på vores kære, gamle netsvinger. Den formår både, at leve op til titlen på den første historie, der løb over de første 5 hæfter, kaldet Back To Basics og, at give den 50 år gamle figur lidt af en ansigtsløftning og vitamintilskud.
Nu har jeg ikke læst alt Spider-Man, og som nævnt, slet ikke det nyere, men jeg kan ikke mindes at jeg har syntes Spider-Man var så underholdende og sjov læsning siden… ja… siden jeg første gang stiftede bekendtskab med universet?! Indrømmet, noget af det gamle, fra min barndom, har ved et gensyn ikke helt stået distancen og føles noget bedaget og kluntet. Bevares, der er bestemt undtagelser, men min smag har nok også rykket sig lidt.
Men min læsning af Back To Basics har vakt en følelse af barnlig begejstring, som var det mit første møde med karakteren. Det er kort og godt fantastisk underholdende. Forfatter Nick Spencer og tegner Ryan Ottley sprudler med smittende fortælleglæde, hvor både historien og de meget farverige tegninger springer op fra siderne.
Jo, stilen er moderne og lidt “digital” i sit udseende, og den glansfulde stil og farvelægning, men ikke på en måde hvor det generer mig her. Tværtimod er det med til, at gøre fortællingen levende, boblende og dejligt “flashy”. Jeg ved ikke om, Jeg ville synes lige så godt om den i bladform, men på en digital platform, som Marvel Unlimited, fungerer det ganske upåklageligt.
Dog vil jeg sige, at jeg bliver træt i øjnene og får lidt ”farve-flimmer”/”overload”, hvis jeg læser for mange hæfter i streg. Det vil jeg generelt fraråde pga. seriens tone og tempo. Den gør sig bedst som en hyggesnack, eller et OK-mættende mellemmåltid.
Blødt Spider-man reboot, der ikke sletter forhistorien
Historien er et blødt reboot, i den forstand, at den ikke sletter Slotts kontinuitet, men nulstiller visse dele. Strømliner og forenkler historien, så nye læsere som mig kan hoppe på uden, at føle sig hægtet af. Der henvises til tidligere plot-points og begivenheder fra nyere Spider-Man historie, i bisætninger og henkastede bemærkninger. Men, fortællingen er ikke tynget af disse eller en masse forhistorie. Den har fundet sted, nu starter vi på en frisk indenfor den etablerede ramme.
Det betyder også, at Mary Jane og Peter Parker er en ting igen efter mange år, hvor det forhold har været lagt på is. Her synes jeg MJ-karakteren svigtes lidt, og ikke har nok at tage sig til, som en del af historien. Indtil videre. Kendte skurke og bi-figurer introduceres i et rask tempo og tidligere plots refereres og bruges som springbræt, de steder Spencer finder det nødvendigt.
Et eksempel på en etableret skurk, der bruges på ny er Kingpin, som nu er blevet borgmester i New York. Det er, naturligvis et skalkeskjul og han har onde intentioner. Han er dog ikke en central spiller i plottet endnu, men brikkerne er kørt i stilling. En anden skurk, Boomarang, er blevet Peter Parker og Randy Robinsons roommate – odd couple optrin og dynamik følger.
Ellers ræser vi igennem gamle kendinge, som Taskmaster, Mendel Stromm og Mysterio og mange flere. Men, det er med en slagside mod det mere humoristiske. Eller tragikomiske. Skurkene kan her godt opfattes som lidt ynkelige, eller ligefrem vække ens medfølelse og sympati?
Man kan her argumenterer for, at behandlingen af visse af disse skurke er en kende forhastet. Og, at truslen fra dem negligeres. Det er dog helt i tråd med serien overordnede tone. Spider-Man i denne udgave er sjov og lidt letbenet. Der forsøges også med mere emotionelle øjeblikke. Det er dog ikke seriens force, da det skurrer lidt med Spencers mere bekymringsfrie fortolkning af universet.
Det føles, som om han er rigtig godt inde i stoffet og forhistorien. Behandler den med den nødvendige respekt af hensyn til ældre læsere, men har sin egen idé om, hvor han vil hen med figuren og historien nu. Små hentydninger til kommende begivenheder og karakterer, der bliver introduceret på sigt, bliver elegant vævet ind i fortællingen, som drøner afsted i et tilpas hastigt tempo.
Peter parker: spider-fraud
Er du lidt træt af, at alle moderne superhelte skal være dødalvorlige, gritty og “realistiske”, så er Back To Basics noget du ikke må snyde dig selv for. Spencer kender Spider-Man og ved hvad han er for en figur og essensen af, hvad der får ham til at fungerer. Det er simpelthen som at møde en gammel ven, i nye klæder, så man får helt lyst til at udbryde: You still got it, pal!
Det er den voksne Peter Parker, med rigtigt job, uddannelse og en vis portion livserfaring vi møder. Som Spider-Man er han også den gode, gamle spøgefugl. Med alt, der hører til af corny kommentarer, flade vitser, smarte bemærkninger og frækhed. Alt er, som det skal være på den front.
Peter Parker har fået job som Videnskabsrapporter på Daily Bugle, men det løber hurtigt af sporet i løbet af første hæfte. En ny, high-tech måde at afsløre snyd med universitetsopgaver skal demonstreres, med Parkers som eksempel. Selvfølgelig under en stort anlagt pressekonference.
Parkers viser sig at være et falsum, opgaven er skrevet af Doctor Octopus. En reference til en tidligere historie, hvor han havde overtaget Parkers krop og hjerne, eller et eller andet. Det kan Parker, naturligvis IKKE blotlægge, så ville han afsløre sin hemmelige identitet og han må bide ydmygelsen (og afskedigelsen i sig).
Klonsagaen redux: nu med meget mere douchebaggery
Historien bliver hurtigt temmelig forrykt, men man hænger på, da det er velfortalt, humoristisk og ikke mindst bare skide underholdende. Uden at afsløre for meget, så er en af de store begivenheder i disse første 5 hæfter, at Peter Parker og Spider-Man bliver separeret. Ja, de bliver skilt ad, så vi har både en Peter Parker og en Spider-Man løbende og svingende rundt.
Det giver indledningsvis en absurd ”buddy cop movie” dynamik mellem Parker og klonen, som er Back To Basics højdepunkt. Humoren og tonen rammer plet her. Samtidig giver det Parker en form for håb om, at han måske kan leve et normalt liv med MJ. Hvis klonen kan være Spider-Man, så kan han måske, endelig koncentrere sig om bare, at leve som Peter Parker?
A fools hope. Parker-heldet kan han, selvfølgelig ikke undslippe i længden. Den nye Spider-Man viser sig, at lide af alvorlige karakterbrist. Uansvarlig, hensyns i og samvittighedsløs, egoistisk, opmærksomhedskrævende og generelt lidt af af en bøv.
Gakket og langt ude? Måske, men det fungerer overraskende godt og resulterer i flere morsomme optrin, inden alvoren kommer snigende – de to halvdele kan, naturligvis ikke leve uden hinanden. Bogstaveligt talt. Og Peter Parker ender med, at måtte lære den tiltagende douchey Spider-Man om “ansvar” og den slags. I ved, den gamle Onkel Ben-smøre.
Det er blot et enkelt eksempel på, hvordan Spencer får flettet gamle punkter og pointer ind i historien. På en måde, hvor de lige får et twist, vendes og drejes lidt. Uden at forråde grundfortællingen. Back to Basics…
Spider-snack er et fint mellemmåltid
Er det nyskabende, banebrydende og “voksent”, nej nej nej. Det er bare sjovt! Jeg kunne slet lade være med, at pløje mig igennem disse digitale hæfter med et stort smil på læben, og en barnlig glæde i maven.
Er der risiko for, at man går lidt død i stilen og tonen i længden? Måske nok, men indtager man dette mellemmåltid i begrænset omfang, er det herlig, uforpligtende underholdning, der har gjort mig helt nyforelsket i Spider-Man. Den havde jeg sgu’ ikke set komme.
NB: Jeg vil dog sige, at jeg er gået i stå omkring hæfte #14, hvor en ny tegner kortvarigt tager over. Det er ikke kun fordi hans stil bestemt ikke er min smag, at jeg strandede der. Jeg tror bare, at jeg trængte til noget tegneserielæsning med lidt mere næring i.
Plus:
– Det sprudler
– Velkendt og alligevel tilpas anderledes
– Velfortalt med forrygende pacing
– Flot rent visuelt med en stil der passer perfekt til tonen
– Spencer “forstår karakteren” og hans verden
– Sjov!
– Et rigtig godt sted at starte for nye og nye-gamle læsere
Minus:
– Hvis du vil have dine superhelte “gritty” og gloomy, så er det ikke noget for dig
– Falder Spencers humor og stil ikke i din smag, så bliver det nok lidt anstrengende læsning
Konklusion:
Indtag Spencers Spider-Man efter behov og i fornuftige mængde, så du ikke får for meget af det gode. Smag på Back To Basics, og se om stilen falder i din smag. Det er både Spider-Man, som du kender ham og en opdatering, der ikke vil tiltale alle. Tager man det ikke for alvorligt, så vil man nok være godt underholdt.
