Cowboy Noir i depressionstidens New York – nu med nazister!
Det kunne være den korte introduktion til Ed Brubakers “graphic novel” (hvis man kan lide den betegnelse), der blev udsendt i sommeren 2020. Her er der dog vitterligt tale om en grafisk novelle, i den forstand at det er en kortere, afsluttet historie udsendt i bogform.
Brubaker startede sin karriere i begyndelsen af 90erne som tegner og er sidenhen nok mest kendt som forfatter hos både DC, Marvel og Image og mange andre, og har især gjort sig indenfor krimi/noir tegnseriegenren, hvor han har haft et længerevarende, frugtbart samarbejde med tegner Sean Phillips. Ud over det prisbelønnede samarbejde med Phillips, som også tæller Pulp, er Brubaker nok mest kendt for hans arbejde på diverse Batman titler, heriblandt noir-krimi spin offen Gotham Central, samt hans udgave af Captain America, der reintroducerede Bucky Barnes som The Winter Soldier og Avengers. CV’et tæller også tv-skriverier for serier som Westworld og Nicolai Winding Refns Too Old To Die Young serie på Amazon.
Det er altså en ganske produktiv og profileret herre vi har med at gøre her og Pulp bærer da også præg af, at vi er i hænderne på en herre, som har styr på sine genre troper og fortælleteknik. Nu har jeg ikke læst alt Brubaker, men jeg har på fornemmelsen, at Pulp kunne anses som en slags greatest hits fra Brubaker, lige dele kærlighedsbrev og hyldest og en leg med klichéerne i en på overfladen klassisk, pulpy kriminalfortælling.
Titlen er ikke tilfældig, den fungerer på flere planer, ikke mindst på et metaplan, for Pulp ER pulp, men forventningerne og troperne får et twist og bruges både til at fortælle en pulp-historie og bliver til en meditation over selve begrebet. Vores hovedperson, Max Winter, følges i hans livs efterår, eller vinter om man vil, i et vinter koldt og trøstesløst New York i 1939. Et New York der hutler sig igennem tilværelsen, med Anden Verdenskrigs skygger lurende faretruende tæt på. Nazisterne har, hel bogstaveligt også gjort deres indtog i den kriminalitetshærgede og nedslidte storby, hvor de mødes til store ralleys, blandt andet er et kommende i Madison Square Garden lige om hjørnet.
Det ved Max endnu ikke da vi møder ham i bogens begyndelse, eller også interesserer det ham ikke. Han tjener til dagen og vejen som forfatter af pulpede cowboy-historier, der tager udgangspunkt i hans eget liv som tidligere wild west outlaw, The Red Rock Kid, i hans pulp-historier opfindsomt omdøbt til The Red River Kid. Pulp dækker på den måde flere perioder i Pulp-historien, både et “nutidigt” spor, hvor Winter er pulp-forfatter og et fortidigt, som vi får indblik i igennem en art flashbacks bestående af scener fra de historier Max skriver til en ussel løn, fordi hans forlægger svinger sparekniven. I løbet af Pulp vikles Max så yderligere ind i en nutidig sag, som også i sig selv bærer præg af at være en pulpet fortælling.
Pulp er også en fortælling om selve tegneseriemediet, behandlingen af de kreative kræfter bag og forholdene i branchen. Max må gå ned i løn, da udgiveren skal spare og under et senere besøg på kontoret erfarer han, at udgiveren har ansat nogle yngre forfattere til på ægte samlebåndsmanér at sprøjte nye historier om Red River Kid ud, hurtigere og billigere end Max kan. Da Max brokker sig over, at det er hans karakter, svarer udgiveren blot, at han burde læse det der står med småt i kontrakten.
Inden det har Max været tæt på at død, for anden gang, som han fortæller i sin klassiske noir-stil “voice over”, den alvidende fortællestemme som guider os igennem historien, tilsyneladende fra et sted hvor den kender historiens endelige udfald. Han får et hjerteanfald under et overfald, forårsaget af at blandede sig da en bande gemene tyveknægte overfaldt en jøde på åben gade. De retter deres vrede mod Max, der synker omkuld med brystsmerter og tæves bevidstløs, mens ingen andre tilsyneladende griber ind, eller registrerer overfaldet. Det leder over i et flashback, til første gang Max havde en nærdødsoplevelse, tilbage i 1892. Det flashback fungerer også som en introduktion til, hvordan Max og hans ven kom ind på den kriminelle løbebane, der i sidste ende fører dem syd for grænsen, hvor de for en tid slår sig ned og etablerer et familieliv i Mexico i 1910erne.
De tider er for længst forbi i 1939, hvor Max vågner op i en hospitalsseng til de barske realiteter: lønnen er væk og han må hjem til Rose, hans mexikanske livsledsagerske, der har været rengøringsdame i den forfaldne ejendom de nu bor i som et par. På den måde, lader det til at Max har forsøgt, at genskabe en del af lykken fra Mexico, nu bare i en lidt mere “fattig” udgave, men der er dog en snert af fortidens lykke i luften og det lader til, at Max og Rose virkelig elsker hinanden. Max beslutter sig for, at han må sørge for Rose og hendes fremtid inden den lånte tid han lever på med et svagt hjerte løber ud. Da han overvære en pengetransport med dårlig sikkerhed blive fyldt i fuldt dagslys begynder en dristig plan at forme sig i den aldrende outlaws hovede…
En dumdristig plan, som tager en overraskende drejning, da en skygge fra fortiden pludselig dukker op og sender historien i en helt anden retning – men den vil jeg ikke spoile her…
Pulp er en meget kompakt fortælling med en hel del metalag, som man ikke behøver dykke ned i for at kunne nyde grundfortællingen. På overfladen er det en ret lille fortælling der udfoldes her, selve plottet er ikke videre kompliceret og bogen ikke særligt lang – du kan nok godt drøne igennem den på 30-40 minutter. Pulp er også en leg med genre troper, klichéer og forventninger, og formår trods sin overskuelige længde, at mediterer over emner som liv og død, hvad det vil sige at blive gammel, ikke mindst når man har været en forbryder? Hvad er lykken og er den værd at jagte? Hvad er rigtigt og forkert? Og store emner som jødeforfølgelse, ondskab, skæbne og en overgang fra et romantiseret, “frit” vilde vesten til at være fanget i storbyen, overflødig og glemt. På den måde fortæller Pulp også om overgangen fra land til by i den amerikanske historie, hvor sandheden nok er, at ingen af delene er så meget værre eller bedre end det andet – var Max egentlig mere fri dengang han var jaget forbryder? Næppe, men i hans forestilling var han, hvilket afspejles i de pulp-historier han nu brødføder sig ved.
Sidst men ikke mindst er Pulp også “bare” en pulp-historie OM pulp, det er ikke stor kunst som sådan, og heller ikke tænkt sådan, men det betyder ikke, at der ikke er hjerte, budskaber og noget på spil. Det er, trods alt, en fortælling om en mand der er lige ved at dø 3 gange. Alle 3 gange, hvor han forresten går op mod uretfærdighed…
“We weren’t heroes. We were killers. That’s the reason we survived so long… Because this world belongs to monsters. It shouldn’t.”
Plus:
– god, velskrevet pulp-historie, en rigtig page-turner
– fantastisk flot og stemningsfuld artwork af Phillips
– mange lag at dykke ned i, hvis man gider
– pulp med pulp på om pulp!
Minus:
– en relativt kort fornøjelse, 150 kr. for lidt over en halv times underholdning, men så kan man jo bare læse den igen…
Konklusion:
En klar anbefaling, både hvis du er til pulp-genren, eller måske mangler en dør ind til tegneserier, som ikke involverer superhelte. Fornøjelsen kan virke lidt kort, men læseoplevelsen er heldigvis større end mængden af sider.
