Basserne… det, og Anders And bladet er vel lige så sikkert som amen i kirken, hvis man kigger på det danske tegneseriemarked? I over 50 år (!) er Basserne troligt udkommet på dansk, hvilket jo er en ganske utrolig bedrift i sig selv.
Der er blevet grebet et tilfældigt sted i bunken, og hævet et blad ned fra reolen (eller op af flyttekassen, hvis man skal være helt præcis). Så denne gang bladrer vi lidt i Basserne nr. 151, der udkom i 1983, og kigger lidt på den og de andre serier i bladet.
Var verden sort/hvid i 1983?
Verden var stadig sort/hvid i 1983, eller det var den i hvert fald når man slår op i Basserne nr. 151. I det år havde vi stadig heller ikke fået farvefjernsyn derhjemme, så meget af verden VAR rent faktisk sort/hvid for mig.
Jeg har ingen anelse om, hvor jeg har dette blad fra. I 1983 var jeg 4 år gammel, så det har med sikkerhed ikke været et blad, som jeg ejede dengang. Omvendt er der heller ikke nogen synlig brugtbladspris at se på forsiden, så det må være endt i mine flyttekasser med Basserne af omveje?
Da jeg først begyndte at dyrke tegneserier var Basserne obligatorisk læsestof sammen med ovennævnte Anders And. Andeby kunne man besøge ugentligt, mens Pløresødallejeren, hvor Basserne holder til, udkom hver 14. dag. Og det har det gjort uden afbrydelse siden marts 1972.
Jeg ved ikke præcis hvor mange Basserne blade jeg stadig har i samlingen, 1 ½ flyttekasse, give or take. Hvilket nok dækker de fleste numre fra 1987ish og en 10 års tid frem. Da var jeg videre, eller det var jeg nok egentlig noget tidligere. Men, ligesom med eksempelvis Garfield, som også var begyndt at køre i tomgang for længst, blev man jo loyalt ved med at følge serien.
Næsten trekvart århundrede med Basserne
Gad vide om der findes folk, der har fulgt serien siden sin spæde start i 1950? For nu 74 år siden debuterede Bettle Baily af Mort Walker som avisstribe i USA. Og den kører såmænd stadig i over 1500 aviser verden rundt i 2024. Tanken om, at der kunne sidde en 80-årig trofast læser derude et sted og gnække over løjerne er egentlig ganske hyggelig.
For Basserne er vel hygge? Og en form for “comfort comic”, hvis det er et begreb? Måske er det også derfor, at serien (sammen med Anders And) har klaret sig så godt i Danmark. Og som en af de eneste faste tegneserieblade, der stadig udkommer i trykt udgave. Nr. 151, som jeg sidder med her, kostede 7 kr. og 85 ører. I 2024 skal man slippe næsten 43 kroner – MEN så ER det jo også i farver!
Dermed er Basserne nået op over 1200 blade på dansk. Der må simpelthen være en eller anden psykologisk forklaring på, at lige netop Basserne har kunnet holde ved i over 50 år på det danske marked? Serien er vel (rent proportionelt) langt mere kendt og populær her end i hjemlandet?
Og giv så Mort Walker en posthum royal orden af en slags, Kong Frederik!
Er Pløresødallejeren fanget i en tidslomme?
Som bekendt var Mort Walker mere eller mindre med inde over serien helt frem til sin død, som 94 årig, i 2018. Serien køres nu videre af diverse samarbejdspartnere, samt Walkers sønner, der jo også må være oppe i årene efterhånden? Men bare rolig, Basserne synes så etablerede, at den serie nok bare får lov til at køre “for evigt”.
Dermed er vores kære indbyggere i Pløresødallejren også fanget i deres alternative virkelighed for evigt. Og så synes man, at det efter 35 år efterhånden virker lidt skørt, at The Simpsons og indbyggerne i Springfield er fanget i et lignende timeloop… der er et stykke vej op til Bassernes næsten 3/4 århundrede!
Nye karakterer er selvfølgelig kommet til, og andre forsvundet, i årenes løb. Ligesom serien stille og roligt har fulgt med udviklingen i den forstand, at samtidens teknologi og lignende introduceres i seriens univers. Alligevel render de rundt i uniformer, der ikke ser ud som om de er væsentligt opdateret de seneste 50 år? Sært.
I det store hele, så står tiden, i hvert fald hvad humor og indhold angår, tilsyneladende stille for det her kompagni soldater.
Når tegneserier ender som masseproduceret metervare
På sin vis har Bassernes udvikling en del tilfælles med en anden stor serie, der optræder på et par sider i blandet. Vi får nemlig også en lille portion Garfield, der kigger forbi i nogle striber fra de tidligste år. Garfield skal nok få et helt særskilt skriv på et senere tidspunkt, så den lede hankat vil jeg ikke dvæle for meget ved her.
Men ligesom Basserne endte med at finde en ret fast skabelon, og et mere strømlinet look, i forhold til de tidlige års lidt mere kantede, så udvikler Garfield sig i samme retning. Alt fra figurdesign, der bliver mere rundt og blødt, til humoren, indtil man når et punkt hvor det kan fremstå som metervareproduktion, der spyttes ud fra en fabrik.
I dette blad får faktisk mulighed for at sammenligne og følge Bassernes udvikling. Hvor Garfield, og bladets øvrige serier, er låst en bestemt tidsperiode udgivelsesmæssigt, så får vi både samtidig Basserne og et kig tilbage til 1954. Her er Basserne altså kun 4 år gammel, hvor de første par år blev brugt på at følge Jens Fup på college.
Tidlige Basse-striber giver to fine grin
Jens Fup og de øvrige figurer, der her ikke helt ligner sig selv, som de fleste vil kende, er altså relativt nye i trøjen. Deres personlighed og karakteristika er allerede ret definerede, mens det visuelle udtryk er markant anderledes. Det ligner meget mere samtidens 50er “Archie-comics” stil end det mere enkle look med tydelige, tykke runde streger.
Samtidig har Walker stadig masser af uberørt materiale at lege med, inden det repetitive arbejde med at tegne og skrive en daglig stribe bliver mere tydelig. Det er jo en helt naturlig udvikling, som alle serier, der bliver en succes og kommer til at køre i årevis, løber ind i .
Det gør dog, at disse sider fra 1954 gav mig de to grin, som jeg kunne opstøve i hele bladet. Jeg smilede et par gange, men ellers har tidens gang (og min alder og ændrede smag) medført, at der ikke er meget andet end tidsfordriv at finde på disse sider.
Der er tale om to “skilte jokes”, som simpelthen ikke er blevet/kunne oversættes pga. den engelske betydning og kontekst. Klogeligt har oversætteren ladet det engelske ord stå, og oversat det i en note. Der er tale om nogle fine, små ordspil, der viser at Walker faktisk kunne være finurlig.
Rødhuder og Frøædere!
Ellers er det gældende for både Basserne og Garfield, at komikken i de samtidige striber er af den meget velkendte slags. Slap-stick, situationskomik og karakterbåret, hvor figurerne reagerer helt som forventet ud fra de fastlagte karakteristika.
Stilen går igen i de fleste af de øvrige serier i bladet, hvor en anden Mort Walker serie, Mads og Misse, nok er den mest prominente. Den serie har jeg tidligere skrevet mere om, da jeg kiggede på Kisser nr. 1.
Derudover får man lidt Rødøje og Legionen. Rødøje, skabt af Gordon Bess i 1967, kørte indtil 2008, hvor nye kreative kræfter havde taget over. I serien følger vi den titulære Rødøje og livet i en stereotypisk indianerstamme. Stilistisk og humormæssigt kunne man kalde den Hagar (der også får 3 sider i bladet) som indianer. Sgu’ en lidt halv-sløj omgang, som heller ikke fandt særligt morsom som barn.
Det samme kunne man sige om Legionen, men den har i det mindste en lidt anderledes setting at arbejde med. Fremmedlegionen anno “før i tiden”, ørken og noget fransk set igennem amerikanske øjne. Ikke at det gør den (frø)lårs-klaskende morsom.
Fra blond golddigger til wholesome husmor
Den sidste serie der er repræsenteret er klassikeren Blondie, der faktisk er suverænt den ældste serie i bladet. Den blev nemlig skabt af Murat. B “Chic” Young helt tilbage i 1930. Den kan altså snart fejre 100 års jubilæum (!) for den kører stadig.
Chic Young skrev og tegnede Blondie frem til sin død i 1973, hvor hans søn og skiftende samarbejdspartnere tog over. Serien har helt naturligt gennemgået en del forandring siden 1930, hvor den debuterede under depressionstiden i USA. Den titulære Blondie (en blond skønhed), brugte her sit udseende til at snøre skørtejægeren, og en velhavende arving, Busser.
I løbet af de efterfølgende år fandt serien den form, som stadig er kernen. Et tids- og sindbillede på den amerikanske middelklasse kernefamilie med Blondie som hausfrau med sund fornuft og ben i næsen. Mens Busser kan få lov til at passe job og bumle lidt rundt. 2 børn, 1 hund, dyt i garagen, hvidt stakit og forstadsidyl og trummerum.
Jeg har altid forbundet serien med noget, der havde en distinkt “50er følelse” over sig. 50erne, og familielivet, som det ofte blev fremstillet i øvrig populærkultur. En form for amerikansk Morten Korch? Det er mægtig hygsomt og wholesome, men sjovt? Naaah, måske nærmere “pudsigt”.
Jeg har vist sagt det før, men…
Jeg føler næsten at jeg gentager mig selv… mere end jeg plejer? Men, som med mange andre af disse humorblade, der var et hit i min barndom så kan jeg godt mærke at der er gået 30-40 år. Det er da bestemt et hyggeligt gensyn, og som at komme hjem, men der er også en grund til at man “flyttede”.
Det er trygge rammer, tilforladelig humor og hyggeligt tidsfordriv. Mere er det så heller ikke, og der er meget, meget langt mellem noget, der minder om regulære grin. Jeg kan ganske enkelt ikke erindre om det også var tilfældet dengang? Det var det muligvis, og helt sikkert med tiden – men man blev ved med at købe bladene af gammel vane.
Hvor en serie som eksempelvis Steen og Stoffer stadig føles ret frisk, og kan få mig til at trække på smilebåndet, så er det lidt mere anstrengt med en serie som Basserne. Den fremstår dog stadig mere tidløs end de fleste af de andre serier, der optræder i samme blad.
