Det er ved, at være et stykke tid siden, at vi har besøgt Marvelklubben. Hvad sker der mon i udgave nr. 83, Hulk Special nr. 3? Med historier af Bill Mantlo og en tegner som Sal Buscema? Mmm, det dufter af 80er nostalgi.
Helt i ånden fra dengang man kastede sig over tegneserier dengang, så springer vi direkte ind i handlingen. For, Special nr. 3 signalerer, naturligvis at der er gået 2 numre forud. Dem ejer jeg ikke, så jeg har aldrig læst begyndelsen til det, der fortsættes i dette, og det efterfølgende nummer. I første omgang udkom der nemlig, i perioden 1988/87 i alt 5 numre Hulk Special.
I tråd med de øvrige forsøg med, at udgive Hulk på dansk, var det tilsyneladende ikke den helt store salgssucces. Det ER også en lidt underlig og små-rodet periode for Hulk, og andre øvrige Marvelhelte. Selvom Interpresse og redaktionen (Marvel-Morten og Co.) gjorde en ihærdig indsats for, at strømline udgivelserne. Og få mere orden i udgivelserne på dansk end hidtil.
Vi er nemlig nået til historier, der foregår lige omkring Den Skjulte Strid, hvor mange superhelte “forsvinder” og leger crossover event. Det gør, at helte på kryds og tværs af blade “vender tilbage” inden de er forsvundet, da Den Skjulte Strid løb et års tid bag i Edderkoppen. Og når man så heller ikke fik fat i alle blade, så…
Klippe og klistre med Marvel-Morten?
Forvirringen bliver ikke mindre af, at Hulk Special nr. 3 starter med en 1-siders prolog med henvisning til tidligere blade. Og dernæst går i flashback-mode, først med en kort 7-siders historie, dernæst er det som om bladet og hovedhistorien sådan RIGTIG starter. Der er vist blevet klippet og klistret?
Bruce Banner sidder i/på et eller andet udefinerbart sted, måske det astrale plan. Han er i hvert fald forvist dertil af Dr. Strange, efter Banner har truet med at tage sig selv af dage. Så kan han sidde der og gruble over livet. Måske foregår dette efter eller under Den Skjulte Strid? Aaanyway, Banner begynder, heldigt for os læsere, at tænke højt og meget farverigt og grundigt.
Han mindes en tid umiddelbart efter De Fantastiske 4 har været i kamp med Terrax (Edderkoppen 6+7/85 på dansk), hvor han opsøger Reed Richards. Hulk er blevet intelligent, Banner har nu kontrol over monsteret. Richards, og andre helte, sørger for, at Hulk benådes for tidligere ugerninger. Faen, han får endda en helt parade, og stillet et nyt domæne/laboratorium til rådighed, hvor Banner/Hulk kan bedrive forskning.
Han ønsker, at undersøge om gammastråling kan have en gavnlig virkning for menneskeheden. Træt af at kæmpe, er han nu helliget videnskaben. Han har endda overskud til, at indlede et forhold med assistenten Kathrine Waynesboro. Under en rejse overfaldes de i lufthavnen af en ukendt gerningsmand, der forsøger at skyde Banner.
Hulk smadre, Hulk genopbygge
Fortidens synder har indhentet Bruce Banner. Det viser sig, at attentatmanden er et tidligere offer for Hulkens gerninger og hærgen. Under en kamp med militæret jævnede Hulk hans hjemby, og hus ved jorden. Banner opholder sig nu i Baxter Bygningen, mens Richards er udenbys for, at undersøge og lokalisere nogle energistrålinger fra rummet.
Samtidig har Banners forskning i gammastrålingernes gavnlige virkning nået et punkt, hvor han overvejer om de kan bruges på gavnlig vis i fødevareproduktion. Bestrålede afgrøder kan spises, tilsyneladende uden bivirkninger? Aha, mhmm, yes, helt sikkert.
Om natten har Banner et langt mareridt om, at miste kontrollen over monsteret inden i ham. Næste dag opsøger han skytten i fængslet, og får dennes triste forhistorie. Hulks ødelæggelser var indirekte skyld i, at hans liv gik i opløsning. Og, at han mistede alt, inklusive hans familie. Banner plæderer for, at hans attentatmand skal benådes.
Med hjælp fra Matt Murdock får Hulk manden benådet, men hvor skal han tage hen? Hjem! For Hulk har som end, ved håndkraft og Hulk-arbejdsmoral genopbygget hele den ødelagte by. Alt er godt, eller?
Gamle gangstere, boomeranger og dyreforsøg!
Som man ved venter den næste udfordring altid ét hæfte væk hos Marvel, og allerede i det efterfølgende nummer får Hulk problemer igen. Denne gang med en skurk, som altid vender tilbage. Boomerangen! Åh nej, lejemorder B-liste skurk slår til igen!!
Boomerang er hyret af en aldrende, dødende gangster, Max Stryker, der leder efter en kur. Løsningen kunne være Banners nye gammastråler, naturligvis. Banner er gået i gang med, at teste strålerne på levende væsner, i dette tilfælde en hund. Dyreforsøg i Marvel tegneserier? Den var nok ikke gået i dag. Nuvel, kræet overlever behandlingen, eneste bivirkning er, tilsyneladende, at den er blevet… grøn.
Det kan man vel leve med, omgivelser og mennesker i denne passage af hæftet er også skiftevis røde, blå eller grønne. Dårlig/billig farvelægning, trykfejl eller kunstnerisk valg? Nuvel, Banner går glad i bad efter, at have mysset lidt med assistenten #hulkmetoo
Her overvældes han først af hans indre monster, dernæst af Boomerang, som på upassende vis overfalder en nøgen mand, på vej ud af badet. Efter en lang omgang, fugtig brydekamp kidnapper Boomerang Katherine. Stryker kontakter efterfølgende Banner og foreslår den oplagte byttehandel. Strålebehandlingen ser ud til, at virke, selvom Stryker bliver lidt grønlig i det.
Hulk hopper straks mod New York for, at samle det kidnappede fruentimmer op. Stryker bor nær Central Park, hvor noget fanger Hulks opmærksomhed. Et lys, der strømmer ud fra en mystisk bygning. Han træder nærmere, træder ind i konstruktionen og… forsvinder?! Følg med i Den Skjulte Strid for, at finde ud af hvor Hulk lander. Men, hvad med Stryker og Wayneboro?!
Bill Mantlo, kongen af Marvel fill-in historier
Hæfterne er, som nævnt skrevet Bill Mantlo er, trods en karriere, der i sidste ende blev forholdsvis kort, lidt af en institution indenfor amerikansk tegneserie. Navnlig hos Marvel, hvor han siden midt 70erne nåede, at arbejde på en stor del af forlagets mange, forskellige titler. Det hele sluttede dog brat, da Mantlo i 1992 blev påkørt af en bil. Inden var tegneseriekarrieren dog begyndt, at blive neddroslet grundet stridigheder med Marvel.
Siden ulykken har han været afhængig af andres hjælp grundet svære hjerneskader for, at kunne klare sig igennem hverdagen. Og har, naturligt nok ikke kunnet arbejde på nogen måde. Han havde ellers gjort lidt af en kometkarriere, og hurtigt arbejdet sig op gennem Marvel-rækkerne, efter hans første, spæde start på et Kung-Fu magasin i 1974.
Mantlo kom under redaktør Marv Wolfmans vinger, men hurtigt opdagede andre Marvel redaktører Mantlo og hans meget nyttige kvaliteter. Han var nemlig hurtig, leveringsdygtig og stabil. Og ikke mindst punktlig. Hvilket var noget, der kunne bruges hos et forlag, som Marvel, der sprøjtede utallige serier ud i en fast rytme – om medarbejderne så kunne følge med eller ej.
Det kunne Mantlo, og hans spidskompetence blev hurtigt, at han blev (uofficiel) konge af fill-in historier. Hvis man lige manglede noget til et blad, så prikkede man til Mantlo. Som leverede. Senere havde han længere forløb på titler, som Micronauts, ROM, Spectacular Spider-Man og altså Hulk.
80er Hulk og Marvel-metoden
Historierne i Hulk Special nr. 3 er klassisk “arbejdsmand” og transportbånds-Marvel. Og det mener jeg ikke, nødvendigvis som en dårlig ting. Det skriver hele tiden fremad, med masser af flashbacks til tidligere begivenheder. Der bygges videre og ovenpå, og alt leder hele tiden videre til det næste, så historien kan kører videre i næste hæfte.
Det giver både et godt tempo, og en fornemmelsen af at tingene aldrig står stille. Man kan i teorien også hoppe på når og hvor som helst. Der kommer altid spredte henvisninger og forklaringer, så man aldrig er helt tabt. Det var også noget af det, der fascinerede mig som barn. Man havde følelsen af, at dykke hovedkulds ned og ind i noget større. En større verden og fortælling, som man så kunne udforske senere, eller bare have liggende i baghovedet, som en eller anden spirende forestilling.
Hulk var dog aldrig en af mine favoritter dengang. Det var ikke fordi, at han/historierne var kedelige. Jeg kunne måske bare bedre relatere til andre helte i Marvel-universet? Og, fangede måske heller ikke helt dybden og nuancerne i “det indre monster”, og alt der der med, at Banners største konflikt på et metaforisk plan er inden i ham selv.
Jeg havde dog også lidt “problemer” med Hulk skurkegalleri, som jeg aldrig helt blev fanget af. Det skyldes, muligvis også den periode, og det materiale, som Interpresse havde adgang til, eller valgte af udseende på dansk i den periode. Og så var blade som dette, i mine øjne dengang, også bare lidt grimme?
En de scener, som jeg husker ganske tydeligt fra dengang i 80erne, da jeg læste bladet de første gange 
Og det her billede… hvilken muskelbøf! “Heldigt”, at vanddampene smyger sig på den måde omkring de mere delikate områder, der ikke tålte uskyldige børneøjne… 
Helbredt? Og med en ny, sund kulør. 
Hvor ender Hulk mon henne?! Læs med i Edderkoppen fra nr. 36 og et års tid frem!
Klippe og klistre med Marvelklubben
Hulk var, især i disse Hulk Special blade lidt urovækkende og uhyggelige. Farverne var mere syrlige og giftige, og figurerne og omgivelserne lidt mindre indbydende, at kigge på. Det er de stadig, men nu fanger jeg det også som en del af en større, grundlæggende stemning. OK, noget af det er også dårlig farvelægning, men altså, det var så også en del af “charmen” dengang.
Sal Buscema har jeg et on/off forhold til, dengang var jeg ikke fan, slet ikke da han begyndte at være fast inventar på Edderkoppen i start-90erne. Nu sætter jeg nok lidt mere pris på hans lidt grovere og firkantede streg, der er noget brutalt og enkelt over det, som passer fint til en figur som Hulk.
På klubsiderne bagest i bladet forklarer Marvel-Morten, at de egentlig tidligere havde lovet, at dette nummer ville være tegnet af John Byrne. Men, han skred pludselig fra Marvel for, at tegne og skrive Superman. Derfor valgte redaktionen i al hast, at hoppe tilbage i kronologien og få banket disse 68 sider sammen. Det forklarer muligvis, at bladet indledningsvist virker lidt klippet og klistret sammen. Materialet stammer nemlig fra de amerikanske Hulk blade #278, #279, #285, #293 og #294!
Det forklarer jo en del. Måske man skulle have læst klubsiderne først?! Naaah, forvirring var OGSÅ en del af charmen. Og det er det så, åbenbart stadig.
