Reolen er blevet rodet igennem igen, og endnu en tegnserierudgave af filmen er blevet støvet af. He’ll be back, og han kom tilbage. Denne gang skal vi kigge lidt på Terminator 2 i tegneserieform.
Til overraskelse for absolut ingen, så udkom bladet i kølvandet på filmen af samme navn fra 1991. Oprindeligt udsendt, som en 3 hæfters mini-serie via Marvel, mens den udkom i samlet form via Interpresse på dansk. 68 sider i farver, oversat af selveste Morten Søndergaard aka Marvel-Morten.
Historien er skrevet af Gregory Wright, baseret på filmmanuskriptet, naturligvis og tegnet af selveste Klaus Janson. Sidstnævnte behøver nok ikke nogen nærmere introduktion, hvis man har fanget lidt klassisk Frank Miller Dæmonen og Batman hist og her. Hr. Wright måtte jeg lige Google, han har et hav af Marvel titler krediteret til sit navn, som forfatter og redaktør, men er ellers en, som er røget lidt under min radar.
Måske fordi, at han er en klassisk håndværker/arbejdsmand? I hvert fald er tegneserieudgaven af Terminator 2 så “paint by numbers”, at det ikke kan have taget lang tid at koge sammen. Faktisk tror jeg, at det kunne klares i en frokostpause.
Langt ude på bøhlandet
Filmen havde kort sagt fortjent bedre. Den var et vaskeægte hit i sin tid, og tilmed verdens dyreste film, da den ramte biograflærredet. Jeg husker det, som en ægte happening og stor oplevelse, da jeg så filmen i den lokale biograf. Måske også fordi, at jeg boede så langt ude på bøhlandet, at den lokale biograf lå i en by 15 kilometer fra min bopæl.
Så man måtte tage bumletoget, og gå et par kilometer fra stationen, plage ens forældre eller hoppe på cyklen. Det var altså på flere måder en begivenhed, at gå i biografen dengang. Måske derfor, at disse oplevelser og film også brændte sig fast i hukommelsen. Samt, at man lige havde den alder, hvor musik, film og anden populær kultur for alvor gjorde indtryk. Jeg må have været 12 år, da Terminator 2 havde premiere.
Jeg er ret sikker på, at jeg på daværende tidspunkt ikke havde set den første Terminator-film fra 1984. Den var kategoriseret, som værende lidt en horrorfilm, og uhyggelig. Og dermed ikke så udbredt og tilgængelig i min omgangskreds, som man måske skulle tro? Eller også var den bare ikke helt blevet en del af 80er zeitgeisten, som 2eren blev i start-90erne?
Eller havde jeg fanget den på VHS/optagelse fra TV? Måske i en tysk dubbet version? Det er så østrigske Arnold synkroniseret af en tysk skuespiller… Nå, sidespor! Mit forhold til Terminator franchisen INDEN film nummer 2 står altså lidt uklar for mig, men jeg vidste nok til, at jeg skulle i biffen og se opfølgeren.
Men hvorfor så det?
Mere end bare en film
I stil med den første Tim Burton Batman-film 2 år tidligere, var det her altså et reelt fænomen og blev en del af tidsånden. Reklamekampagnen og marketingsmaskinen kørte på højtryk, Terminator 2 var OVER ALT.
Fulgte du bare lidt med i, hvad der rørte sig i populærkulturen, så var det nærmest umuligt, at undvige en salve fra en Terminator. Der blev skudt med spredehagl. Udbuddet af medier og “kanaler” til, at kæmpe om potentielle kunders opmærksomhed (og pengepung) var vokset siden barndommen i fattig 80erne. Men, stadig ikke så voldsomt, at man ikke kunne strømline en kampagne og sætte sig på “markedet” for en stund. Med massiv eksponering til følge.
Selvom man kender lidt af det samme i dag, fra eksempelvis de store Marvel-film, nyere Star Wars eller lignende, så var det her altså lidt noget andet. Verden var bare et lidt mindre sted, og der var, trods alt, færre steder, at kigge hen. Så selvom en film (eller en musiker for, at nævne et andet eksempel) hitter stort i dag, så er det umuligt, at sætte sig på “hele markedet”. Det kunne man dengang. Derfor virkede et “hit” også mere massivt.
Om man ville eller ej, Arnolds seje fjæs og store gun havde dig på sigtekornet. Lasersigte! Nyhedsindslag, avisartikler, Troldspejlet, computerspil, interviews, MTV musikvideo med Guns ‘N Roses, merchandise i alle afskygninger.
Og altså en tegneserieudgave af filmen.
Terminator 2, nu i light version
Har man set filmen (hurtig håndsoprækning, er der nogen, som ikke har?!), så er denne tegneserie ikke meget andet end et resume af filmen. Der er nærmest ingen afvigelser, ud over at handlingen er kogt yderligere ned og destilleret til et absolut minimum.
Det til trods, at der på bagsiden bliver lovet, at bladet indeholder scener, som “blev klippet ud af filmen”. Arnold der smiler og en scene, hvor han får lavet et hul i hovedet og “mange flere”. Nuvel, de scener ER da med i tegneserien, men fylder ikke meget mere end et panel hver. Så, at kalde det scener er måske lige, at strække den lidt.
Man kan så med rette argumentere for, at det jo også er pointen og sikkert opfylder den arbejdsopgave, som Wright er blevet stillet. Og, man kan ikke sige, at han ikke løser den. Han overanstrenger sig bare ikke. Jeg kan reelt ikke se nogen grund til, at man skulle vælge, at læse denne tegneserie frem for, at se filmen. Det er bare et opkog af den kendte handling.
Selv en ellers habil tegner som Janson virker, som om han har tegnet det her i søvne med den gode arm bundet på ryggen. Det er kedeligt, uopfindsomt og egentlig lidt små-grimt og virker som rent bestillingsarbejde. Fotorealistisk er det ikke, men heller ikke voldsomt “cartoony”, det hele ser bare underligt udynamisk og uspændende ud. Med kedelig og uskøn farvelægning og generelt matte og flade farver.
Karaktererne ligner ikke film forlægget specielt godt, men afviger heller ikke så kraftigt, at de bliver decideret uigenkendelige. Det er en underlig mellemting, et kunstnerisk valg, eller også havde Marvel ikke rettighederne til skuespillernes nøjagtige udseende? Og alligevel er Arnolds fjæs fra filmen brugt til coveret?
Det eneste, som er gennemført her er, at det er pænt sløjt hele vejen rundt.
Popcornsprut i tegneserieform
Jeg ville ønske, at der var mere at sige om tegneserien, for filmen fortjener bedre. Det er der bare ikke. Måske, hvis du ikke har set filmen, og dermed ikke kender historien, men det er stadig kedelig læsning og trist at kigge på.
Efter ganske få sider, sad jeg allerede og tænkte: “hvorfor skal man læse det her?!”. Jeg ville hellere se filmen igen, selvom jeg kan den udenad. Den har i det mindste fede actionscener, som bestemt ikke er gengivet sindsoprivende i tegnet udgave og stadig ret flotte effekter – noget man heller ikke kan klandre tegneserien for.
Andre tegneserieudgaver af filmen, som jeg har læst, det være sig Jens Lyn, Rocketeer, tidligere nævnte Burton Batman, eller Star Wars (dem skal vi nok komme til i senere udgaver af Fra Reolen) har i det mindste haft ET ELLER ANDET. Flotte tegninger, stemning, en eller anden form for egen “stemme”.
Terminator 2 som tegneserie, føles mere overflødig end de nyeste film i serien. Ingen grund til, at gå tilbage til denne fuser og forsøge, at opstøve den danske udgave på det antikvariske marked.
