Tre Thor på eventyr på tværs af tid og rum
God of Thunder, Jason Aarons første “run” på Thor, der begyndte i 2012, har jeg haft i kikkerten et stykke tid. Jeg har hørt meget godt om serien, der på mange måder har fået redefineret Thor-figuren og introduceret ham til et nyt, bredere publikum.
Det har bare været både lidt uoverskueligt, at kaste sig ud i og vanskeligt, at få anskaffet hele møget uden, at få købt sig helt fra hus og hjem. Med over 100 hæfter, fordelt på forskellige titler og under-udgivelser, og 8 års opbygning kulminerede det hele i den store War of The Realms crossover event i 2019. Så der er nok af materiale derude at, kaste sig over.
Men, så faldt jeg i Marvel Unlimited gryden, som man kan læse lidt om HER, hvis det skulle have interesse. Her fik jeg blandt andet en gratis smagsprøve på første God of Thunder-hæfte og dermed begyndelsen på historien om The God Butcher. Og den fangede mig sgu’ lidt og smagte af mere. Jeg havde, indtil disse Marvel Unlimited smagsprøver, ikke læst meget nyere Marvel. Ved ikke om en historie, der begyndte i 2012 tæller som “ny”, men den er da fra dette årtusinde – og det første hæfte fik krogen i mig.
Inden jeg havde set mig om, havde jeg oprettet en Marvel Unlimited konto og i løbet af det første døgn, strøg jeg igennem de første 11 God of Thunder blade i digital form. Jeg slugte hele The God Butcher-fortællingen (inkl. The God Bomb), nå ja, og begyndte på den næste storyline, der handler om Malekith og The Dark Elves. Den er ikke nær så interessant og fængende, men jeg anbefaler man holder ud og tygger sig igennem. Der venter et helt forrygende hæfte på den anden side. Hvor Thor vågner op efter en druktur med en drage, på Færøerne. De lokale er IKKE imponerede. Men det er en anden snak til en anden gang.
Hovmod står for fald, eller hvordan jeg lærte at elske gudebomben
Det her skal handle om disse 11 hæfter og den grusomme, men også meget morsomme og bare voldsomt underholdende The God Butcher historie. En historie, som jeg kun kan anbefale. Især, hvis man som mig, er en tilbagevendt læser, føler sig lidt ude af loopet, hvad nyere superheltehistorier angår og gerne vil finde et godt sted af hoppe på. Og det er The God Butcher, der ikke er en reboot af Thor som sådan. Men, så lad os kalde det en dannelsesrejse og “alternativ oprindelse”.
Helt kort fortalt, så følger vi Thor i 3 forskellige udgaver og tidsperioder. Hovedtrådene handler, på tværs af tidsperioderne, om “opklaringen” af utallige drab på guder rundt omkring i universet og dernæst, i historiens anden halvdel, hvordan de 3 Thor skal samarbejde om, at forhindre udslettelsen af alle resterende guder med den såkaldte “Godbomb”. Jeps, det er også en tidsrejsehistorie og her bliver det for alvor boonkers!
Bagmanden er et væsen kaldet Gorr, der starter ud som en lidt standard monster/ond dæmon-lignende alien bad guy. Men, som fortællingen skrider frem, løftes mere og mere af sløret for hans motiver og tragiske oprindelseshistorie. Han får næsten et helt hæfte for sig selv midt i historien. Det bryder ”flowet” en smule, men giver noget ballast til figuren og modvægt til de såkaldt ”gode” guder.
Jeg ved ikke, om jeg i sidste ende helt køber motivationen for hans handlinger og ambition om, at udslette alle guder i hele universet. Selvom han udsættes for en nærmest gammeltestamentlig omgang lort, så virker det alligevel lidt, som en overreaktion, at dræber millioner af guder. Men, jeg sætte pris på, at det er forsøgt at gøre ham, om ikke sympatisk til en vis grad, men så da give ham noget kompleksitet og en form for retfærdiggørelse af hans massedrab. En skurk, der ikke blot er født ond, men formet af omstændigheder ude af hans kontrol, og som har lidt en krank ”skæbne”.
Delen med de 3 Thor fra forskellige tidsperioder, den helt unge Gud fra omkring år 900, “nutids” Avenger Thor og King Thor, en aldrende, Odin-udseende al-fader Thor, der mangler både en arm og et øje og er eneste Gud tilbage i Valhalla, er på overfladen lidt langt ude. Men, det fungerer og holder hele vejen fra Midgaard til de fjerneste afkroge af kosmos.
Giver tidsrejsen mening? Naaah, måske ikke, men det adresseres også på en skæg “wink wink, nudge nudge” vis, hvor Thor fortæller Thor, at det skal han ikke bruge for meget tid på at spekulere over. Og det skal man heller ikke, det er sci-fi og fantasy. Og forfatter Jason Aaron, er ikke ude i et ærinde, hvor han ønsker at opstille tidsrejseteorier, eller, nå ja, forklare hvorfor og hvordan, der findes millioner af guder, rumvæsner og alt det der…
Hvad nu, hvis Guderne ikke hører dig?
God of Thunder er kulørt underholding, en fantastisk, fantasifuld, actionspækket omgang tju-bang, der alligevel formår at stille nogle meget store spørgsmål om religion, tro, offervilje, hævntørst, i ved, alle de gode emner! Gorrs motiv kan koges ned til, at han ikke føler guderne har hørt ham, når han trofast har tilbedt dem gennem tykt og tyndt, og den ene tragedie efter den anden. Ingen kære gud til ham. Da han opdager, at guder rent faktisk findes, men bare ikke har hørt ham/været ligeglade, slår det klik og han beslutter at befri universet, og dets indbyggere fra nogle ophævede, selvretfærdige guder, der har nok i deres eget.
Hvad gør det ved en persons tro, når de føler at deres gud ikke hører, og i sidste ende, håner dem? Guderne er, ligesom i de gamle sagn, myter, legender og overleveringer vi kender, lidt nogle arrogante pikhoveder. Det straffer Gorr dem for på effektiv og grusom vis! Er Thor anderledes eller bedre end det?
Det handler også, som nævnt, om en dannelsesrejse for vores hovedperson(er). Hvordan bliver unge, “dumme” og overmodige Thor til den mere afbalancerede, men stadig noget umodne Avengers Thor og ender i sidste ende som den livstrætte, udmattet af utallige kampe, ensomme King Thor?
Et af disse 11 hæfters helt store højdepunkter, er den interne dynamik mellem de 3 Thor. Ikke mindst Avengers Thor og King Thor har gang i en ganske hysterisk underholdende omgang mundhuggeri og “buddy-cop” dynamik. Det er de 2, der har mest tid sammen i hæfterne. Blandt andet et ridt ud i verdensrummet mod Gorrs planet og den såkaldte “Godbomb”, der udføres i et fucking vikingeskib, der “sejler gennem rummet”. Det er et pænt wacky koncept, men når vi først er nået dertil i historien køber man præmissen. De har ikke fået øl nok med på turen…
Fantasifuld fortælling, forrygende tegninger og en rumhaj
Aarons fortællemæssige opfindsomhed matches af Esad Ribic og hans meget specielle og utroligt flotte artwork. Jeg skulle lige vænne mig til den visuelle stil, det er ikke en jeg tidligere har stiftet bekendtskab med, men efter lidt tilvænning blev jeg overvundet. Hver tidsperioder har sin egen visuelle stil, der ikke går ud over fornemmelsen af en overordnet sammenhæng og rød tråd.
Unge Thors og hans omgivelser virker lidt mindre detaljerede, lidt mere ”primitive” og grove i sit udseende. Som om de efterhånden er et lidt fjernt minde. Når vi bevæger os frem i tiden bliver stilen tiltagende episk og detaljerig. Storladen, heroisk og stor i slaget, som den nutidige Thor. Inden det hele begynder, at smuldre og dufte af bombastisk storhed står for fald, aldrende legende og myte, og Ragnarok hos gamle Thor.
Når man lige har vænnet sig til Ribics maleriske streg og den fyldige og fantasifulde farvelægning (der har vist været flere farvelæggere inde over hele serien), så er God of Thunder virkelig en fryd for øjet. Og en stedvis visuelt overrumplende og betagende oplevelse. Der er en fantasifuldhed og fortællelyst, der strømme igennem både tegninger og plottet, som gør at man aldrig helt ved, hvad der nu skal ske, selvom historien i bund og grund ikke er så indviklet.
Plottet er først en slags “krimi” eller “opklaringsarbejde”, mens “Godbomb” delen i bund og grund er en “stop objekt x” opgave. Men alt udenom sprudler af skøre indfald, fantastiske optrin og nogle store, filosofiske og eksistentielle tanker, som det virker helt oplagt at bringe i spil i en historie, der handler om en tordengud.
Og når Avengers Thor så på et tidspunkt redder dagen, rum-vikingeskibet og gamle gnavpot Thor ved, at komme “ridende” på en goddamn spaceshark, så var det svært ikke bare at overgive sig betingelsesløst. Det var vist et ægte geek out moment, og super fjollet! Men også totalt badass, så jeg sad og grinede over hele 5 øren. Det er nærliggende, at sidde og nynne Led Zeppelins ”Immigrant Song” (også brugt på effektiv vis i Thor Ragnarok-filmen) under nogle af seriens mest episke scener. Især den nu legendariske ”spaceshark”-scene, der er blevet ikonisk for serien og nok skal dukke op, på den ene eller anden vis, i en MCU-film engang.
Ah-ah, ah!
We come from the land of the ice and snow
From the midnight sun where the hot springs flow
The hammer of the gods
VALHALLA, I AM COMING!
God of Thunder har hjerte og noget på hjertet, og jeg var helt opslugt og susede igennem de 11 hæfter. Jeg har ellers aldrig været den store fan af Thor-figuren i Marvel universet. Mit største problem har nok været, at den første Thor jeg kendte, som barn, var ham fra den gamle nordiske mytologi gennem en række børnebøger, og så, naturligvis, Peter Madsens Valhalla tegneserie. Så virkede Marvels amerikaniserede udgave sådan lidt fjoget og forkert, og også en smule kedelig og kikset.
Hvis ikke Chris Hemsworths fine, og sjove protræt af Thor i MCU har ændret dette indtryk, så gjorde Jason Aarons første 11 hæfter i hvert fald. Har du lidt haft samme indtryk af Marvels Thor som jeg havde, kan jeg kun anbefale, at man giver God of Thunder et kig.
Og lad os så finde en tønde mjød eller to, jeg har lige en 6-7 års Jason Aaron Thor jeg skal have indhentet. Som nævnt indledningsvis, så synes jeg serien lige tager et lille dyk i den efterfølgende Dark Elves historie. Men, jeg hang i og kom helt op på rumhajen igen efter enkelt-hæfte fortællingen om Thors færøske dragedruktur! Nu venter The Last Days of Midgaard!!
Ved Odins skæg!!!
(Som en form for konklusion/afrunding af disse Pensum-artikler, hvor jeg forsøger at læse op på og indhente det forsømte, så vil jeg som en endelig ”dom” bedømme om det læste er ”kanon-værdigt”).
Kathoom Kanonen:
Thor, God of Thunder, ”The God Butcher” og ”The God Bomb” er kanon-værdige og hermed optaget i det fine selskab, som den ny-klassiker denne ”ark” er. Tillykke, *højtidelige fanfare” efterfulgt af skriget fra ”Immigrant Song”. AH-AH AHHH.
