En mystisk, tidløs femme fatal, bunker af lig og okkulte overtoner
Således kunne en kulørt overskrift til Ed Brubaker (forfatter) og Sean Phillps’ (tegner) horror-noir serie Fatale godt lyde. Makkerparret har med titler som Criminal; Kill or Be Killed, Sleeper, The Fade Out og sidste år den forrygende grafiske novelle Pulp, nærmest gjort sig til bannerfører indenfor crime/noir tegneserier de seneste år. Og med hjælp fra farvelægger David Stewart leverede de mellem 2012 og 2014 denne prisvindende serie, der løb over 24 hæfter. Hæfter, der senere er samlet i 5 opsamlinger med hver deres titel og et plot, som både rummer et mindre, lukket forløb pr. bog og et større, gennemgående plot.
Jeg har i denne forbindelse været på det lokale bibliotek (skrevet dengang man kunne den slags, red) og lånt Vol. 1: Death Chases Me. I dette tilfælde, i den danske oversættelse, Døden Jager Mig, da jeg ikke var helt sikker på, at serien var noget for mig. Nå ja, ikke fordi jeg har noget imod “blindtests” og impulskøb, men det her er skrevet i den søde juletid, hvor man også lige skal holde lidt styr på luften i økonomien, så et lån virkede oplagt. Men hvad går Fatale så ud på, dansk eller engelsk version?
Klassisk noir og horror mødes, sød musik opstår
Kort fortalt følger man en mystiske kvinde Jo, der på en eller anden måde virker, hvis ikke udødelig, så i hvert fald ikke ældes, fra historiens start i 30erne og fremefter. En mystisk, dragende og dødsensfarlig, i hvert fald for hendes omgivelser, især mandfolkene, femme fatale. En kvinde, der efterlader sig en lind strøm af knuste hjerter og kaskader af blod, mens hun er på flugt fra nogen, eller et eller andet… en ukendt ondskab.
Plottet er i ægte, klassisk noir-stil. Indledningsvist lidt forvirrende, synsvinklen skifter mellem forskellige karakterer, der hver kommer med deres lille del af et større puslespil, set fra deres perspektiv. Samtidig er der et “nutidsspor”, i dette tilfælde er 2011, en form for rammefortælling, fortalt af en Nicholas Lash. Andre hovedkarakter, ud over vores forførende Jo er journalist/forfatter Hank, hvis begravelse Nicholas deltager ved i bogens begyndelse og den korrupte politibetjent Walt.
Nicholas er i besiddelse af afdøde Hanks sidste manuskript, som han holder hemmeligt fra omverdenen og mistænker for at være selvbiografisk. Jeg formoder, at det er denne historie i historien vi præsenteres for i hovedparten af bogen. Nicholas har selv været i nærkontakt med Jo, og under en flugt været involveret i et biluheld der kostede ham halvdelen af det ene ben…
Det meste af handlingen udspiller sig i 50erne, hvor betjent Walt og Jo har et forhold, mens hun begynder at se journalist Hank efterhånden som forholdet mellem Walt og Jo smuldrer. De to har en fælles forhistorie der går tilbage til i hvert fald Anden Verdenskrig, hvor de kæmpede sammen. En del af plottet, som endnu er indhyllet i tåger og kun ses i korte glimt. Hank har en gravid kone, en historie på bedding om Walt og hans korrupte politimakker, der har lavet noget snavs med mafia. Samtidig er en underlig kult blevet slagtet, en sag Walt og makker er sat på. Nå ja, og så er der en Hr Bishop, som har nogle mørke kræfter og er på jagt efter Jo, som lurer i skyggerne… det hele er lidt noget værre rod!
Fatal forvirring og forviklinger?
Som man måske kan fornemme så, er det med at holde tungen lige i munden, både hvad plot og persongalleriet angår, så kan Fatale godt være en kende forvirrende. Personer, synsvinkel og plottet flimrer lidt rundt. Indtil man lige får styr på hvem der er hvem, og får et nogenlunde greb om navnene, så er Fatale en smule udfordrende læsning, men ikke uforståelig. Personerne, især de mandlige hovedpersoner, ligner hinanden lidt, hvilket også bidrager til at det kan være lidt vanskeligt at holde styr på hvem der er hvem. Man hænger dog på, ikke mindst fordi det er lidt af en page turner og bare helt elementært spændende og enormt stemningsfuld.
Det skyldes både, at Brubaker er en god plotter og kan skrive – kort og godt. Og så er tempoet konstant i top uden, at det bliver FOR hektisk, så man føler historien er i konstant bevægelse. Samtidig har han i Phillips og Stewart et tegne- og farvelægger team, som i stil matcher hans tone perfekt. Brubaker og Philips er efterhånden et erfarent makkerpar, så man forventer også, at de er i synk og har styr på sagerne. Men, det er nu til stadighed en nydelse, at se de pulpy tegninger og farver flyde sammen med den kulørte historie. For nogle vil det måske være lidt for pulpy, eller “malerisk” i den forstand, at farverne godt kan være lidt våde og flydende at kigge på. Det må være en smags sag. Jeg synes det passer rigtig godt til en historie, der når alt kommer til alt er… pulp.
Det leder også over i de kritikpunkter man kunne have. Fatale har lidt “knaldroman” over sig. Det er lige før man fristes til at sige, at det hører med til genren. Det inkluderer, at figurerne lidt er nogle arketyper og at Brubaker ikke virker synderligt interesseret i, at give dem voldsom stor psykologisk dybde, nuancer eller på anden vis gøre dem mere tredimensionelle. De er mere til stede for, at drive plottet og historien fremad og ikke for, at man skal få en dyb forståelse for deres motiver og handlemåder. Det inkluderer Lashs’ kone, der ikke er meget mere end et “plot device”.
Hvad er det egentlig folk vil have og opnå i det her univers? Måske er det ikke noget konkret, men mere højtragende og uhåndgribeligt: overlevelse?
I samme åndedrag kunne man klantre det central mysterie for, at være lidt uklart og måske heller ikke hovedårsagen til. at læse Fatale, hvilket på mange måder er helt i tråd med noir-genren generelt. Det her handler i lige så høj grad om spænding og stemning og rejsen man er på, som at finde ud af “who done it”. Eller i dette tilfælde, hvem den mystiske kvinde egentlig er. Det spændende er at hun er mystisk, ikke hvorfor og hvad hun egentlig er, kunne man sige.
Det er fandme uhyggeligt du! Eller måske ikke?
Så er der horror-delen, som også har en fremtrædende rolle i Fatale. Man kunne argumentere for, at horror ikke er Brubakers største force, eller har lige så stor betydning som noir-delen. Det kan godt virke en lille smule påklistret, når de mest udtalt horror-lignende elementer dukker op. De bryder stemningen ret markant, og virke som om det forstyrrer det samlede billede. Uden at afsløre for meget, så dukker der altså regulære monstre/dæmoner op i de dele, hvor historien bliver mest eksplicit horror, endda med et Lovecraft’sk udseende og det hele. Så er vi pludselig langt fra tilrøget og “tarvelig” noir.
Det er som om det ikke er lykkes Brubaker, at inkorporere horror-elementerne helt så gnidningsfrit, som man måske kunne ønske sig. Så det er vævet ind i selve historiens grundstof og ikke blot virker som chokeffekt, når der pludselig dukker noget “overnaturligt” op. Men, på den anden side kan det også være, at hensigten netop er denne chokeffekt, så man skal give et lille hop i stolen eller pludseligt føle sig lidt utilpas. Her ved jeg dog ikke helt om tegneserier er det rette medie? Det er som om ulmende uhygge, suspense og trykket stemning gør sig bedre i tegnserier end regulær chok.
I bund og grund havde jeg måske slet ikke brug for hele dette horror-element for, at nyde historien. Omvendt så er der også et eller andet ved det, som har en vis dragende effekt og om ikke andet gør, at det her ikke blot er “endnu en noir/krimi tegneserie”. Så jeg er villig til, at give lidt plusser for forsøget og for at prøve noget andet.
Et andet element, som bliver brugt til som en slags chokeffekt, som fungerer ganske effektivt, er volden. Fatale flyder ikke over med blod og splat, men når den er der, så er bogen i glimt ekstremt udpenslet voldelig og bloddryppende. Har man noget imod afrevne lemmer, indvolde og hoveder og kroppe, som flås fra hinanden, så skal man nok lægge Fatale fra sig under måltiderne.
De der dødsensfarlige kvinder…
Så hvad handler Fatale egentlig om? Tja, måske er det hele lidt en meditation over “død” og “døden”? “Death Chases Me” er undertitlen på denne første opsamling i serien, hvem denne “me” er er åben for fortolkning. Man kan jo sige, at det kunne være alle: inklusive dig og mig, når det kommer til stykket.
Døden har mange ansigter og former her, fra det fysiske til det mere metafysiske. Vores hovedperson Jo repræsenterer på en måde begge planer på samme tid. Her er det dog også vigtigt at påpege, at serien ikke hedder Femme Fatale, men blot Fatale. Det ville nok være for snævert at konkludere, at Brubaker på helt klassisk noir manér vil sige at farlige kvinde = DØD. Han stræber efter noget mere og større.
Om det så helt lykkes, hvad plottet angår kan diskuteres, men man kan ikke kalde det for uambitiøst, eller mislykket – måske bare ikke helt gnidningsfrit. Det gør dog ikke Fatale til uinteressant læsning. Tværtimod kan jeg godt lide hele idéen i blandingen af genre. Kan man leve med knasterne og bliver grebet af stemningen, så er Fatale, hvis ikke andet, underholdende læsestof af den mere kulørte slags.
Plus:
– Brubaker kender og kan skrive både noir og pulp
– Spændende, stemningsfuld og underholdende
– Flot artwork og farvelægning
– Interessant idé og genreblanding
– Ambitiøst plot, der strækker sig over flere årtier, måske mere?
Minus:
– Horror er måske ikke Brubakers force
– Underudviklede persontegninger, vage motiver og løst plot, men det er jo klassisk noir-stil
– Måske rejses der flere spørgsmål end der gives egentlige svar?
Konklusion: Jeg ville give den en anbefaling med lidt forbehold og måske anbefale, at man ligesom jeg, startede med at låne den på biblioteket. Er man ny læser af Brubaker ville jeg måske ikke starte med Fatale, men i stedet hoppe på noget der er mere ren noir/krimi fra hans hånd. Det bliver nok en serie, som jeg kommer til at følge til dørs, især fordi jeg ved, at den ikke løber i evigheder, men kun i 25 hæfter, som er samlet i 5 bøger.
