Leo er en kujon. Det er i hvert fald omgivelsernes opfattelse af den midaldrende mand, der startede sin kriminelle løbebane som 8 årig, som sidekick til hans mere hærdede far. Siden slog han ind på en mere hårdkogt kurs, men han har regler. Regler som ikke må brydes. Indtil han tvinges med fatale følger.
Criminal af Ed Brubaker og Sean Phillips var ikke den prominente og roste forfatter og tegner-duos første samarbejde, men der er bred enighed om, at det var her de for alvor fandt formen. Serien startede hos Marvel i 2006, under deres forsøg med creator owened udgivelser på deres Icon Label.
Indledningsvist udkom der to mini-serier, Coward i 2006 og Lawless året efter i, i alt 10 månedlige hæfter. Senere samlet i diverse opsamlinger værk-for-værk, så de nu anses som mini-serier, for nogle “graphic novels”. Selvom formen altså oprindeligt var mere seriel. Efterfølgende er der sporadisk udkommet nye tilføjelser til Criminal, der pt. tæller 38 hæfter eller 5. volumes.
Titlen har også fundet et nyt hjem hos Image Comics. Her er Criminal også blevet genudgivet i en række fine samlinger, blandt andet i den trade form af Coward, som danner grundlag for denne udgave af pensum. Her er hæfte hæfteopdelingen udvisket, og Coward fremstår dermed endnu mere som en samlet bog.
Crime-noir tegneseriernes Lennon/McCartney
Ed Brubaker, og hans efterhånden mere eller mindre faste partner in crime, Sean Phillips, har etableret som en af de mest produktive og stabile indenfor moderne crime-noir tegnserier. Deres frugtbare samarbejde tæller også titler som Sleeper, Fatale, Kill or Be Killed og en række mere enkeltstående værker, som den forrygende Pulp fra 2020.
Er de krimi-tegneseriernes Lennon/McCartney? Måske. Men, de er måske også lidt mere konservative og mindre eksperimenterende. Ed Brubaker har en række troper og gennemgående træk og stilistiske skriveformer, som han læner sig op ad. Mens Sean Phillips stil er så genkendelig og konsistent, at man straks genkender hans streg, stil og noir-stemningen, når man har stiftet bekendtskab med den.
Det er på ingen måde et problem, duoen har en “formel” der virker. Man skal bare ikke forvente nybrud eller de store overraskelser på det form- og udtryksmæssige plan, når man kaster sig over en af deres udgivelser. På indholdssiden er der faktisk en del variation, selvom vi befinder os i en noir-verden, som man med lidt god vilje kan anse, som et stort, løst sammenhængende univers.
Tematisk er der visse fællestræk, det er trods alt klassik crime og noir, som Brubaker opererer indenfor. Det ses blandt andet i en gennemgående “moody” stemning. Ogn fornemmelse af truende undergang og følelsen af, at det næppe ender lykkeligt for vores hovedpersoner. Hovedpersoner der nok er anløbne, fejlbarlige og kriminelle, men sjældent ondsindede. De er bare kommet skævt ind på livet, aldrig fået rettet op og når de prøver er det som regel for sent.
Kriminel med regler og principper
Leo i Coward er ingen undtagelse. Jeg vil ikke spoile plottet, og zoomer derfor også lidt mere ud end normalt her på siden. Plottet og dens twists og slutning er så integreret en del af genren, at det er en stor del af fornøjelsen. Den skal man have for sig selv, hvis man kaster sig over Criminals første “kapitel”.
Som i alle gode krimier og noirs, er det heller ikke plottet der er det væsentligste. Det er ikke afgørende “hvem der er morderen”, hvad et eller andet kup, eller en kriminel masterplan gone haywire egentlig går ud på. Det her handler om karaktererne. Om skæbner. Og i en vis grad om man kan bryde mønstre, udvikle sig som menneske og hvilke konsekvenser ens handlinger har.
Der er noget næsten gammeltestamentlig fatalt over noir-genren, et nyere eksempel kunne være Coen brødrenes film. Her straffes selv de mindste fejltrin eller kriminelle handlinger næsten altid helt ude af proportioner. Tænk eksempelvis på Brad Pitts Chad i Burn After Reading, eller Josh Brolins Llewelyn Moss i No Country For Old Men. Andre beder selv om det, fordi de i bund og grund er simple tåber. Som den patetiske, grådige og uduelige brugtvognsforhandler Jerry Lundegaard i Fargo.
Cowards hovedperson, Leo Patterson falder lidt udenfor dette mønster, selvom der er nogle, i hvert fald “åndelige” fællesnævnere. Han er ikke grådig eller idiotisk. Og han er ikke uforsigtig, nærmere det modsatte. Det er det og hans “regler”, der har reddet ham den i kriminelle kredse liden flatterende betegnelse “coward”.
Fejhed eller overlevelsesinstinkt?
Kujon er han dog ikke. Han er bare forsigtig. Han har set, hvad der sker, hvis man ikke er. Og hvis man ikke har et set regler for adfærd, som man følger, uden undtagelse. Han har set hvad der skete med hans far, der endte bag tremmer. Og med en ven/kollega i Salt Bay-kuppet, et mislykket kup der refereres løbende.
Nu lever Leo en skyggetilværelse på den forkerte side af loven, hvor han lever af lommetyverier, som han mestrer. Nemt, enkelt, “rent” og forholdsvis ufarligt. Og helt i tråd med en af han vigtigste regler: “no guns”. Og ingen vold. For vold avler vold og får en situation til, at eskalerer ud af kontrol. Så hellere trække sig, hvis der er farer og ubekendte faktorer i luften. Som en “kujon”?
Nej, det er overlevelsesinstinkt. Ikke kun for Leo selv. Han har Ivan at tænke på, hans fars nu aldrende, Alzheimer plagede og heroinafhængige ex-makker, som han lever sammen med. Leo sørger ikke blot for tag over hovedet, men betaler også for en personlig sygeplejerske til Ivan. For Leo er, om noget, bund loyal. Fordi han skylder? Eller fordi han ser Ivan, som en art erstatningsfar? Eller fordi det er det “rigtige” at gøre?
Leo presser dog rammerne for sine regler. Han planlægger også større kup for andre. Han kontaktes af en korrupt betjent og dennes endnu mere kriminelle makker. Der har forbindelse til en stor narkoboss, der skal have bortskaffet nogle beviser til en retssag mod en af hans håndlangere.
Beviserne skal hugge fra en polititransport, Leo overtales til at planlægge og deltage i kuppet. Som, naturligvis går galt. Det er et setup og double cross, udført af de korrupte betjente, på foranledning af narkobossen. Beviserne er en stor sending narko, som i forvirringen ender i Leos varetægt, mens han flygter med en hårdt såret kvindelig kumpan under armen.
Ind i den moralske gråzone
Noir er ikke kun mørke, det er i høj grad også gråzoner. Og det er i disse, stemingsmæssige og visuelt flot realiserede, “gråzoner”, at en titel som Coward for alvor lever og ånder. Seriens puls er dog titulære kujon og hans forsøg på, at navigere i disse gråzoner
Leo kan godt kende forskel på rigtigt og forkert. Han ser bare ikke andre muligheder end den levevej han er slået ind på. Det er det eneste han kender. Når man starter som 8-årig, sammen med sin far og dennes anløbne kumpaner, så er stien man betræder fremover måske også fastlagt. Især hvis der ikke er andre forbilleder og folk der kan guide en.
Criminal handler således også om arv og miljø. Fædre og sønner, det man giver videre til den næste generation. Måske er det derfor Leo, desperat forsøger at hjælpe Greta og Angie. En enlig mor, kriminel, en del af Leos crew der bliver såret under det mislykkede kup, som indtræffer halvvejs gennem bogen og hendes mindreårige datter. Loyalitet, forpligtelse eller skyld følelse?
Måske endda en form for kærlighed, eller i hvert fald lyst. Greta er Cowards Femme Fatal, men en anden slags end den gængse i en noir-historie. Hun ER farlig, og farlig for Leo. Men, hun er også handlekraftig, og lærer (eller forsøger), blandt andet Leo at skyde, da de gemmer sig for politiet, både de korrupte og de retskafne og seriens egentlige skurke, narkohandlerne, på hans bedstefars nedlagte gård.
Leo forsøger, efter bedste evne, at gøre det rigtige i den anspændte situation. Rydde op og ikke trække flere med i hans eget fald. Det virker håbløst.
Fine noir-nuancer og karakterstudie
Ene mand kan Leo ikke redde den tidligere junkie Greta, eller Alzheimer-junkien Ivan, der også indkvarteres på gården. På en gård, hvor der befinder sig en kuffert fyldt med dejlige drugs. Han kunne heller ikke redde dem, der blev skudt under det fejlslagne kup. Heriblandt den epileptiske Dennie, som han virkede som om han havde en oprigtig forbindelse til og affektion for.
Da jeg læste Coward første gang var jeg udmærket underholdt, men havde også lidt en “nå, var det, det?” fornemmelse. Så genlæste jeg den. Og fangede de små nuancer, det der gemmer sig i de sprækker Brubaker på elegant vis lader oplysninger og karakter detaljer sive fra. Som en scene i en “stake-out” bil under kupforberedelserne, hvor Leo og Dennie fordriver noget af tiden med, at fyre filmcitater af.
Det er i scener som denne, at Coward vokser og bliver til mere end en noir-fortælling og et fint karakterstudie. Den lille scene formår, at fortælle en masse om de tos forhold, deres fællesskab, om Leo og en anden side af figuren, som man ellers ikke får at se. Det får karaktererne til, at virke som ægte, mere fuldkomne mennesker af kød og blod og ikke bare krimi-klichéer.
Og det er med til, at give scener hvor blodet pludseligt flyder og tab indtræffer til, at ramme hårdere og dybere. Det giver ballast, og det gør at måden det rammer, og tvinger Leo til at agere og udvikle sig på resonerer dybere. For Leo udvikler sig nemlig serien igennem. Og han holder op med, at løbe eller bliver klar over, at han ikke kan blive med at løbe fra det han egentlig er på flugt fra.
For har han, når det kommer til stykket, egentlig fortjent at slippe væk? Især hvis det, igen går ud over andre? Så er han, lige meget hvor meget han tror og prøver, ikke et hak bedre end hans egen far…
Lille, mættende måltid
Nuancer, små karakterøjeblikke, scener der kan virke uvæsentlige for plottet og fine detaljer spredt ud over serien, er ikke kun med til at puste liv i figurerne. Det gør hele den verden Coward udspiller sig i levende og større uden, at Brubaker behøver bruge meget tid og plads på, at bygge verdenen op.
Der er spredte referencer og hentydninger til andre begivenheder og personer, som både har direkte forbindelse til handling og figurer i Coward, eller dukker op senere i en anden del af Criminal-universet. Teeg Lawless er en sådan karakter, han er omdrejningspunkt i bind 2, der bærer titlen Lawless. Han refereres henkastet i Coward.
Det er med til, at Coward virker som en lille, lukket lomme-fortælling, der er en del af en meget større, pulserende verden. En verden, hvor Brubaker og Phillips på kompetent, gribende og særdeles velsmurt vis leger med klassiske troper, vender dem lidt på hovedet og rammer en guldår.
En kreativ guldåre, som 15 år senere ikke er løbet tør og som de stadig formår, at pumpe gråt noir-guld op af. Du skal bare være klar over, hvad du går ind til. Ellers kommer du, som jeg gjorde første gang til, at forvente noget andet (måske “mere”) og ender med at “læse Coward forkert”. Plottet og de beats historien rammer er temmelig forudsigelige, men de er blot skelettet. Kødet finder du i næringsrige lunser på de velkendte noir-knogler.
Bon appetit!
