Flash Gordon: Filmen om Jens Lyn som tegneserie

by | Mar 3, 2022 | Fra Reolen | 0 comments

En pulp helt fra 30erne, som blev lavet om til en campy scifi-film i hælene på Star Wars succes. Med et soundtrack fra selveste Queen! De er, desværre ikke med i tegneserieudgaven af filmen Flash Gordon. Måske havde det hjulpet?

Ja, Fra Reolen dykker denne gang ned i en mindre vellykket “filmen som tegneserie” udgivelse. Hvor det går så hurtigt, at det stedvis virker som om man læser en trailer til filmen. Alligevel fanger man løbende, at netop Star Wars og George Lucas har lånt indtil flere ting fra den oprindelige Flash Gordon serie fra 30erne.

Flash Gordon debuterede som avisstribe i 1935, introduceret som en konkurrent til serier, som Buck Rodgers og John Carter fra Mars. Året efter kom der en episodisk filmserie, som blandt andet har kørt sidst i Troldspejlet i slut-80erne/start-90erne. Tegneserieudgaven, eller Flash Gordon – Filmen om Jens Lyn som tegneserie, blev udsendt at Interpresse i 1981.

Den gamle serial er nok mit første minde om karakteren og universet. Gammeldags, jovist, men vi kunne ikke vælge og vrage mellem TV-kanaler, og det skrabede scifi udbud da jeg var dreng. Så man tog hvad man kunne få. Filmen har jeg nok set umiddelbart efter. Husker den som underholdende eskapisme, meget camp og lidt kikset. Og så var der musikken…. FLASH. AH AHHHHH!

Flash på det store lærred

At kalde Flash Gordon en Star Wars ripoff ville ikke kun være lidt tarveligt, men også direkte forkert. Flash kom først med flere årtier. Men, filmudgaven var klart en reaktion på den succes Star Wars havde haft i biografen.

Flash Gordon var en del af en hel bølge, eller subgenre om man vil, af mere eller mindre vellykkede Star Wars ripoffs. Film, tv-serier, tegneserier/film, legetøj, you name it. Lugtede det lidt af rum og eventyr, så kunne det bruges. Blandt de mere kendte og nogenlunde succesfulde var en titel som Battlestar Galactica. Men, selvom titler som Battlestar Galactica har hængt ved, ikke mindst pga. 00er reboot serien, så nåede ingen Star Wars til skoleholderne.

Ej heller stakkels Flash. Filmen, instrueret af Mike Hodges, med navne som Max Von Sydow og Timothy Dalton på rollelisten, landede i biografen i december 1980. Budgettet var omkring 25-27 millioner dollars, egentlig ikke småpenge på den tid. Den endte med, at indspille i underkanten af 50 millioner. Altså ikke decideret et box office flop, men sådan lidt en blød mellemvare.

Jeg kender ikke dens efterfølgende VHS/DVD salg, og er heller ikke helt sikker på dens status som kultfilm. Hvilket kan medfører yderligere indtjening, og nærmest “evigt liv”. Har på fornemmelsen, at den dyrkes i visse kredse, men aldrig helt er brudt ud af den lukkede kult-klub og er blevet mere “mainstream” kult. I ved hvad jeg mener…

Filmen som tegneseriealbum

Tegneserieudgaven er altså i den fine, lange tradition med, at lave en tie in til en film. Det er måske en tradition, der nu hører fortiden til, men jeg ejer da en hel del tegneserier, som udspringer fra samme koncept. Burtons Batman, Terminator, Rocketeer, i 80er/90erne var det stadig en ting.

Kvaliteten var… Ujævn. Nogle gange fulgte de filmens handling slavisk, andre gange tog man sig visse kreative friheder. De værste er nok dem, hvor man har set filmen, og tegneserien virker som en art highlights fra filmen. Ofte uden, at der var plads til nødvendige mellemregninger, eller scener der er vigtige for forståelsen.

Tegneserie versionen af Flash The Movie falder desværre i sidste kategori. Selv uden, at have filmen frisk i erindringen genkender jeg scener. Men, en del af dem giver kun mening, eller har nogen form for kontekst, hvis man rent faktisk har set filmen.

I albumformatet får man 64 sider i farver, men en begrænset palette, skrevet af Michael Allin baseret på filmmanuskriptet af Lorenzo Stemple. Tegningerne har Al Williamson stået for. Williamson havde en lang, glorværdig karriere indenfor især scifi. Inspireret af Alex Raymonds originale Flash Gordon, over EC Comics titler til, ta-dah, Star Wars, hvor han tegnede de albums baseret på filmene, som blev udsendt.

Flystyrt, futuristiske drivhuse og Den Gule Fare!

Vi starter med en højdramatisk scene, et flystyrt! Ombord finder vi rugbystjernen Flash Gordon, ændret fra amerikanske fodboldspiller i den amerikanske udgave, åbenbart. Og vores kvindelige hovedrolle, Dale. De crasher i løbet af de første 2 sider, og pløjer, ved et heldigt tilfælde lige ind i Doktor Hans Zarkovs drivhus.

Eller, det ligner et futuristisk drivhus, men er nok hans laboratorium. Han er blevet smidt ud af NASA, fordi han ikke vil holde kæft om en forestående katastrofe. Månen vil støde sammen med Jorden! Hvordan ved han det!? Det har den her tegneserie sgu’ ikke tid til, at bruge et billede eller to på, at forklare.

Det er onde kejser Ming fra Mongo der står bag. Hvordan ved vi han er ond? Fordi der står, at han er ond. Og så er han en temmelig udpenslet asiatisk stereotyp-skurk, “den gule fare”. Eller “orientalsk”, ville det sikkert hedde på den tid. Et levn fra pulp-forlægget fra 30erne, som selv i 80erne må have virket lidt outdatet…

Hurtigt overbeviser Zarkov (ikke ved at byde dem på en kop Gevalia), sine uventede gæster om, at hoppe ombord i hans rumskib. Og sætte kurs mod…. Hmm, jeg ved faktisk ikke helt hvad Zarkovs plan er her. Af en videnskabsmand, at være virker han ret uklar i mælet. Ok, han blev jo også fyret. De 3 rejser ud i rummet, muligvis for at forhindre månen i at smadre ind i Jorden.

Der overraskes de strakt af en “kosmisk tornado”! Som sender dem igennem et form for ormehul (ikke nærmere forklaret). Og over i et andet “planetsystem” (placering ikke nærmere forklaret). Det er, selvfølgelig og helt tilfældigt, Mings Mongoliet, beklager:  Mongos.

Mange tilfældigheder i denne tegneserie allerede!

Jens Lyn-eventyr på lyshastighed

Herefter går det, meget episodisk over stok og sten. Ikke nok med, at albummet føles som fragmenter af gamle serials afsnit, opbygningsmæssigt kan det næsten minde om avisstriber.

Hver “scene” udspiller sig over 1-2 sider og ender på en mini-cliffhanger. Til forskel fra en tv-serial eller avisstribe, så får man her ingen naturlig pause, eller overgange. Vi iler bare videre fra scene til scene, og så tilbage igen. Det gør læseoplevelsen noget hektisk, men afslører samtidig den ret massive mængde af huller der er i handlingen. Eller ting, der er dårligt eller mangelfuldt fortalt. Shit just happens!?!

Et væld af karakterer, som måske får lidt mere personlighed og introduktion i filmen, dukker op. Nogle bifigurer, som kejserdatteren Aura, Prins Barin af og Vultan, leder af Høgefolket, får lidt kød på. Andre popper op i en enkelt scene, som et levn fra filmen, som rene plot devices. Eller er bare overflødige, burde være skåret ud og deres “funktion” i plottet måske bare forklaret i en tekstboks eller dialog. Det havde måske virket lidt billigt, men ikke mere billigt end de cameo-roller de ellers får.

Selv en visuelt fed karakter, som Kejser Mings Darth Vader, General Klytus bruges kriminelt lidt. Husker det også som om, at han var for lidt med i filmen. Han har dog, også i tegneserie udgivelsen sin ikoniske, og ret brutale dødsscene. Hvor han spiddes på en art roterende gladiator ring/skive, hvor de dødsdømte udkæmper deres sidste kampe.

Ming: dårlig far, forfærdelig kurmager

Nå ja, hvordan kom vi dertil?! Jeg var da lige ved, at forløbe mig her. Vi spoler lidt tilbage. Flash og co bliver hurtigt taget til fange, og han dømt til døden. Mings datter har dog allerede et godt øje til den hunky jordbo og vil gerne “beholde ham”. Det kan der ikke blive tale om og vi får en rask duel.

Hvor vores helt i slagsmål beskrives således: “Flash danser som en hvirvelvind…”… Så… “Flashdance”?! Nå, Aura rotter sig sammen med hoflægen og redder Flash fra død ved gift. Og han undslipper til skovmånen Aboria, hvor vægelsindede Prins Barin hersker. Han og Aura har også noget kørende. I mens forsøges Zarkov hjernevasket, og omvendt til den mørke side, mens Damesell in distress, Dale skal have afværget rapey Mings tilnærmelser.

Hun viser sig heldigvis, at kanalisere hendes indre Prinsesse Leia og viser sig mere handlekraftig end først formodet. Zarkov modstår hjernevasken (men spiller lidt med) ved ifølge ham selv at “recitere Shakespeare og Einstein”. Jord kunst og videnskab 1 Mongo mindfuckery 0.

Inden vi får set os om, via lidt krydsklip med Aboria og Flash og Prins Barins macho mandomsprøver og penis måleri, assisteres Dale og Zarkov af de flyvende Høgemænd. Alt i mens har Darth Klytus afsløret Auras dobbeltspil. Ming viser ingen nåde overfor sit utaknemmelige afkom og beordre hendes forhør fortsat.

Det mest fantastiske rumslag i Mongos historie!

På Aboria fortsætter Barin og Flash deres “min far er stærkere end din far” duel. De slås. Har gensidig respekt. Slås lidt mere. Flash undslipper døden, men ender i en farlig sump. Han reddes af Barin! Og til sidst ender de to kamphaner hos Vultan og Høgene. Og så udfordrer Barin guddødme Flash til endnu en duel, denne gang på den før nævnte gladiatorring of spikey Death.

Her redder Flash først Barin fra, at styrte i døden og eliminerer herefter gatecrasher Klytus. Inden Ming i egen høje person ankommer og tilbyder Flash, at overtage Jorden, når panikken efter, de af månen udløste, naturkatastrofer har lagt sig. Flash takker nej. Ming bliver tøsefornærmet, kidnapper Dale, Zarkov og Barin og bomber Høge-hovedstaden tilbage til rumstenalderen.

Flash undslipper på den nu ikoniske “jetski”, finder resten af Høge-hæren og sætter sig for, at erobre en af Mings rumkrydsere. I “det mest fantastiske luftslag i Mongos historie”. Jo jo, det er da vildere end det meste hidtil i denne tegneserie. Vores rumpirater sætter kurs mod Mings palads, hvor kejseren har travlt med bryllupsplaner med stakkels Dale. Ikke mange forberedelser der, bare få den ceremoni afviklet, tjep tjep.

Nedtælling til jordens undergang… og intergalaktisk bryllup?

Og vi har pludselig rigtig travlt, jorden har kun 6 minutter tilbage inden den går under. Har der hele tiden været en tidsfrist?! Og hvis det er Månen, som er ved at ramme Jorden, gør 6 minutter fra eller til nogen forskel? Og hvorfor kan alle egentlig tale engelsk og vores Jordboere trække vejret i en fremmed atmosfære?? Ikke tænke, vi skal i mål…

Flash sigter så godt med det rumskib han aldrig tidligere har betjent, at han ikke blot rammer Mings palads. Nej, spiret forrest på skibet spidder tilmed den vordende brudgom ved alteret. Dårlig bryllupsdag. Heldigvis, for Ming, dør han ikke af at stoppe et rumskib med brystkassen. Han bruger sin magiske ring, som nu introduceres ud af ingenting på falderebet til, at trylle sig væk.

Ringen efterlades og samles op af Flash, der spekulerer over om den mon kan bruges til, at få dem hjem til Jorden. Zarkov har samtidig fået stoppet “reaktorerne” og dermed, åbenbart reddet Jorden. Vent, tidligere stod der, at Ming styrede det hele med tankens kraft. Stop ham = red Jorden. Så… Fuck it, der er så mange huller i den her tegneserie, at en lige før målstregen ikke skal standse toget.

Prins Barin overtager magten med Aura ved sin side. Høgemand Vultan udnævnes til general. Og vores 3 Jordboere vælger at blive indtil de finder en vej hjem… Som om de havde et valg…

Proto scifi space opera med hullet handling

På mange måder er Flash Gordon, sammen med de nævnte, beslægtede Buck Rodgers og John Carter fra Mars, proto-scifi. Det er space opera før Star Wars 40 år senere præsenterede det i en mere spiselig udgave. Og gjorde genren mainstream og til masse/populærkultur. Men, ikke uden, at Lucas lod sig inspirere og lånte kraftigt fra Raymond og andre af genrens pionerer.

Her er kejsere, prinsesser, onde håndlangere i sort og med maske. En skovmåne, kraftfelter, space opera, soap-serie pulp og gammeldags eventyr pakket ind i scifi. Det er helt klassisk og Raymonds grundfortælling, rammen og de arketypiske karakterer er, der ikke noget i vejen med. Hvis man er til den slags.

Som tegneserie løber vi ind i problemer. Den visuelle del er fin, med de begrænsninger farvelægningen og trykket lader til at have sat. Figurerne ligner dem fra filmen nok til, at filmfans vil være tilfredse, men ikke så meget at det forstyrrer. Der er også nogle flotte scenarier, især Williamsons fremstilling af rummet er flotte og ret storslåede.

Skrivemæssigt halter det. Tror ikke udelukkende det er forfatterens skyld, men lige så meget formen. Og måske nogle redaktionelle retningslinjer om, hvor meget der skulle med. Der sker for meget, der er simpelthen presset for meget historie ned på 64 sider. Det virker som om kravet har været, at alt fra filmen skal med. Hvilket resulterer i plothuller, manglende forklaringer (kan også være en filmmanuskript ting), hastigt afviklede og hyppigt skiftende scener. Less is more.

Flashback til en svunden tid

Alligevel er der noget herligt campy og charmerende ved Flash Gordon filmalbummet. Det hjælper helt sikkert, hvis man har konteksten og minder forbundet med hele universet.

Som isoleret tegneserieudgivelse halter det en hel del, på grænsen til, at det bliver regulært usammenhængende. Især hvis man begynder, at tænke for meget over tingene. Her er det, måske ligefrem en fordel, at det går så hurtigt. Man kan næsten ikke nå, at samle tankerne pga. det mentale sidestik det hastige fortælletempo efterlader.

Det er dog, muligvis en del af charmen, og helt i tråd med det oprindelige pulpy forlæg. Tiden og tegneserierne var noget helt andet. Og handlede mere om, at få læserne til, at hænge på fra uge til uge end, at det skulle give mening i et stort, forkromet hele. I den forbindelse giver albummet logisk mening. Det KAN med sin episodiske, tempofyldte udformning minde om en opsamling af avisstriber.

Flash Gordon er af den slags gammeldags seriehelte, der risikerer at blive glemt og overset, som tiden går. Det ville være synd, den fortjener at blive husket for hvad den var, letbenet tjubang scifi underholdning. Også selvom tegneserieudgaven af filmen ikke er den allerbedste reklame for figuren og det tilhørende univers