354 siders kosmisk blandet landhandel, det er hvad Marvel-klassiker nummer 2 fra Faraos Cigarer og Forlaget Fahrenheit byder på. Den Kosmiske Handske Efterspil er ikke én sammenhængende fortælling, men samler i stedet stumper fra flere titler, i kølvandet på begivenhederne i Den Kosmiske Handske.
Udgivelsen er en del af de to udgiveres nye Marvel-linje, der også tæller titler med Black Widow, Guardians of The Galaxy, Deadpool. Ms. Marvel, Wolverine og Spider-Man. Flotte, hardback bøger, i lidt forstørret format og altså oversat til modersmålet.
Den Kosmiske Handske Efterspil samler materiale fra de amerikanske titler Silver Surfer #60-#66, Dr. Strange : Sorcerer Supreme 36, Warlock & the Infinity Watch 1-6, og brudstykker fra Silver Surfer Annual 5. Og det er netop også den overordnede følelse man får, det føles som brudstykker. Fortællingen er kun løst forbundet, og det endda kun i glimt.
Tegneserierester fejet op fra gulvet
Fællesnævneren er altså, at vi befinder os i en periode i begyndelsen af 90erne, hvor efterdønningerne efter Den Kosmiske Handske stadig føles i Marvels kosmiske univers. Thanos er, tilsyneladende besejret. Warlock har oprettet sit selvbestaltede vagtkorps The Inifinity Watch, der udgør en god del af materialet i den flotte bog.
Den serie i sig selv bringer en vis form for konsistens og sammenhæng til dele af bogen, der ellers lider alvorligt under, at Efterspil virker noget forceret og spekulativt sammensat. Det virker, kort sagt, som om at Marvel “bare” skulle finde materiale til at fylde sider nok ud til, at kunne sælge noget under den populære Infinity Gauntlet titel.
Jeg er dog glad for, at vi rent faktisk får den på dansk, nu vi både er blevet beriget med tidlig Kaptajn Marvel og Warlock på dansk fra Interpresse. Og altså Den Kosmiske Handske, der rundede den del af sagaen om Warlock (og Thanos) af. Men, man kommer ikke udenom, at det her er studenterbrødsudgaven af denne periode i kosmisk Marvel.
Kosmisk surfer på afveje
Det gør også, at vi udsættes for flere forfatteres visioner, og ikke kun Jim Starlins. Starlin, der ellers havde været den primære drivkraft og kreative hjerne bag det kosmisk Marvel vi hidtil har været eksponeret for på dansk. Det mudrer tonen og billedet yderligere til, og hjælper bestemt ikke på følelsen af en udgivelse, der krummer og smuldrer hist og her.
Ron Marz tager sig af Silver Surfer delen, som vi lægger ud med en lille snas af. Sammen med professionel George Perez imitator, Ron Lim (solid håndværker, men virker mindre sprudlende og opfindsom) følger vi Silver Surfer umiddelbart lige efter Den Kosmiske Handske. Han siger “på gensyn” til Thor og Dr. Strange og drager ud på noget, der viser sig at være et hæfte langt mellemspil.
Det er ren setup til det, der skal følge. Hæfter er nærmest et langt slagsmål med en karakter kaldet Midnight Sun, baseret på en misforståelse. Hr. Sun har mistet mælet og kan ikke fortælle Silver Surfer, at han ikke kommer med ufred. Det hele virker som en undskyldning for, at bringe Surferen i position til at støde ind i Black Bolt og co. fra The Inhumans.
Også det fører ikke umiddelbart til noget videre, men fungerer som en åben invitation fra Inhumans. Surferen daffer videre, og støder hurtigt ind i næste levende billede, eller “kosmisk genfærd”, i form af The Collector. Han har brug for hjælp med at genopbygge sin samling, især en “særlig genstand”. Ellers vil millioner dø! Det er nok til, at får overtalt Sølv dude, der surfer midlertidigt ud af Efterspillet…
Dydens triumf og bølger af godhed
For nu skal vi til fest! Den hjemvendte douchebag troldmand ekstraordinær, Dr. Strange holder hof i sin fashionable hybel, for et veritabelt miskmask af kulørte karakterer. Nogle mere anløbne end andre, som kendte Warlock forbundsfæller Gamora og trolden Pip. Her kommer gode, gamle Roy Thomas på banen som forfatter, mens den visuelle del håndteres, ganske habilt af Dan Lawlis.
De er dog ikke kommet for, at slå til Søren, men i stedet bede om Dr. Partypants hjælp til, at tøjle, evt. prikke til, om nødvendigt dræbe, deres gamle ven Adam Warlock! Hvad?! Warlock var, som bekendt, i besiddelse af Evighedstenene og deres uendelige kræfter efter Den Kosmiske Handske. Meeeen, uendelig og uindskrænket magt har det med at korrumpere.
Trioen rejser ud i rummet, som man nu gør for, at konfrontere Warlock, der ikke er blevet decideret ond. Han har bare fået den lyse idé, i et anfald af magtfuldkommenhed, at sende en “bølge af godhed” gennem universet. Alle levende væsener skal fra nu af være gode. Det lyder da meget godt, ik?
Forkert! De skal “drænes for selviske ambitioner og konkurrencementalitet”. Hva’ satan er det for noget anti-amerikansk hippiebavl!!?? Dr. Strange frygter, at racer vil gå under i et anfald af “apati” og et “meningsløst liv”. Altså, udover den mulige fred, fordragelighed og zen-tilværelse. Warlock mener, at Dr. Strange står i vejen for “Dydens Triumf” (den mindre kendte opfølger til Savage Roses’ Dødens Triumf?).
Starlin taber tråden og mister magien
Det fører til en mindre udveksling af ord, kosmisk kraft og filosofiske uoverensstemmelser, men i sidste ende vinder fornuften. Warlock genvinder fatningen og kommer sig over anfaldet af ulækker dydighed, og beder Gamora og Pip agere som hans “moralske kompas” fra nu af.
På vej hjem til efterfesten får vi endnu er tilfældigt møde i det store verdensrum, da Eternity pludselig dukker op og begynder, at dumpe kosmisk eksposition på Dr. Strange. Han/den vil have fat i Warlocks uendelighedssten. Og han ønsker, at vinde retten til dem via domstolenes vej! Warlock skal for retten.
Det leder over i hæfte nummer et af Infinity Watch, hvor vi nok får en serie, der er tænkt som sammenhængende, men i sidste ende lider under ujævn plotting. Og det er endda den kosmiske mester selv, Jim Starlin, som står for ord og historie. Men, her i begyndelse af 90erne, var han tydeligvis ved, at løbe lidt tør for kreativ energi og ikke mindst en samlende vision.
Måske skyldes det, at Infinity Watch ikke var tænkt som en direkte afrundet fortælling, men en fortløbende serie? Vi får, som nævnt, de første 6 hæfter i serien her, en serie der løb fra 1992 og i alt 42 hæfter inden den blev droppet i 1995. Starlin var dog hoppet af det kosmiske tog efter nummer 31.
Rettergang i rummet
Jeg vil ikke dykke detaljeret ned i handlingen i de 6 hæfter vi får her, vi napper de store linjer. Warlock skal, som tidligere nævnt, for den kosmiske domstol, så han ikke får flere fikse idéer med de 6 uendeligheds/evighedssten/Infinity Stones. Det viser sig, at det bare er en skidt plan, at én mand har ranet samtlige sten til sig.
Den slags magt og dens konsekvenser har Starlin tidligere berørt i hans arbejde på diverse Warlock titler. Så, der er sådan set ikke meget nyt under universets sole her. Det hele fungerer mest som en fin undskyldning for, at få oprettet det titulære Infnity Watch. En gruppe bestående af 6 karakterer fra alle ender og kanter af det kendte verdensrum, som hver får en sten. Inklusive Warlock selv, der beholder hans yndlingssten, Sjælestenen.
Retssagen er en lang diskussion mellem Warlock og dommeren, The Living Tribunal, der via en genfortælling af Warlocks oprindelseshistorie (mere eksposition, her til nye læsere) blotlægger, at Warlock har mangler i sin personlighed. Han er et kunstigt menneske, der via sin mangel på forældre og opdragelse aldrig har lært visse basale færdigheder. Han er, kort sagt uegnet til, at besidde så meget magt. Warlock foreslår oprettelsen af Infinity Watch, der udover Warlock tæller:
Gamora, Pip, Moondragon, Drax og et hemmeligt 6. medlem (pssst: det er Thanos), den første inkarnation af gruppen (senere er forskellige versioner dukket op i Marvel-universet). Oprindeligt var planen, at de enkelte medlemmers indentitet skulle forblive skjult for hinanden, så ingen ville falde for fristelsen og falde hinanden i ryggen.
Inkompetente Uendelighedsvogtere
De følgende hæfter er samling af gruppen, hvor Warlock rejser rundt og hverver de enkelte medlemmer. Problemerne melder sig dog hurtigt, i det gruppens medlemmer, og deres respektive sten, en efter en tages til fange i en skikkelse kaldet Omega.
Det er i bund og grund et simpelt plot, der samtidig dækker over en tilbagevenden af en af Warlocks gamle fjender: Man-beast. Som Warlock tidligere har bekæmpet i sin tid på Ny Jord, de utopiske paradis, som kollapsede tidligt i sagaen om Warlock. Nu er dette bæst ude på hævn.
Bæstet får også, midlertidigt skovlen under Warlock, indtil gruppen med fælles hjælp slipper fri og besejrer deres fjende. Det ender med, at gruppen lærer værdien i samarbejde, og Pip udtrykker forhåbning om, at denne lektion også har smittet af på Adam Warlock. Det er ikke ligefrem de store eksistentielle og filosofiske hovedbrud og diskussion, som man kender fra tidligere Warlock fortællinger, der præger Infinity Watch
I stedet er tankespind, hovedbrud og episke ambitioner meget af tiden erstattet af halv-kedelige actionscener og slagsmål, samt lidt gumpetung plotting og spredte forsøg på humor. Og man kan for alvor sætte spørgsmålstegn ved Warlocks dømmekraft, når han giver stenene til disse personager. Og de enkelte gruppemedlemmers kompetencer, når de så forholdsvis nemt tages til fange.
Gumpetung action og ujævn visuel stil
Og her er vi ved et andet problem, som jeg har med Infinity Watch. Karaktererne er overordnet ret dumme og netop inkompetente?! Nogle i “komisk” grad, som Drax The Destroyer, der trods hans mægtige navn fremstilles som lidt af en godmodig tumpe. Og der er flere “unøjagtigheder”, eller ujævn karakteristik af figurerne, men Drax skiller sig negativt ud.
Understreget af den måde hovedtegner på serien, Angel Medina fremstiller ham på. Han ligner et stort, grønt mindrebemidlet fjog! Det bliver alt for “cartoony” til mig, skurrer tonalt og virker skævt i forhold til Warlock figuren og forhistoriens seriøse og tankevækkende udgangspunkt. Der er ikke noget galt, eller odiøst i, at serier og figurer ændrer sig over tid. Og jeg er ikke imod det, men det her skurrer noget.
Medina gør ellers et hæderligt job med den visuelle del, især i de første par hæfter, hvor legendariske Terry Austin er på som rentegner. Efter en glædelig gæstevisit fra Rick Leonardi i tredje hæfte, der dog naturligt bryder lidt med den etablerede tegnestil, falder det dog også visuelt lidt fra hinanden. I takt med, at plottet bliver mere og mere actionpræget (og egentlig også tanketomt).
Det hele ser noget fladt, detaljeløst og 90er sci-fi ud. Det gælder både actionscenerne, side- og panelopbygning, de mangelfulde baggrunde og golde omgivelser, karakter/figur design og en ret kedelig, samt begrænset farvelægning og farvepalette. Faktisk ser det underligt billigt og en kende forhastet ud?
Breaking News: Kosmisk pandemiudbrud!
Efter alt DET halvt-udmattende 90er gøgl vender vi blikket tilbage på den surfende sølvfyr og hans Collector-mission. To gange Ron, Marz og Lim, er tilbage i førersædet, eller tilbage på surfbrættet?
Jeg kan godt lide Silver Surfer, faktisk er han en af de der “hemmelige MVPs/sniger favoritter”, jeg har i Marvel-universet. Men, jeg kan ikke helt sige hvorfor. For, jeg kan ikke mindes at jeg nogensinde har læst en rigtig GOD historie, hvor han havde hovedrollen. Måske fungerer han bedst som bi-figur? Der er bare et eller andet ved ham, der er… sejt. Og dragende.
Måske er det mere tanken om figuren og konceptet, som har et eller andet over sig? Any waaaay, han svinger forbi den gamle samler, der gemmer sig på en delvist smadret rumstation på Månen. Her er han i skjul for en race kaldet Brethren, “små, hævngerrige plageånder”, som han kalder dem. Tidligere en del af hans samling, nu undsluppet. Den lettere indviklede forhistorie forsøges skitseret over et par sider…
MEEEEN, det han EGENTLIG skal bruge Surferen til er, at finde en farlig virus, knyttet til en lille pige, der fungerer som vært. En virus der medfører vanvid! Symptomerne omfatter: demens, paranoia, skizofreni og hallucinationer. Og slutligt DØDEN! Virussen skal bruge en levende vært, det er her Sølvsurferen kommer ind i billedet. Han må ofre sig – for universets bedste, og alt det der.
Andetsteds dukker møver en gruppe kaldet Collection Agency sig ind i historien En trio af lejesoldat typer i noget der ligner 90er X-Men knock-off uniformer, som hyres af en ukendt, mystiske skabning til, at anskaffe ham samme virus. Så, vi har os selv en, god gammeldags “hvem finder først skatten/objekt X” ræs.
Sølv Surferen er nede med døden
Silver Surfer og Collection Agency når, naturligvis deres mål på samme tid. Det fører til en rask lille meningsudveksling af fysisk karakter, der ender med, at et mandligt medlem af gruppen omkommer ved et uheld. Uheld, eller ej, Surferen angrer og gruppens kvindelige medlem benytter muligheden til, at sørge over tabet af hendes elskede ved berige os med noget eksposition.
Over 5 sider! 5 siders baggrund til nogle karakterer, som ikke virkede videre interessante i forvejen… Nuvel, måske var det, på sigt en spin-off i luften? Ophidsende tanke. I mens vi lader den simre spoler vi hurtigt frem inden vi keder os for meget, Silver Surfer ender, selvfølgelig med at pådrage sig McGuffin-virussen.
Et af de ikke-nævnte symptomer er, åbenbart at han begynder, at beskrive hvordan han har det med hakkende tekst ala ” “. Og mere alvorlige symptomer melder sig hurtigt. Han begynder, at se og opleve weird shit. Det leder over i Nede Med Døden, hvor vi tydeligvis befinder os inden i Surferens nu forskruede sind. Her dukker adskillige spøgelser fra fortiden, og skeletter fra skabet (bogstaveligt) frem.
Blandt andet den afdøde, oprindelige Marvel Kaptajn Marvel, som Starlin aflivede i Death of Captain Marvel. Marvel første (officielle) grafiske roman, som jeg kigger nærmere på senere i år. Det leder over til, at Silver Surfer skal stå ansigt til ansigt med hans mørke side. Repræsenteret ved en mørk udgave af ham selv, hvis symbolikken ikke skulle være tydelig nok.
Marz mudrer plottet med middelmådige skriverier
Det er temmelig on the nose, og virker også som en gentagelse af det Starlin tidligere har gjort med Warlock. Han skulle også “kæmpe med sin egen psyke”, hos Marz bliver det blot penslet ud, så ingen kan være i tvivl. Meget plads til, at tolke eller tænke selv kan man ikke påstå er tilstede.
Surferen overvinder, naturligvis sin mørke side, men lærer at begge halvdele er en del af ham. Og ikke kan separeres, så de smelter sammen i en letter superhelte-erotisk scene, der ligner et ømt kosmisk kys. I dette hæfte synes jeg dog, at Ron Lim, trods den stadig begrænsede og lidt sterile farvelægning, slipper helt godt fra den visuelle del.
Vi spoler lidt igen, Silver Surfer er endelig fri af fortidens traumer og “hel” igen. Han opsøger The Collector, og erfarer, til Collectors store fortrydelse, at den farlige virus også har forladt Surferens krop. Og, SPOILER for en 30 år gammel tegneserie, den mystiske ukendte, der sendt Collection Agency efter samme virus var, selvfølgelig The Collector i forklædning.
Ikke videre chokerende, da vi ikke har set mere til den ukendte siden, og taget det begrænsede figur galleri i betragtning, kunne det næsten ikke være anderledes. Medmindre der dukkede en ny spiller op på banen, ud af ingenting. Alle scenarier her er et tilfælde af “dårligt skrevet”. Og det er nok noget af det Silver Surfer delen lider mest under. Det er ikke videre godt skrevet eller plottet.
De sidste sider i Den Kosmiske Handske Efterspil surfer jeg let og elegant over. Det virker som unødvendigt fyldstof, fragmenteret klippe og klistre og udenfor den øvrige kontekst.
Uinspireret kosmisk efterspil
Og det er, desværre også det overordnede indtryk bogen samlet set efterlader en med. Det virker som et klippe-klistre job, af historier, der kun med meget god vilje kan kaldes sammenhængende fra titel til titel. Og titlerne selv er bare ikke videre godt skrevet, især Silver Surfer virker noget uinspireret og gumpetungt.
Starlin kan nu heller ikke se sig helt fri for tilsvarende anklager. Vi er meget langt fra den boblende “sense of wonder”, visuelt og fortællemæssigt, der tidligere tryllebandt en, når man forsøgte at hænge på i sagaen om Adam Warlock.
Det virker som om karaktererne, historien, plottet og ambitionerne er dummet kraftigt ned i Infinity Watch. Faktisk har det lidt præg af, at det kunne være manuskriptet til en 22 minutters pr. episode lang 90er superhelte animationsserie henvendt til et yngre publikum. Jeg vil ikke kalde Starlin-delen uinspireret, men det virker som om han har mistet fokus og driver væk fra udgangspunktet, eller kernen i fortællingen og figurerne.
Den Kosmiske Handske Efterspil er dog rent fysisk endnu en flot bog/udgivelse fra Faraos og Fahrenheit. Selvom indholdet ikke helt matcher prisen på 298 kr., så er det ikke urimeligt for over 300 sider i flot indpakning. Jeg savner, som jeg har nævnt i min gennemgang af Den Kosmiske Handske og Black Widow stadig lidt mere redaktionelt stof. Men, i det mindste får man her et resumé inden Efterspil går i gang.
Det der refereres til og kom inden var så, beklageligvis bare en del bedre end det der følger.
Billederne i artiklen er lånt fra Forlaget Fahrenheits preview til Den Kosmiske Handske Efterspil, køb den HER.