Så skal vi har rørt lattermusklerne! Varm op, stræk ud og vær klar til, at køle hænder og lår efter der er blevet klasket løs!! Og forbered dig på, at blive stakåndet og få morskabssidestik!!! OK, pust ud og fald ned, vi har bare hævet Kisser nr. 1 ned Fra Reolen.
Hi and Lois, Mads og Misse på dansk, blev skabt af Mort Walker og tegner Dik Browne, i 1954 og publiceret af King Features Syndicate. Som en form for spin off til duoens anden serie Beetle Bailey, bedre kendt som Basserne på vores breddegrader. Der er endda en direkte forbindelse, i det Misse er Jens Fups søster.
De to serier har også lavet flere crossovers gennem årene, ellers co-eksisterer de i hver deres del indenfor det samme univers. Mads og Misse kører stadig, nu drevet af de to skaberes sønner. Og har været en fast bestanddel af Basserne siden nr. 21 fra 1975, kun afbrudt af mindre pauser.
På dansk har serien af flere omgange været forsøgt udsendt i eget blad. Blandt andet Kisser i slut-80erne (opkaldt efter familiens mindste datter) og et par år senere Kandis. Serien fik et skud igen i start 00erne, men heller ikke her holdt bladet længe nok til for alvor, at bide sig fast på markedet.
Alle blade gik altså forholdsvis hurtigt i sig selv igen. Måske var markedet mættet hvad bløde humørblade angik? Eller også var serien bare ikke stærk nok til, at kunne bære en titel, selvom der var masser af andre serier i bladet. Det ER også en serie, som for mig fungerer bedst som en del af et “ensemble”.
Familie-sitcom i tegneserieformat
I dette Interpresse blad, udsendt i perioden 1988 til 90, optræder udover Mads og Misse 4 andre serier, fordelt på 34 sider. Formlen er velkendt, en “hoved/titelserie”, som er den mest populære til at trække læsset og sælge bladet. Og så en række mindre, muligvis billigere som fyldstof og afveksling.
Mads og Misse kan nok heller ikke trække læsset alene, på amerikansk har serien også kun været ude i eget blad en kort periode i slut-60erne. Selvom Kisser her udråbes til “stjernen” pga. bladets titel, så er det hele familien, der er omdrejningspunktet. Den amerikanske kernefamilie, der lever det stille, “normale” middelklasseliv i forstæderne. Relaterbart i den vestlige verden, og nok del af seriens overordnede appel. Det er velkendt americana, sitcom familien, som vi kender fra utallige film og tv-serier.
Humoren er godmodig, høflig, aldrig grov og meget blød. Ofte er der tale om observationshumor og situationskomik, helt i tråd med Walker og Brownes stil fra Basserne. Her er figurgalleriet bare mindre, og komikken i endnu højere grad koncentreret om familiedynamikken. Far og mor er forældre-agtige, teenagesønnen lidt en laps og Kisser fungerer, som den undrende observatør, der udstiller det lidt absurde i livet og stiller de store spørgsmål.
Uskyldsrent, forudsigeligt, hyggeligt og en lille smule jovialt kedeligt. Her er ingen “laugh out loud”-øjeblikke, allerhøjest et tø-hø.
Muntre Momsemor er bare så skør!
Den anden større serie i bladet er en anden gammel kending fra eksempelvis Basserne. Her har Momsemor også optrådt over årene, dog mere sporadisk, måske fordi der ikke har været nær så meget materiale af plukke fra?
Serien er dansk, skabt af Werner Wejp-Olsen (1938-2018), som også er kendt fra Peter og Perle, samt Felix, som han dog ikke selv skabte. Det specielle ved den martinidrikkende og cigarrygende Momsemor er, at serien er skabt til det amerikanske marked. Hvor serien under navnet Granny and Slowpoke, i en periode i midt-70erne, da den var på toppen, kørte i 25 amerikanske aviser.
Serien blev dog aldrig den helt store succes, og i 1977 overgik den til Ekstra Bladet. På dansk gik det lidt bedre, og serien er blandt andet også udkommet i en række albumstørrelse udgivelser. Her kan man, måske også aflure en del af humoren ud fra titlerne, som Momsemor “Med kørekort til stor indkøbsvogn”…
Hæhæ… meh. Mjah, Momsemor, jeg ved sgu’ ikke. Har aldrig været den store fan, må jeg sige! Det var en af de serier, som jeg enten skimmede hurtigt, med morgen/middagsmaden hængende i mundvigen. Eller helt hoppede over, når den dukkede op i Basserne. En martinidrikkende og cigarrygende “bedstemor med slag i”, burde da ellers rumme et vist potentiale?
Det meste af humoren er dog af den meget “flade”, situationskomik slags, som virker utroligt bedaget og alt for pæn. Momsemors adfærd og handlinger er kun “OUTRAGOUS”, hvis man placerer hende i en eller anden nosseløs 50er/60er kontekst. Hvor det virker hysterisk morsomt og langt ude, at gamle mennesker kan opføre sig “ungdommeligt”.
Var det butleren der gjorde det?
En anden serie af Wejp-Olsen, eller WOW, som han underskrev sig, der er med i Kisser, er Dick Danger. Nej nej, bare roligt, det er ikke noget frækt eller faretruende. Dick Danger er hverken pornoskuespiller, eller actionhelt (hey, nogen der kan huske Indiana Jones-klonen Rick Dangerous til Amiga 500? Fede spil…).
DD er kriminalbetjent, eller kommissær… eller er han privatdetektiv? Naaah, han er nok politimand af en art? Men, af den gammeldags “fiktions” slags med frakke, blød hat og sikkert en lup i lommen. Som en krydsning mellem Columbo og Jensen fra Olsenbanden med et stort overskæg. Han er dog mere kompetent end Jensen!
Der er tale om 1-sides mysterier, hvor læserne, sammen med DD skal opklare en kriminalsag. Sporene er gemt i panelerne, enten som hints i teksten og dialogen, eller visuelle “clues”, som man den opmærksomme læser skal fange. Svaret findes som regel på sidste side i Basserne, eller her. Eller efter tegneserierne i Hjemmet, eller hvilket ugeblad eller avis serien nu har optrådt i.
En serie, som jeg faktisk fik en smule fornøjelse ud af, som jeg husker det. Det var meget skægt og hyggeligt, at se om man var lige så snu som Danger og kunne regne den ud. Mysterierne er, i kraft af, at det er 1-side, ofte ikke videre komplicerede. Men, jeg synes alligevel, at WOW får en del ud af begrænsningerne, og af og til også får noget ganske snedigt og det optimale ud af formatet.
Er du til klassiske krimier, og serier som netop Columbo, så er der sikkert stadig nogle fornøjelige stunder, at hente i selskab med Danger. Jeg tænker ligeledes, at der modsat Momsemor, er noget lidt tidløst over Dick Danger. Og noget til de små grå, som giver serien noget almengyldig appel, hvor yngre læsere også kan være med.
Tulles meget lille hverdag
De sidste to serier i Kisser slår vi lige sammen, da det er dem der får mindst plads. Og de fortjener heller ikke meget mere uden, at lyde for grov.
Tulles Lille Verden af Jerry Marcus får hele 2 sider, hvor der er dømt husmorhumor, som sikkert virker totalt forældet i 2022. Og med god grund, det er ikke i Trudy, som serien hedder på originalsproget, at der nedbrydes nogen form for barriere eller kønsrollemønstre.
Der er tale om 1-panels/billede avisstribe form med tekst under rammerne. I Kisser får vi 8 billeder på 2 sider og ingen grin. Det er humor af typen, hvor humoren opstår i ét øjeblik, der involverer Tulle, familiemedlemmerne eller deres kæledyr i hverdagssituationer. Problemet er, at det åbenbart lever et utroligt beskyttet og kedeligt liv… Men, det var nok til, at over 75 aviser var med på legen, da serien debuterede i 1963.
Morskab på romernes tid
I Romeriget finder vi Marius og Missa, der ligeledes har fået 4 sider cirka halvvejs gennembladet. I bufferzonen mellem anden runde med Mads og Misse, Momsemor og DICK. Den fungerer nok også bedst som fyld, eller mellemlægspapir, Hvis de andre serier er lidt går leverpostej med nutidens øjne, så er det her ikke meget andet end let-fedtsugende papir.
Serien er skabt af Johnny Sajem, der også har skabt serien Seaweeds, og arbejdet på kendte titler som Muppet Show (tegneserieudgave) og i en periode Anders And. Marius og Missa hedder egentlig Evermore’s, og her er det oprindelige koncept det mest interessante. Da serien startede, fulgte den de samme karakterer, gennem skiftende tidsperioder. Fra hulemænd, over det gamle Ægypten til Det Vilde Vesten blandt andet.
Pointen var, at vise at det er de samme udfordringer og dynamikker folk har oplevet, selvom tiderne er skiftet. Det synes jeg er en sjov idé, som kunne fungere! Desværre kunne læserne ikke helt følge med, og blev forvirrede over de skiftende tidsperioder, så Sajem lod dem slå sig ned i det gamle Rom.
Og her er sgu’ lidt halv-sløjt… Det er den sædvanlige omgang avisstribe morskab, som man kender til hudløshed, tilsat anakronistiske bidrag. Hvor humoren skal opstå i mødet mellem en historisk tidsperiode og moderne tider. Jeg fandt ingen grin på disse to sider.
Kongens masseproducerede fabrikskomik
OK, så det her er humor af en bestemt tid, stil og beskaffenhed, som ikke sigter efter at prikke til, eller fornærme nogen. Det er helt uskadeligt, bagudskuende (selv da det udkom) med stort fokus på enten familien eller hverdagssituationer. Det er middelklassemorskab, som ikke rykker nogen grænser, eller forstyrrer forstadsidyllen.
Fællesnævnerne stopper ikke her, noget af det mest interessante ved disse serier, ud over den historiske værdi i en tegneseriekontekst, er at de alle udkom under King Features Syndicate paraplyen. Lidt af et tegneserie imperium, hvis historie strækker sig over 100 år tilbage. Et tryksyndikat, der siden 1914 har publiceret avisstriber og artikler, editorials og lignende.
Syndikatet er grundlagt af selveste William Randolph Hearst, amerikansk rigmand og avisejer, hvis firma, Hearst Communications stadig er blandt de mest udbredte, magtfulde og indflydelsesrige i USA. Hearst var Citizen Kane, bogstaveligt. Han var den slet skjulte inspiration for Orson Welles’ berømte film. I en sådan grad, at Hearst forsøgte at standse og kvæle filmen gennem sin indflydelse og en mediekampagne.
Hearst Communications er i dag en del af Hearst Corporations, der også ejer tv-selskaber, og alt der hører med. Regulær mediemastodont, der altså også publicerer omkring 150 forskellige tegneserier til over 5000 aviser. Syndikationen af tegneserier startede for Hearts allerede i 1880erne, inden han i 1913 etablerede det, der året efter blev til King Features sammen med manager Moses Koeningsberg.
Succesen for mange af disse serier skal altså, muligvis ikke kun findes i den konsensusopretholdende stil, eller nostalgi hos læserne. I kraft af King Features position, er der også en kraft i selve udbredelsen og mediemusklerne bag. Underholdning til og for masserne, som ikke forstyrrer samfundsordenen.
Kisser er også et ganske hyggeligt blad, hvis man stadig er til den stil og form. Hvis det så bare havde været lidt sjovere…
