Gotham City Year One er Tom King og tegner Phil Hesters bud på en form for oprindelseshistorie for byen Gotham. I sin kerne er det dog mere et lille drama om en kidnapning, familietragedie og klassisk crime noir.
En god fortælling, der stedvis er ganske brutal og chokerende. Men fortæller den i bund og grund særligt meget om, hvorfor og hvordan Gotham City blev byen, der havde brug for Batman?
Tom King og Phil Hester
Tom King er en af moderne tegneseriers mere roste og succesfulde forfattere. Jeg har tidligere kigget på hans meget vellykkede opdatering af The Vision og Wanda, men Kings har trods sin relativt korte karriere sat et stort aftryk.
King startede i 2012 og markerede sig hurtigt med sit arbejde på DC-titler, som Grayson og Nightwing og hans egen serie The Sheriff of Bagdad. Her trak han på egne erfaringer som CIA ansat, noget der går som en rød tråd gennem hans produktion. Der også tæller roste forløb på Mr. Miracle, The Omega Man og ikke mindst Batman.
Tegner Phil Hester har arbejdet på et hav af DC-titler, en del Marvel og en række andre forlags blade samt nogle indie. Ligesom han har brugt pennen til periodevis at være forfatter på tegneserier hos forskellige forlag. Jeg har selv tidligere anmeldt Jeff Lemires Family Tree, hvor Hester var tilknyttet som tegner.
Sammen passer King og Hesters (Eric Gapstur er rentegner) stil rigtig godt til en crime-noir som Gotham City Year One. En titel, hvor atmosfære og stemning bærer en stor del af læsset.
Hvad er det Gotham City Year One vil fortælle?
For en af Gotham City Yar Ones største kvaliteter er den trykkende og nedslående stemning og atmosfære, der er i Kings fortælling og Hesters tegninger. Serien udkom som en såkaldt Limited Series på 6 blade i 2022/23. Og blev straks en succes hos læsere og kritikere.
Og man forstår det sådan set godt. Alt spiller sådan set, i hvert fald på overfladen, i Gotham City Year One, men jeg synes også man hurtigt lægger mærke til seriens svagere sider. For det første er der titlen, der virker som et lidt for desperat forsøg på at hægte sig på Frank Miller og hans og David Mazzucchellis legendariske Batman Year One fra 1987. Der kommer King, Hester og Gotham, altså lidt til kort.
Dernæst er der selve koblingen til Gotham og i mindre forstand Batman. Der er en meget løs rammefortælling, hvor denne series hovedperson, Slam Bradley, som oldning i nutiden fortæller historien til Batman. Hvorfor? Tja, i seriens interne logik er det nok til at Batman mellem linjerne skal forstå hvor han også selv stammer fra. Både via byens forfald og hans egen familiehistorie, der er tæt forbundne. For mig som læser virker det nærmere en kende påklistret og som endnu en retfærdiggørelse af at det her på en eller anden måde er kimen til “det hele”.
Det er det ikke. Dertil er historien i Gotham City Year One trods alle tiltag for at gøre den stor og metaforisk, for lille og afgrænset. Og serien lægger selv op til, at der går en hel del forud, hvor familien Waynes indflydelse og byens ændring til det værre allerede er i fuld gang, når vi kommer ind i historien. Så… det er vel ikke som sådan Year One?
Year one, men hvilket år?!
Nuvel, ser man det som en isoleret krimi-fortælling, så er den mere end hæderlig og godkendt. Kort fortalt følger vi kidnapningen af lille baby Helen Wayne, datter af Constance og Richard Wayne, der må være Bruces bedsteforældre? Anyway, vi befinder os i starten af 1960’erne, og her bliver tidslinjen for mig lidt mudret.
Batman er skabt i 1940. Hans forældre bliver skudt i en gyde da han er, hvad (?), 10 år gammel eller noget? Nutiden i moderne Batman er 2020’erne, hans bedsteforældre er i seriens tidslinje unge i 1960’erne?! Nej, man skal ikke forsøge at lave en kronologisk tidslinje på den måde, og ja, Batmans oprindelse er blevet ændret og genfortalt mange gange. Og ja, det er fint at man justere så alle årstal nogenlunde kommer til at passe, så de giver mening for en nutidig læser. Ellers ville Batman nærme sig de 90 år…
Alligevel er det som om, når jeg læser serien, at det virker for moderne og “tæt på” at Gothams Citys forfald er sat i 60’erne og ikke eksempelvis 30’erne? Jeg ved det ville skabe de ovennævnte kontinuitetsproblemer, men alligevel. PÅ den anden side kunne man så koble byens forfald og tilstand til ungdomsoprør, borgerrettigheder og generelle samfundsmæssige forandringer i 1960’erne. Det gør den bare ikke!
Nej, Baby Wayne er forsvundet og byen er på den anden ende. Privatdetektiv Samuel “Slam” Bradley, tidligere politimand, nu lettere anløben type, hyres af det rige ægtepar Wayne til at finde pigen. Uden at politiet bliver indblandet – så dør baby, siger kidnapperne.
Gotham og dens indbyggere i forfald
Meeeeen, nu er det jo en ret klassisk noir-fortælling, så intet er naturligvis, som det umiddelbart ser ud. Og stort set alle har egne, skjulte og meget lyssky motiver. Som stakkels Bradley naturligvis opdager løbende, samtidig med at han bliver dybere og dybere involveret i opklaringen af den meget spegede affære.
Jeg vil ikke afsløre for meget, eller dykke ned i detaljer. Det er en af den slags fortællinger, hvor en stor del af fornøjelsen afhænger af og ligger i, at man selv får afsløringerne løbende og sammen med Bradley. Og sideløbende forsøger at regne plottet og mysteriet ud. Den fornøjelse skal man selv have som læser, og på det punkt ER Gotham Year One ganske fornøjelig. Om end ikke super overraskende i sidste ende. Man havde set det meste komme, og lidt for tidligt i forhold til Bradley.
Det, der i stedet overrasker, er seriens brutale tone og stedvis isnende kulde. Der lurer en afstumpethed og nihilisme i Gotham, byen og fortællingen, som bestemt ikke er for børn. Især portrættet af nogle i bund og grund skruppelløse og afstumpede Wayne-forældre. Og så har jeg IKKE sagt for meget eller afsløret noget, de er bare nogle dybt usympatiske og ødelagte mennesker, der er korrumperede helt ind i deres sjæle.
Richard Wayne er eksempelvis åbenlyst racist, raceuroen ulmer lige under overfladen i Gotham og plottet. Og kvindehader. Voldsparat. Korrupt. Grådig. Kold og kalkulerende. Mens konen matcher hans menneskelige “kvaliteter”, men lader dem komme til udtryk på en langt mere kølig og kalkulerende vis.
Byens håb og lys
Det havde været interessant, hvis det var deres forhistorie og forfald vi have fået fortalt her. Eller i hvert fald afdækket sideløbende med serien kidnapningsplot. Det havde nok givet tragedien og mysteriet mere klangbund, dybde og emotionel ballast. Som det er, er det et portræt af mennesker, der allerede er ødelagte, og derfor fremstår en anelse én-dimensionelle.
Hvilket også er tilfældet for de facto hovedperson Bradley, der er en arketypisk noir-private eye. Lyssky fremgangsmåder, moralsk i en gråzone, ordknap, hårdkogt, men med en veludviklet retfærdighedssans og eget moralsk kompas, der følges uanset personlige konsekvenser. En aftale er en aftale, og han har påtaget sig sagen, selvom det er tydeligt at han bliver udnyttet og forsøgt narret på flere fronter.
Sideløbende får vi et lille indblik i byens magtstrukturer og den begyndende forråelse og forrådnelse. Blandt andet via det tiltagende korrupte politi og deres hårdnakkede politichef, der ikke ligefrem giver deres tidligere kollega Bradley en varm og hjertelig behandling. Der er også antydningen af råd i byen via Richard Waynes overtagelse af ejendomme og hele kvarterer, hvor de lokale bliver behandlet som ukrudt.
Og så er der hele hysteriet omkring Baby Helen Waynes og hendes forsvinden. Hun, og sagen, bliver på en måde et symbol for byen. Den lille pige er byens håb og lys, som truer med at blive slukket for evigt. Hvorfor? Ja, det bliver aldrig helt klart, hvorfor Wayne-arvingen har den position i folks bevidsthed. Det skal nok mere ses som Kings forsøg på at gøre hendes forsvinden og skæbne til et symbol på og for byen.
For meget og for lidt på samme tid
Og her spænder King måske buen lidt for meget. For mig bliver den kobling enten ikke tydelig nok, eller også er den netop FOR tydelig. I forhold til hvor tyndbenet og overfladisk den bliver fremstillet. Det er sådan lidt en præmis, som man bare må købe og tage for pålydende og ikke en, som jeg føler for alvor bliver etableret. I hvert fald ikke i troværdig grad.
Måske leder jeg efter og håber på FOR meget dybde af en Batman spin-off serie? Den er nok også skrevet med henblik på at “alle skal kunne være med”. Dermed også den tidligere nævnte rammefortælling med Batman og gamle Bradley for lige, at understrege forbindelsen og en form for rød tråd i det hele. Det er bare lidt overflødigt og igen tyndt eller påklistret.
For mig havde Gotham City Year One været endnu bedre, hvis King havde (og/eller fået lov til) at lade den underliggende skæbnefortælling om byen ånde på en mere usagt måde. Eller hvis den var blevet mere udfoldet med et længere blik tilbage. Der kan være en fidus i at man kun får et udsnit med lidt hentydninger og referencer til noget større, men her føles det lidt som om man gerne vil det hele
Der skal fortælles en lille STOR historie i en stor LILLE fortælling, og det ender med at føles en smule ude af balance. Selve plottet med Helen Wayne og mysteriet er fint eksekveret og fortalt.
Det kunne være værre
Alt i alt vil jeg stadig give Gotham City Year One en anbefaling. Historien er spændende, plottet suser af sted og det er en ægte page turner. King kan skrive og har styr på hvordan man pacer og plotter en krimifortælling. Så må man leve med at de dybere budskaber og forbindelser til noget større virker en kende overfladisk eller underfortalte.
Gotham City Year One er også flot tegnet og fortalt af Hester, der især har styr på den moody atmosfære og det lurende forfald. Stregen er enkel, og holdt i en klassisk stil, “cartoony” men ikke børnevenlig. Det hele er letlæseligt, man er aldrig i tvivl om hvad der foregår fra rude til rude. Hele baduljen yderligere løftet af farvelægger Jordie Bellaire, der får det maksimale ud af en enkelt farvepalette.
Det sagt, du skal være fan af noir og pulp som tegneserie for at få det optimale ud af Gotham City Year One. Men er du det, så har du nok allerede læst serier, der var bedre og endnu mere spændende.
Plus
– Kings evner som krimi/mysterie fortæller og plotter er fine
– Selve mysteriet er ganske spændende om end ikke videre indviklet når det kommer til stykket
– Hesters tegninger løfter fortællingen
– Underholdende og hurtig læsning
Minus
– Mangler noget tyngde hvad en større fortælling om Gotham angår
– Påklistret rammefortælling og lidt mange referencer og “fanservice” øjeblikke, der også virker klistret på.
– Vil for meget og for lidt på samme tid
– Mere “endnu et år i Gothams deroute” end “Year One”/ground zero
Konklusion
Som en serie, der forsøger at fortælle om skabelsen af det moderne Gotham, eller byens point of no return, er den kun delvist vellykket, om end underholdende. Vil du læse en moderne “klassisk” noir, er der bedre bud derude, eksempelvis Brubakers Criminal. Men jeg vil stadig kalde det en mild anbefaling og værd at tjekke ud.
