Dermed har jeg sådan set også afsløret, hvad jeg synes om det første bind i serien. Det er nok heller ikke ligefrem en kontroversiel holdning. Mindre kontroversiel end Frank Miller selv er blevet med årene i hvert fald!

Men hvad er det, der fungerer så godt i hans Sin City, som jeg tidligere har besøgt en enkelt gang. Da startede jeg et lidt underligt sted med bind nummer 6 i serien, Sex Sprut & Skydere. En samling af kortere og ikke-forbundne historier fra Sin City universet. På en måde er det også Sin City i destilleret form, eller endnu mere destilleret.

For er det noget, som Sin City understreger, så er det at Miller på et tidspunkt skærer ind til benet og koger alt fedt af knoglerne. Det er tydeligt i Det Svære Farvel, som er blevet læst i den flotte danske udgave udsendt af forlaget G Floy i 2006.

It´s Miller Time (again)

Frank Miller behøver næppe den store introduktion, der er skrevet utallige artikler, bøger og lavet film om tegneserielegenden (med mere). En interessant, vigtig og også kontroversiel skikkelse indenfor amerikansk tegneseriekunst, som har prøvet lidt af det meste.

Fra en spæd start, hvor blandt andet Neil Adams forbarmede sig over den stadig noget kantede og søgende Miller. Til en langsom, men sikker opstigning, hvor han begyndte at finde sig selv og anerkendelse hos Marvel med arbejde på først Spider-Man og Punisher, inden han for alvor slog igennem på Daredevil.

Inden han cementerede sin generationsstjerneskuds- og legendestatus hos DC med The Dark Night Returns og Batman: Year One. Sideløbende fik han tid til passionsprojekter som Ronin og senere, efter en mislykket afstikker til Hollywood, Sin City og 300. Inden han i sine senere år, tilsyneladende tabte tråden og mistede forstanden en smile grundet et eskalerende misbrug.

Helt galt gik det i kølvandet på 9/11, hvor hans galoperende paranoia medførte noget, der kunne tolkes som islamafobi. Og kritiserede værker som Holy Terror og flere forfejlede tilbagevenden til Batman med mere Dark Knight og den stadig uafsluttede All Star Batman & Robin. Dog lader det til, at Miller på det seneste har fået samlet hjernen og karrieren op fra skraldespanden.

Det Svære Farvel

Det Svære Farvel er ikke kun første bind i Sin City serien, det er af flere grunde end det måske også det mest kendte. Historien dannede, sammen med brudstykker fra andre, grundlag for plottet i Robert Rodriguez filmatisering af Sin City. Så meget at det nærmest ligne en scene for scene og panel til panel gengivelse i lange perioder.

Millers materiale, især Sin City, er også virkelig velegnet til den form for gengivelse. Hans stil er her ekstremt enkelt, men stadig cinematisk og nem at overføre 1:1 så det ser fucking sejt ud. Det kan også virke som en stor del af pointen, og appellen ved en serie som denne: det ser SEJT UD!

Historien er både helt klassisk femme fatale drevet crime noir møder Pulp, og et møde med en noget højnet action præget “virkelighed”. Jeg vil ikke dykke ned i plottet i detaljer, det er nok det fleste der gider læse med her bekendt. Hvis man “kun” har set filmen, så har man også fået alt det væsentlige (plus det løse) med.

Marv er en grov, gryntende og grum muskelmand (med en svaghed for udsatte og ludere. Altså ikke på DEN måde! Eller, jo, også på den. Men han fatter sympati for dem). Han møder og forføres af glædespigen Goldie, der søger beskyttelse. Næste morgen vågner Marv ved siden af en myrdet Goldie.

Slemme drenge og piger i stor-slem storby

Og SÅ går den vilde jagt gennem snavsede gader og endnu mere suspekte gyder i Sin City. Marv har både forbrydere og ordensmagten i hælene, mens han selv prøver at opklare, hvad pokker der skete. Hvem myrdede Goldie, og hvorfor? Hvis det da ikke VAR ham selv.

Marv er ikke ligefrem det man kan kalde Guds bedste barn, eller en troværdig fortæller. Godt nok ser vi det hele fra hans perspektiv på ægte, klassisk noir/detektiv manér, men vores hovedperson er tydeligvis psykisk ustabil. Muligvis decideret psykopat, og han har glemt at tage sine piller.

Men i en slem og syndig by, er han langt langt fra den værste person, hvilket man får tydeligt understreget i løbet af Det Svære Farvel. Her er korrupte præster og kannibalistiske sønner, ludere, lommetyve, groteske “godtfolk” og primitive dummernikker med rå muskelkraft som Marv.

I en fucked up verden, hvor alt og alle er varierende grader af perverterede og afstumpede ligger vores, og Millers, sympati dog tydeligvis hos netop kødhovedet Marv. Han er også det nærmeste man kommer en superhelt i fortællingen, som en form for brutal, forskruet og mindre bemidlet udgave af Batman.

Syndernes byer sover aldrig

Dermed føles det også som om at Sin City ligger i naturlig forlængelse af Millers oeuvre fra 80erne, og især The Dark Knight Returns. Afstanden fra den aldrende Bruce Wayne/Batman og hans selvtægt, der i tiltagende grad eskalerer, til Marv er ikke kæmpe stor. Forskellene ligger i omgivelserne og hovedpersonens formåede IQ.

Men også her er der flere ligheder end egentlige forskelle. Hvis vi godtager at både Bruce og Marv er psykotiske (og selvtægtsmænd), så er det måske ikke så afgørende, hvem der på papiret er klogest. Og Gothams forfald og forråelse i TDKR gør, at der sådan set ikke er så langt til den jungle lov der hersker i Sin City.

De deler endda crime/noir og pulp rødderne. Batman udspringer fra tiden med de nu klassiske crime/noir- og pulpfortællinger på tværs af medier, og Sin City er tydeligt inspireret af den tid og popkulturen derfra. Miller har altid haft en tydelig kærlighed til den form for “underlødig” og “billig” kultur, og forsøgt at destillere det endnu mere ned, imens han har Millerficeret det.

Derfor er det jo heller ikke overraskende, at både fortællingen og stilen i Sin City i bund og grund er en kliché med et par Miller twist and touches. Og det var ikke ment som en kritik, det er tydeligvis hensigten, og der lægges ikke skjul på det.

Frank Miller går i gråt

Sin City er muligvis også peak Miller, inden det gik ned af bakke og galt. Mange vil pege på hans helt absurde output og hotstreak op gennem 80erne. Fra Dæmonen, over Ronin, til TDKR, Born Again, Batman. Year One og Electra Lives, plus det løse. Det er VOLDSOMT.

Men udover Ronin, som var relativt tidligt i karrieren, så var det meste af det arbejde indenfor en rammer. Og med etablerede karakterer og visse regler til følge. Sin City er Miller på egen hånd, på egne præmisser, uden filter og i den reneste form. Det er også både en videre udvikling af hans skrive- og tegnestil, hvor han går den modsatte vej i forhold til mange andre.

Hans udvikling gik ikke i en retning, hvor alt blev større, vildere og mere sofistikeret. I stedet skræller han lag på lag af det hele, indtil der kun er et råt skelet og the bare minimum tilbage af plot, dialog og tegninger. Uden at det bliver FOR skrællet og tyndt, vel at mærke, eller for den sags skyld vanvittigt. Det kom senere.

Det er en verden holdt i sort/hvid, men indholdet befinder sig konstant i en moralsk gråzone. Ondt er ondt, men godt er gråt, eller mindre ondt.

Problematisk menneske- og verdenssyn?

Det afspejler nok også på mange måder Millers menneske- og verdenssyn. Jeg skal ikke gøre mig til dommer, men Miller har fået skudt en del i skoene gennem årene. Navnligt de senere, hvor han indrømmet virker som om han havde en lidt svær periode. Hvor alkohol og stofmisbrug også spillede ind, hvilket ikke plejer at gøre folk mindre paranoide og ekstreme.

Men er det fair, når han er blevet anklaget for eksempelvis sit kvindessyn? På overfladen kan dele virke problematisk. Zoomer man lidt ud, så er kvinder altså ikke udelukkende ofre, lede og forførende femme fatals eller plot devices. Det er de OGSÅ, men der er også mange stærke kvindelige karakterer (også i Sin City), som har ben i næsen og kan sagerne i egen hånd.

Fra en ung kvindelig Robin i TDKR, over Catwoman i Year One eller Matt Murdochs mor i Year One (der har stor betydning for historien) til de prostituerede i Sin City. Det er mere nuanceret end som så, selvom de især i Sin City lever i en meget primitiv verden.

Jo, de er labre og sexede og bruger det til deres fordel. Det kan man godt se lidt skævt til i 2025, men de er for det første ikke hjælpeløse i de flestes tilfælde og har betydning for plottet. Ikke kun som et smukt lig, som i Goldies tilfælde. Men det, og Miller, skriver sig jo også bevidst ind i en gammel amerikansk tradition hvad pulp genren angår.

Sin City afspejler dele af os

Sin City er på overfladen en by og verden drevet af rå maskulinitet og begær. Det ligger nærmest eksplicit i titlen på serien, så det kan ikke komme bag på folk. Gør det, det og Millers syn på verden og os mennesker primitivt og forenklet? Eller at han forherliger udpenslet vold og afstumpet affærd?

Det kan man argumentere for selvfølgelig, men ser man bort fra, at Miller er blevet en form for libertarian nutjob, så afspejler det også “bare” virkeligheden. Eller en del af den. Marv er et dyr med dyriske behov og matchende adfærd. Alle i Sin City er sådan set drevet af nogle basale dyriske drifter og behov. Selvopretholdelse, grådighed, overlevelse.

Men vi ER også dyr. Og kigger man på alt der er galt i verden, selv i 2025, så vil jeg ikke sige, at Miller er på vildspor eller specielt radikal i sit syn på sine medmennesker. Er det en muligvis nihilistisk, nedslående og negativ vinkel at anlægge? Jo, men det gør det ikke nødvendigvis usandt, i hvert fald dele af det.

Og selvom det kan virke som den dominerende tone og drivkraft i Sin City, så aner man dog stadig små glimt af noget andet. I al elendigheden og sortsynet viser Marv også selvopofrelse og en eller anden sans for rigtigt og forkert i en forskruet verden. Jeg tror netop man skal huske, at Sin City ER forskruet og overdrevet og ikke virkeligheden – men den afspejler elementer af den.

Nogle vi måske ikke synes er særligt fede at få udpenslet.

Slap af i røvhullet!

Det kan lyde som et forsvar af Miller, det er det jo sådan set også. Især når det drejer sig om Sin City. Jeg ser intet galt i hverken fremstillingen af kvinder, det generelle menneske eller verdenssynet, som præsenteres her. Senere i eksempelvis 300 kan man i højere grad diskutere om det nærmer sig noget toksisk.

Men man skal heller ikke overfortolke, tillægge afsenderen motiver han måske slet ikke har haft eller glemme at det er underholdning. Sin City er ikke skrevet for at være dyb, samfundsrelevant og stor kunst. Man kan frit ophøje den til det hele, eller noget helt omvendt og andet. Men udgangspunktet er noir og pulp.

Hvor Miller bygger videre på hans tidligere output, forfiner sin stil og tone ved at skære fra og skærpe det hele. I mange af sine tidligere (fortjent) hyldede serier og enkeltstående værker har vi også sjældent fået Miller i sin reneste og pureste form. Noget har han både tegnet og skrevet selv (mest Dæmonen i start-80erne), men ellers er der tale om kreative samarbejder.

I Sin City tegner og skriver Miller selv og er i fuld kontrol. Det er den rene varer og den smager godt. På sigt blev det nok også lidt en blindgyde, der kommer et punkt hvor man ikke kan skære mere ind til benet inden man saver det over. Men det er vi et stykke fra i Det Svære Farvel.

The post Pensum: Sin City – Det Svære Farvel appeared first on Kathoom.

It’s Miller time

Frank Miller behøver næppe den store introduktion, der er skrevet utallige artikler, bøger og lavet film om tegneserielegenden (med mere). En interessant, vigtig og også kontroversiel skikkelse indenfor amerikansk tegneseriekunst, som har prøvet lidt af det meste.

Fra en spæd start, hvor blandt andet Neil Adams forbarmede sig over den stadig noget kantede og søgende Miller. Til en langsom, men sikker opstigning, hvor han begyndte at finde sig selv og anerkendelse hos Marvel med arbejde på først Spider-Man og Punisher, inden han for alvor slog igennem på Daredevil.

Inden han cementerede sin generationsstjerneskuds- og legendestatus hos DC med The Dark Night Returns og Batman: Year One. Sideløbende fik han tid til passionsprojekter som Ronin og senere, efter en mislykket afstikker til Hollywood, Sin City og 300. Inden han i sine senere år, tilsyneladende tabte tråden og mistede forstanden en smile grundet et eskalerende misbrug.

Helt galt gik det i kølvandet på 9/11, hvor hans galoperende paranoia medførte noget, der kunne tolkes som islamafobi. Og kritiserede værker som Holy Terror og flere forfejlede tilbagevenden til Batman med mere Dark Knight og den stadig uafsluttede All Star Batman & Robin. Dog lader det til, at Miller på det seneste har fået samlet hjernen og karrieren op fra skraldespanden.

Syndernes by grundlægges

Sin City begyndte, at udkomme da Miller i manges optik allerede havde peaket fra midt- til slut-80erne. I 1991 optrådte Sin City for første gang i Dark Horse Comic antologiserien Dark Horse Presents. Efterfølgende blev det til 13 historier i bladet, som senere, i 1995, blev samlet i den første Sin City trade paperback The Hard Goodbye.

Miller var tilbage! Og han var det indenfor en genre, som lader til altid at have haft en stor plads i hans hjerte: hårdkogt noir af den klassiske slags, blandet med udpenslet vold, rusmidler som noget hverdagsagtigt og fristende og farlige damer. Miller med stort M for “MANDETING” eller “MACHO”.

Men, også en trang og hyldest til nogle “klassiske dyder”, også indenfor amerikansk tegneserie og popkultur generelt. Fortidens pulp udgivelser og gammeldags noir og gangsterfilm. Kørt igennem et narkotisk, kynisk og blodigt 80er-filter. En egentlig spøjs blanding af noget, som både er meget nostalgisk og sentimentalt, og tidstypisk. Men, også decideret usentimentalt.

Sex, spurt og skydere

I de efterfølgende år blev det til i alt 7 opsamlinger under Sin City banneret. Hvor af denne, der originalt bærer titlen Booze, Broads and Bullets, er nummer 6. Da den udkom på dansk via G. Floy Studio i 2006 var det nok allerede politisk ukorrekt, at havde kaldt “broads” for “kællinger”.

Godt det samme, men det siger måske også lidt om Millers tankegang, eller i hvert fald den (under)verden vi befinder os i, i Sin City. Som man jo også kunne nyde på det store lærred i de år, da Sin City gik til filmen i Robert Rodriquez version fra 2005. Som var en ganske vellykket film, hvad man ikke kan sige om den lidt forsinkede, og udskældte efterfølger fra 2014.

Mellem de to Sin City-film fejlede Miller selv også spektakulært med hans egen filmversion af forbilledet Will Eisners The Spirit. En eklatant fiasko, som Miller selv skrev og instruerede i 2008. Den har jeg PRØVET på, at se, men kunne ærlig talt ikke finde hoved og hale i den visuelt ellers markante film.

Sin City og Miller er altså, på flere måder en lidt fragmenteret og ikke uproblematisk størrelse. Eller, i hvert fald en titel, der trods succes, har haft en lidt broget gang på jord, sammen med den tiltagende plagede bagmand og kreative drivkraft. Sin City ER Frank Miller på godt og ondt, og Frank Miller ER Sin City.

Junk food eller festmåltid?

Frank Miller kunne sagtens være en indbygger i Basin City, hvor handlingen i Sin City udspiller sig. Stedet, hvor med Millers egne ord, “every cop’s a criminal, and all the sinners are saints, where the lowlifes would often be heroic, and the most stridently beautiful and sweet women would be prostitutes”.

Hvem Frank ville være, er nok op til fortolkning. Han er nok lidt af det hele.

Det er en verden, som med sine mange suspekte typer og anløbne karakterer, og skiftende omgivelser i byens underverden, lægger op til episodiske fortællinger. Helt i tråd med det noir/pulpede fundament, som det hele er bygget på. Gamle film-serials og tv-serier, pulp-hæfter og knaldromaner.

Sin City er et kalejdoskop, hvor man med skiftende blik zoom ud og ind. Ser noget skarpt, mens andet fordrejes eller glider ud af fokus. Det er nedslag. Og i den henseende giver en samling af one shot fortællinger, som man finder i denne bog glimrende mening.

Det ændrer dog ikke på, at man sidder tilbage med en lidt tom fornemmelse. Det føles mere, som junk food ovenpå tømmermænd, end et mættende festmåltid. På den anden side, så bliver man heller ikke forspist.

11 små episoder fra Sin City

Ud over løse nedslag hist og her gennem årene, så er Sex, Sprut og Skydere faktisk den første hele “bog” med Sin City universet jeg har fået læst. Hvilket jo også er hele idéen med “Pensum” delen her på siden: at indhente det forsømte.

At jeg så valgte, at starte her var lidt et tilfælde. Sin City har “altid” været på pensumlisten, men har altid syntes, at de var lidt halv-dyre, eller periodevis lidt svære at anskaffe sig, da de hele tiden bliver udsolgt. Ikke mindst på dansk, hvor de brugte udgivelser også kan være lidt pebrede i prisen. Men, så faldt jeg tilfældigt over opsamlingen her på det brugte marked, så hvorfor ikke starte her?

Sex. Sprut og Skydere viste sig også, at være en fin appetitvækker. Men, heller ikke meget mere. 11 fortællinger på cirka 150 sider, hvoraf de fleste er meget fattige på ord, og ikke mindst handling. De føles ikke så meget episodiske, men nærmere som et lille uddrag af handlingen I en episode.

Det har dog også sin charme, og der er noget meget “rent” og dejligt enkelt over det. Man kastes hovedkuls ind i en scene, hvor en karakter ofte er på flugt fra nogen eller noget, eller selv er jægeren. Og så ender det pludseligt og brutalt, men altid fatalt. Ingen lange indledninger eller langstrakte afslutninger, og mellemregninger er der ikke brug for.

Miller i sort og hvid

Sin City foregår ikke kun moralsk i et sort/hvidt univers, hvor de grå nuancer lever mellem ruder og stregerne. Millers ikoniske tegninger er også holdt i fortrinsvis “farveløse” streger. Og det ser generelt fantastisk ud! Stregen er enkel, kantet og for nogle nok tenderende til det primitive. Men for pokker, hvor er det flot og effektivt.

Det er nok også noget af det, som holder bogen her oppe og gør, hvilke af historierne, som i sidste ende skiller sig ud. De papirstynde plots er fælles på tværs af opsamlingen, men man husker især dem, hvor tegningerne brænder sig ind i hukommelsen på en.

Blandt mine favoritter er Marv, en Hellboys lignende kødklump, som man sikkert husker i Mickey Rourke skikkelse fra Sin City filmen, og hans befrielsesaktion af en lille pige fra et form for fængsel. Her kommer vi ud af byen, til et øde, sneklædt landskab. Det er helt enkelt, næsten uden ord og med ganske få, store tegninger.

Men, når Miller lader sneen falde, og tilfører endnu mere hvide flager til de sorte/hvide omgivelser, sker der et eller andet. Det er simpelt, men ekstremt stemningsfuldt og ser bare overlegent blæret ud. En både brutal, og meget lavmælt og egentlig håbefuld og smuk, lille fortælling.

Blå og røde fristelser

En anden favorit, er en fortælling med kvinder i henholdsvis rød og blå kjole, der er ret beset tale om 2 afsnit. De er en klassisk noir femme fatale/Miller prostituerede/lejemordere, han har et eller andet med kvinder, som prostituerede… det skal vi vist ikke dykkede nærmere ned i de dybereliggende psykologiske aspekter af.

MEN, selvom hans fremstilling af kvinder kan anskues som problematisk, både her og andre steder, så bør man ikke overse, at Millers kvinder sjældent er sagesløse ofre. De har ben i næsen, kan slå fra sig og trækker tit det længste strå overfor mændene. At det så sker med “kvindelist” og “ludertricks”, og andre andre stereotype karaktertræk er igen noget helt andet…

Kvinderne her vinder. Nok er de “ofre” i den forstand, at hun er presset ud i desperate handlinger og “sidder i saksen”. Men, de kommer ud af lortet, som en “vinder” i situationer, hvor der reelt kun er tabere. Fortællingerne følger kort fortalt formlen: kriminel mand falder for farlig kvinde, hun har sin egen agenda, han ender med, at miste livet.

Det der hæver fortællingerne er Millers brug af farverne rød og blå til hendes kjoler, i det ellers sort/hvide univers. Det får dem, og de kurvede kvinder, til at sno sig og hoppe op fra siderne. Primitivt og objektificerende? Helt bestemt. Men, i denne kontekst virkningsfuldt og flot eksekveret.

En mand af få ord

I det hele taget oser Sin City jo i bund og grund af stereotype plot, og karakterer, der er skrællet ned til de mest basale arketyper. Især når de, som her, præsenteres i så korte glimt. Der er ikke plads til, at folde noget ud, og heller ikke behov for det.

Det sætter en hel del krav til både de visuelle, men også evnerne som fortæller. Og her tænker jeg fortæller i både visuel form og det skrevne ord. Det første har Miller stadig et godt greb om her, selvom jeg ikke kan sammenligne med det øvrige Sin City materiale. Men, jeg synes Sex, Sprut og Skydere, trods den enkle stil, er alsidig, afvekslende og stemningsfuld.

Det skrevne er mere en ujævn oplevelse. Miller lader til over årene, at have forsøgt at koge hans skrivestil ned til sin reneste, destillerede form. De fornemmeste eksempler på dette (af det jeg har læst) er nok TDKR, Daredevil og måske egentlig også 300. Og andre vil sikkert fremhæve andre af Sin City titlerne, som jeg som nævnt ikke har fået læst endnu.

HER synes jeg dog, at Miller måske får det hele kogt så meget ned, at det bliver lidt spinkelt. Der er spredte guldkorn, og når Miller rammer den optimale form er der ikke mange, som kan matche ham. Han har en evne til, at kunne sætte en scene, eller stemning eller beskrive en figur med få, præcise ord, der får det hele til at vibrere og ånde.

Op- og nedture i Sin City

Sex, Sprut og Skydere er ikke Frank Millers stærkeste arbejde, og nok heller ikke hans bedste samling Sin City historier. Det fungerer, som en art appendiks eller parentes. På den led fungerer det dog også, som en fin appetitvækker.

Der er, som nævnt, højdepunkter at finde i det lille, fragmenterede udsnit man får af Basin City og dens skumle indbyggere. Der er noget dejligt enkelt og ligetil over mange af de små “morale fortællinger”. Og visuelt, er Miller stedvis stadig uovertruffen når han arbejder med sort/hvid kontraster, skygger og brugen af ruderne selv, som en måde, at fortælle og visualisere.

Momentvis hopper billederne direkte op fra siden, og bliver levende. Der er også noget filmisk over Sin City og måden Miller fortæller i ord og billeder, der bare fungerer skide godt. Derfor kan det også overraske, at der ikke er kommet mere i film eller tv-mediet fra Sin City? Det virker SÅ oplagt.

Alt i alt holder Sex, Sprut og Skydere hvad den lover. En serie one shots med sex… sprut… og skydere… Og ikke så meget fedt på sidebenene. Hvis man håbede på meget mere, bliver man nok lidt skuffet.

The post Pensum: Sin City – Sex, Sprut og Skydere appeared first on Kathoom.