Logan er blevet pacifist! Og gammel! I Mark Millars Old Man Logan finder vi os 50 år ude i fremtiden (regnet fra år 2008). Verden ligner et post-apokalyptisk ødeland domineret af utryghed, fribytteri og superskurke.
Skurkene har taget over efter, at det lykkes dem at udslette alle helte. Minus et par enkelte standhaftige, og fordelt landet og rovet mellem sig. Logan ernærer sig, knap og nap, som farmer og forsøger for en lille familie. Opsat på, at løbe klokken ud i fred, fordragelighed og under radaren. Indtil han trækkes ned i møget igen og hans 50 år lange tilværelse med ikke-vold trues.
Mark Millars serie udkom oprindeligt i Wolverine (volume 3) #66–72 og Wolverine Giant-Size Old Man Logan #1 i 2009. Senere samlet som Old Man Logan i én bog, som nu kan fås på dansk. Bogen er en del af Faraos Cigarer og Fahrenheits nye Marvel udgivelser. Som de andre bøger i udgivelsesrækken, som Black Widow og Den Kosmiske Handske, i et flot trykt oversized format.
Hillbilly Hulks og Hestehale-Hawkeye
Hvad det er, der forårsagede Logans pacifisme forbliver historiens største mysterie indtil et godt stykke inde i bogen. Afsløringen er smertefuld og chokerende, eller vil i hvert fald gerne være det. Om dén præmis kommer helt i land, eller virker troværdig, tager vi når vi lige har trukket Gammelfar Logan (som han BURDE hedde på dansk!) gennem sølet.
Det stramme, men nogenlunde fredsommelige farmer liv langt ude på bøh-landet, trues nemlig i anslaget til Old Man Logan. Han er bagud med lejen til landejerne, efterkommerne af Bruce Banner. En flok indavlede bonderøve, der ligner noget fra en lidt stereotypt tænkende forfatters forestilling om, hvordan den slags ser ud og opfører sig.
Hawkeye dukker op efter Logans konfrontation med The Hillbilly Hulks, blind og med et tvivlsomt modevalg i form af en fesen hestehale. Så må man selv bestemme, hvad der er det mest uheldige her. Han har et tilbud: Logan skal være hans chauffør på en smuglertur til New Babylon. For det hedder dystopisk-klingende fremtidsbyer, hvis man er en stereotyp tænkende forfatter.
Efter lidt sniksnak og tovtrækkeri indvilliger vores gnave, sammenbidte og lakoniske Logan. YAY, ROADTRIP! Det er næsten som The Odd Couple i Mad Max setting med karakterer fra The Unforgiven, i hvert fald mere end Fars Fede Ferie.
Gammelfar Logans Fede Ferie
Old Man Logan kunne måske godt have brugt lidt Chevy Chase. For det er et dystert, grumt og nedslående billede Mark Millar og hans tegner Steve McNiven, tegner af fremtidens Amerika. Turen ER et helt klassisk, ret episodisk road trip, hvor der ikke dvæles længe ved de enkelte scener og lokationer.
Det er næsten som om vi er på guidet tour med de to gamle venner, gennem denne Earth-807128 satte alternative fremtidsfortælling. Hvor Millar og McNiven lidt misforstår og forveksler effektiv world building med en række løsrevne scener. Derr flakkende udgør Old Man Logans narrative drive og fremdrift.
Overfald fra en Mad Max’sk bikerbande kaldet Ghost Riders, en tur forbi Hammerfalls, hvor superhelte stadig tilbedes som en form for faldne Guder. Ikke noget med, at stoppe for meget op, det er show and tell og videre. Lidt ekspositionssnak, der forklarer og etablerer verdenens grundregler og introducerer en underjordisk trussel. I form af de mole-men lignende Moloider – “jordens immunforsvar”.
Åh, og der er også noget med dinosaurer! Jep, der er dinoer i denne verden. De var kortvarigt “på mode”, som en art kæledyr, indtil folk blev trætte af, at de vokser lige vel meget og er skide upraktiske, i ved. Så blev de sluppet fri… Det virker som noget der er banket lidt sammen på må og få, i en stereotyp-tænkende forfatters hjerne.
Kynikeren Millars lemfældige omgang med superhelte
Sådan går det over stok og sten, fra scene til scene, mens Logan og Hawkeye forsøger at nå New Babylon i “Spider-bilen”. Glemte jeg, at sige at deres transportmiddel er Spider-Mans gamle, 70er superbil, der kan kører på af overflader? Lidt fjollet, men egentlig også en skæg brug af en mere glemt del af Marvel-Universet.
Og et af de få lyse øjeblikke, i en mørk, næsten kynisk historie. Man kunne mistænke Millar for, at være typen, der egentlig ikke kan lide superhelte. Eller i hvert fald nyder, at pine, plage og myrde dem, uden at fortrække mange miner.
Den helt centrale konflikt og antagonist introduceres da vi møder Hawkeyes fremmedgjorte familie. Hans datter, Ashley, som han har fra sit “tredje ægteskab” med Tonya, Peter Parkers “datter”, er røget uklar med Landejer Kingpin. Familiesammenhænge er lidt Soap-serie agtige hos Millar, og referencerne og brugen af kendte figurer i baggrunden, kommer hurtigt til, at virke en kende forceret og fortænkt.
Twistet, SPOILER, er at Ashley er ikke en skide sød pige. Hun er ude efter Kingpins magt, som leder af en form for afsporet frihedskæmpergruppe. Det kunne jo lyde som om, at de så var fortællingens helte. Det er tydeligvis IKKE tilfældet, og Ashley sande, forskruede natur viser sig, da hun, overraskende nemt, kapper knoppen af Kingpin.
Overdreven blodrus og lånte kulusser
Det er ikke den eneste kendte figur, der lader livet, som en næsten henkastet bemærkning fra blodtørstige Millar. Daredevil og Punisher ses i en kort, gruopvækkende scene, hvor det for alvor bliver udpenslet blodigt og virker, som om Millar nyder og svælger i kynismen. Bare for, at være en super-stereotyp úber edgy edgelord.
McNivens artwork er her lige så udpenslet og blodrussvælgende som scenernes indhold. På sin vis er det flot, meget stilet og ikke mindst overskuelig og nemt at følge. Jeg er ikke så stor fan af voldsorgierne, der kommer i brutale, pludselige glimt, hvor de fylder de store sider og paneler helt ud med blod og indvolde. Men, for hvad det er, så ser det da “nydeligt”, om end meget overdrevet ud. Man skulle tro, at bagmændene nærmest nød det. BLOOOOODBAAAATH.
Jeg er større fan, eller har det bedre, med de mere stille scener, som McNiven slipper ret godt fra at give liv. Der er store, åbne landskaber, forfaldne byer og alt hvad der hører sig til i et post-apokalyptisk ødeland. Det er også en lille svaghed, for det ligner noget man har set før. Der er noget ekstremt velkendt over denne verdens visuelle side, som om man har lånt kulisser fra en masse film i samme genre.
Karakterernes udseende og deres forældelsesprocess (omvendt de-aging!) er fint udført hvad selve figur-designet, især vores to hovedpersoner Logan og Clint Barton. Jeg har lidt mere forbehold overfor nogle af bi-figurerne og mindre karakterer, som den Ginsing-trængende duo løber ind i på vej mod New Babylon. Det bliver lidt karikeret og “cartoony” hist og her.
Lidt for glansfuld post-apokalypse
En af grundene til, at den visuelle repræsentation af Millars fremtids-western kan virke lidt ujævn, eller ikke helt falder i min smag hist og her kan også skyldes det rent tekniske og formatet. Trykket er flot, og siderne, som nævnt, store. Lækkert, men det lider også lidt under “moderne tryk og teknik” syndrom.
Det har ikke noget med Faraos og Fahrenheit prisværdige og fine arbejde og materialevalg at gøre. Men, er bare en bivirkning af, at farverne er meget skarpe og trykkets udseende. Det bliver næsten for “glansfuldt” og “glitzy” at kigge på, hvilket tager noget af broden af eksempelvis voldsscenerne. De kommer til, at fremstå endnu mere stilede end det måske var hensigten.
Måske er det en 00er ting, andre serier som jeg har læst fra samme tidsperiode og nyere opsamlinger generelt, har lidt samme look. Det er bestemt ikke ødelæggende for oplevelse, og sorterer nok under smag og behag. Jeg havde nok foretrukket, at det hele så lidt mere beskidt og gritty ud.
Det havde også matchet og forstærket den overordnede stemning og indtrykket af denne grumme, til tider trøstesløse alternative fremtidsversion. Hvor Logan og Hawkeye kører undergangen i møde i New Babylon. Med de forventede twist and turns og en grum finale, hvor det hele bliver meget personligt for Logan.
Nok til, at bringer dyret frem i ham igen og slippe Wolverine fri? Naturligvis.
Millar the hack…
Hvis man virkelig skal kritisere Mark Millar for noget, så er det, at plot og historie i Old Man Logan er dybt forudsigeligt. Al vold og “chok”, der mest af alt virker som gjort for effekt, kan skjule, at det her ligner en helt klassisk hævnfilm/western. Hvis du aldrig har set sådan en, så virker det hele måske frisk og overraskende. Det er det ikke.
Jeg ved heller ikke hvor god en forfatter og plotter, jeg egentlig synes Millar er. Der er flere fortælletekniske greb, der ikke blot virker forudsigelige og dovne, men også tester grænserne for logik. Som scener, hvor en samtale om noget vi lige så ske, fortsætter i bilen, selvom teksten fortæller os, at vi nu befinder os i en helt anden stat! Så, er samtalen bare fortsat over flere stater, eller begynder en af karaktererne spontant, at snakke om noget der må være sket for flere timer siden?
Vi ræser fra scene til scene. Intet får rigtig lov til at bundfælde sig, eller ånde, som om Millar har travlt med bare at komme fra det ene “seje billede” til det næste. Og der er da en del, men det kommer også til, at virke en kende desperat, “needy” og forceret: se hvor vildt det her er! Og det her! Mod slut går der så meget tilstræbt “episke og ikoniske” scener og billeder i den, at det virker som regulær fanboy-fantasi/fanservice.
En slutning der forresten rummer det mest ÅBENLYSE DOUBLE CROSS EVER. I en sådan grad, at man mistænker de involverede helte for, at have begyndende demens. De valser lige ind i fælden med åben pande. Alt sammen for, at få plottet i Millars ønskede retning og skubbe karaktererne derhen, hvor de skal være for, at han kan runde af på den ønskede måde.
Det er ikke godt skrevet.
Glimtvis underholdende, men forudsigelig fremtidsfortælling
Alligevel hader jeg ikke Old Man Logan. Der er meget jeg ikke synes om, og Mark Millar er andetsteds blevet kaldt “a hack writer” – jeg vil ikke komme med modargumenter. Men, selve konceptet og tanken om Old Man Logan har en appel og fungerer på nogle planer.
Kan man leve med, at plot, historie, verdenen, karaktererne og deres udvikling og stemningen er så klichéfyld og “inspireret” af andre værker, at det virker som tyveri, så er bogen underholdende. Det går over stok og sten. Historien står aldrig stille (som nævnt, kunne jeg godt have ønsket det) og der er nogle spredte, fine påfund og elementer, som man sagtens kunne ønske sig at se mere til. Det sker bare ikke her.
Kommer Old Man Logan i mål med, at fortælle historien om hvorfor og hvordan Logan endte som pacifist, og slutligt finder ind til sin rigtige natur? Mjaaah. Afsløringen af begivenheden, som udløste det hele, vil jeg ikke spoile for evt. nye læsere. Men, som meget andet i Old Man Logan synes jeg ikke nødvendigvis, at det er godt skrevet, eller helt vandtæt forklaret. Inden for rammen af seriens øvrige indre logik, så giver det dog en form for mening.
Og så får Millar heller ikke mere snor.
(Billeder er lånt fra Faraos Cigarer/Forlaget Fahrenheits preview af Old Man Logan, bogen kan købes HER)
