Tanker om mcu-filmene ved et gensyn

by | Jan 27, 2021 | Artikler | 0 comments

Ja, jeg røg i den store, onde Disney-fælde og hoppede med på Disney+ vognen. Både for, at se The Mandalorian og for, at have nogle film til familiejuleferien (vi har ikke nogen tv-pakke, så, you know…). Efter at have pløjet mig igennem 2 sæsoner af nævnte Star Wars serie, kunne man jo lige så godt bruge adgangen til det Disney ejede katalog til et eller andet. Derfor gik jeg i gang med, at arbejde mig igennem MCU-filmene. I den kronologiske rækkefølge, som en fin lille funktion på streamingtjenesten foreslår.

Nogle af filmene har jeg set flere gange tidligere, andre kun en enkelt gang og Ant Man 2 slet ikke. Så noget virkede måske lidt for velkendt, få helt friske og en stor del kunne man så gense med friske øjne. Her er nogle ting og sager, stort og småt, som faldt mig ind efter gensynene.

Castingen af Robert Downey Jr. er måske den helt afgørende faktor for MCUs succes?

Det er næppe breaking news, at Robert Downeys casting som Iron Man viste sig, at være en mindre genistreg. Men, det er alligevel værd at påpege, hvor afgørende den fremstår, her 13 år efter den første Iron Man film fra 2008. Var han faldet igennem, eller filmen ikke blevet et hit, så sad vi ikke her i dag med over 20 Marvelfilm og ingen ende i sigte.

Og det kan heller ikke undervurderes, at det var lidt af et gamble fra filmselskabets side. Downey Jr var ikke et kæmpe navn på daværende tidspunkt. Han havde tværtimod et lidt blakket ry efter mangeårige misbrugsproblemer og skandaler, som måske så småt var på vej tilbage. Han greb chancen, og for Marvel var det win win. Han var nok relativt billig dengang, men havde et godt CV og kiksede det hele, så var det ikke en pinlig fadæse med en A-liste skuespiller i spidsen – Downey kunne tage noget af faldet.

*Smoldering*

Men det er muligvis Chris Evans, og Captain America, der står tilbage som MCUs egentlige hjerte?

Det er muligt, at Robert Downey Jr og Iron Man (ganske fortjent) løber med meget af æren og opmærksomheden for MCUs overordnede succes. Han nailer den udgave af Tony Stark, som Marvel sigtede efter og jeg siger IKKE, at han ikke er en stor del filmseriens hjerte. En del af omdrejningspunktet er bogstaveligt talt Tony Starks hjerte (Tony Stark has a heart).

Men, når jeg genser filmene og Downeys bidrag, så var hans oneliners og facon måske lidt sjovere de første par gange, end ved dette gensyn. Nogle scener og replikker virker en kende forcerede og anstrengte. Lidt FOR “smug” og selvfedmen lurer. Ja, jeg ved det er et karaktertræk hos figuren, men det er alligevel lige ved at kamme over, især i de “midterste” film af dem han er med i.

Derimod er jeg tøet gevaldigt op overfor både figuren Captain America, og Chris Evans’ portræt af ham! Jeg havde kun set den første Captain America film en enkelt gang tidligere, og synes den var små-kedelig og karakteren lige så. Og i de efterfølgende solo- og Avengers-film har han været “Captain buzzkill” overfor omgivelserne, især Iron Man/Downey Jr., der fik lov til at være meget mere flashy og “morsom”.

Den dynamik er vendt lidt på hovedet for mig efter gensynet. Jeg har meget mere sympati og forståelse for karakteren, og synes Evans’ portræt er virkelig, virkelig fint og nuanceret. Selvom figuren på overfladen kan virke tilknappet, tør og alt for korrekt og retskaffen. Pludselig køber jeg, trods hele “Amerika-tingen” og den indbyggede patriotisme, karakterens rygrad, heltemod og væremåde og det skyldes ikke mindst Evans’ skuespil.

Captain Americas evolution, fra A til… A!

Det var en “blessing in disguise”, at Marvel ikke havde styr på rettighederne

Marvel og deres ophørsudsalg af rettighederne til deres figurer på film i 90erne, lignede på papiret et mareridt og et potentielt dødsstød til et filmunivers. Inden det overhovedet var blevet forsøgt lanceret. Ingen Spider-man, ingen Fantastic Four, ingen X-men og hvad der nu hører til at bi-figurer, skurke og løst og fast. Så ingen af deres mest kendte figurer, men “blot” en række b-liste helte og skurke.

Tag ikke fejl, måske var Captain America eller Avengers tilstede et eller andet sted i offentlighedens bevidsthed, og tildels Hulk. Men, de var ikke topnavne i 00erne, topsællerter på tegneseriefronten og i Hulks tilfælde havde de allerede et mindre filmflop med i bagagen.

Men, Marvel satsede, rullede terningen og står nu tilbage med en bundlinje, hvor Avengers, Thanos og freaking Guardians of The Galaxy er mere kendte end nogensinde! Især sidstnævnte burde ikke have fungeret, men her er vi. På mange måder gjorde det filmene bedre, eller i hvert fald mere interessante, at der skulle tænkes uden for boksen. Og det tvang måske også bagmændene til, at lægge en nogenlunde gennemtænkt plan og fokusere på, at fundamentet var stærk nok, når man ikke bare kunne satse på, at Wolverine eller Spider-man nok skulle trække folk i biffen.

Thor The Dark World er ikke den dårligste MCU-film

OK, det er heller ikke den bedste, men jeg synes faktisk ikke den er så slem, som den er blevet gjort til. Den har bestemt sine svage punkter, som irriterende bi-figurer (Kat Dennings), en ret svag og underudviklet skurk i Malekith og et plot, som virker ret formularisk.

Det lyder måske også ganske alvorligt, men i forhold til hvor udskældt den er, så synes jeg stadig den var overraskende underholdende ved et gensyn. Jo, den ligger bestemt i den nedre halvdel på MCU ranglisten, men selv i bunden er niveauet stadig ret fint. Faktisk synes jeg ikke, at der er nogen direkte dårlige eller frygtelige MCU-film. Men, altså, Thor The Dark World, jeg kan godt lide MCU udgaverne af Thor og Loki og high tech versionen af Valhalla, så mere af det var ikke helt skidt.

1 2 3… hov, mangler der ikke Endgame?!

Iron Man 3 er også unødigt udskældt

Jeg kunne godt lide Iron Man 3 de første to gange jeg så den, og jeg kan også stadig godt lide den. Den er faldet lidt i min personlige agtelse pga. den tidligere nævnte Downey-fatigue, og jeg synes slutningen er lidt flad. Men, det mange har et kæmpe problem med, instruktør Shane Blacks troper og kendte fingeraftryk og humor, samt Mandarin-twistet, har jeg intet imod.

Ja, jeg sagde det. Jeg synes ikke, spoiler spoiler, at det var et problem den vej de gik med Mandarinen og afsløringen af, at ham man troede det var, var noget helt andet. Problemet her, og det er et generelt problem i MCU er, at den egentlige skurk er en kende kedelig og u-spændende. Og så er hele sidste akt og filmens klimaks underligt emotionelt fraværende og klinger hult for mig. Der går for meget tju-bang action og effekt helvede i den, og jeg tror aldrig på noget tidspunkt på, at der for alvor er noget på spil.

Jeg bliver underligt uengageret og toner ud…

Actionscenerne og filmenes klimaks er generelt de svageste ting ved MCU-filmene

Og det leder direkte over i dette punkt. Alt for ofte, helt op til Infinity War, er jeg ikke rigtig imponeret af de stort anlagte actionscener og filmenes klimaks helt overordnet. Der er undtagelser, der er øjeblikke i Guardians of The Galaxy filmene, især den første, og Doctor Strange, hvor jeg er helt med og fanget af de opfindsomme og visuelt eksplosive actionscener. Men alt for ofte tog jeg mig selv i, at second screene, tjekke mentalt ud eller bare sidde og vente på, at actionscenerne skulle bliver overstået.

Jeg vil igen fremhæve Captain America. Når han er ude i decideret nærkamp, eller dele af Thors udskejelser med hammeren, fanger det min opmærksomhed. Men, alt for ofte ligner det, det der er: computereffekter. Ikke dårlige effekter, det er altså ret godt lavet hele vejen igennem, og selvfølgelig stiger kvaliteten af CGIen, som filmene skrider frem og budgetterne stiger. Det der mangler er i instruktionen, orkestreringen og udførelsen af actionscenerne og mange af filmenes afslutninger. Der er noget skabelonpræget over mange af dem, eller “STØRRE, VILDERE MERE LARM”.

Selv under det afsluttende actionbrag i den ellers ganske glimrende Captain America: The Winter Soldier, tog jeg mig selv i at sidde og kede mig en smule… Modsat, så synes jeg de mere “håndholdte” actionscener i første halvdel af Captain America: Civil War, er nogle af de mest medrivende i hele MCU. Desværre falder filmen lidt i den velkendte MCU “big is better” fælde i filmens klimaks, hvor vores helte tørner sammen. I det hele taget ryger den film lidt af sporet i sidste akt, hvor den på forceret vis, er tvunget til at frembringe en stor nok konflikt mellem vores helte på troværdig vis ryger i flæsket på hinanden. Det lykkes aldrig helt i en grad, så man køber den – eller tror på, at de ikke ender med at blive forsonet i en eller anden grad.

Less is more er ikke en ting i mange af MCU-filmene. Især ikke filmenes klimaks, der lidt for ofte bliver overlæssede, eller forfalder til hjernelammende CGI-miskmask.

Der er mange, mange figurer i MCU, men de fleste får tilpas med skærmtid

Det er faktisk noget af en imponerende balanceakt, især når vi når frem til de sidste Avengers-film. Men, der er mange af MCU-filmene, som er tætbefolkede med karakterer og skuespillere, der kæmper om tiden på skærmen. Selvfølgelig er der nogen, som lider lidt af begrænset tid og udvikling hist og her. Eksempelvis er Hawkeye lidt kørt ud på et sidespor i den første Avengers-film, og helt fraværende i Infinity War. Det kompenseres der så til dels for i Endgame.

Vision er en anden karakter, som er lidt underrepræsenteret, men han fået en serie nu på Disney+. Der er flere eksempler i de forskellige film. Men, kigger man på det samlede billede og ikke mindst kulminationen i Infinity War og Endgame, så er det sgu’ meget godt gået, at man får klemt så mange figurer og handlingstråde ind. Uden at det hele braser sammen under vægten af dem.

MCU-filmene er både meget forskellige i tone, men der er også en skabelon

Det sidstnævnte lider nogen af de første film måske mest under, dem hvor der skal fortælles oprindelseshistorie især. Men også en senere film, som Doctor Strange har nogle problemer på det punkt. Delene med hans kræfter, magien og hans hjørne af MCU generelt, er et ganske frisk pust. Men filmen lider under, at der er en underliggende skabelon og måden plottet er skruet sammen på. Da virker det, desværre som om den følger en lidt for velkendt tjekliste.

Selv i nogle af de bedre film, som eksempelvis The Winter Soldier, der på vellykket vis flirter med at være en politisk thriller, er der en underliggende skabelon. Da jeg sad og genså filmen, havde jeg det som om, at jeg kunne sidde og tælle ned til de indlagte actionscener. Og at de gik i gang nærmest på sekundet i plottet, som om der var en formel eller algoritme i spil: “nok snak, folk må ikke nå at kede sig, start action NU”.

Overordnet så, synes jeg dog, at MCU byder på mange forskellige filmoplevelser og blanding af genre. Historiske actiondrama i Captain America The First Avenger, spionthriller i The Winter Soldier, kosmisk komik og kaos i Guardians of The Galaxy, heistfilm i Ant Man. Eller hvad med en ungdomskomedie i form af Spider-man Far From Home? Sci-fi fantasy i Thor 1 og 2 og noget der nærmer sig en regulær actionkomedie i Thor Ragnarok?

Sådan kunne man blive ved. Tonen er varieret, men på en eller anden måde lykkes det, at binde det hele sammen og få en til, at tro på, at det her godt kunne eksistere i det samme “univers”. Det er også lidt af en bedrift.

Spider-Man Far From Home, Bromance Mountain?

Plothuller, retcons og udglatninger af tidslinjen og kontinuiteten.

Fase 4 af MCU står for døren, og der har den ventet pænt det meste af sidste år pga. Corona-udskydelser. Det er lidt vildt, at man er nået dertil og står tilbage med 3 faser, som hænger så forholdsvis godt sammen. I hvert fald bedre og mere end man med rette næsten kunne forlange. Især når man tager i betragtning, hvor mange forskellige kokke, der har været om de forskellige retter og den samlede menu.

Tror jeg på, at der har været en stor, forkromet plan fra starten? Nej, det er der intet der tyder på – så havde man eksempelvis ikke haft en Hulk-film, der er som den er. Måske har de haft forhåbninger og en løs defineret plan for første fase og strammet op og strømlinet kraftigt i de efterfølgende to faser.

Der er også blevet reconnet og justeret løbende, men det er faktisk ikke noget man lægger specielt meget mærke til. Der er så meget handling, information og materiale af konsumere og holde styr på løbende, at man ikke rigtig opdager når visse detaljer ikke helt passer sammen, hvis man går dem efter i sømmene. Jeg tror eksempelvis ikke på, at The Infinity Stones og Thanos var et planlagt endemål før et godt stykke inde i filmserien. Selv når Thanos bliver sneget ind i den første Avengers-film, sidst i fase 1, virker det som om der var tænkt helt frem til ham som hovedskurken i slutningen af fase 3. Så havde man nok haft styr på castingen. Og der er også noget med de der stens kræfter osv., som virker lidt anderledes i begyndelsen.

Men, som nævnt, kursen og detaljerne bliver korrigeret og glattet ud på ganske fornuftig vis løbende. I hvert fald nok til, at jeg, igen, køber præmissen om, at det her er en sammenhængende filmserie, sat i samme univers.

Så er den fikset!

Ændringerne og re-designs i forhold til tegneserierne er overordnet helt OK

Så er vi lidt tilbage ved udgangspunktet for hele den her side: tegneserierne. Helt generelt har jeg ikke noget imod, at man piller ved en figur, deres baggrundshistorier og hvad der er tegneseriekanon for, at overføre det til film. Hvis det er tro i ånden og giver mening i den nye sammenhæng, så er det fint med mig. Det er fiktion og ikke dokumentar.

Det skal også siges, at mange af de tegneserier, eksempelvis Ultimate universet af Marvel Comics, er ikke nogen jeg var bekendte med, da jeg så filmene første gang. De udkom i den periode, hvor jeg ikke læste tegneserier. Så, der har været en del, som jeg ikke anede om stammede fra en nyere tegneserie, eller var ændringer fra filmskabernes side. Pointen er, at det bare skal give mening i de rammer, som opstilles. I min verden var Nick Fury eksempelvis stadig en cigarrygende, meget hvid mand, der engang var blevet spillet af David Hasselhoff i en meget dårlig tv-film, og lignede slet ikke Samuel L. Jackson.

Ændringer i dragter, justering af kræfter eller fifleri med oprindelse, eller fri leg med plots fra tegneserierne – jeg er stort set med på MCU digteriske frihed med forlægget. Det ødelægger ikke de gamle tegneserier, at Hank Pyms rolle og plads i universet ændres. Jeg havde også haft det fint med, hvis Captain Americas forhistorie var rykket fra Anden Verdenskrig til Vietnam, hvis det havde passet dem bedre, fordi de ikke ville bruge nazister, Hydra, eller hvad ved jeg. Det havde ændret en del i karakterens ophav, indrømmet, men ikke nødvendigvis i essensen af den.

Jeg synes også, at de valgte rigtigt da de pillede ved Thanos’ motivation og drivkraft. Konceptet fra tegneserierne med, at han bogstaveligt flirter med, forsøger at gøre kur til, Døden ville nok virke for abstrakt og “fjollet” på film. Selv i en tegneseriefilm. Nogen ting er, som nævnt i en af de tidligere punkter, ændret af nødvendighed pga. manglende rettigheder til visse figurer. Men i det samlede billede har det (måske) igen været en fordel, at man var sat fri til selv at digte løs.

Thanos.

Fase 4 og fremtiden…

Det her handler ikke så meget om ting jeg har lært ved gensyn af MCU-filmene, men er mere en lille afrunding og et kig fremad. Jeg har lært, at man nok godt kan stole på, at MCU overordnet er i gode, fornuftige hænder, som har en plan. Kommer det til, at gå galt på et tidspunkt og vi får et ægte, kunstnerisk eller kommercielt flop? Sikkert, det kan vel næppe undgås? Der kommer nok også et mætningspunkt, hvor publikum bare har fået nok, ligesom man har set det med Star Wars. Men så kom The Mandalorian… Og den ufrivillige Corona-pause har nok givet fornyet sult på flere MCU-film?

Så kan Marvel og bagmændene blive ved med, at lige at friske tingene lidt op, så er der ingen ende i sigte. Noget de måske allerede har været på forkant med ved, at sende visse karakterer på pension. På en måde der både virker logisk, godt timet og med nye karakterer allerede kørt i stilling, eller linet op til at tage over. Og inden man så sætter spørgsmålstegn ved, om der er nogen der kan erstatte de store kanoner i MCU, så husk hvor store, eller nærmere ikke, de kanoner var, da den første MCU-film landede i 2008. Eller hvor meget ud af det blå Guardians of The Galaxy kom i 2014, eller Black Panthers overpræstation ved billetlugerne i 2018!

Det foreløbige line-up for Fase 4 inkluderer: Black Widow (skulle have været ude forlængst), Shang-Chi and The Legend of The Ten Rings, The Eternals, en ny Spider-man film, Doctor Strange in The Multi-Verse of Madness, Thor: Love and Thunder, Black Panther II, Captain Marvel II, Guardians of The Galaxy vol. 3 og noget endnu ikke officielt annonceret Ant Man og Fantastic Four. Noget gammelt, noget nyt og noget på rygtebasis.

Her glæder jeg mig nok umiddelbart mest til, at se hvad pokker de gør med The Eternals. Og den kommende Spider-man efter de er gået casting amok og lader til, at multiverset, som man også finder i Doctor Strange, simpelthen bliver en ting i MCU? Med direkte forbindelse til og fra nogle af Disney+ serierne?

Så mangler de bare, at smide Adam Warlock ind i ligningen et eller andet sted der, så eksploderer mig nørdehoved.

Har jeg tiltro til, at Marvel kan holde tungen lige i munden og holde MCU på skinnerne? Hey, hvis man kan gøre en umiddelbart goofy og noget outlandish karakter som Thor til en af stjernerne og bedste karakterer på rigtig film, så har man min tillid. De har fået en til, at sluge et levende træ og en snakkende vaskebjørn, for pokker! Det skal nok gå…

Thor “The Dude” Odinson will return in Thor: Love, Thunder and Gutterballs…