Vi befinder os stadig dybt inde i et tiltagende knudret Chris Claremont forløb på X-Men, med historier fra midt-80erne. Udsendt på dansk af Interpresse i 1989 får vi henholdsvisThe Uncanny X-Men # 205 : Wounded Wolf (1986) og The Uncanny X-Men # 198 : Lifedeath – From the Heart of Darkness (1985). Rækkefølgen er nok valgt af redaktionen, så den sidste historie kan fortsætte i næste blad, mens den første, nyere historie, virker mere enkeltstående.

Projekt X nr. 22 er fra “anden” periode af X-Men på dansk fra Interpresse, der i 84/85 nåede at udsende 15 numre, inden bladet lukkede. I de næste par år udkom der nogle spredte albums og “specials”, inden de genstartede serien med nr. 16 i 1988. Titlen overlevede til og med nr. 33 inden der igen var et års pause inden nr. 34 udkom. Derfra bed bladet sig fast og fortsatte med, at udkomme helt op i 00erne.

Claremonts mangeårige ordsalat

Nu er vi altså tilbage i 80erne, og befinder os cirka halvvejs inde i Claremonts imponerende 16 år lange forløb på X-Men. Noget af en bedrift i sig selv, men det kom også med en pris. Det fortløbende format på tegneserier, som udkommer månedligt, gjorde at historierne og den overordnede kontinuitet blev mere og mere uoverskuelig. Eller rodet.

Det hjalp heller ikke, at vi fik tidsrejser på kryds og tværs, og hvad der nu ellers hører til af større og mindre koncepter i superheltetegneserier. Nogle gange er det måske ikke helt dumt, at man nulstiller, rebooter eller “starter forfra” med et nyt nummer 1. Selvom der også er gået alt for meget “nemt salgstrick” i den manøvre, de seneste to årtier, hos både Marvel og DC.

Derudover er Claremont en notorisk ordrig forfatter, der ikke holder sig tilbage for, at fylde bobler og sider ud med skrift. Det gør, at man godt kan køre træt i en Claremont serie, eller bare et enkelt hæfte. På den anden side, så får man sgu’ som regel noget for pengene og ikke bare et hæfte men kan pløje igennem på 5-10 minutter.

Du får lov til, at arbejde for sagen på alle punkter.

Storms magiske Afrika-rejse

Vi starter med sidste historie, da den ligger i forlængelse af det jeg skrev om i Marvelklubben om Projekt X nr. 18. Jeg vil ikke gentage for meget, man kan læse skriverierne om det blad HER. Som jeg skrev indledningsvis, så har Storm mistet hendes kræfter, efter Smeden, som hun havde en hed 80er soapserie affære med, forrådte hende. Nu befinder hun sig i Afrika, på jagt efter sig selv.

Og måske hendes kræfter? Det er i hvert fald der vi finder hende i begyndelsen af denne fortsættelse, hvor hun virker fanget i en form for drømmesyn. Eller er det en feberdrøm, som hun selv formoder, i et øjeblik af klarhed? Fanget i en metaforisk sandstorm, hvor hun i et kort moment tror hun har genvundet kontrollen over vejret. Det har hun ikke.

Hun søger læ og beskyttelse i en hule, hvor hun først støder på en en slange, der viser sig at være en form for allieret. Eller totemdyr? Dernæst en fødende kvinde, der har været involveret i en busulykke, som hun hjælper med at sætte hendes barn i verden. Kvinden forlod hendes landsby og søgte mod storbyen, men nu er hun på vej tilbage. Hun frygter dog, at hun ikke længere vil være velkommen i hendes gamle omgivelser.

Med Storms hjælp både føder hun og bliver budt velkommen tilbage i landsbyen, hvor byens gamle, kloge overhoved/vismand/shaman-type gør indtryk på den frafaldne mutant. Vi får en hel lille “magisk” rejse, hvor Storm “finder sig selv igen” og accepterer hendes rolle i verden. Og en sideløbende fortælling om det lokale samfund, hvor den gamle vismand “bytter” sit liv for det nyfødte barns.

Kyborg på poetisk hævntogt

Første historie er af en noget speciel karakter. Den virker som en fortsættelse til noget, som er sket tidligere. Referencerne til tidligere begivenheder forklares dog ikke nærmere, hverken i teksten eller på de redaktionelle sider. Hvilke blot bidrager til forvirringen i en underlig fortælling, som allerede er lidt vanskelig at orientere sig i pga. formen.

Claremont slår her en ret “poetisk”, eller “litterær”, tone an med lettere højstemt sprog. Det er kunst, for helvede! Den forhistorie man kan afkode i de poetiske bobler er noget med, en forsmået kvinde, hvis far har mistet livet pga. Mr. Logan. Sandsynligvis i Japan. Nu er hun ude på gengældelse i yderste potens, og villig til at gå hele vejen for, at få opnå den.

Det betyder i dette tilfælde, at hun underkaster sig et eksperiment, eller betaler sig til, at undergår en voldsom transformation. Det fremgår ikke helt, hvem, hvad og hvordan, det her hænger sammen. Men, en karakter kaldet Spiral forvandler hende til en slags cyborg (kyborg i den danske oversættelse) med lange Jærv-kløer. Nu skal Jærven smage hans egen medicin!

Jærv med hvæssede klør og bar dolk

Den forsmåede kyborg-kvinde har også nogle soldater med på slæb, som muligvis er lejesoldater, jeg ved ikke helt… de er i hvert fald skydeglade/gale og lader ikke til, at have mange kvaler med småting som civile ofre og lignende.

Jærven lader til, at have slået knolden og har fået hukommelsestab, eller også er det alvorlig CTE efter for mange hjernerystelser? Vent, hans helende kræfter forhindre vel, at hans hjerne tager skade? Så er der nok bare tale om et godt, gammeldags hukommelsestab. Nå ja, og så ser han nøgen ud? Jeg er lidt i tvivl om, om han har tøj på, eller…??

Hvis han kokser rundt i bar jærv-dolk, så gør det, det endnu mere bekymrende, at han har en lille pige med på slæb. Hun er en del af de såkaldte Junior Helte, der var så stort et hit, at de fik hele 1 blad på dansk. Hvor hun er kommet fra, hvad hun laver med Jærven og hvad deres forhold er, det behøver man åbenbart ikke, at vide. For det forklares heller ikke…

HVAD. FOREGÅR. DER?!

Anyway, hele denne fine buket af forvirrende nonsens ender med et langt slagsmål mellem Jærven og den forsmåede kyborg. Logan vinder, dah. Men, lader ikke dyret indeni vinde ved, at give fruentimmeret nådestødet. At lade hende leve (godt nok hårdt såret) skal nok komme tilbage og bide ham i hans behårede, canadiske røv.

Claremont på godt og ondt, Windsor-Smith i topform

Projekt X nr. 22 bringer umiddelbart to ret forskellige historier, men der er visse fællestræk. Især delen med, at “accepterer hvem man er” og ens “plads i verden” osv., selvom den del føles noget fortærsket hvad Logan angår. Storms rejser er meget mere interessant, ikke mindst fordi hun (endnu) ikke blot kommer videre ved, at få hendes kræfter tilbage.

Hendes del af bladet er langt den bedst og mest velskrevne, mens Jærvens del virker som en masse mindre dele, som er smidt i en blender i håb om, at de ville give et eller andet sammenhængende. Det gør det ikke rigtig. Storms rejse er noget mere vellykket, selvom det bliver lidt metafysisk og “de magiske indfødte” måske hører en anden tid til. På en eller anden måde er fortællingen om Storm også ret gribende. Jeg var selv ganske overrasket over, at en over 35 år gammel historie faktisk kom ind under huden på mig i en eller anden grad.

Claremont fortjener, naturligvis en del af æren, men en hel del skal måske også tilskrives tegner Barry Windsor-Smith. Selv med let-falmede farver og 80er tryk, så står bladet og Windsor-Smith tegninger virkelig flot. Jærven-delen er flot, især når den fremmed teknologi skal visualiseres, ligesom kampscenerne er dynamiske og tilpas hektiske uden, at blive rodet.

Bedste Projekt X blad fra perioden?

Storms historie i Afrika er dog et niveau eller to over. Her er ingen action, vild sci-fi eller superhelte tju-bang. I stedet er tone og stemningen mystisk, har et skær af noget overnaturligt, men alligevel nært og intimt. Der er næsten noget drømmende over det. Elementer, som Windsor-Smith fanger og fremstiller til nær-perfektion. Jeg ved ikke helt hvad det er, men jeg blev på en måde lidt fortryllet og taget et andet sted hen, eller følte mig påvirke af tegningerne.

På mange måder, er Projekt X. nr. 22 et ret godt eksempel på, hvad man kan fortælle på 22 siders tegneserie. Til med på meget forskellig vis, af det den samme kreative duo.

Jeg har altid haft det lidt svært med Projekt X på den led, at kontinuiteten kunne være meget forvirrende og knudret. Ikke mindst når man når langt ind i Claremonts “run”, for slet ikke at tale om de EKSTREME 90ere. Derfor er det også tiltalende, når der som i Storm-delen zoomes helt ind og fokuseres på en enkelt karakter og dennes udvikling.

Som vi har set tidligere her i Marvelklubben, da jeg kiggede på Kodenavn Våben X, så bliver Logans rejse svære og svære, at bevare orienteringen i. Der er glimt af det her, mest fordi hans del af bladet med blandet held forsøger, at samle en masse små tråde. Rent visuelt er han dog i Windsor-Smiths fremstilling en badass. For mig er det sådan Jærven ser ud, den næsten definitive version af figuren.

Alt i alt et af de bedre blade, som jeg har genlæst her i Marvelklubben. Og muligvis det bedste Projekt X blad (i hvert fald anden del med Storm) fra denne periode, som jeg har genbesøgt?

The post Marvelklubben: Projekt X nr. 22 appeared first on Kathoom.

Projekt X nr. 18 (med Marvelklubben 131) blev udsendt af Interpresse i 1988, det tredje nummer i anden omgang af deres Projekt X udgivelser. Første forsøg lukke i 1985 med det, der svarede til blad nr. 15 i den udgivelsesrække. I 88 forsøgte de så igen med nr. 16, hvilket holdt indtil nr. 33 i 91, hvor bladet lukkede midlertidigt. Blot for, at genopstå i nr. 34 året efter.

Da var der for alvor hul igennem og bladet fortsatte med, at udkomme op gennem 90erne og helt op i 00erne. Projekt X hos Interpresse har altså en noget broget historie, præget af en del bump på vejen og start/stop. Inden de, ikke mindst grundet en “superstjerne”, som Jim Lee (og Claremont, der stadig hang i nogle år endnu) pludselig var Marvels topsællert, både i USA og her til lands.

Ersatz-Tony Stark på ufrivillig mutantjagt

I 88 var det dog stadig noget usikker grund mutanterne befandt sig på. Det mange start/stop gik ud over både flow og kontinuitet, hvor det som læser kunne være vanskeligt, at hænge på. Claremont og hans knudrede fortællinger og dinglende plottråde, kunne være svære nok at følge i sig selv!

Projekt X nr 18 indeholder materiale fra Uncanny X-Men #186, et super-sized hæfte, der fortsætter en historie, der begyndte i forrige blad. Også på dansk, hvor Projekt X nr. 17 indleder den “arc” vi ser udvikle sig mere her.

Kort fortalt går det ud på, at Smeden, der arbejder for regeringen, som en art erstatnings Tony Stark, har opfundet et våben, som kan frarøve mutanter deres kræfter. En fiks lille pistol “zapp” og kræfterne er, i teorien væk. Den befinder sig dog stadig på prøvestadiet, og er ikke helt testet færdig, da emsige regeringstyper, Val Cooper, Henry Gyrich og Phil Rosen presser den betænkelige Smed til at udlevere våbnet.

Nu skal der bøffes mutanter. De er på jagt efter Parasitten, der her er ganske ny og befinder sig i gråzone hvad tilhørsforhold angår. Regeringen ser hende som skurk, hun HAR også været oppe imod Alliancen, men det lader til, at hun nu hælder mod heltesiden. Det mener Professor X i hver fald.

Invasion af Dobbeltgængerne fra det ydre rum!

Det hele ender i noget værre rod med en træfning på Mississippifloden, hvor det er uklart om Parasitten omkommer i en eksplosion. I mens er Storm, ved et uheld, blevet ramt af Smedens eksperimenterende pistol (og fisket op af floden af samme). Mens alt dette går ned, lurer en anden, bizar fare i skyggerne og gør klar til, at suge sig fast i historien.

Nogle ækle, hjerneudsugende “Dobbeltgængere”! Grotesk udseende uhyre for det ydre rum!!

Det er også hos disse kryb, der ligner og opfører sig som noget ud af et Lovecraft-mareridt møder Invasion of the Bodysnatchers, at vi starter. En prolog til hovedhistorien, hvor vi på klassisk horrormanér ser et ungt par, der skændes fordi fyren er et creep, har motorstop i det øde mørke… det slipper de ikke godt fra.

Deres hjerner suges ud og kroppe overtages af Dobbeltgængerne, der opererer som en art kollektivbevidsthed. Hvad er deres mål? Overlevelse gennem overtagelse, helt standard.

Windsor-Smith redder dagen

Efter 7-8 sider med horror skifter vi spor og Livdød (Lifedeath, “a love story” på engelsk) starter med en afklædt, sovende korthåret (80er Grace Jones style) Storm sovende i Smedens high tech hus. Han reddede hende jo op af floden og har, åbenbart sørget for at give hende dyne på, nu hun havde mistet klunset?

Hvad der følger de næste mange sider, og i hovedparten af bladet, er i bund og grund en art kammerspil i tegneserieform. Kun afbrudt af nogle spredte scener, hvor Professor X via Cerebro forsøger at opspore Parasitten og Storm, og de to overlevede regeringsagenter (Henry røg i svinget).

Den atypiske opbygning og setting, hvor man “spærrer” to karakterer inde og lader dem snakke, kunne lyde kedelig. Det havde det måske også været, Claremonts dialog vender vi tilbage til om lidt, hvis det ikke havde været for tegner Barry Windsor Smith og hans stemningsfuld, stilede og udtryksfulde arbejde.

Det er Windsor-Smiths debut på Uncanny X-Men, efter en karrierer, hvor han hidtil nok har været kendt for sit ikoniske arbejde på Conan i start 70erne. Her i 1984 er han ude i noget lidt andet. Væk er machomuskler og sværdkampe, i stedet er der dømt samtalekøkken, parmiddag og en tur i Smedens indendørs svømmepøl.

Kammerspil med Superhelte

Jeg ved ikke helt, hvad det er der gør det, men sammen med rentegner Terry Austin og farvelægger Glynis Wein (noget af et all-star hold!) får han skabt en helt særlig stemning hæftet igennem. Det er intimt, til tider næsten sart og ømt, men også fremmedartet og en smule urovækkende. Et eller andet virker, selvom sød musik opstår mellem Storm og Smeden, helt “off”. Som om, det her er forkert og ikke burde være…

Scenerne i huset, der rummer fancy hologramteknologi, virker næsten drømmende. Er det den Vietnam-traumatiserede og fysisk sårede, halvt-cyborg (pga. krigsskaderne) halv-mutant Smedens drøm om nærhed og menneskelig kontakt? Er det den nu menneskelige Storms drøm om kontakt og en ægte relation, nu hun er blevet et menneske af kød og blod?

Problemet er, og det er måske en del af hele pointen, at det aldrig klinger helt ægte på et narrativt og følelsesmæssigt plan. Her kommer Claremonts ord ind. Han skriver her utroligt kluntet, tung, emotionelt patosfyldt dialog. Det lyder stedvis, som noget taget ud af en af tidens soap-serier, når Smeden og Storm sætter ord på deres følelser.

Kluntet soapserie dialog og plot

Det resulterer i nogle ekstremt øjenrullende, næsten komiske, eller i hvert fald kiksede, samtaler og ordudvekslinger. De “emoter” for fuld udblæsning, det er FØLELSER, FOR HELVEDE! Det er for ordrigt til, at gengive her, men tjek nogle af de udvalgte, ind-scannede sider. Det kan næsten bringe mindelser om scenerne mellem Padme og Unge Skywalker i Star Wars Attack of the Clones. OK, måske ikke helt så tåkrummende.

Men, drømmen brister. Naturligvis. Smeden har jo skeletter i skabet. Eller, måske nærmere en rygende pistol. Han føler skyld, det er klart. Men, opfinderen og den tekniske set ansvarlige for Storms tilstand, er for chickenshit (og en smitten kitten smed) til, at lægge kortene på bordet.

I stedet for opdager Storm både, at Smeden er en mutant og dybt rodet ind i hele balladen, OG har ført et dobbeltspil, da hun ved et tilfælde overhøre ham have en afslørende telefonsamtale med agent Val Cooper. Her kan man, igen sætte lidt spørgsmålstegn ved Claremonts plotting og historiens opbygning.

Der er lidt mange “tilfældigheder”, som skal drive plottet frem. Det har igen en bi-smag af soap-serie udvikling, ting sker/folk opfører sig dumt/uforsigtigt/ulogisk for, at drive plottet fremad. Måske så Claremont for meget Dollars og Dallas i midt-80erne?

Days of Future Claremont

Det dirrende samtale-drama spædes, som nævnt op med spredte afstikkere til historiens andre plotlinjer. Også her er der for alvor ved at gå “full Claremont” i Projekt X. Vi er vel godt halvvejs inde i Claremonts 16-17 år på titlen, og nogle af hans troper/krykker i historieskrivningen er begyndt at melde sig. Og tiltagende forgrenet plot og afstikkere, der måske samles op senere, mudrer det hele lidt til.

Rachel, som vi mødte år forinden i Days of Future Past, datter af Jean Grey og Scott Summers, fra en mulig, alternativ fremtid, dukkede op i forrige nummer. Forvirret, og overbevist om, at hun er endt i den forkerte tidslinje i forhold til, hvad hun sigtede efter. Hvad hun sigtede efter er dog ikke helt klart, så vi deler hendes forvirring.

Samtidig jonglerer Claremont med horroraliens, der har deres eget motiv og fortællespor. Lyssky regeringstyper, hvoraf nogle måske/måske ikke er ude efter mutanterne, når de ikke lige er… eller når de ikke lige forsøges udsuget og overtaget af Dobbeltgængerne! I mens Professor X sidder og scanner i Cerebro omgivet af diverse andre X-Men. Hey, hvor er Jærven egentlig henne?

Det forgrener sig, men Claremont får alligevel det hele flettet sammen, på en eller anden måde, som hæfter skrider frem. Men, han skal også samtidig bygge op, lægge nye brødkrummer ud og holde historien kørende fra hæfte til hæfte. Det kan godt være lidt udmattende læsning.

Der bygges videre på det komplicerede korthus

Kernen i Projekt X nr 18 er dog Smeden og Storms hurtigt udviklende forhold, som lider noget under netop hastigheden. Scenerne udspiller sig over, hvad der virker som ganske få dage, hvis ikke mindre. Det skader troværdigheden, fordi Claremont ikke helt formår, at vise hvorfor de falder for hinanden så hurtigt?

Men, omgivet af hologrammer, isoleret i et hus der fungerer som en lukket, beskyttet lomme for omverdenens farer, er det måske også en del af pointen? Det her ER ikke ægte, det er en fantasi? Omvendt gør det også, at man aldrig tror på deres følelser, som af Claremont bliver udlagt som værende autentiske. Og, i min læsning, skal tages for pålydende. I så fald halter Claremonts skrevne ord og fremstillingen.

Når nogle af hans “tilbøjeligheder” med tidsrejser, knudrede tidslinjer og sparsomt forklarede sub-plots og velkendte storybeats får også historien til, at fremstå som et tiltagende usikkert korthus. Hvor mange gange kan man holde ud, at læse om magthavere mod mutanter? Og så skal der også lige væves en horror/alien-del ind i det. Og hvad med Parasitten og hendes sidemission? Og alle de mutanter vi ikke ser her, hvad var det nu lige de lavede?

Windsor-Smith og Austin/Wein duoens fornemme arbejde gør dog, at Projekt X nr 18 er en ganske særlig oplevelse. De gør virkelig hvad de kan for, at puste noget liv og tyngde ind i Claremonts skriverier. I sidste ende gør det også, at jeg skal have fyldt mine huller i samlingen ud her.

The post Marvelklubben: Projekt X nr. 18 appeared first on Kathoom.